Kapitel 4 - Det nationale borgerskab som hegemonisk fraktion

Det er ikke tilstrækkeligt at udlede det nationale borgerskabs politiske hegemoni ud af, at det var denne fraktions umiddelbare interesser og synspunkter, der vandt frem ved indførelsen af kolonialt selvstyre i 1923. Hertil kræves en analyse af, at staten i sine interventioner efter 1923 rent faktisk varetog det nationale borgerskabs interesser i særlig grad, at statsinterventionernes reelle effekter overvejende var i det nationale borgerskabs interesse. Denne analyse vil blive gennemført her i afsnit 4. Samtidig skal det bemærkes, at det først er fra 1923, at forudsætningerne for de teoretiske bestemmelser i afsnit 1. i egentlig forstand er til stede i Rhodesia: en samfundsformation domineret af den kapitalistiske produktionsmåde og med en stat, der i det væsentligste er i overensstemmelse med de specifikke kendetegn ved den kapitalistiske stat, især denne statstypes karakteristiske relative autonomi.

Ved overgangen til kolonialt selvstyre blev den rhodesiske stats formelle kompetenceområde udvidet ganske betydeligt. Foruden selvstændiggørelsen i forhold til BSAC skete der osse en selvstændiggørelse i forhold til den britiske stat. Bortset fra at den rhodesiske stat ikke kunne føre en selvstændig udenrigspolitik (men fik kontrol over det lokale militær og politi!) blev den britiske stats formelle indgrebsmuligheder (kaldet "reserved powers" eller "entrenched clauses") over for den rhodesiske stat begrænset til eventuelle forfatningsændringer, ændringer af jordlovene og love, der diskriminerede imod afrikanerne.

Den britiske stat har dog aldrig nogensinde i denne forfatnings levetid (1923-1961) gjort brug af indgrebsmulighederne, til trods for at den rhodesiske stat har gennemført vidtgående love, der vedrørte jordfordelingen og åben lyst diskriminerede afrikanerne. [1] Eshmael Mlambo peger i denne forbindelse på, at den britiske stat i fortolkningen af disse love, ikke mindst hvad angår virkningen af og baggrunden for den, i vid udstrækning har været henvist til de informationer, som den rhodesiske stat og dens embedsmænd tilvejebragte. [2] Den britiske stat havde imidlertid en guvernør placeret i Salisbury med den særlige opgave at overvåge den rhodesiske stats aktiviteter og konstant melde tilbage til det britiske koloniministerium, [3] så det forekommer mig mere korrekt - osse og ikke mindst ud fra mit teoretiske grundlag - ud fra de manglende britiske indgreb at konkludere, at de interesser, som den britiske stat i denne henseende varetager, det britiske borgerskabs og specielt interesserne for de dele af det, der har interesser i forhold til Rhodesia, i tilstrækkelig grad er blevet varetaget i den pågældende periode. Det står ikke i modsætning til, at det var det nationale borgerskab, der var den hegemoniske fraktion. Tværtimod er det netop den hegemoniske fraktions opgave både at varetage sine egne specifikke interesser og det samlede borgerskabs langsigtede interesser. [4]

Agrarborgerskabets produkter var i mellemkrigstiden overvejende identisk med de afrikanske bønders. Bortset fra bestræbelser for at eliminere konkurrencen fra det afrikanske landbrug [5] betød det, at agrarborgerskabet ikke kunne basere en ekspansion på afsætning til disse afrikanske bønder. Den kapitalistiske profitabilitet i både mine- og landbrugssektoren var afgørende afhængig af billig afrikansk arbejds- kraft. [6] En øget afsætning af landbrugsprodukter til de afrikanske arbejdere ville kræve højere lønninger til disse (hvad agrarborgerskabet. ikke var interesseret i) medmindre antallet af afrikanske arbejdere blev udvidet. Agrarborgerskabet havde derfor en interesse i dels en øget eksportproduktion og dels en industrialisering i Rhodesia, der ville resultere i en øget afsætning af agrarborgerskabets produkter. Af mulige eksportvarer var det umiddelbart kun tobak, der var konkurrencedygtigt på verdensmarkedet, så industrialiseringsønsket udgjorde et centralt led i agrarborgerskabets politiske bestræbelser. [7]

Som Arrighi fremhæver, ville en industrialisering være afhængig af en ekspansionistisk politik fra statens side. [8] I den udstrækning dette betød øgede skattebyrder havde det internationale borgerskab, der var dominerende i minesektoren, [9] som igen hele den øvrige rhodesiske økonomi var totalt afhængig af, [10] imidlertid ingen interesse heri. Det betød, at der var snævre grænser for statens indtægter og dermed for statens muligheder for at finansiere en økonomisk udviklingspolitik. Colin Leys skriver herom:

"During these years the revenue of the government from taxation and other sources gave it relatively little scope for promoting economic expansion - it was only 1 ½ million pounds in 1924 and barely over 4 million pounds at the outbreak 0f the war (1939)" [11]

Statens interventionsmuligheder var endvidere begrænset af, at Storbritannien ved overgangen til kolonialt selvstyre tvang den nye rhodesiske stat til at betale 2 mill. pund ud af de i alt 3,75 mill. pund, som BSACs statsfunktionsunderskud blev opgjort til. [12] Arrighi opsumerer resultatet heraf.

"Responsible government merely meant a greater share of power for the national white classes and by no means their undisputed rule. Economic dependence on foreign capital forced the settlers' government t0 adopt middle-of-the-road policies, compromising between the interests of the national bourgeoisie and white workers on the one hand, and 0f international capitalism on the other. The result was that these conflicts fell into the background and that greater national control over legislative power found expression in an institutional framework strongly biased in favour of the interests of the white national classes, which would regulate future class relations." [13]

Arrighis opsummering kan fungere som en ledetråd for hele afsnit 4. Via en analyse af statens interventioner, samt baggrunden for og implikationerne af dem, vil jeg undersøge den rhodesiske stats klassebasis i perioden frem til sidste halvdel af 1940'erne. Et centralt tema heri vil være opbygningen og udviklingen af den "institutionelle ramme", som Arrighi omtaler, idet det er i den her betragtede periode, at de klasse- og magtforhold, der førte til UDI i 1965, etableres og konsolideres, specielt hvad angår det nationale borgerskabs politiske magt og dets politiske alliance med de hvide arbejdere.

Før jeg går over til analysen af statsinterventionerne, vil jeg kort opridse udviklingen på den politiske scene. [14] [15] Efter indførelsen af kolonialt selvstyre skiftede Responsible Government Party navn til Rhodesian Party (RP) og vandt ved det første valg i 1924 26 ud af 30 pladser i Legislative Assembly. Bag den overvældende sejr lå en alliance med de ledende kræfter inden for Rhodesia Unionist Association, der derfor var ophørt med at eksistere allerede før valget. Den eneste organiserede opposition kom fra Rhodesia Labour Party (RLP), der var blevet dannet af hvide arbejdere i 1920. RP havde oprindeligt tilbudt valgteknisk samarbejde med RLP, men det blev ikke til noget. I stedet appellerede RP om støtte fra mineborgerskabet ved agitation imod RLPs og de hvide arbejderes krav.. RLP fik ingen valgt ved 1924-valget (de 4 valgte ikke-RPere var uafhængige). [16]

RP beholdt flertallet i Legislative Assembly og dermed regeringspositionen frem til 1933. I denne periode organiseredes magtblokken (det nationale og det internationale borgerskab) med det nationale borgerskab som hegemonisk fraktion i RP. I 1930 blev Reform Party dannet ved en sammenslutning af to mindre partier, der var opstået i 1920'erne, og i løbet af de følgende år opsamlede Reform Party den voksende opposition imod RP. Der var først og fremmest tale om en opposition fra de hvide arbejderes side. I 1929 opstod der krise for afsætningen af den rhodesiske tobak, og i årene derefter blev den rhodesiske økonomi ramt af virkningerne af verdenskrisen. Mange arbejdsgivere begyndte at true med at erstatte de dyre hvide arbejdere med billige sorte arbejdere for at nedbringe lønomkostningerne. De hvide arbejdere svarede igen ved at kræve sikkerhed i ansættelsen og beskyttelse imod "løntrykkende konkurrence" fra de afrikanske arbejderes side. Loney peger i denne forbindelse på, at de sorte arbejdere i slutningen af 1920'erne så småt var begyndt at etablere sig som selvstændig fraktion af arbejderklassen. [17] I 1927 strejkede 3.500 sorte arbejdere på Shamwa-minen, og samme år dannedes den første sorte fagforening, Industrial and Commercial Workers Union (ICU) (de to ting havde ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre). [18]

Dertil kom et begyndende misforhold mellem RP-regeringen og det nationale borgerskab. I 1933 købte den rhodesiske stat minerettighederne fra BSAC for 2 mill. pund. Den pris fandt mange rhodesiske skatteydere alt for høj. EN-US'>Gann noterer, at det var en udbredt opfattelse.,. at "the Premier was knuckling down to London capitalists, and that the public was paying too much into company coffers." [19] Samtidig førte krisebetingede besparelser inden for især landbrugsministeriet og reducerede lønninger til statsansatte til yderligere opposition imod RP-regeringen, og ved valget i 1933 opnåede Reform Party et snævert flertal i Legislative Assembly og overtog derefter regerings-positionen. Det skete på baggrund af et valgprogram, der især appellerede til det nationale borgerskab og de hvide arbejdere: Reform Party lovede at oprette en. kollektiv salgsordning for det rhodesisk producerede guld. Det forslag var et svar på de små (nationale) mineselskabers problemer, der udsprang af svingende guldpriser under verdenskrisen. Reform Party understregede osse agrarborgerskabets ønske om en industrialisering og lovede de hvide arbejdere at gennemføre en lovgivning, der beskyttede dem imod konkurrence fra sorte arbejderes side, samt en statslig arbejdsløshedsunderstøttelses-ordning. [20] Reform Party sammenfattede sin politik i ønsket om en konsekvent gennemført race-adskillelse, hvor de to racer skulle kunne udvikle sig på egne betingelser i hver sit område, således at interracial konkurrence blev forhindret. Med Reform Party's valgsejr i 1933 blev denne politik ophøjet til officiel ideologi under navnet Two Pyramid Policy (somme tider kaldet doktrinen om "parallel develepment"). Ideologien understregede dog, at raceadskillelsen ikke skulle være total:

"One pyramid was white, with a black base consisting of African unskilled workers, and stood in the European Area; the other was black, except for a white tip consisting of European Native Administrators and stood in the Native Area." [21]

Med Two Pyramid Policy fik den raceadskillelsespolitik, der var gennemført gradvist lige siden koloniseringens start, en legitimerende ideologisk overbygning samtidig med, at Two Pyramid Policy cementerede raceadskillelsen og understregede afrikanernes underordnede position. Two Pyramid Policy fik to lovgivningsmæssige hjørnestene: For det første Land Apportionment Act, der var det centrale led i sikringen af agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser (se afsnit 4.1.), og for det andet Industrial Conciliation Act, der var det centrale led i sikringen af de hvide arbejderes alliance med det nationale borgerskab (se afsnit 4.2.). Det nye i Two Pyramid Policy i forhold til den hidtidige politik og det, der cementerede raceadskillelsen i Rhodesia, var den anden hjørnesten, de hvide arbejderes alliance med det nationale borgerskab. Politikkens gennemførelse blev garanteret gennem en styrkelse af det regerende parti. I 1934 blev det meste af Reform Party sluttet sammen med størstedelen af RP under navnet United Party (UP), [22] og helt frem til 1962 var dette parti i regeringsposition. Den klassekonstellation, der organiseredes i UP, ændredes dog i slutningen af 1940'erne, hvilket jeg vil behandle i afsnit 5.

4.1 Sikring af agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser

Sikringen af agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser [23] bestod først og fremmest i dets rådighed over rigelig frugtbar jord (afsnit 4.1.1.), i elimineringen af konkurrencen fra det afrikanske landbrug (afsnit 4.1.2.) og i tilvejebringelsen af en billig og disciplineret afrikansk arbejdskraft (afsnit 4.1.3.). For at gennemtvinge og siden opretholde disse foranstaltninger organiserede agrarborgerskabet sig ikke alene politisk. Allerede i 1904 blev Rhodesia Agricultural Union oprettet, og denne "faglige" organisation eksisterer den dag i dag under navnet Rhodesia National Farmers' Union (RNFU) (siden 1942). Der er tvunget medlemskab af RNFU for alle farmere, og RNFU er den eneste officielt anerkendte organisation for farmere. Colin Leys fremhæver på denne baggrund RNFU som en meget indflydelsesrig faglig organisering, der har forstærket udøvelsen af farmernes politiske magt. [24] Selv om sikringen af agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser hovedsaglig kan inddeles i de tre ovennævnte områder er der en række vigtige statsinterventioner til fremme af det kapitalistiske landbrug, der ikke umiddelbart falder inden for de tre områder.

I 1924 etablerede staten en landbrugsudviklings bank, Land and Agriculture Bank 0f Southern Rhodesia, som gav lån og kreditter til det kapitalistiske landbrug. Ved hjælp af lempelige lånevilkår for tobaksdyrkere blev produktionen af tobak øget fra 2.405.904 lb. i 1924/25 til 24.889.244 lb. i 1927/28, samtidig med at staten gennemførte et eksportfremstød for det rhodesiske tobak i Storbritannien. Statsstøtten øgedes under tobakskrisen 1929-31, så de fleste tobaksdyrkere overlevede krisen og da eksporten derefter blev sikret i væsentlig grad via en præferance-sikret adgang til det britiske marked, gennemførtes i 1936 Tobacco Marketing Act, der begrænsede konkurrencen mellem tobaksdyrkerne, og styrkede dem samlet over for den store internationale tobakopkøber United Tobacco Company. Hermed blev grunden lagt for den voldsomme stigning i tobaksproduktionen og eksport efter den 2. verdenskrig, hvor tobak frem til UDI i 1965 var Rhodesias vigtigste enkelte eksportvare. [25]

Staten hjalp fra 1924 med til at øge kødeksporten ved at yde støtte til opbygning af lager- og kølefaciliteter og osse denne støtte blev forøget under krisen. Samtidig indgik den rhodesiske stat i 1932 en bilateral handelsaftale med Canada, der sikrede en øget afsætning af rhodesiske majs og citrusfrugter. [26]

4.1.1 Jordfordelingen

De første reservater blev dannet allerede i 1890'erne. Efter at 1923-forfatningen havde konfirmeret eksistensen af reservater nedsatte regeringen efter pres fra agrarborgerskabet i 1925 Morris-Carter-kommissionen, der anbefalede en raceopdeling af jorden i hele landet (hidtil havde afrikanere, hvis de havde råd!, godt kunne købe land uden for reservaterne). Dette blev gennemført med Land Apportionment Act af 1930. [27] Siden da er den rhodesiske jordlovgivning blevet ændret ikke mindre en 60 gange, [28] men først med lovrevisionen i marts 1977 er der sket en ændring i de grundlæggende principper for jordfordelingen, og det endda kun på det formelt-juridiske plan. Reelt er osse denne ændring meget lille. [29] Derfor vil jeg med udgangspunkt i de principper, der blev lagt i 1930 behandle problemerne i forbindelse med og resultaterne af jordfordelingen, både som de så ud dengang, og som de stadig ser ud den dag i dag. (Denne kombination af historisk og emneorienteret analyse går iøvrigt igen både i 4.1.1., 4.1.2. og 4.1.3.)

