Mijas Pueblo set oppefra

Covid-19 i Mijas, Málaga, Andalusien og Spanien: Restriktioner

Spanien har været og er hårdt ramt af corona-pandemien, mange har fået COVID-19. Men Spanien er et stort land med store forskelle, også hvad angår coronaen. Hvordan er situationen i Mijas? Det er svært at få konkrete oplysninger om, men det forsøger vi her.

 

Seneste nyt om restriktioner

Trods de stigende smittetal i november 2021 er restriktionerne i Andalusien ikke blevet skærpet. Men i dag, 26. november, har regionsregeringen anmodet den lokale højesteret om tilladelse til at gøre brug af coronapas obligatorisk, i første omgang ved besøg i sundheds- og plejeinstitutioner. Det er allerede sket i flere andre regioner i Spanien.

Coronapas kaldes covid-pas i Spanien.

 

Aktuelle restriktioner i Andalusien og Mijas

Den 9. maj 2021 udløb den undtagelses- eller nødretstilstand, der har været gældende i hele Spanien siden slutningen af oktober. Det betød, at det natlige udgangsforbud blev ophævet, og det igen blev tilladt at rejse mellem regionerne i Spanien, herunder altså også ind og ud af Andalusien.

For hele Andalusien blev der samme dag, 9. maj 2021, fastlagt et sæt restriktioner, som det var meningen skulle lempes fra 1. juni. Men de blev forlænget for juni og også fra 6. juli 2021.

Solkysten, der udgør et selvstændigt sundhedsdistrikt, blev 20. maj 2021 nedkategoriseret til sundhedsniveau 1, men blev fra 7. juli opkategoriseret til sundhedsniveau 2 og fra 22. juli yderligere til sundhedsniveau 3 med skærpede restriktioner som følge af de stigende smittetal. Fra 19. august er sundhedsniveauet igen nedgraderet til 2. Den 31. august blev restriktionerne lempet yderligere en smule, gældende fra torsdag den 2. september. Den 30. september blev det i Andalusien besluttet, at sundhedsdistrikter med et 14-dages incidenstal under 50 rykker ned i sundhedsniveau 0, hvor de fleste restriktioner bortfalder. Det gælder fra torsdag 14. oktober også Solkysten.

Det betyder, at der aktuelt ikke længere på Solkysten er restriktioner for åbningstider og kapacitetsudnyttelse.

I kommuner med høje incidenstal vil der fortsat gælde skærpede restriktioner. På Solkysten omfattede det fra 31. juli til 7. august 2021 Marbella og Estepona, hvor der har været udgangsforbud om natten fra kl. 2 til kl. 7.

Der gælder i Spanien ca. de samme regler/anbefalinger som i Danmark, hvad angår at holde afstand, spritte af osv.

 

Krav om mundbind udenfor bortfaldt 26. juni

Positiv nyhed: Fra og med lørdag den 26. juni 2021 bortfaldt det nationale krav om at bære mundbind udendøre. Siden midten af juli 2020 har mundbind ellers været krævet, lige så snart man forlod sin egen matrikel. Altså både udenfor, i butikker, og når man gik ind i barer og restauranter. Det er blevet overholdt stort set af alle, om end der har været lidt forskellige fortolkninger af, hvor meget af ansigtet der skulle dækkes.

Der er dog fortsat en undtagelse: Hvis man ikke kan opretholde et afstandskrav på 1½ m til fremmede, skal man fortsat bære mundbind, også udendøre. Det kan koste en bøde på 100€, hvis man ikke overholder mundbindskravet i tætte forsamlinger.

Der er også et andet, ikke uvæsentligt forbehold: Mange lokale bærer fortsat mundbind, også udendøre, og mange af dem ser skævt til dem, der ikke bærer mundbind. Det anbefales derfor at stikke en finger i jorden, før man som turist smider mundbindet.

I slutningen af oktober 2020 blev mundbindskravet skærpet i Andalusien. Fra da kunne man kun slippe for mundbind, når man rent faktisk spiste og drak. Sidder man bare og snakker på en bar, skal man have mundbind på. Det fortolkes dog meget liberalt af stort set alle. Det er så vidt vides ikke ændret. Der er også krav om mundbind for løbere og cyklister i befolkede områder.

 

Rejse fra Danmark til Spanien

Spanien tillader indrejse til landet fra Danmark.

Fra 23. november 2020 er rejsende fra "højrisikolande" blevet tvunget til at fremvise en negativ covid-19 PCR-test for at komme ind i Spanien. Testen må højst være 72 timer gammel og skal fremgå på papir eller elektronisk på spansk eller engelsk. Listen over højrisikolande opdateres hver 14. dag. Der er et link til den aktuelle liste på det spanske Sundhedsministeriums hjemmeside. Aktuelt er Danmark på denne liste, så der er altså krav om covid-19-test for rejser fra Danmark.

Fra 7. juni 2021 accepterer Spanien også antigen/hurtigtest, udover PCR-testen.

Fra 7. juni 2021 accepterer Spanien indrejse af fuldt, mindst 14 dage før indrejsen, vaccinerede personer som alternativ til en covid-19 test. Vaccinen skal være godkendt af WHO eller af EMA (European Medicines Agency). Tidligere smittede personer kan også komme ind i Spanien uden en test, hvis de kan fremvise et mindst 11 dage og højst 180 dage gammelt covid-19 raskmeldingscertifikat.

Udover negativtest eller vaccinationsbevis skal alle rejsende før indrejsen udfylde et særligt skema, Spain Travel Health, forkortet SpTH. Skemaet kan udfyldes fra denne hjemmeside www.spth.gob.es eller i en SpTH-app på din mobiltelefon. Aktuelt gælder SpTH-kravet kun fly- og skibsrejsende, ikke for bilrejsende over landjorden.

SpTH-kravet gælder også børn uanset alder - forældrene skal udfylde på vegne af børnene. Krav om test m.m. gælder kun for børn på 12 år og opefter.

 

Rejse fra Spanien til Danmark

Det er tilladt at rejse fra Spanien til Danmark.

Fra 26. juni 2021 er indrejserestriktionerne blevet coronapas-baserede, dvs. man skal dokumentere sin sundhedstilstand, dvs. om man er testet, vaccineret eller tidligere smittet via sit coronapas.

Der er ikke længere fra dansk side krav om test m.m. forud for ombordstigning på et fly fra et grønt eller gult område, det vil bl.a. sige fra hele EU og dermed også Spanien. Men vær opmærksom på, at det enkelte flyselskab kan have egne, særlige regler.

Ved ankomst til Danmark skal du kunne fremvise et gyldigt coronapas. Hvis du ikke har et gyldigt coronapas og ankommer med fly fra et gult område som Andalusien, skal du have foretaget en test i lufthavnen. Børn under 15 år er undtaget kravet om test ved ankomsten. Det samme er børn og unge fra og med 15 år til og med 17 år, der rejser med en forældre, der er færdigvaccineret eller restitueret efter tidligere smitte med covid-19.

Der er ikke længere krav om isolation/karantæne efter indrejse fra et gult område (med gyldigt coronapas eller negativ test ved ankomsten).

Oplysninger oprettet 2020-10-26
Flyttet til egen side 2021-04-22
Senest opdateret 2021-11-26