Mijas Pueblo set oppefra

Covid-19 i Mijas, Málaga, Andalusien og Spanien: Uddybning

Spanien har været og er hårdt ramt af corona-pandemien, mange har fået COVID-19. Men Spanien er et stort land med store forskelle, også hvad angår coronaen. Hvordan er situationen i Mijas? Det er svært at få konkrete oplysninger om, men det forsøger vi her.

 

Fortolkning og uddybning af COVID-19-situationen i Spanien

De 6 smittebølger
Spanien har indtil videre oplevet hele 6 bølger med covid-19-udbrud. Sådan opgør de det i hvertfald selv.

været igennem tre bølger af COVID-19-udbrud og har i en periode fra marts til juni 2021 balanceret på kanten af en mulig fjerde bølge. Det fjerde bølge ser nu siden slutningen af juni 2021 ud til at være en realitet.

Den første bølge løb fra marts til maj 2020, hvorefter udbruddene fladede ud på et lavt niveau i juni og det meste af juli. Fra marts til lidt ind i juni var Spanien lukket helt ned. Folk var reelt spærret inde i deres egne hjem, som de kun måtte forlade for at gå på arbejde, købe ind og tage på lægebesøg.

Den anden bølge startede i slutningen af juli 2020. Her steg antallet af covid-19-tilfælde gradvist frem til midten af november, hvor anden bølge toppede. Smittetilfældene faldt derefter en god måneds tid og nåede et lavpunkt i midten af december 2020.

Hen over jul/nytår 2020/2021 lå smittetilfældene på et nogenlunde jævnt niveau, men efter nytår steg de kraftigt, og Spanien gik ind i den tredje bølge. Den toppede indtil videre 25.-26. januar 2021, på et niveau højere end nogensinde tidligere. Herefter faldt smittetallene igen til marts 2021.

Omkring begyndelsen af april 2021 kom der en ny smittestigning, der betegnes som den fjerde bølge. Den var dog væsentligt mindre markant sammenlignet med de øvrige bølger, og jeg anser den mere som et skvulp i smittekurverne end som en egentlig bølge. Men det er jo en subjektiv vurdering.

Fra april til juni 2021 stagnerede smittetallene på et lavere niveau, stort set svarende til lavpunktet i december mellem anden og tredje bølge. Men i slutningen af juni 2021 gik den femte bølge i gang, kulminerede i juli og ebbede ud i august-september 2021.

I december 2021 og januar 2022 har Spanien oplevet den sjette bølge med omikron-varianten og et smittetal på et højere niveau end tidligere, men dog langt fra så højt som i Danmark. Sjette bølge ser også ud til at ebbe hurtigere ud i Spanien end i Danmark.

 

Hospitalsindlæggelser og dødsfald
I den første bølge i Spanien var antallet af coronarelaterede hospitalsindlagte og dødsfald højt, mens det var betydeligt lavere i den anden bølge. I den tredje bølge var antallet af hospitalsindlagte og dødsfald højere end under den anden bølge, dog knap så høje som under den første bølge. Siden april 2021 har antallet af coronarelaterede hospitalsindlagte og dødsfald ligget på et relativ lavt niveau, også når smittetallene har været høje. Antallet af dødsfald er dog stigende her under afslutningen af sjette bølge.

 

Den geografiske fordeling
I en lang periode var den sydlige region Andalusien ikke så hårdt ramt af COVID-19 sammenlignet med især de nordlige regioner i Spanien og lå hele tiden klart under gennemsnittet for Spanien som helhed. Dog har 7-dages incidenstallet fra og med uge 34 i 2020, dvs. fra 17. august, også for Andalusien konstant ligget over 30, i lang tid den magiske grænse for den danske rejsevejlednings oprykning fra gul til orange.

I den senere del af anden bølge og også under de efterfølgende bølger er Andalusien rykket op på listen over de hårdest ramte regioner, i en kort periode helt i top, fordi smittetallene ikke faldt lige så hurtigt i Andalusien som i resten af Spanien. I den seneste del af sjette bølge har Andalusien ligget helt i bund som den region i Spanien med de klart laveste smittetal. Smitten bølger også rundt i Spanien.

Det samme kan siges om smittespredningen internt i Andalusien. I starten af anden bølge var det især Almeria ude mod øst samt Málaga, der bidrog til COVID-19-smittetallene. Senere rykkede det til de større byer, dvs. Sevilla, Cordoba og Granada. I den tredje bølge blev Málaga-provinsen igen hårdt ramt.

Internt i Málaga-provinsen var det i en længere periode især den vestlige ende af Solkysten, omkring Marbella, der bidrog til "festen". Det har også ændret sig i forløbet. Det bølger frem og tilbage.

Mijas kommune var i en lang periode ikke hårdt ramt af COVID-19. Men det har siden november 2020 ændret sig, både hvad angår antallet af smittetilfælde og antallet af dødsfald. Mijas kommune adskiller sig nu ikke meget fra de andre kommuner på Solkysten. Også her bølger det.

Mijas Pueblo, som befolkningsmæssigt er en meget lille del af Mijas Kommune, og som også ligger lidt geografisk adskilt oppe på bjergsiden, er et trygt sted at være, er det vores indtryk efter at have opholdt os dér i lange perioder i både 2020 og 2021. Alle de gamle mennesker tusser rundt, som de plejer, og der er heller ingen diskoteker eller andet decideret natteliv i Mijas Pueblo. Men ingen specifikke COVID-19-tal for Mijas Pueblo.

 

Senest opdateret 2022-02-11