Land Apportionment Act var hovedsagelig udtryk for en kodificering af den eksisterende jordfordeling, men der var t0 nye elementer i loven. Den første bestod i etableringen af europæiske områder, hvor kun hvide måtte eje jord og ejendom, og hvor det var hensigten, at kun sorte måtte opholde sig i forbindelse med lønarbejde. Kvantitativt har jordfordelingen været sådan, at de europæiske områder ca. har udgjort lidt over halvdelen af Rhodesias samlede areal og de afrikanske områder lidt under halvdelen. I 1930 var der ca. 3.000 hvide farmere og lidt over 100.000 afrikanske landbrug. Ved årsskiftet 1976/77 var der 6.682 individuelt ejede farme plus et mindre antal kæmpestore selskabsejede og industrielt drevne plantager over for ca. 680.000 afrikanske landbrug. [30] Hvad den kvantitative opdeling af jorden angår taler disse tal vist for sig selv. Med hensyn til kvalitet er jorden lige så "ligeligt" fordelt som med hensyn til kvantitet: Vencent og Thomas [31] har gennemført en omfattende undersøgelse af Rhodesias landbrugspotentiel og har inddelt Rhodesia i 6 Natural Farming Regions. En sammenligning mellem jordfordelingen og de naturlige landbrugsregioner viser en systematisk "bias", hvor den bedste landbrugsjord ligger i de europæiske områder og den dårligste i de afrikanske. [32]

Denne jordopdeling har ført til, at store dele af de europæiske landområder ligger - og har ligget - ubenyttet hen. Roger Riddell skriver, at ud af de samlede europæiske landområder på 38 mill. acres er ca. 7 mill. egnet til dyrkning, men i 1976 blev kun omkring 30% af disse 7 mill. acres rent faktisk opdyrket. [33] Forklaringen på denne underudnyttelse skal til dels findes i et ønske om at have plads til nye bølger af hvide indvandrere, som den rhodesiske stat med mellemrum har iværksat kampagner for at skaffe. De ubenyttede europæiske landområder og indvandringskampagnerne skal således bl.a. ses i lyset af, at det adskillige gange er blevet fremhævet som et overordnet politisk mål at bliver anerkendt som en "hvid" dominion i Commonwealth på lige fod med Canada, Australien og New Zealand. [34]

I skarp modsætning til de europæiske områder er de afrikanske områder kendetegnet af en stadigt voksende overbefolkning. Oprindelig boede kun et mindretal af befolkningen (i 1898 skønsmæssigt 38%) i de udstykkede reservater, men masseflytninger har siden bragt andelen op på ca. 80% (i 1976). [35] Som effekt af sammenstuvningen i reservaterne blev afrikanerne gradvist tvunget til at opgive deres oprindelige svedjebrug og gå over til en kontinuerlig dyrkning af de samme jordstykker, men uden væsentligt forbedret teknik eller brug af gødning. [36] Den uændrede og stadige dyrkning af den samme jord har udpint jorden i de afrikanske landområder mere og mere. Resultatet er blevet en bestandigt voksende jorderosion, der har ført til et faldende udbytte pr. arealenhed i det afrikanske landbrug. Samtidig med den faldende produktivitet har afrikanerne i Rhodesia oplevet én af verdens højeste befolkningsvækstrater, og det samlede resultat har været en stadig forringelse af de afrikanske bønders produktionsbetingelser. [37] Allerede sidst i 1920'erne begyndte der at indløbe rapporter om jordødelæggelse og overgræsning i de afrikanske områder, og siden er problemet konstant blevet forværret. De nuværende ca. 675.000 afrikanske landbrug i reservaterne udgør mindst 22 gange så mange, som den rhodesiske stats egne landbrugseksperter anbefaler som det højeste antal for, at landbruget i de afrikanske områder kan løbe rundt rent økonomisk. Skønsmæssigt er kun ca. 10% af de afrikanske bønder selvforsynende i dag, [38] så agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser er i vid udstrækning blevet sikret gennem en grundig smadring af den førkoloniale afrikanske landbrugsproduktion. Eller som Riddell formulerer det i et opgør med den herskende ideologi på området:

"There is a myth, widely held in Rhodesia, that the agriculture practised by Tribal Trust Land farmers today is traditional and continuous with farming methods used before the arrival of the white settlers. But this is not so. ... 'Tribal' agriculture today is very different from that carried out in the past." [39]

En vigtig faktor bag jordopdelingen - og i praksis langt vigtigere end den ovenfor anførte: ønsket om at have plads til nye hvide indvandrere - lå netop i den underudviklingsproces, som sammenstuvningen af afrikanerne igangsatte. Effekten heraf var nemlig dels en gradvis eliminering af det afrikanske landbrugs salgsproduktion og dels igangsættelsen af en "naturlig" proletariseringsproces blandt afrikanerne. [40]

Endelig hører det med til billedet af jordfordelingen, at den europæiske del er nogenlunde sammenhængende og med et veludbygget transportnet, der giver let adgang til markederne. Det afrikanske område er derimod spredt på 235 adskilte dele med kun få og ringe transportveje. Hertil kommer, at alle byer og alle kendte mineralressourcer ligger i det europæiske område. [41] Land Apportionment Act kodificerede med andre ord både agrarborgerskabets eksklusive rådighed over rigelig, frugtbar jord og mineborgerskabets rådighed over mineralressourcerne.

Land Apportionment Act indeholdt imidlertid også et andet nyt element i forhold til den hidtidige jordfordeling. Det bestod i oprettelsen af Native Purchase Areas (senere kaldet African Purchase Areas). Her fik afrikanere mulighed for at købe og opnå privat ejendomsret til jord, angiveligt som "kompensation" for, at de ikke længere kunne købe jord i de nu eksklusivt europæiske områder. [42] Herved åbnedes der op for udviklingen af et afrikansk agrarsmåborgerskab og et afrikansk agrarborgerskab, men da denne udvikling bestandigt har været holdt i stramme tøjler af staten, der stod for salget og fordelingen af jorden, er det aldrig blevet til andet end et forarmet agrarsmåborgerskab, hvis produktionsbetingelser ikke har afveget grundlæggende fra de afrikanske bønders i stammeområderne. [43] I 1976/77 udgjorde købsområderne 8% af de samlede afrikanske områder, og der var 8.102 selvejerlandbrug her, mens der var ca. 675.000 landbrug i stammeområderne. [44] Riddell peger imidlertid på, at købsområderne har haft en "integrativ funktion", der har medvirket til at neddæmpe de afrikanske bønders utilfredshed med produktionsbetingelserne i stammeområderne og kanalisere utilfredsheden oven i en stræben efter at erhverve jord i købsområderne (altså en form for desorganisering af de afrikanske bønder):

"... in practice the Purchase Areas have helped to cushion the opposition to Reserve policies through creaming off the more progressive farmers.` Purchase Area farms can be bought by Reserve farmers who have proved their farming abilities (by obtaining Master Farmer certificates and who have money to buy the land. In this way not only have the successful farmers been rewarded but an incentive is given to the masses in the Reserves to struggle within the system as there is a possible escape route - for the few." [45]

4.1.2 Elimineringen af konkurrencen fra det afrikanske landbrug

Jordfordelingen med dens sammenstuvning af de afrikanske bønder på den mindst frugtbare halvdel af jorden førte til, at færre og færre bønder var i stand til at præstere en overskudsproduktion, der kunne sælges. På længere sigt blev jordfordelingen derfor den vigtigste måde, hvorpå agrarborgerskabet undgik konkurrence fra det afrikanske landbrug. Den umiddelbare årsag til, at Land Apportionment Act blev gennemført i 1930, var netop pres fra agrarborgerskabets side for at begrænse de afrikanske bønders konkurrencemuligheder. [46]

For også på kortere sigt at forhindre konkurrence fra de afrikanske bønders side gennemførte staten en række øjeblikkeligt virkende foranstaltninger. De omfattede de to områder, hvor der var direkte konkurrence mellem agrarborgerskabet og bønderne, majs og kvæg, og de blev gennemført, da verdenskrisen vanskeliggjorde afsætningen på verdensmarkedet.

1 1929/30 begyndte hvide farmere at beklage sig over de afrikanske bønders voksende andel af hjemmemarkedet for majs, der i 1928/29 var på 16,5%. [47] 1 1931 gennemførte regeringen derfor Maize Control Act, hvorefter højst 20% af en afrikansk bondes afgrøde måtte sælges på hjemmemarkedet, mens kvotaen for hvide farmere varierede fra 25% for de største producenter op til 80% for de mindste. Majssalget blev kontrolleret af et Maize Control Board, hvori de hvide farmere havde en dominerende position. Maize Control Aet blev ændret adskillige gange i løbet af 1930'erne, men hver gang alene for yderligere at begrænse de afrikanske bønders markedsandel. Efter verdenskrisen blev begrænsningen i de afrikanske bønders adgang til hjemmemarkedet erstattet af en anden konkurrencebegrænsende foranstaltning, nemlig etableringen af et to-prissystem, som stadig eksisterer i dag. [48] Det fungerer på den måde, at alle produkter (ikke længere kun majs), som ønskes markedsført uden for de afrikanske områder, skal opkøbes af det halvstatslige Grain Marketing Board (domineret af repræsentanter udpeget af RNFU, dvs. agrarborgerskabet), der kun betaler omkring halv pris for afrikanske bønders produkter sammenlignet med prisen for hvide farmeres produkter. Grain Marketing Board har endvidere opstillet mindstegrænser for hvor små mængder af forskellige produkter, der må markedsføres.

Begrundelsen for denne konsekvente diskriminering af afrikanske bønder (legitimeringen, om man vil) har lige siden 1930'erne været, at de - i modsætning til de hvide farmere - ikke skulle betale renter og afdrag på jord og produktionsmidler, så diskriminationen var. nødvendig for at give de hvide farmere fair konkurrence-vilkår. [49] Hertil skal bemærkes, at de afrikanske bønder aldrig i særlig stor udstrækning har haft mulighed for at låne penge til indkøb af nye og bedre produktionsmidler og derved stifte gæld, der krævede renter og afdrag. I 1970'erne har de godt 6.600 hvide farmere således hvert år kunnet låne mere end 100 mill. rhodesiske dollar, mens der til de mere end 680.000 afrikanske bønder og selvejerbønder kun har været ca. 1 mill. rhodesiske dollar til rådighed (i gennemsnit over 15.000 rhodesiske dollar til hver enkelt farmer mod knap 1,5 rhodesisk dollar til hver enkelt afrikansk bonde og selvejerbonde!). [50] Den reelle forklaring på indgrebene skal da også ses som led i bestræbelserne på at skabe betingelser for profitabel kapitalistisk landbrugsproduktion i Rhodesia - eller som et statsligt udvalg udtrykte det i 1934 i forbindelse med én af revisionerne af Maize Control Act:

"The issue that has to be faced is whether it is possible to build up a white Colony on any basis other than a white agricultural population." [51]

I 1931 blev der endvidere lagt afgift på salg af kvæg på hjemmemarkedet (Cattle Levy Act) for at skaffe penge til at fremme eksporten af oksekød. Loven blev strammet i 1935 (Cattle Levy and Beef Export Bounty Act) for at forhindre konkurrence fra afrikanske bønder. Colin Leys karakteriserer lovens virkning som "a virtual transfer of income from African to European producers." [52]

Den samlede virkning af de konkurrencebegrænsende foranstaltninger har været ganske effektiv. I Weinrichs undersøgelse af 7 landbrugsdistrikter i Karanga fremgår det, at kun en meget lille del af de afrikanske bønders samlede produktion blev markedsført. I 1965/66 (et godt regnår) drejede det sig om 13% og i 1966/67 (tørkeår) om 6%. Hovedparten (omkring 80%) blev afsat til andre afrikanske bønder, ca. 14% til missionsstationer og kun ca. 5% til det prisdiskriminerende Grain Marketing Board. For selvejerbønderne i Purchase Areas var den markedsførte andel i 1965/66 41% af deres afgrøder, mens den i det efterfølgende tørkeår faldt helt ned til 14%. [53] Mens kun 10% af de markedsførte landbrugsprodukter i Rhodesia i 1905 kom fra hvide farmere, var andelen i 1975/76 kommet op på 92%. [54]

4.1.3 Tilvejebringelsen af billig og disciplineret arbejdskraft

Straks efter krisen i 1903 blev det rhodesiske borgerskab klar over den afgørende betydning, som eksistensen af billig afrikansk arbejdskraft havde for profitabel kapitalistisk produktion i Rhodesia. Det rhodesiske borgerskabs mangeårige politiske leder, Godfrey Huggins, der var premierminister i Sydrhodesia 1933-53 og derefter i den Centralafrikanske Føderation 1953-56, udtalte således i 1944 i Legislative Assembly:

"We cannot exist for five minutes without the native today. He is absolutely essential to our wage structure, if nothing else.... if we went on a purely European basis with the present conditions of living and pay ... the country would be sub-economic and down and out in five minutes." [55]

Den afrikanske arbejdskrafts billighed er primært blevet opnået v.hj.a. tilvejebringelsen af et stort udbud af afrikansk arbejdskraft, således at arbejdsgiverne kunne presse lønniveauet langt ned. Jeg har tidligere omtalt tvangsarbejdets og den udenlandske arbejdskraftrekrutterings rolle heri. [56] Men også her har det været den langsigtede og kumulative virkning af underudviklingsprocessen i det afrikanske landbrug, der har spillet den afgørende rolle. P.gr.a. de gradvist forringede levevilkår i de afrikanske landområder er lønarbejdet som supplement til landbruget blevet de afrikanske bønders eneste mulighed for at overleve. Den løntrykkende virkning af det store arbejdskraftudbud har betydet, at lønnen typisk kun dækker arbejderens egne grundlæggende reproduktionsomkostninger. Familien må klare sig selv i landområderne, da arbejderen kun delvis kan forsørge dem med sin løn. På den måde er den såkaldte migrantarbejder eller halvproletariserede bonde opstået i Rhodesia. [57] Der er her tale om en gennemsnitsbetragtning for hele den rhodesiske økonomi, der for perioden før den 2. verdenskrig lader sig retfærdiggøre af de relativt ensartede produktionsbetingelser inden for mine- og landbrugssektoren hvad angår afhængigheden af billig arbejdskraft. [58] Selvom størstedelen af den afrikanske del af arbejderklassen fortsat kun er halvproletariseret, er det i dag således, at det primært er det kapitalistiske landbrug, der er afhængig af meget billig arbejdskraft, mens minesektoren og især industrisektoren kun er det i mindre grad. Det fremgår også af Peter Harris' analyse:

