Mijas Pueblo

Mijas introduktion: Den hvide by på den spanske Solkyst

Mijas er en af de karakteristiske hvide byer i Andalusien, for mange den hvide by.

Mijas ligger ca. 20 km sydvest for Málaga, på en bjergskråning 400-450 m.o.h. med en formidabel udsigt over Middelhavet og få kilometer ned til strandene ved Fuengirola. I klart vejr kan vi se Gibraltar-klippen og Nordafrikas kyst i Marokko.

Den hvide by hedder også Mijas Pueblo (landsbyen Mijas), for at adskille den fra bl.a. hele kommunen Mijas, der går helt ned til kysten om og vest for Fuengirola. De befolkningsmæssigt store dele af Mijas Kommune, Mijas Cala (Calahonda) og Mijas Costa (Las Lagunas), ligger ved kysten mellem Fuengirola og Marbella og i lavlandet mellem kysten og bjergbyen Mijas Pueblo.

Mange kender og har besøgt Mijas Pueblo. Der arrangeres dagligt busture fra hotellerne langs kysten op til Mijas, hvor turisterne bliver sat af på det store torv i byen, Plaza Virgen de la Peña, og derfra går rundt på egen hånd.

 

Hvorfor Mijas?

Solkysten og Mijas har optaget os meget de sidste år.

Det startede med en søgning efter et feriested i Europa, hvor der længst tid var størst sandsynlighed for sol og varme, f.eks. i den november måned, der som regel er meget kedelig i Danmark. Det ledte os til Solkysten, Costa del Sol på Spaniens sydkyst. Her er der 320 solskinsdage om året. Vi har siddet udenfor med bare arme og spist frokost den 20. december!

Først var vi på ferie med udgangspunkt i en anden hvid by, Frigiliana, ca. 50 km øst for Málaga. Gode vandreture i bjergene og med en lang række spændende turmuligheder i bilafstand.

Så blev vi introduceret for Mijas via et nu kuldsejlet delelejlighedsprojekt, som endte med, at vi selv købte en dejlig lejlighed i Mijas Pueblo. Det har vi ikke fortrudt, selvom vi skulle overvinde lidt skepsis med tanke på bl.a. C.V. Jørgensen...

 

Besøg i Mijas

Meget familie og mange venner besøger os i Mijas. Derfor denne introduktion til Mijas, Costa del Sol og Andalusien i det sydlige Spanien. Som mange andre også kan have glæde af, håber vi.

 

Vejret i Mijas

Da vejret for os som for mange andre er det helt store plus ved Mijas - og Solkysten mere generelt - får vi ofte spørgsmålet: Hvornår er den bedste årstid i Mijas? Hvor varmt er der? Skal vi tage regntøj med? Osv.

Hjemmesiden MitRejseVejr giver et godt overblik. De har en særlig side for Mijas. Her kan du også se den aktuelle vejrudsigt for Mijas.

Husk, at månedsoplysningerne året rundt er gennemsnitstal. Så der kan konkret være variationer, både plus og minus.

Fra egen erfaring kan vi tilføje, at det ofte blæser en del i Mijas Pueblo. Det fremgår ikke af MitRejseVejrs årstal.