"It has become a feature of the occupational structure of the country that wage incomes tend on average to be inadequate to cover the full cost of family subsistence ... There are exceptions to the rule ... The fact that productive methods (in, for example, agriculture and mining) tend to be labour intensive in those sectors employing large numbers, has forced employers to maintain low cost labour supplies. ... Where labour costs are less important in relation to total input costs (as in manufacturing), employers have been more prepared to tolerate gradually rising wage rates." [59]

Roger Riddell behandler forholdet mellem jordfordelingen og kapitalakkumulationen i Rhodesia. Han skriver her, at den generelle fordel for kapitalisterne ved halvproletariseringen er, at de på denne måde kan udpresse en større merværdi af arbejderne:

"Because of the existence of the (labour) Reserves, labourers 'offer' themselves for work at a price lower than the cost of the reproduction of themselves and their families, and as a result employers do not have to pay the full price for the reproduction of labour. Employers are thus able to obtain a higher surplus-value from their work-force than they would if labour had been fully proletarianised and all pre-capitalist modes of production had been destroyed." [60]

Riddell begår i generaliseringen en traditionel fejltagelse. Den omtalte merværdi-forøgende fordel eksisterer kun ved et bestemt (relativ lavt) produktivkraftniveau, hvortil der kræves et stort antal ufaglærte arbejdere. Lige så snart mere udviklede produktivkræfter kræver specialiseret og/eller faglært arbejdskraft viser også udviklingen i Rhodesia,[61] at kapitalisterne - direkte af profitforøgende årsager - foretrækker en mere stabil arbejdskraft, selvom det betyder fuld proletarisering og dermed højere løn. [62] Det bekræftes af Asger Christensen & Peter Aabys generelle fremstilling:

"Mønsteret (med halvproletarisering, EM) synes først at ændres, når produktionsprocessen bliver så kompliceret, at det bedre kan betale sig at have en stabil og veluddannet arbejdsstyrke i stedet for vandrearbejdere. ... Men normalt er denne tekniske nødvendighed kun noget, der berører en lille del af arbejdsstyrken." [63]

Også i Rhodesia er kun en lille del af de sorte arbejdere blevet helt proletariseret: i dag skønsmæssigt mellem 20. og 50.000 ud af i alt omkring 900.000 sorte arbejdere. [64] Langt hovedparten af de sorte arbejdere er og har været halvproletariserede, og på den baggrund kan man som D.G. Clarke konkludere, at kapitalakkumulationen i Rhodesia i en vis udstrækning har været baseret på en merarbejdsoverførsel fra den ikke-kapitalistiske til den kapitalistiske produktion (dog ikke værdi-overførsel, som Clarke skriver):

"... very few primary industry workers had their full costs of reproducing their labour wholly met from wages. Accumulation was therefore based on an essential element of value transferred from non-capitalist to capitalist production." [65]

Den rhodesiske stat har suppleret mekanismerne til tilvejebringelse af billig sort arbejdskraft med foranstaltninger, der har taget sigte på at disciplinere og desorganisere de sorte arbejdere. Fra 1901 til 1959 var alle sorte arbejderes arbejdsforhold underlagt bestemmelserne i Masters and Servants Act of 1901. Denne lov gælder stadigvæk, siden 1959 dog kun for landarbejdere og private tjenestefolk, der i 1975 så til gengæld udgjorde 51% af det samlede antal afrikanere i lønarbejde. 66) Loven omhandler overhovedet ikke fagforeningsaktiviteter, men [66] udelukker tværtimod udtrykkeligt enhver form for kollektiv forhandling: alle arbejdskontrakter skal indgås individuelt mellem arbejder og arbejdsgiver, og det er underordnet, om det sker mundtligt eller skriftligt (de fleste indgås mundtligt). For arbejderne er loven mere en straffelov end en arbejdsmarkedslov; over halvdelen af lovens 60 bestemmelser omhandler former for forseelser, der opfattes som kriminelle og kan føre til, at arbejderne idømmes bøder og fængsel. Forseelserne omfatter bl.a. udeblivelse uden tilladelse, uforsigtig eller upassende arbejdsudførelse, ulydighed, grov eller fornærmende sprogbrug samt opsigelse uden "lovlig" grund (loven har bl.a. haft til hensigt at forhindre desertering fra arbejdet). Omvendt er der nærmest ingen begrænsninger i, hvad arbejdsgiverne kan gøre og ikke gøre. [67] Den internationale Juristkommission konkluderer i deres undersøgelse af Masters and Servants Act, at den sanktionerer arbejdsforhold, der minder om slaveri:

"The conditions of service of the mass of the African labour force are backed up by criminal sanctions, a practice akin to slavery." [68]

I det kapitalistiske landbrug har loven ifølge Clarke været medvirkende til at etablere "quasi-feudale" produktionsforhold, fordi landarbejderne i en meget omfattende grad er personligt underordnet og afhængig af arbejdsgiverne. [69]

I 1927, dvs. samme år, som afrikanske arbejdere for første gang manifesterede sig med faglig organisering (ICU) og en større faglig aktion (Shamva-minestrejken), blev Native Affairs Act (senere African Affairs Act) gennemført. Lovens formål var at kontrollere og forhindre enhver afrikansk organisering, og den blev i første omgang primært benyttet imod ICU, der som følge heraf ophørte med at eksistere i 1936. [70] Da den afrikanske både faglige og politiske organisering tog fart igen efter den 2. verdenskrig, blev African Affairs Act revideret og suppleret med en stadigt strammere undertrykkelseslovgivning, der blev benyttet til at forbyde afrikanske organisationer, fængsle afrikanske ledere og inddæmme enhver form for modstand fra de undertrykte afrikanske klassers side: i 1950 Subversive Activities Act; i 1955 Public Order Act; i 1959 Unlawful Organizations Act og Preventive Detention Act samt i 1960 Law and Order (Maintenance) Act, der gennem bestandige senere udvidelser blev til hjørnestenen i den rhodesiske stats forsøg på at desorganisere de undertrykte klasser og slå deres modstand ned, og Emergency Powers Act, ifølge hvilken der siden kort før UDI i 1965 har været generel undtagelsestilstand i Rhodesia med udvidede beføjelser for statens handlefrihed over for de undertrykte klasser. Forudsætningen for et statsindgreb er herefter blot, at det for regeringen forekommer

"... necessary or expedient for the public safety, the maintenance of public order, the maintenance of any essential service or the preservation of the peace." [71]

Gennemførelsen af disse love er gået hånd i hånd med udbygningen af det repressive statsapparat: Native Affairs Department, District Commissioners, British South Africa Police, tvungen værnepligt for hvide m.m. [72]

Gennem denne række af indgreb og foranstaltninger har staten forsøgt at sikre en billig og disciplineret arbejdskraft til borgerskabet. Af afsnit 5 vil det fremgå, at det efter 2. verdenskrig især har været agrarborgerskabet, der har fået sine interesser varetaget ved opretholdelsen af disse indgreb og foranstaltninger.

4.2 De hvide arbejdere

Den anden hjørnesten i Two Pyramid Policy bestod i sikringen af de hvide arbejdere som politiske alliancepartnere for det nationale borgerskab. Da hvide arbejdere derfor har spillet en vigtig politisk rolle i Rhodesia, og da der samtidig er diskussion om, hvor vigtig en rolle de har spillet, [73] vil jeg her i afsnit 4.2. give et rids over de hvide arbejderes position siden koloniseringen.

4.2.1 De hvide arbejdere som støtteklasse for det nationale borgerskab

Hvide arbejdere udførte lige fra koloniseringens start størstedelen af. det faglærte arbejde i minerne. Desuden var de beskæftiget ved jernbanerne (også som faglærte arbejdere), mens der derimod så godt som ikke blev anvendt fremmed hvid arbejdskraft (dvs. udover ejer og familie) i det kapitalistiske landbrug. Frem til 1903 blev de tiltrukket fra udlandet v.hj.a. tilbud om høje lønninger, men efter 1903-krisen blev de så ofte som muligt erstattet med den langt billigere sorte arbejdskraft. Det førte til arbejdsløshed blandt de hvide arbejdere, og da effektiv fagforeningsorganisering p.gr.a. de mange små og spredt beliggende miner samt stor personel udskiftning blandt de hvide arbejdere var vanskelig, lykkedes det i 1908 for Rhodesia Chamber of Mines at gennemtvinge en generel 10% lønnedgang for alle faglærte arbejdere.

1. verdenskrig var en kraftig stimulans for den rhodesiske minesektor, og dette tillige med soldatertjeneste førte til, at der opstod underskud af faglært arbejdskraft. I 1916 udbrød den første strejke i Rhodesia. Det var de hvide arbejdere ved jernbanen, som krævede højere løn og bedre arbejdsforhold. Strejken førte til lønstigninger og den første faglige organisering: den rent hvide Rhodesia Railway Workers' Union (RRWU). Også de hvide minearbejdere opnåede nogle lønforhøjelser i løbet af 1. verdenskrig, og de organiserede sig for første gang i 1919 i Rhodesia Mine General Workers' Association (RMGWA). P.gr.a. minernes spredte beliggenhed organiserede RMGWA ikke arbejderne efter fag, men samlede alle hvide minearbejdere i ét mineforbund. Efter en kort strejke i 1919 opnåede de en 5% lønforhøjelse og 8 timers arbejdsdag (arbejdsugen var uændret på 6 hele dage). Det samme opnåede de hvide jernbanearbejdere i 1920 efter deres anden strejke.

Som svar på denne offensiv fra de hvide arbejderes side samlede næsten alle mineselskaberne sig i 1920 i Rhodesian Mine Owners' Association og gennemtvang - hjulpet af begyndende arbejdsløshed blandt de hvide arbejdere p.gr.a. tilbagevendende soldater og af en nyopdukket fagforening, Amalgamated Engineering Union (AEU), som mineselskaberne spillede ud imod RMGWA - i 1921 efter strejker og efterfølgende lock-out en nedsættelse af de givnelønforhøjelser. Nogle ulmende interne stridigheder i RMGWA brød ud i lys lue som følge af nederlaget, og efter yderligere en lønnedsættelse i april 1922 faldt RMGWA helt fra hinanden i 1923. Den samme skæbne overgik AEU i 1926. Der blev først oprettet et nyt mineforbund igen i 1937. [74]

Da spørgsmålet om BSACs afløser opstod, skete det med andre ord på et tidspunkt, hvor så godt som alle de hvide arbejdere var i konflikt med mineborgerskabet (jernbanerne ejedes af BSAC). I 1920 var RLP blevet dannet for at stille op til valget til Legislative Council samme år. Oprettelsen af RLP var sket udenom de to da eksisterende hvide fagforbund, RRWU og RMGWA, men ved 1920-valget opnåede RLP udbredt støtte blandt de hvide arbejdere og fik valgt 3 af sine 4 kandidater. 1920-valgets vigtigste emne var spørgsmålet om BSACs afløser, og RLP gik ind for kolonialt selvstyre. Det fortsatte det med, efter at fagforeningsledere fra 1921 var blevet dominerende i partiet. [75] Kampagnen for kolonialt selvstyre blev i den henseende hjulpet af den sydafrikanske stat, da den i 1922 smadrede en hvide arbejderopstand i guldminerne i Witwatersrand ved hjælp af militæret, [76] hvilket de hvide arbejdere i Rhodesia af gode grunde ikke opfattede som en tiltrækkende måde at løse arbejdskonflikter på. Hertil kom videre, at de hvide arbejdere på daværende tidspunkt var bedre lønnet i Rhodesia end i Sydafrika. [77] Det nationale borgerskabs kamp for kolonialt selvstyre blev på den måde i vid udstrækning sikret ved hjælp af de hvide arbejderes stemmer ved folkeafstemningen i 1922. Men de hvide arbejdere var kun en støtteklasse for det nationale borgerskab, idet de hvide arbejderes støtte ikke blev modsvaret af nogle ofre fra borgerskabets side. [78]

De hvide arbejderes underordnede rolle på både det politiske og økonomiske niveau holdt sig uændret frem til 1933. RPs store valgsejr i 1924 blev vundet, efter dette parti havde afbrudt valgtekniske forhandlinger med RLP, og efter det i valgkampen havde opfordret mineborgerskabet til at støtte RP for at sikre sig imod de hvide arbejderes lønkrav. Ved valget i 1928 fik RLP ganske vist valgt 3 medlemmer til Legislative Assembly, men de fik ingen direkte politisk indflydelse. [79] I 1928 forsøgte RRWU at organisere hvide minearbejdere på Wankie Colliery, men blev forhindret heri af mineledelsen, der blev støttet af de øvrige mineselskaber. [80] I 1929 udbrød der en strejke blandt de hvide jernbanearbejdere i Bulawayo. Efter indgriben fra premierministerens side blev sagen henvist til en undersøgelsesdomstol, der konkluderede, at arbejdernes krav var uberettigede. Jernbanearbejderne fik intet ud af det. [81] Den eneste form for støtte til de hvide arbejdere frem til 1933, jeg er stødt på, bestod i en selektiv indvandringspolitik fra statens side. Kun hvide med kapital og/eller en faglig eller anden uddannelse fik lov til at indvandre. Det blev klart udtrykt i en indvandringspjece fra 1924:

"...there was room for almost any type of settler who was willing to work intelligently, except the unskilled-labour classes since all unskilled labour is performed by natives." [82]

4.2.2 De hvide arbejdere vendt imod de sorte arbejdere

De hvide arbejdere i Rhodesia organiserede sig fra starten i lige høj grad for at beskytte sig mod konkurrencen fra billig afrikansk arbejdskraft, som for at presse arbejdsgiverne til at give højere lønninger 'og bedre arbejdsforhold. Disse to momenter gik faktisk hånd i hånd. Et af de allerførste hvide arbejderkrav gik således ud på at få eneret til al faglært arbejde. [83] Den fremtrædende hvide fagforeningsleder, Jack Keller, udtrykte det meget klart i 1925:

"If the object of the government is to make Rhodesia a white man's country, there can be no place for the performance of skilled work by our black brothers." [84]

De hvide arbejdere vendte sig fra starten imod den afrikanske fraktion af arbejderklassen, der helt frem til 2. verdenskrig udelukkende bestod af migrantarbejdere, hvis hovedindtægtskilde stadigvæk var landbrug, og som det derfor var meget vanskeligt at organisere som arbejdere. I RRWUs blad blev denne front imod de sorte arbejdere endog på et tidspunkt udtrykt i en anti-kapitalistisk retorik:

"We assert it (replacement of white by African workers, Phimister) would be a base betrayal of this colony in the interests of a group of capitalists whose role concern is profit-making and the degradation of the white worker." [85]

Frygten for, at hvide arbejdere skulle blive erstattet med sorte arbejdere af omkostningsbesparende årsager, var ikke ubegrundet. Det fremgik bl.a. af en rapport til Legislative Assembly i 1926, vedrørende de rhodesiske jernbaner. Heri blev det påvist, at sorte arbejdere efter en mindre oplæring kunne overtage adskillige funktioner, der ellers blev udført af hvide arbejdere. Besparelsen ville udgøre mere end 200.000 pund om året. [86] Når hvide arbejdere ihvertfald frem til verdenskrisen kun i lille udstrækning blev erstattet med sorte arbejdere, skyldes det selvfølgelig på den ene side de hvide arbejderes magt. Men Phimister påviser, at det for de hvide minearbejderes vedkommende ikke var den afgørende årsag. Han mener, at mineselskaberne bevidst opretholdt en "job colour bar" for at splitte den rhodesiske arbejderklasse og dermed svække den. Hans argument er, at mineselskaberne selv år de hvide arbejdere var svagest anerkendte en "job colour bar", som ikke var strengt teknisk nødvendig, samtidig med, at de dog forsøgte at begrænse antallet af hvide arbejdere og kontrollere deres fagforeningsaktiviteter:

"That the mining companies had a vested interest in this system is indicated by the fact that even when the white mineworkers were at their weakest during these periods when they were unorganized, the system of racial discrimination always received a degree of recognition from the companies .... The mining companies tolerated an informal job colour bar, while simultaneously seeking, with a large measure of success, restriction of the size of the white working class and, when necessary, control over its union activities." [87]

I forlængelse heraf ser Phimister de hvide minearbejderes fastholdelse af "job colour bar" som et rent defensivt skridt for at beskytte positionen inden for arbejderklassen. Endvidere kan den selektive indvandringspolitik på grundlag af Phimisters argumentation osse ses som et udtryk for mineborgerskabets interesser og ikke blot de hvide arbejderes.

Hvad angår de hvide arbejderes magt, blev udøvelsen af den på den ene side organiseret i RLP. I en kort periode i 1920'erne var RLP organiseret på samme måde som det britiske Labour, med en tæt forbindelse mellem fagforeningerne og partiet via fagforeningernes kollektive medlemskab af partiet. [88] Det blev opgivet igen i 1928, så selvom fagforeningerne voksede i styrke i løbet af krisen i 1930'erne, forblev RLP et svagt parti, der på toppen i 1939 nåede 7 ud af 30 pladser i Legislative Assembly. Under 2. verdenskrig blev RLP splittet på spørgsmålet om afrikaneres ret til medlemskab af partiet. I en kort periode eksisterede der et Southern Rhodesia Labour Party, hvor afrikanere kunne være medlemmer, men det brød sammen i 1948, da de fleste af dets hvide medlemmer var gået tilbage til det rent hvide RLP. I 1953 ophørte imidlertid også RLP med at eksistere. Colin Leys peger på 2 hovedårsager hertil. For det første blev der efter den 2. verdenskrig p.gr.a. den økonomiske fremgang knaphed på de hvides arbejdskraft, og den fulde beskæftigelse blev benyttet til at øge de hvide arbejderes velstand betydeligt:

"The essentiel foundations of the Labour Party were beeing rapidly undermined. The war had brought prosperity and full employment. White-collar workers no longer felt threatened into collaboration with manual workers and manual workers no longer felt poor. Nor were their jobs in fact threatened by Africans." [89]

For det andet var mange af RLPs oprindelige krav blevet gennemført af Reform Party/United Party. [90] Selvom RLP således næppe kan siges at have haft nogen direkte politiske indflydelse i form af regerings-position, medvirken til statsindgreb eller lignende, kan man ikke heraf slutte, at RLP har været uden betydning. Men udfra mine kilder er jeg desværre ikke i stand til at afgøre, om og i givet fald hvor stor indflydelse RLP havde på den politik, der rent faktisk blev gennemført til fordel for de hvide arbejdere.

4.2.3 De hvide arbejdere i politisk alliance med det nationale borgerskab

Som tidligere nævnt blev Reform Party i 1933 valgt på et program, der bl.a. lovede indgreb til fordel for de hvide arbejdere. Baggrunden herfor var en voksende arbejdsløshed blandt hvide arbejdere p.g.a. depressionen, som arbejdsgiverne forsøgte at imødekomme ved at erstatte hvide med sorte arbejdere. Selv den stærkeste hvide fagforening, RRWU, kunne i 1931/32 ikke forhindre, at 400 hvide jernbanearbejdere blev afskediget. [91] De hvide arbejdere krævede derfor, at staten skulle sikre dem en rimelig levestandard og "fair konkurrence", dvs. sikring imod løntryk og mod at blive erstattet med sorte arbejdere. Det blev opfyldt med vedtagelsen af Industrial Conciliation Act i 1934. Gann skriver, at regeringen tog initiativ til loven for at få oprettet en forligsinstitution, der på fredelig vis kunne tackle problemer på arbejdsmarkedet, mens Gray, Leys og Phimister skriver, at det skete efter pres (en strejke) fra de hvide bygningsarbejdere. Det internationale borgerskab udtrykte gennem Chamber of Mines [92] modstand mod loven, men den blev støttet af alle hvide fagforeninger med undtagelse af RRWU, mens= stemte imod den, fordi det ikke fandt lovens beskyttelse af de hvide arbejdere vidtgående nok. [93]

I flg. Industrial Conciliation Act [94] blev der oprettet brancheråd bestående af arbejdsgivere og ansatte, som afgjorde løn- og arbejdsforhold, og endvidere regulerede tilgangen til faglig uddannelse. Afrikanere var udtrykkelig udelukket fra definitionen af en "ansat" og dermed ikke omfattet af lovens bestemmelser. Loven kodificerede ikke eksplicit en "job colour bar", men gjorde det indirekte derved, at der ikke måtte udbetales forskellig løn for det samme arbejde. Herved fik de hvide arbejdere i realiteten monopol på faglært arbejde, fordi en arbejdsgiver ikke ville ansætte en sort faglært arbejder, når det ikke kunne ske til en lavere løn. [95]

Industrial Conciliation Act omfattede alle sektorer undtagen landbruget, hvor der ikke var nogen hvide lønarbejdere, og stats­apparatets personel, som var omfattet af Public Services Act af 1931, der svarede meget til Industrial Conciliation Act. [96] Industrial Conciliation Act markerer, at de hvide arbejdere ikke længere blot var støtteklasse for det nationale borgerskab, men i alliance med det. Forskellen mellem støtte og alliance går ifølge Poulantzas på, om forholdet indebærer en opofrelse for den overordnede part (=alliance) eller ikke gør det (=støtte). [97] Der er dog et problem her, idet Industrial Conciliation Act umiddelbart var omkostningsfri for det nationale borgerskab, da det nærmest ikke beskæftigede hvide arbejdere. Det var det internationale borgerskab, der måtte ofre noget, nemlig muligheden for at udnytte det, som Phimister med et begreb fra F.A. Johnstone kalder dets "exploitation colour bar", dvs. muligheden for alene at basere akkumulationen på billig sort arbejdskraft. [98] Når jeg alligevel vil fastholde, at de hvide arbejdere med Industrial Conciliation Act blev "ophøjet" til alliancepartner, skyldes det, at overgreb på borgerskabets ikke-hegemoniske fraktion havde betydning for og involverede det samlede borgerskab. Konkret kan der peges på, at f.eks. agrarborgerskabet i 1930'erne i allerhøjeste grad var afhængig af minekapitalens velbefindende, idet en stor del af dets produkter blev afsat hertil (heri inkluderet mineselskabernes madrationer til de sorte arbejdere). En trussel imod mineborgerskabet var derfor osse en trussel imod agrarborgerskabet. Endvidere var der tale om et statsindgreb, således at det ikke umiddelbart drejede sig om en direkte alliance mellem det nationale borgerskab og de hvide arbejdere face-to-face (om jeg så må sige), men derimod om en alliance, der blev formidlet via den instans, der har til opgave at organisere det samlede borgerskab.

Det skal desuden præciseres, at der kun var tale om en alliance mellem det nationale borgerskab og de hvide arbejdere på det politiske niveau. Det er ifølge Poulantzas et generelt fænomen, at en alliance i denne forstand, d.v.s. mellem en herskende og en ikke-herskende fraktion, kun eksisterer på ét niveau:

"Alliancen fungerar i allmänhet bara på en bestämd nivå av klasskampsfältet ock kombineras ofta med en intensiv kamp på de andra nivåerna." [99]

I Rhodesia skyldes det den helt håndfaste kendsgerning, at det nationale borgerskab og de hvide arbejdere . ikke var direkte konfronteret på det økonomiske niveau. Men Poulantzas' påpegning kan dog benyttes til at understrege den kendsgerning, som både Phimister, Clarke og Harris i deres analyse af de hvide arbejdere, der rækker helt frem til midten af 1970'erne, fremhæver, nemlig at de hvide arbejdere på det økonomiske niveau har befundet sig i en stadig kamp med arbejdsgiverne. Phimister konkluderer i sin analyse af de hvide minearbejdere frem til 1953, at de hvide arbejdere blev holdt i en klart underordnet situation af mineselskaberne:

"As this article has shown, white workers, apart from a brief interlude after World War One, were successfully disciplined and controlled by the mining companies. Although white labour had access to political rights, in the last resort they were 'better paid' and 'better treated' only on terms which suited the mine owners." [100]

Clarke viser, at dette forhold har holdt sig inden for minesektoren også efter 1953. Han fremhæver her, at mineselskaberne har støttet en splittelse inden for de hvide arbejderes faglige organisering mellem Associated Mineworkers Union (AMWU), oprettet i 1937 som efterfølger for RMGWA, og Mine Officers and Salaried Staff Association (MOSSA) for derved lettere at kunne dominere dem:

"An important part of management strategy dominating the alliance with the labour aristocracy (de hvide arbejdere, EM) has been its policy of isolating artisanal workers in the AMWU from the bureaucratic, supervisory and professional employees in the MOSSA." [101]

Harris behandler de hvide arbejderes modstand imod faglærte sorte arbejdere og især deres frygt for en opsplitning af det faglærte arbejde ("job fragmentation"), som ville muliggøre, at det kunne overtages af halvfaglærte eller specialiserede sorte arbejdere (dette er noget, der i stigende grad er kommet frem efter 2. verdenskrig). Han konkluderer, at de hvide arbejderes frygt for, at arbejdsgiverne ville foretage "job fragmentation", hvis de fik mulighed for det, var og stadig er velbegrundet:

"Fragmentation is seen (af de hvide arbejdere, EM) as the vehicle by which employer groups may increase their appropriation (exploitation) of the surplus value of labour. This fear es in many way justified. ... There is ... clear evidence that a 'wage freezing' follows the fragmentation of tasks, and the upward drift of skilled worker wages (caused in part by conditions of scarcity) increases the incentive of employers to substitute semi-skilled for skilled workers." [102]

Endelig hæfter Colin Leys sig i sin beskrivelse af den hvide arbejderbevægelse i 1950'erne ved dens relative svaghed, lille organiseringsgrad m.m.:

"In view of the large proportion of the European population engaged in occupation which are unionised in Britain and other West European countries, organized labour wields strikingly little power in Southern Rhodesia." [103]

Ifølge Leys er årsagen til de hvide fagforeningers relative svaghed efter den 2. verdenskrig den samme, som den der fik RLP til at afgå ved døden i 1953: lønstigningen og øget levestandard på grund af mangel på hvid arbejdskraft har ført til apati over for faglig organisering. Samtidig skriver han, at Industrial Conciliation Aet i 1934 kodificerede adskillelsen af den faglige og politiske kamp ved at gøre det ulovligt for registrerede fagforeninger, der indgik i brancherådene, at yde finansiel støtte til politiske formål. [104] Denne politiske alliance mellem det nationale borgerskab og de hvide arbejdere er fortsat i næsten uændret form frem til i dag (evt. bortset fra 1950'erne, hvor det nationale borgerskab ikke var hegemonisk).

Når jeg har gjort så relativt meget ud af de hvide arbejdere, skyldes det Arrighis og især Loneys påstande om de hvide arbejderes afgørende politiske betydning. [105] I afsnit 1.3. kom jeg med en kritik, der var baseret alene på teoretiske overvejelser om, hvilke klasseinteresser den kapitalistiske stat grundlæggende varetager og kan varetage. Her i afsnit 4.2. har jeg forsøgt at supplere denne kritik med en konkret empirisk præcisering af de hvide arbejderes rolle og magt. På baggrund heraf mener jeg at kunne konkludere, at Arrighis og især Loneys udsagn vedrørende de hvide arbejderes magt i Rhodesia ikke blot bunder i en teoretisk brist men osse i en konkret overvurdering af deres magt. [106] For det første har jeg fået præciseret, at de hvide arbejdere primært har kunnet udøve en politisk magt, selvom det selvfølgelig er umuligt at ramme en skillevæg ned mellem politisk og økonomisk magt: Industrial Conciliation Aet stillede de hvide arbejdere stærkt over for arbejdsgiverne, men det var en alliance på det politiske niveau, der stod bag lovens gennemførelse. For det andet er jeg bortset fra Industrial Conciliation Act kun stødt på nogle ganske enkelte statsinterventioner, der kan siges bl.a. at være i de hvide arbejderes interess. Det drejer sig om indførslen af fri og tvungen uddannelse for hvide i 1935 og en voksende statsdeltagelse i sundhedssektoren 0p gennem 1930'erne, d.v.s. typiske "socialstatslige" interventioner, som også borgerskabet har en vis interesse i (kvalificering og "lapning" af arbejdskraften). Leys skriver endog herom:

"Apart from education, old age pensions, and some subsidized hospital services, little has been done to provide social security and social services which cost money." [107]

For det tredje har de hvide arbejdere opnået deres magtposition vendt imod og på bekostning af de sorte arbejdere. Som Phimister fremhævede, var denne splittelse af den rhodesiske arbejderklasse i allerhøjeste grad i det internationale borgerskabs (og naturligvis også i det nationale borgerskabs) interesse.

For det fjerde er det vigtigt at holde fast ved - sådan som jeg allerede antydede det i afsnit 1.3. - at de hvide arbejdere med Industrial Conciliation Act kun har fået tilgodeset nogle af deres kortsigtede, materielle interesser - ikke deres langsigtede objektive interesser, der vedrører en ophævelse af udbytningen af klassen.

4.2.4 De hvide arbejdere som arbejderaristokrati

Jeg vil runde afsnit 4.2. af med en præcisering af de hvide arbejderes klassemæssige position. Perioden fra den første faglige organisering i 1916 til 1920 med den første politiske organisering og repræsentation på den politiske scene markerede de hvide arbejderes etablering som selvstændig social kraft, som en autonom fraktion af, arbejderklassen i Rhodesia. De hvide arbejdere etablerede sig som et arbejderaristokrati i Rhodesia [108] forstået meget tæt op ad Lenins oprindelige definition, sådan som han formulerede den i forordet til de: franske og tyske udgaver af Imperialismen som kapitalismens højeste stadium:

"Dette lag af borgerliggjorte arbejdere, eller "arbejderaristokratiet", som i levesæt, indkomster og hele deres verdensanskuelse er blevet fuldkommen spidsborgerlig, er II Internationales hovedstøtter og i vore dage borgerskabets sociale (ikke-militære) hovedstøtte. Thi de er borgerskabets virkelige agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere, de virkelige bærere af reformisme og chauvinisme." [109]

Arbejderaristokratiet opfattes normalt som et lag eller et stratum i arbejderklassen, sådan som osse Lenin gjorde det i det ovenfor citerede. [110] Når jeg har fremhævet det som en fraktion af arbejderklassen i Rhodesia, sker det med henvisning til Poulantzas' begrebsbestemmelse i Politisk makt och sociala klasser, hvor det om forskellen mellem fraktioner og lag bl.a. hedder, at fraktioner kan blive sociale kræfter, mens lag ikke kan.

"När det gäller distinktionen mellan fraktionerna och skikten ....: fraktionerna kan, idet mån de blir autonoma, konstituera sig som sociala kræfter, till skillnad från skikten." [111]

Det er altså ikke p.g.a. de store og bestandigt voksende lønforskelle mellem sorte og hvide arbejdere, en forskel der i dag i gennemsnit er som 1:11, [112] at jeg betegner det rhodesiske arbejderaristokrati som en fraktion, jævnfør at fraktionsopdelingen falder sammen med 'Vigtige økonomiske skillelinjer". [113] Det er ikke muligt alene p.g.a. lønforskelle at hævde eksistensen af en "vigtig økonomisk skillelinje", da det afgørende i denne forbindelse er en eventuel forskel i udbytningsgraden (merværdiraten). Udsagn om udbytningsgraden ville bl.a. medføre en i praksis meget vanskelig gennemførbar undersøgelse af de pågældende fraktioners produktivitet, [114] en vanskelighed, der dels skyldes problemer med at operationalisere de teoretisk afgørende værdibestemmelser til de på overfladende eksisterende priser og dels skyldes de teoretiske problemer, der er forbundet med en bestemmelse af arbejdskraftens værdi, når en del af de sorte arbejderes reproduktion foregår under ikke-kapitalistiske produktionsforhold.

Ekskurs om Arrighi og Sauls "arbejderaristokrati"-begreb.

Da jeg skriver i en afrikansk kontext og endvidere trækker en del på Arrighis analyser, kan der endelig være grund til at fremhæve, at det arbejderaristokrati-begreb, der her benyttes, intet har at gøre med det "arbejderaristokrati"-begreb, som Arrighi og Saul opererer med i forskellige analyser (dog ikke af Rhodesia). I analysen af de post-koloniale samfund i det såkaldte sorte Afrika, dvs. Afrika syd for Sahara og nord for de hvidt dominerede lande i det sydlige Afrika, mener de at kunne udskille et "arbejderaristokrati" bestående af de helt proletariserede arbejdere samt "eliterne" og "subeliterne" i det statslige bureaukrati og i de multinationale selskaber. Denne sociale gruppering er ifølge Arrighi & Saul kendetegnet ved, at deres høje lønniveau set i relation til det befolkningsflertal, der udgøres af de halvproletariserede bønder, medfører, at de har en interesse i at opret holde den nuværende sociale, økonomiske og politiske orden. De udfører således angiveligt en form for komprador-funktion for den internationale kapital uden at tilhøre kompradorborgerskabet. Arrighi & Saul mener som konsekvens, heraf, at det er de halvproletariserede bønder og ikke de helt proletariserede arbejdere, der udgør den revolutionære kraft i disse samfund. [115]

Dette "arbejderaristokrati"-begreb og ikke mindst den politiske konsekvens, Arrighi & Saul drager af det, er blevet udsat for hård kritik. Rolf Gustavsson fremfører, at Arrighi & Saul generaliserer ud fra en begrænset østafrikansk erfaring, måske alene ud fra en tanzaniansk, hvor den senere politik-udvikling endda synes at negere tesen. [116] Denne indvending er blevet underbygget af to vestafrikanske case-studies, dels af de faglærte jernbaneog havnearbejdere i Ghana [117] og dels af fabriksarbejderne i Nigerias hovedstad Lagos, [118] der begge havde sat sig for at teste Arrighi & Sauls tese, og som begge afviser tesen, specielt hvad angår implikationen med hensyn til de helt proletariserede arbejderes manglende revolutionære potentiel. I en selvkritik indrømmer Saul dels, at erfaringsgrundlaget for tesen var konkrete analyser af Central- og østafrikanske samfund, og dels, at de med tesen har fikseret en række samfundsmæssige forhold i stedet for at analysere de underliggende dynamiske processer. Saul indrømmer bl.a., at de senere års udvikling i det postkoloniale Afrika flere gange har åbenbaret selv de materielt bedst stillede arbejderes revolutionære potentiel, og at afstanden mellem de statsbureaukratiske "eliter" og arbejderne er blevet stadig større. [119] I en senere artikel skriver Saul endog, at Tanzania i de seneste år har oplevet "a level of proletarian action ... which is virtually unparalleled elsewhere in Africa", og at "expressions of peasant consciousness have not been so dramatic as those of the workers." Men han gør ikke der eksplicit op med "arbejderaristokrati-tesen", der dog heller ikke er den pågældende artikels emne. [120] En mere teoretisk kritik af Arrighi & Sauls tese, som implicit findes hos Alpheus Manghezi, [121] går på, at selve deres "arbejderaristokrati"-begreb er en ufordøjet blanding af marxistiske og liberalistiske begreber, idet deres "elite"-begreb, som Saul bibeholder i selvkritikken, eksplicit stammer fra eliteteoretikeren P.C. Lloyd.

4.3 Magtforholdene som effekt af det nationale borgerskabs hegemoniske position

I dette afsnit vil jeg analysere de magtforhold, der opstod som et resultat af det nationale borgerskabs hegemoniske position. Den konstellation af hegemoni, magtblok og alliance, som etableredes i 1933 holdt sig frem til ca. 1950 og opstod derefter igen i 1962 i næsten uændret form. Magtforholdene i denne snævre forstand vil blive opsummeret i afsnit 4.3.1. I 4.3.2. vil jeg fortsætte dette med nogle bemærkninger om det, jeg har kaldt herredømmeformen. Herved forstår jeg magtudøvelsens form over for de undertrykte klasser. I 4.3.3. vil jeg på baggrund af de forestående afsnit slutte af med at diskutere elementer i den rhodesiske statsform og styreform.

4.3.1 Hegemoni, magtblok, alliance og undertrykte klasser

Jeg har i afsnit 4.1. redegjort for en lang række statsinterventioner i agrarborgerskabets interesse. Endvidere i 4.1.3. af den tilvejebringelse af billig og disciplineret sort arbejdskraft, der i den beskrevne form før 2. verdenskrig var i det samlede borgerskabs interesse. Nogle handel- og toldaftaler med Sydafrika i 1929 og 1930 var sandsynligvis både i agrar- og mineborgerskabets interesser, og det samme vil jeg skønne, at en udbedring af havnen i Beira i Mozambique samt en udbygning af det rhodesiske transportnet i 1930'erne var. [122] Jeg er ikke stødt på nogle statsinterventioner, der eksklusivt var i det internationale borgerskabs interesse, og da Industrial Conciliation Act som påpeget var et indgreb i det internationale borgerskabs handlemulighed, et indgreb , det protesterede imod, må jeg konkludere, at det internationale borgerskab ikke var hegemonisk fraktion i perioden fra 1923 til 2. verdenskrig. Jeg er derfor uenig med Loney, der hævder, at det internationale borgerskab (sådan som jeg har defineret det) var hegemonisk 1923-33. Han fokuserer så vidt jeg kan se for meget på utilfredsheden i Rhodesia efter det for BSAC favorable salg af minerettighederne i'1933 samt på, at en række ledende repræsentanter fra det internationale borgerskab havde sæde i Legislative Assembly i perioden. [123]

Spørgsmålet er, om det var agrarborgerskabet eller hele det nationale borgerskab, der var hegemonisk i perioden. Frem til 2. verdenskrig var der ikke nogen interessemodsætniner mellem agrarborgerskabet og den nationale fraktion af mineborgerskabet (de rhodesiske "smallworkers"). Derimod var der en række statsinterventioner, der varetog de små mineejeres interesser."For det første blev afrikanerne forhindret i at udøve minedrift. For det andet gav staten subsidier og billige lån til indkøb af produktionsmidler. For det tredje stod staten i en periode i 1930'er-ned bag et system, hvorefter alle de små miners produktion blev slået sammen og solgt kollektivt på det mest favorable ikke-monetære guldmarked (det såkaldte "gold premium system"). For det fjerde oprettede staten et udvindingsanlæg, der var specielt beregnet til at forarbejde det "low grade" guld, som "smallworkers" fortrinsvis producerede. Denne Roasting Plant i Que Que startede i 1937 og opererede for det meste med tab, hvilket må opfattes som en finansiel støtte til de små miner. Efter den 2. verdenskrig forsøgte staten for det femte i et par år at redde de små guldminer ved at subsidiere guldprisen, men det blev i 1949 stoppet efter indgreb fra IMF, og i årene derefter formindskedes denne fraktion af det nationale borgerskab relativt hurtigt som følge af stigende produktionsomkostninger, hvorefter det internationale borgerskab var næsten enerådende i minesektoren. Det blev i 1959 markeret ved, at Rhodesian Mining Federation, de små nationale mineselskabers organisation, gled ud af National Industrial Council, en national overbygning på de enkelte brancheråd, hvorefter Chamber of Mines, de internationale mineselskabers organisation, var alene om at repræsentere arbejdsgiverne inden for minesektoren. [124]

På denne baggrund vil jeg for den her betragtede periode konkludere, at da der ikke var noget modsætningsforhold mellem agrarborgerskabet og de små mineselskaber, var det det nationale borgerskab, der var hegemonisk fraktion. Foruden det nationale borgerskab indgik der i magtblokken også det internationale borgerskab, mens arbejderaristokratiet var i politisk alliance med det nationale borgerskab, men ikke med i magtblokken.

Det kan være naturligt at spørge, hvordan det kunne gå til, at det nationale borgerskab og især farmerne opnåede så stor politisk magt til trods for, at de økonomisk var klart underordnet det internationale borgerskab, og at de ejheller talmæssigt udgjorde nogen stor gruppe. Årsagen hertil skal i følge Gray og Leys på den ene side søges i, at de fleste hvide i Rhodesia ønskede at købe jord og blive farmere, lige så snart de kunne få mulighed for det. Gray skriver om situationen umiddelbart efter indførslen af kolonialt selvstyre i 1923:

"even the civil servant, business or professional men, miner or railway employee looked forward to retiring to a plot of land." [125]

Leys skriver

"Farming is a prestige occupation for Europeans. Whether they are missionaries ... or doctors... they will very often, if they are successful, acquire some bushveld and try to turn it into a farm." [126]

Det var derfor naturligt for mange hvide at identificere sig med farmernes interesser og forsvare dem, når de var truet - eller udtrykt på en anden måde: indgå en politisk alliance med farmerne. Denne opbakning bag det nationale borgerskab betød på den anden side, at det ville være temmelig omkostningskrævende for det økonomisk dominerende internationale borgerskab at gennemtvinge sine interesser på tværs af det nationale borgerskabs interesser. Var der derfor ikke umiddelbart noget konkret alternativ til det nationale borgerskabs hegemoni, affandt det internationale borgerskab sig med det. Det viste sig helt tydeligt omkring UDI. [127]

Som omtalt i indledningen fremhæver Arrighi det hvide småborgerskab som en af de "nationale hvide klasser" med afgørende magt. Det omfattede før 2. verdenskrig ifølge Arrighi især håndværkere og forretningsdrivende. [128] Jeg har desværre ikke mange oplysninger om dette småborgerskab, og på det politiske niveau er jeg kun stødt på det i forbindelse med stramningen af pasloven i 1936, Natives Registration Act, der blev benyttet til at begrænse afrikanske handlende og gadesælgere til afrikanske områder, så de ikke kunne konkurrere med hvide handlende. [129] Denne ene intervention finder jeg ikke udgør et tilstrækkeligt grundlag til at kunne udsige noget om det hvide småborgerskabs politiske magt før 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig har jeg ingen oplysninger om det, bortset fra at der ifølge 1951-folketællingen var 547 hvide "self-employed workers", dette tal opfatter dog nogle "smallworkers" og mindre farmere. [130]

Hvad angår afrikanerne tilhørte de på den ene side den social-økonomiske klasse bønderne, hvis basis var den pervertering af de før-koloniale produktionsformer, der er omtalt i afsnit 4.1.1. Koloniseringen har ført til en ophævelse af de grundlæggende sociale forskelle mellem Shonaerne og Ndebelerne, samtidig med at deres produktionsbetingelser gradvist er blevet de samme, i og med at hele de afrikanske landbrug er blevet offer for den ovenfor omtalte underudviklingsmekanisme. Den gradvise udligning af produktionsbetingelserne skal dog ikke skjule, at der fortsat eksisterer forskelle inden for det afrikanske landbrug (både inden for bønderne og selvejerbønderne), men jeg bedømmer disse forskelle som værende af mindre betydning, ihvertfald inden 1950'erne. [131]

På den anden side tilhørte afrikanerne den socialøkonomiske klassefraktion de sorte arbejdere. Deres antal er vokset jævnt gennem årene:

Tabel 3: Antallet af afrikanere 1925-75 og det gennemsnitlige årlige antal afrikanere i lønarbejde 1926-75 i Rhodesia

Kilder:
Clarke, Labour Conditions and Discrimination, side 7 (alle befolkningstallene).
W.J. Barber, op.cit. side 198 (antallet af lønarbejdere 1926-56).
Africa South of the Sahara 1977-78, side 703 (antallet af lønarbejdere 1961-75)

Noter:
(1) Tallet er fra 1925.
(2) Tallet er fra 1926.
(3) Tallene over og under stregen er ikke direkte sammenlignelige, da opgørelsesmåden er forskellig.

Befolkningsantallet og antallet af lønarbejdere kan dog ikke sammenlignes direkte, således at man herudfra kan sige, at i 1931 var 12,8% af den samlede afrikanske befolkning lønarbejdere, mens 15,6 var det i 1975. Det skyldes for det første tilstedeværelsen af udenlandske migrantarbejdere, hvis andel af de afrikanske lønarbejdere op til 1958 svingede omkring 50%, men siden da er faldet jævnt og i dag skønnes at udgøre ca. 126.000 eller 13,5% af de afrikanske lønarbejdere. [132] For det andet er den afrikanske befolknings sammensætning ændret på grund af en stigende befolkningsvækst, på grund af øget fødselshyppighed, således er næsten halvdelen af alle afrikanere i Rhodesia i 1972 under 17 år. [133] På baggrund af ovennævnte forhold samt det faktum, at kun ca. 10% af de sorte lønarbejdere er kvinder (i 1946 var kvindeandelen af sorte lønarbejdere helt nede på 1,4% [134]), skønner Harris, at mellem 50% og 60% af alle sorte husholdninger i 1972 var afhængig af lønarbejde som den væsentligste kilde til familiens indkomst. For resten af husholdningerne har lønarbejde en mindre betydning for den samlede indkomst. [135] Jeg er herved gledet over til en betragtning af den samfundsmæssige helhed i Rhodesia, hvorved de social-økonomiske klasser, bønderne og de sorte arbejdere, smelter sammen til én klasse, de halvproletariserede bønder. [136] Det er først efter 2. verdenskrig, at der er opstået helt proletariserede sorte arbejdere, i dag skønsmæssigt mellem 20.000 og 50.000 i alt. [137] I dag er der yderligere et forhold, der gør, at ovennævnte tal for afrikanere i lønarbejde ikke giver et dækkende billede af afrikanernes. proletariseringsgrad, dvs. hvor mange der reelt er blevet adskilt fra deres produktionsmidler på grund af underudviklingsprocessen i det afrikanske landbrug. Det er det kraftigt voksende antal afrikanske arbejdsløse siden midten af 1950'erne, da antallet af indenlandsk proletariserede bønder i Rhodesia på grund af landbrugets underudviklingsproces begyndte at overstige antallet af nye arbejdspladser i den kapitalistiske økonomi. Fra 1959 til 1971 steg antallet af afrikanske lønarbejdere fra 657.000 til 779.000. På baggrund af den afrikanske befolkningstilvækst skønner T.E. Mswaka, at beskæftigelsen fra 1960 til 1971 skulle være steget med mellem 400.000 og 1.000.000 mere end den nævnte stigning i antallet af beskæftigede, hvis det oprindelige beskæftigelsesniveau skulle have været opretholdt. [138] 11975 blev der, trods den såkaldte Urban Influx Control Policy, registreret 131.000 arbejdsløse afrikanere i byerne, [139] hvor de levede af at flette og sælge kurve, vaske de hvides biler osv., den såkaldte "uformelle sektor", [140] klassemæssigt svingende mellem pjalteproletariatet [141] og småborgerskabet. Resten af de "proletari­serede" lever hos deres familie i landområderne, bortset fra dem, der siden januar 1975 i følge en aftale mellem den rhodesiske stat og WENELA, rekrutteringsorgan for de sydafrikanske miner, var blevet rekrutteret til de sydafrikanske miner. Deres antal skønnedes i 1977 at ville overstige 30.000. [142] Hertil kom i april 1978 skønsmæssigt 50-70.000 uregistrerede sorte rhodesiske arbejdere i Sydafrika, der var beskæftiget uden for minesektoren.[143]

Dette problemkompleks omkring dominansen af halvproletariserede bønder rejser spørgsmålet om bestemmelsen af forholdet mellem den kapitalistiske produktionsmåde og den ikke-kapitalistiske produktionsmåde [144] i de afrikanske stammeområder (jeg ser her bort fra den ubetydelige småproduktion i købsområderne). I og med den igangsatte underudviklingsproces i stammeområderne har også forholdet til den kapitalistiske produktionsmåde været under stadig udvikling. Jeg vil her diskutere forholdet med udgangspunkt i den nuværende situation.

Som tidligere nævnt [145] har de afrikanske bønder ikke længere nogen salgsproduktion af betydning, så godt som hele landbrugsproduktionen går til husholdningens eget forbrug. I denne forstand er de afrikanske bønder subsistensbønder, dog med den væsentlige modifikation, at de fleste afrikanske bønder ikke er i stand til at leve alene af deres landbrug, så de er nødt til at supplere indkomsten med lønarbejde. Som flere gange omtalt skete der i denne henseende et afgørende skift i slutningen. af 1950'erne. Fra dette tidspunkt var underudviklingsprocessen i det afrikanske landbrug i Rhodesia alene (d.v.s. uden hjælp fra den .udenlandske arbejdskraftrekruttering) i stand til at tilvejebringe den rigelige tilgang af afrikanske arbejdskraft, der var nødvendig for især det kapitalistiske landbrugs, men osse i vid udstrækning minesektorens profitabilitet. Skiftet førte på den ene side til, at den rhodesiske stat siden 1958 har lagt begrænsninger på tilgangen af udenlandske afrikanske arbejdere og har opmuntret de allerede tilstedeværende udenlandske arbejdere til at vende tilbage til deres hjemlande (Foreign Migratory Labour Act of 1958). Den udenlandske rekruttering er dog fortsat (siden UDI i1965 kun fra Malawi), især for at opfylde agrarborgerskabets (som det er blevet udtrykt) "specielle krav" om en ekstrem billig arbejdskraft. [146] På den anden side førte skiftet til en stramning af de kontrolforanstaltninger, der tog sigte på at forhindre proletariserede bønder og familiemedlemmer til lønarbejdere i at drage fra landet ind i byområderne, når de ikke på forhånd havde lønarbejde, den såkaldte Urban Influx Control Policy. Op til da havde begrænsningerne i afrikanernes mulighed for at flytte ind i byerne bestået i, at der ikke blev bygget boliger nok, at der kun i ringe omfang etableredes undervisningstilbud, sundhedsforanstaltninger, forlystelsesmuligheder o.s.v. [147] Fra 1960 blev det suppleret med en omfattende og jævnlig huskontrol fra politiets side for at kontrollere hvem og hvor mange, der opholdt sig i hvert enkelt hus. Alle uden arbejde betragtedes som ulovligt bosiddende "squatters" og blev øjeblikkeligt sendt ud af byen (Vagracy Act of 1960). Gennem en opstramning af Vagrancy Act og genindførelse af pastvang for alle afrikanere i de europæiske områder (African Regulation and Identification Act) blev en tættere kontrol med og begrænsning af udenlandske afrikanere og afrikanere i byområderne kombineret med en kanalisering af billig afrikansk arbejdskraft til det kapitalistiske landbrug. [148] Clarke sammenfatter kontrolforanstaltningernes virkning således:

"The effect is to limit African urbanization to the basic needs of the employers in the urban economy and to provide a buffer against labour "pushed" out of the rural areas with the effect that workers must either chose to return to the poverty of the peasant economy, or offer themselves for employment in farm work at the "going wage rate". [149]

Alle arbejdsløse afrikanere gennes ud af byområderne med det formål dels at skaffe billig arbejdskraft til agrarborgerskabet og dels at puffe alle omkostninger i forbindelse med ikke-beskæftigede afrikanere (arbejdsløse, syge og gamle) over på de afrikanske bønder. Det sidste formål findes bekræftet på tryk i den officielle rhodesiske Report of the Social Security Officer fra 1944. Heri hedder det, at det er en generel antagelse, at "the Reserves will support their old, sick and destitute" (Part I, side 46). Og lidt længere fremme i samme rapport:

"Natives who are too old to work, or too sick, or unable to find work in European areas, will return to their homes (dvs. reservaterne, EM), to live out the declining days, to regain health, or to maintain life in their traditional manner." (Part I, side 53) [150]

Derved får stammeområderne den funktion for den kapitalistiske produktion i Rhodesia at være opbevaringssted for den industrielle reservearme. Legassick & Wolpe har diskuteret de sydafrikanske bantustans' funktion i forhold til kapitalakuumulationen og har her forsøgt sig med nogle begrebsbestemmelser, der kan overføres på Rhodesia. De tager udgangspunkt i Marx' påpegning af, at den for kapitalakkumulationen relative overbefolkning antager forskellige eksistensformer, [151] og fremfører, at eksistensen af ikke-kapitalistiske produktionsforhold gør det muligt at forhale forvandlingen af en latent overbefolkning i landområderne til en flydende overskudsbefolkning i byerne. [152] Hermed har de understreget bantustans/stammeområdernes underordning under den kapitalistiske produktionsmåde og samtidig bestemt denne underordnings karakter. Opsummerende kan det herefter siges, at den ikke-kapitalistiske produktion i stammeområderne i to henseender medvirker til at holde lønnen lav. For det første ved at "betale" en del af arbejdskraftens reproduktion (generelt børn, arbejdsløse, syge og gamle) og i forlængelse heraf for det andet ved, at bønderne fungerer som arbejdskraftreserve, der gør det muligt for borgerskabet at presse de afrikanske arbejderes lønninger ned.

Det skal nævnes, at siden 1930 har en lille del af afrikanerne været selvejerbønder i købsområderne, d.v.s. de har udgjort et agrarsmåborgerskab. Bortset fra den tidligere omtalte "integrative funktion" [153] har de kun i 1950'erne spillet en selvstændig politisk rolle. [154]

For lige at runde behandlingen af de undertrykte afrikanske klasser af, skal det fastslås, at ingen af dem optrådte som sociale kræfter førend efter den 2. verdenskrig. Shamva-minestrejken i 1927 og ICU omfattede kun en lille del af de halvproletariserede bønder, og selvom de fik en smule effekt på det politiske niveau bl.a. markeret med Native Affairs Act, vil jeg ikke mene, at dette i sig selv kan betegnes som en specifik tilstedeværelse med "betydelige effekter". [155]

4.3.2 Den statslige herredømmeform

Som tidligere antydet vil jeg ved herredømmeform forstå den form, som den herskende klasses magtudøvelse. antager over for de undertrykte klasser. Jeg vil i dette afsnit begrænse mig til den statslige herredømmeform.

De undertrykte klasser i Rhodesia består før 2. verdenskrig af arbejderaristokratiet, de halvproletariserede bønder samt agrarsmåborgerskabet. [156] Som tidligere omtalt formulerede Hirsch på grundlag af Gramsci det borgerlige herredømme som "en enhed af magtmæssig repression og ideologisk integration." [157] Bortset fra en periode i 1950'erne, som jeg vil vende tilbage til i afsnit 5, har det siden 1933 været kendetegnende for den statslige herredømmeform i Rhodesia, at den altovervejende har taget form af magtmæssig repression af de halvproletariserede bønder og agrarsmåborgerskabet, d.v.s. de undertrykte afrikanske klasser, og af ideologisk integration af arbejderaristokratiet, d.v.s. den undertrykte hvide klasse(fraktion).

Jeg har tidligere beskæftiget mig med den systematiske repression og desorganisering af de undertrykte sorte klasser, [158] så den vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Hvad angår den overvejende ideologiske integration af arbejderaristokratiet peger osse Loney på, at Industrial Conciliation Act i 1934 institutionaliserede et klassesamarbejde mellem de hvide klasser:

"The conflict between labour and capital would for the next thirty years be played out constitutionally and within a framework, which did not jeopardize white rule." [159]

Kay skriver, at der blandt de hvide i Rhodesia findes nogle meget stærke integrationsmekanismer, som alle nyindvandrere indfanges af, og som betyder, at de fleste nye hvide efter meget kort tid bliver forvandlet til kraftige støtter for den eksisterende sociale orden:

"Since Rhodesian society as such was established, it has exhibited a remarkable ability to absorb other whites. The newly-arrived immigrant is immediatly subject to direct and subtle indoctrination and at the same time is provided with a way 0f life which appeals to material self-interest. Within a short time most newcomers have been transformed into staunch supporters and proponents of settler attitudes and policies. Only a small minority of Europeans in Rhodesia consistently opposes these policies." [160]

Claus Toksvig har indgående beskrevet, hvordan han blev indfanget af disse integrationsmekanismer i slutningen af 1950'erne, da han arbejdede i Rhodesia. [161]

En anden journalist, John Parker, der boede i Rhodesia i 1960'erne, har beskrevet hvordan integrationen af de hvide, der oprindelig var vendt alene imod de sorte, med UDI i 1965 også tog karakter af en national samling af de hvide som forsvarsmekanisme imod en fjendtligsindet omverden, specielt vendt imod Storbritannien. [162]

Grundlaget for denne specielle rhodesiske herredømmeform har været racismen, som blev sammenfattet og systematiseret i Two Pyramid Policy's raceadskillelsespolitik. Racismen som ideologi udgjorde det vigtigste led i integrationen af arbejderaristokratiet. Men racismen var og er andet og mere end blot en ideologi. Som de foregående afsnit har vist, har racismen givet sig udtryk i en omfattende raceadskillelse såsom jordfordelingen, statsapparatets opbygning, job-barrierer, adskillelse af skolevæsenet, sundhedsvæsenet, offentlige parker, busser m.m. (det sidste svarende til det, man i Sydafrika kalder "petty-apartheid"), hvor afrikanerne konsekvent er placeret på den ringeste side af "plankeværket". Racismens funktion i Rhodesia har siden Two Pyramid Policy været at skabe og opretholde en klassealliance mellem det nationale borgerskab og arbejderaristokratiet - et vigtigt led i det nationale borgerskabs strategi for at beholde den politiske magt i Rhodesia. [163] Effekten af den tidligt gennemførte racistiske politik er, at det i dag ikke er muligt blot at afvise racemodsætningen som fremtrædelsesform for klassemodsætningerne. Ganske vist tjener racemodsætningen nogle bestemte klasseinteresser og er som sådan sekundær i forhold til klassemodsætningerne. Men i den almindelige afrikanske arbejders og bondes bevidsthed er undertrykkeren og modstanderen de hvide og ikke borgerskabet. Det giver Ignatius Chigwendere fra befrielsesbevægelsen ZANU meget klart udtryk for:

"Folk i Zimbabwe er vant til gennem hundrede år at se fjenden som den hvide mand. Det nytter ikke at lukke øjnene for den kendsgerning, at denne situation har ført til, at mange af de folk, som kommer i flygtningelejrene ikke er i stand til at se konflikten som en politisk konflikt, men opfatter det som en racemæssig konflikt. Folk kommer til os, fordi de måske er blevet tortureret af en hvid politimand. De ønsker at få et våben og få militær træning for at vende tilbage og tage hævn over lige netop denne politimand." [164]

Der er ikke tale om, at racismen i Rhodesia blev skabt med Two Pyramid Policy, [165] men derimod at denne politik udnyttede og uddybede den for at underbygge en bestemt klassealliance og herredømmeform. Skulle man undersøge racismens opståen i Rhodesia, måtte man inddrage situationen i Sydafrika, dels boernes tidlige racisme (jord- og arbejdskraftbehov), dels og især den britiske imperialisme. Som noget grundlæggende måtte man inddrage KPM, for det første dens ekspansionstvang (imperialismen = kapitalismens udvikling i bredden, som Lenin kaldte det [166]) og for det andet det forhold, at kapitalismen "repræsenterer" en højere udvikling af produktivkræfterne end andre hidtidige produktionsmåder. Det sidste viste sig helt håndgribeligt i Maxim-guns overlegenhed over for spyd i 1896-oprøret i Rhodesia. De indtrængende hvide repræsenterede helt kontant en højere udvikling af produktivkræfterne end afrikanerne gjorde, og spørgsmålet er, om ikke et evt. fravær af racisme mere ville kræve en forklaring end eksistensen af den.

4.3.3 Elementer af den rhodesiske statsform og styreform

Jeg vil i dette afsnit opsummere nogle vigtige træk ved den rhodesiske statsform og styreform, idet jeg dog koncentrerer mig om perioden efter 1923 p.gr.a. den absolutistiske stats særegne karakter.

Hvad angår styreformen blev denne afgørende domineret af det racistiske element på den måde, at det borgerligdemokratiske element alene omfattede de hvide. Inden for denne væsentlige grænse organiseredes magtblok og hegemoni på en måde meget svarende til den britiske, hvor en stor del af magtudøvelsen foregår gennem parlamentet. Der var valg i enkeltmandskredse, hvilket favoriserede et to-parti­system med RLP i den betragtede periode i rollen som det lille tredje parti. Det nationale borgerskabs hegemoniske position gav sig bl.a. udtryk i, at valgkredsinddelingen favoriserede landområderne. Siden 1919 havde også kvinderne haft valgret, men i øvrigt blev stemmeretsbetingelserne med jævne mellemrum strammet for at holde afrikanerne udenfor. [167] Det koloniale element gled derimod helt i baggrunden og manifesterede sig stort set kun derved, at det britiske koloniministeriums accept var påkrævet og blev givet før en række statsindgreb. I 1925 blev der inden for det britiske koloniministerium udskilt et særligt Dominions Office, og ved den lejlighed blev det koloniale elements ringe betydning markeret ved, at Sydrhodesia herefter sorterede under Dominions Office sammen med de egentlige dominions, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og den Irske Fristat. [168]

Hvad den rhodesiske statsform angår var og er den stærkt interventionistisk. Der har for det første været tale om en omfattende række økonomiske statsinterventioner. Jeg har i de foregående afsnit vist, hvordan den rhodesiske stat gennem et stort antal interventioner har medvirket til at etablere gunstige akkumulationsbetingelser for især agrarborgerskabet, men også for de små mineselskaber. I det efterfølgende afsnit vil det fremgå, hvordan staten var den absolut ledende kraft i bestræbelserne for at få en egentlig fremstillingsindustri på benene i Rhodesia. Ved industrialiseringens start var der klart tale om statsinterventioner, der ikke var "reaktivt" organiseret, [169] idet det var staten (og ikke private enkeltkapitaler), der oprettede de første større industrivirksomheder i Rhodesia. Den føromtalte Roasting Plant til forarbejdning af primært de små miners guld var et af de første eksempler herpå. Eksemplet viser, at selvom det pågældende statsindgreb ikke var "reaktivt" organiseret på den måde, at det var en reaktion på produktionsprocessens resultater, så var det i høj grad en "reaktion" på nogle eksisterende klasseinteresser.

Som Roger Riddell fremhæver, [170] vedrørte den rhodesiske stats vigtigste vedvarende interventioner imidlertid arbejdskrafttilvejebringelsen - mere præcist: tilvejebringelsen af de "billige" halvproletariserede bønder. Netop denne klasses fortsat afgørende betydning for især det kapitalistiske landbrugs profitabilitet har nødvendiggjort bestandige og opretholdte statsindgreb. Det skyldes, at denne klasse ikke i den kapitalistiske reproduktionsproces bliver genskabt i den samme form, sådan som det er tilfældet med det "rene" borgerskab og den "rene" arbejderklasse. [171] Det kommer meget tydeligt til udtryk i Urban Influx Control Policy, hvor den rhodesiske stat ved bestandige repressive indgreb må sørge for den reproduktion af de halvproletariserede bønder som halvproletariserede bønder, som den kapitalistiske reproduktionsproces ikke alene kan klare. Ikke-økonomisk tvang er således stadigvæk af afgørende betydning for merværdi-udpresningen i Rhodesia. Dette er baggrunden for den magtmæssige repressions dominans som herredømmeform over for denne klasse.

I en videregående diskussion af det stærkt interventionistiske træk ved den rhodesiske statsform vil jeg gå en lille omvej. I Europa etableredes den kapitalistiske stat historisk set som en nationalstat af indenlandske borgerskaber, der var vokset frem i feudalismens skød. Det betød, at den kapitalistiske stat foruden funktionerne i forhold til det samfund, den var stat for (til klasserne heri osv.) også fik en vigtig funktion i varetagelsen af de nationale enkeltkapitalers forhold til andre kapitalistiske landes enkeltkapitaler og i forhold til omverdenen i almindelighed. [172] Også den rhodesiske stat varetog tidligt en række nationalstatslige funktioner. Jeg har fx omtalt eksportfremstød i udlandet, told- og handelsaftaler med andre lande osv. Men statens funktioner som nationalstat har ikke blot indebåret sådanne fredelige funktioner. Tværtimod blev de kapitalistiske stater i Europa tidligt et meget vigtigt redskab i de europæiske borgerskabers ekspansion ud over nationalstatens grænser, en ekspansion, der "er umiddelbart givet i kapitalens begreb", som Marx udtrykte det, [173] og som Lenin kaldte kapitalismens udvikling i bredden. [174] Den omfattende kolonisering og herunder Scramble for Africa i slutningen af 1800-tallet var et historisk udtryk herfor, og det bestod kort fortalt i en underlæggelse af ikke-kapitalistiske områder. [175] Denne kolonisering betød, at kapitalismen i disse områder blev påtvunget udefra af et udenlandsk borgerskab, der benyttede den hurtigt oprettede koloniale stat som et vigtigt redskab heri (sådan som det også var tilfældet ved Rhodesias kolonisering). Som Hamza Alavi påpeger, har det haft en afgørende betydning for den nuværende stats rolle og karakter:

"The essential problem about the state in post-colonial societies stems from the fact that it is not established by an ascendant native bourgeoisie but instead by a foreign imperialist bourgeoisie." [176]

Som det ses behandler Alavi den post-koloniale stat. Rhodesia kan ikke formelt set betragtes som et post-kolonialt samfund, men p.gr.a. det tidlige koloniale selvstyre har det gennemløbet en sådan udvikling, at teorielementerne om den post-koloniale stat - eller som den også kaldes: den perifere stat - kan bidrage til at sætte den omfattende statsinterventionisme i Rhodesia ind i en bredere sammenhæng. Det skal dog understreges, at disse teorier endnu er meget ufuldstændige og partielle, [177] så der bliver i det følgende primært tale om en eklektisk udvælgelse af elementer, der kan tjene som brikker til en forklaring af statsinterventionismen i Rhodesia.

Det er Alavis centrale tese, at den post-koloniale stat er "overudviklet" i forhold til det indenlandske samfundsmæssige grundlag, fordi dens basis i virkeligheden ligger i de højtudviklede kapitalistiske lande. "Overudviklingen" er en arv fra den koloniale stat, hvor den opstod ud af det indtrængende borgerskabs nødvendighed af at udøve dominans over alle de "indfødte" klasser. [178] På baggrund af sin egen analyse af Pakistan konkretiserer John Martinussen Alavis "overudviklings"-tese og fremhæver her bl.a. en ekstrem form for desorganisering af de undertrykte klasser som et karakteristisk træk ved den "overudviklede" stat. [179] Forstået som en næsten eksklusiv anvendelse af den magtmæssigt repressive herredømmeform over for de undertrykte klasser, har dette været til stede i Rhodesia, som påpeget dog kun over for de undertrykte afrikanske klasser. I forlængelse heraf nævner Martinussen et andet karakteristisk træk ved den "overudviklede" stat, som også har kendetegnet den rhodesiske stat. Det drejer sig om statens store rolle i forbindelse med organiseringen af magtblokkens fraktioner.

Udover den koloniale arv anfører Alavi som en anden årsag til den post-koloniale stats "overudvikling" de generelt meget omfattende økonomiske statsinterventioner, der har taget sigte på at fremme den økonomiske udvikling. [180] Dette aspekt er blevet mere grundigt behandlet af Heinz Rudolf Sonntag på baggrund af Latinamerika. [181] Den kapital akkumulation, som blev igangsat efter koloniseringen, var tæt forbundet med kolonimoderlandets, den var udadrettet. Efter den politiske uafhængighed påbegyndtes en ny kapitalakkumulation inden for den nye nationalstats rammer sideløbende med den udadrettede, således at eksistensen af en tosporet kapitalakkumulation blev et særligt kendetegn for de perifere samfund. Denne tosporede kapitalakkumulation er startet meget tidligt i Rhodesia, idet den interne eller indadrettede kapital-akkumulation kan betragtes som det økonomiske grundlag for det nationale borgerskab, mens den udadrettede kan betragtes som det økonomiske grundlag for det internationale borgerskab. [182] At den rhodesiske stat i den forbindelse har grebet aktivt ind for at "fremme økonomisk udvikling", sådan som Alavi nævner det, er fremhævet flere gange i det foregående og vil endvidere blive behandlet i afsnit 4.4. Sonntag argumentere videre, at den udadrettede kapital-akkumulation er dominerende og kan bestemme formen for den indadrettede. Denne fremmedbestemmelse af økonomien reducerer en perifere økonomis determination af politikken og ideologien og tilskriver det politiske niveau en relativt dominerende position. På denne baggrund bestemmer Sonntag den perifere stat som en i særlig høj grad relativ autonom stat. >[183] Denne påpegning af den post-koloniale/perifere stats særlige grad af relativ autonomi og dens relativt dominerende position i det post-koloniale / perifere samfund findes osse hos Alavi og efter ham Saul. [184]

Med denne korte ekskurs over teorier om den post-koloniale / perifere stat har jeg på den ene side påpeget, at den rhodesiske stats stærke interventionisme kan betragtes som et væsentligt perifert element i den rhodesiske statsform. Dermed har jeg samtidig på et højere abstraktionsniveau end den foregående helt konkrete Påvisning af den rhodesiske stats centrale position bidraget til en forklaring på, hvorfor den politiske magt, besiddelsen af statsmagten, spiller og har spillet en særlig vigtig rolle i Rhodesia.

I en analyse af klassestrukturen og den økonomiske udvikling i Afrika skriver Ann Seidman:

"The creation of the state apparatus in the African context has historically been the essential instrument by which a class or allied classes have established and maintained their control over the productive process in order to enhance their power and privilege." [185]

Dermed er yderligere den "dialektiske" natur i besiddelsen af statsmagten/den hegemoniske position trukket frem: Først er den politiske magt - i den bevidst dobbelttydige betydning som en klasses kapacitet til at virkeliggøre sine objektive interesser via staten og statsmagten forstået som den politiske magt - af afgørende betydning for etableringen af en klasse (in casu det nationale borgerskab i Rhodesia). Siden bliver samme klasses fortsatte eksistens i høj grad afhængig af den politiske magt. Osse i Rhodesia dominerer. den udadrettede kapital-akkumulation den indadrettede, det internationale borgerskab er økonomisk dominerende. På den anden side har det nationale borgerskab befæstet sin position ved hjælp af sin / den politiske magt: herigennem sikres alliancen med arbejderaristokratiet og herigennem sikres akkumulationsbetingelserne, frem for alt den rigelige frugtbare jord og den "billige" arbejdskraft.

Jeg skulle hermed på flere niveauer have forklaret den store betydning af det nationale borgerskabs politiske magt, sådan som det i teseform blev tematiseret i indledningen.

4.4 Industrialiseringen

Som jeg omtalte det i indledningen til afsnit 4 havde agrarborgerskabet en objektiv interesse i, at der blev gennemført en industrialisering i Rhodesia, fordi det ville udvide markedet for dets fødevarer. Samtidig skrev jeg, at det internationale borgerskab ikke var interesseret i en nødvendig ekspansionistisk, hvis det betød øgede skattebyrder. Da der i 1920'erne og i 1930'erne var snævre økonomiske grænser for den rhodesiske stats handlemuligheder, blev det nationale borgerskabs hegemoniske position ikke udmøntet i en statslig initieret industrialisering. I periodens slutning blev der dog lagt et par sten: Vejnettet blev udbygget og forbedret op gennem 1930'erne, og i 1936 blev Electricity Supply Commission oprettet med det formål at centralisere, rationalisere og forbedre kraftforsyningen - med andre. ord nogle forbedringer af de almene produktionsbetingelser, som det sandsynligvis har været muligt at gennemføre netop qua det almene. Den tidligere omtalte Roasting Plant, der blev oprettet i 1937 til forarbejdning af især de små nationale mineselskabers fuld, var - bortset fra mejerier, slagterier [186] den første egentlige industrivirksomhed i Rhodesia, men ved 2. verdenskrigs udbrud var der, som Arrighi bemærker, ingen egentlig industrisektor i landet:

"In the 1930s, after nearly two decades of self-government, the country still had a typically colonial economy with no industrial sector apart from the railway shop and small firms engaged in wholly subsidiary activities." [187]

Det er osse Arrighi, der har lev ret den klart bedste analyse af baggrunden for og årsagen til industrialiseringens start i Rhodesia. Industrialiseringen blev igangsat af en række eksterne stimuli, hvoraf 2. verdenskrig udgjorde den første. Ved krigens udbrud blev Rhodesia afskåret fra leverancerne af en række varer, der hidtil var blevet importeret. Det skabte basis for en lokal industri, der fremstillede de manglende varer, d.v.s. en såkaldt importsubstitution. Samtidig steg efterspørgslen i de krigsførende lande efter nogle af Rhodesias råvarer. Det drejede sig især om krom, asbest og en række landbrugsprodukter. Endelig skal anlæggelsen af en træningsbase for det britiske luftvåben have betydet en kraftig stigning af den indenlandske efterspørgsel. [188] Disse faktorer skabte i sig selv kun muligheden for en industrialisering. Det var eksistensen af et hegemonisk nationalt borgerskab, der i Rhodesia omsatte denne mulighed til virkelighed (til forskel fra de fleste andre kolonier, hvor det internationale borgerskab var hegemonisk). Dette bliver fremhævet hos Arrighi (når man ser bort fra hans ækvivalering af det nationale borgerskab og arbejderaristokratiet):

"This explosion in demand could have led merely to inflation as it did in many other underdeveloped countries. Instead it was under these circumstances that the national character of the white bourgeoisie and white workers who controlled the government became important. Contrary to what happened in the economies of the "enclave" type, controlled by international capitalism with no interest in the development of the country, the government in Southern Rhodesia could intervene both through direct anti-inflationary controls and by setting up actual iron and steel production and cotton spinning plants, which made the growth of secondary industry possible." [189]

Som antydet af Arrighi blev industrialiseringen hjulpet i gang ved, at den rhodesiske stat under 2. verdens- krig oprettede to virksomheder, et jern- og stålværk (RISCO) mellem Que Que og Gwelo samt et bomuldsspinderi (Cotton Spinning Board) i Gatooma, der begge grundede sig på lokale råvarer og hver for sig satte yderligere industri i gang, specielt i tiden efter krigens afslutning, [190] Arrighi nævner ikke, hvordan staten fik råd til at oprette disse virksomheder, men Leys og W.J. Barber skriver, at de i en vis udstrækning blev finansieret ved låntagning: ca. halvdelen fra Storbritannien og resten ved hjælp af statsobligationer, hvor skønsmæssigt en femtedel blev opkøbt af udenlandske selskaber og investorer. [191] Hertil kommer, at det af en tabel hos Leys fremgår, at de statslige indtægter fra at udgøre 3,5 mill. pund i 1938/39 steg til 10,4 mill. pund i 1943/44. [192] Dette kunne tyde på, at staten via skatter og afgiftspålæggelser har tilegnet sig en del af de øgede indtægter, der fremkom som følge af den store efterspørgsel efter en række af Rhodesias råvarer. Hvorom alting er, fremgår det, at international kapital fra starten spillede en afgørende rolle i Rhodesias industrialisering. Det blev endnu tydeligere efter krigen, da det næsten udelukkende var international kapital, der etablerede sig i industrisektoren. [193] Det var således det nationale borgerskab, der skabte betingelserne for industrialiseringen og tog initiativ til den, men overvejende det internationale borgerskab, der finansierede den. [194]

Efter 2. verdenskrig kom der yderligere to stimuli for industrialiseringen. For det første var der fortsat en høj efterspørgsel efter krom og asbest. Det blev især afsat til Storbritannien, fordi Storbritannien derved sparede dollars. Den samme dollar-besparende effekt gjorde sig gældende for tobaks vedkommende og førte til, at den rhodesiske tobaksproduktion tredobledes fra 1945 til 1958. Den øgede tobaksdyrkning var hovedfaktoren bag den store hvide indvandring i efterkrigsårene, [195] der sammen med det hurtigt voksende antal afrikanske lønarbejdere [196] udvidede hjemmemarkedet for mange industriprodukter. Den anden efterkrigsstimulus fulgte efter Nationalistpartiets magtovertagelse i Sydafrika i 1948. Nationalistpartiet, der organiserede det nationale sydafrikanske borgerskabs magtudøvelse, havde bl.a. nationaliseringer på programmet, og frygten for en sådan "ekstremistisk" politik i Sydafrika medførte en kraftig stigning i kapitalimporten fra Sydafrika og Storbritannien. Rhodesia blev valgt p.g.a dets veludviklede produktionsbetingelser, voksende industri og europæisk indvandring. Fra 1947 og til 1951 steg værdien af de udenlandske investeringer i Rhodesia fra 15,5 mill. pund til 50,7 mill. pund, altså næsten en firedobling på 4 år. [197]

Den nye industrisektors produkter blev overvejende hjemmemarkedsorienteret, idet dog lidt over en fjerdedel eksporteres, næsten udelukkende til omkringliggende lande: Nordrhodesia, Nyasaland og Sydafrika. [198] Desuden er der i de fleste tilfælde tale om en forarbejdning af rhodesiske råvarer, overvejende fra det kapitalistiske landbrug. [199] Mens industrialiseringen på den ene side markerer et begyndende brud med den rene koloniale økonomi (og på et relativt tidligt tidspunkt), er det dog på den anden side vigtigt at tilføje, at der langt fra er udviklet en "selvcentreret" økonomi i Rhodesia. [200] I 1964 udgjorde maskiner og andre produktionsmidler ("machinery and transport equipment" i Kays tabel 26) 28,4% af Rhodesias samlede import, og på dette yderst vigtige område for kapitalistisk produktion er Rhodesia nærmest 100% afhængig af udlandet. [201]

Tabel 4 kan benyttes til at illustrere industrisektorens vækst sammenlignet med væksten i det kapitalistiske landbrug og i minesektoren, selvom man skal være varsom med anvendelsen af tallene. For det første kan man ikke sammenligne på tværs af søjlerne, da værdien af industriens produkter indbefatter værdien af landbrugets og minernes produkter i den udstrækning de indgår som råvarer i industriens produktion. For det andet vil en ændret sammensætning af produktionen inden for den enkelte sektor påvirke tallene, men på hvilken måde det sker kan kun afgøres efter en nærmere analyse. Endelig spiller udefrakommende råvarer en forskellig og forskelligt varierende rolle inden for hver sektor. Men med disse de vigtigste forbehold in mente skulle tabellen alligevel kunne illustrere den store vækst, der var i industrisektoren i årene efter den 2. verdenskrig. [202]

Tabel 4: Gross value of output in European agriculture, mining and manufacturing at market prices in mill. pounds. 1938-57.

Kilde: L.Tow, The Manufacturing Economy of Southern Rhodesia, s.4, citeres fra Loney, op.cit., s 69

Noter

[1] Mlambo, op.cit., side 7 f; Gann, op.cit., side 248-250; Leys, European Politics, side 38-40; Loney, op.cit., side 49 f samt Kay, op.cit., side 35.

[2] Mlambo, op.cit., side 39 f.

[3] Efter en opregning af guvernørens opgaver konkluderer Gann: "Imperial trusteeship, in other words, backed the interests of British investors, especially the Chartered railways and mineral rights." Med det sidste henvises til, at BSAC ejede jernbanerne (indtil 1947) og mineralrettighederne (indtil 1933). Gann, op.cit., side 249.

[4] Jvf, tidligere afsnit 1.2.2.

[5] Se afsnit 4.1.2.

[6] Jvf. afsnit 3.2.2.

[7] Arrighi, Political Economy, side 339 f.

[8] Se ibid., side 340 f.

[9] Det internationale borgerskabs betydning i minesektoren steg for øvrigt med den kraftige udvidelse af udvindingen af asbest og krom umiddelbart efter 1. verdenskrig (van Onselen, op.cit., side 30 f)

[10] Jvf. ibid., side 30 og Kay, op.cit., side 45.

[11] Leys, European Politics, side 15.

[12] W.J. Barber, op.cit., side 14 samt Gann, op.cit., side 248.

[13] Arrighi, Political Economy, side 344. Det har ikke væsentlig betydning for den her omhandlede problematik, at jeg mener, Arrighi overvurderer de hvide arbejderes magt. Jeg kommer nærmere ind på de hvide arbejdere, herunder min kritik af Arrighi, i afsnit 4.2.

[14] Jvf. Poulantzas: " .. politisk scen ... detta område omfatter ... kampen mellan de sociala krafterna när de är organiserade i politiska partier." Poulantzas, Politisk makt, side 274.

[15] M.h.t. statens klassebasis vil jeg i dette korte te rids tage forskud på konklusionerne af den efterfølgende analyse i afsnit 4.1., 4.2. og 4.3.

[16] Gann, op.cit., side 252 f samt Leys, European Politics, side 134 f og 179.

[17] Loney, op.cit., side 80.

[18] Shamva-strejken er analyseret i T.O. Ranger, The African Voice in Southern Rhodesia (1898-1930), Heinemann Educational, London 1970, side 143-148 samt i van Onselen, op.cit., side 224. ICU i Ranger, op.cit., side 148-169 og 181-186 samt van Onselen, op.cit., side 209-218.

[19] Gann, op.cit., side 292 f.

[20] ibid., side 295.

[21] Citeret fra Leys, European Politics, side 31. Se endvidere ibid., side 136 f, 163 og 270 f samt Gann, op.cit., side 297.

[22] Leys, European Politics, side 137 ff og Gann, op.cit., side 307 ff.

[23] Når jeg her i afsnittet om det nationale borgerskab som hegemonisk fraktion frem­hæver sikringen af agrarborgerskabets akkumulationsbetingelser, skyldes det, at de små mineselskaber, der før 2.verdenskrig udgjorde det nationale borgerskab sammen med agrarborger skabet, nærmest blev elimineret efter den 2. verdenskrig, således at det nationale borgerskab herefter alene bestod af (dele af) agrarborgerskabet. Fremhævelsen af agrarborgerskabet sker på baggrund af specialets problemstilling, der er centreret omkring UDI og de klasse- og magtforhold, der lå bag UDI.

[24] Leys, European Politics, side 98 ff; Gann, op.cit., side 236 samt Clarke, Agricultural and Plantation Workers, side 150 f

[25] Gann, op.cit., side 254 f og 283 ff; Arrighi, Political Economy, side 345; W.J. Barber, op.cit., side 24, 27 f, 129 ff og 151 samt Kay, op.cit., side 107 f.

[26] Gann, op.cit., side 255, 286 og 290.

[27] ibid., side 267 ff og 274-281.

[28] Riddell, The Land Problem, side 1.

[29] Se min fremstilling heraf i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 227 f

[30] Riddell, The Land Problem, side 12 f. For det kapitalistiske kontra det afrikanske landbrugs nuværende situation, se min fremstilling i Zimbabwe: klassekamp – be­frielseskamp, side 69-72 og 93-99.

[31] V. Vincent & R.G. Thomas, An Agricultural Survey of Southern Rhodesia: Part I. Agro-ecological survey, Government Printer, Salisbury 1960 - refereret i Kay, op.cit., side 20 ff og i Riddell, The Land Problem, side 25 ff. Riddell inddrager også en ajourføring af Vincent & Thomas' arbejde, som den rhodesiske stat offentliggjorde i 1976.

[32] Se foruden Kay, op.cit. og Riddell, The Land Problem min egen sammenfatning med kort og figurer i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 25-28.

[33] Riddell, The Land Problem, side 13.

[34] Se fx Mlambo, op.cit., side 5; Gann, op.cit., side 257 samt Leys, European Politics, side 161. Se også Riddell, The Land Problem, side 3.

[35] Riddell, The Land Problem, side 7.

[36] Landbrugsarbejdet foregår den dag i dag med meget primitive redskaber. Hakker er det mest udbredte, og det betyder hårdt, fysisk arbejde og lav produktivitet. I en analyse af et udvalgt og formodet typisk afrikansk landområde i Karanga i det centrale Rhodesia fandt Weinrich, at kun halvdelen af de afrikanske bønder rådede over en plov, for det meste endda af den mest primitive, oksedrevne slags. Kun 11% af bønderne havde et dyrkningsredskab derudover og kun 14% rådede over et køretøj som fx en tohjulet vogn, der kunne spændes bag et trækdyr, til transportformål. EN-US'>A.K.H. Weinrich, African Farmers in Rhodesia, Oxford University Press, London 1975, side 81.

[37] Denne kort skitserede proces, der selvfølgelige er forløbet meget forskelligt i forskellige områder, er indgående analyseret i Arrighi, Labor Supplies, side 201 ff og Riddell, The Land Problem, passim samt mere deskriptivt i Kay, op.cit., side 79-84.

[38] Riddell, The Land Problem, side 9 f, 21 og 39-45.

[39] ibid., side 6 (Riddells fremhævelse).

[40] Disse forhold vil jeg viderebehandle i afsnit 4.1.2. og 4.1.3. og de klassemæssige konsekvenser heraf i afsnit 4.3.

[41] Kay, op.cit., side 47-55 samt Riddell, The Land Problem, passim.

[42] Købsområderne udgør sammen med det, der før 1961 hed Native Reserves og derefter Tribal Trust Land, til sammen de afrikanske områder. I modsætning til købsområderne findes der ikke privat ejendomsret til jorden i stammeområderne/reservaterne. Her fordeles jorden - i princippet gratis, som Riddell bemærker (The Land Problem, side 51) - af de lokale myndigheder (primært de regeringsudnævnte og -betalte høvdinge).

[43] Kay, op.cit., side 93-96; Riddell, The Land Problem, side 8 og 51-53; Weinrich, African Farmers, side 141 ff samt Arrighi, Political Economy, side 347.

[44] Africa South of the Sahara 1977/78, European Publications, London 1977, side 706 samt Riddell, The Land Problem, side 8.

[45] Riddell, The Land Problem, side 8 (Riddells fremhævelse).

[46] Leys, European Politics, side 27 f.

[47] Gann, op.cit., side 284 ff.

[48] Hvorfor jeg også i denne sammenhæng vil inddrage den aktuelle side af problemstillingen i denne fremstilling.

[49] ibid.., side 297 ff; Leys, op.cit., side 33 f og 67-71; W.J. Barber, op.cit., side 25 f samt Kay, op.cit., side 96.

[50] Riddell, The Land Problem, side 18 og Zimbabwe News, Vol. 9 No. 3, March-April 1977, side 23.

[51] Report of the Committee of Enquiry into the Agricultural Industry of Southern Rhodesia, C.S.R. 16, 1934, side 1 - citeret fra W.J. Barber, op.cit., side 25.

[52] Leys, European Politics, side 33 samt Gann, op.cit., side 286 og 299.

[53] Weinrich, African Farmers, side 99-103.

[54] Riddell, The Land Problem, side 13 og 54.

[55] Citeret fra Loney, op.cit., side 64 (min understregning).

[56] Se afsnit 3.2.3.

[57] Dette er indgarende analyseret i Peter S. Harris, Black Industrial Workers in Rhodesia: The General Problems of Low Pay, Mambo Press, Gwelo 1974.

[58] Tilvejebringelsen af billig sort arbejdskraft var således ikke blot i agrarborgerskabets interesse, men også i mineborgerskabets.

[59] ibid., side 9 f og 12. Harris' ligestilling af mine- og landbrugssektoren m.h.t. afhængigheden af billig arbejdskraft er problematisk. Se Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 68 f m.h.t. minesektorens arbejdskraftbehov efter den 2. verdenskrig.

[60] Riddell, The Land Problem, side 2.

[61] Se vedr. det rhodesiske industriborgerskabs interesser i især 1940'erne og 1950'erne i afsnit 5.

[62] Jvf. min påpegning ovenfor i afsnit 1.3. af, at en produktivkraftstigning og/eller arbejdsintensivering giver mulighed for på samme tid at øge udbytningsgraden og lønnen.

[63] Christensen & Aaby, op.cit., side 271.

[64] Harris, op.cit., side 15 samt Colin Stoneman, Skilled Labour and Future Needs, From Rhodesia to Zimbabwe No. 4, CIIR, London 1978, side 9-12.

[65] D.G. Clarke, The Political Economy of Discrimination and Underdevelopment in Rhodesia with Special Reference to African Workers, 1940-1973, upubliceret disputats, 1975, side 250 - citeret fra Riddell, The Land Problem, side 15.

[66] Africa South of the Sahara 1977/78, side 703 f. Se Zimbabwe: klassekamp – be­frielseskamp, side 33 samt afsnit 5.6.1.

[67] Loven og dens virkninger er indgående behandlet i D.G. Clarke, Domestic Workers in Rhodesia: The Economics of Masters and Servants, Mambo Press, Gwelo 1974, især side 50-59 samt Clarke, Agricultural and Plantation Workers, især side 168-177.

[68] International Commission of Jurists, Racial Discrimination and Repression in Southern Rhodesia, CIIR & ICJ, London & Geneva 1976, side 29.

[69] Clarke, Agricultural and Plantation Workers, side 51 f.

[70] Mlambo, op.cit., side 34 f samt Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 112 f.

[71] Citeret fra The Catholic Commission for Justice and Peace, Rhodesia: The Propaganda War, CIIR, London 1977, side 38. Se endvidere Reginald Austin, Racism and Apartheid in Southern Africa: Rhodesia, Unesco Press, Paris 1975, side 76-80; Mlambo, op.cit., side 118, 131-135 og 207-213 samt International Commission of Jurists, op.cit., side 34 ff.

[72] Se min gennemgang af det nuværende repressionsapparat i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 58-62 og 131-148. Se endvidere Gann, op.cit., side 316 ff; Gray, op.cit., side 332 f samt Leys, European Politics, side 62 ff.

[73] Jvf. indledningens afsnit 1.

[74] I.R. Phimister, White Miners in Historical Perspective: Southern Rhodesia, 1890-1953, Journal of Southern African Studies, Vol. 3 No. 2, April 1977, side 187-196; Loney, op.cit., side 78 f; Gann, op.cit., side 225 f, 239 f og 299 f samt van Onselen, op.cit., side 32.

[75] Leys, European Politics, side 131 f og 178 f.

[76] Se Callinicos & Rogers, op.cit., side 30 f samt især F.A. Johnstone, op.cit., side 125-136.

[77] Gann, op.cit., side 239 ff.

[78] Jvf. begrebet støtteklasse hos Poulantzas, Politisk makt, side 271 f. Selvom begrebet hos Poulantzas primært henviser til småborgerskabets støtte til borgerskabet p.gr.a. dets frygt for arbejderklassen, mener jeg godt, at begrebet kan anvendes på de hvide arbejdere i Rhodesia, fordi deres støtte i høj grad var dikteret af deres frygt for de sorte arbejdere (dette var dog ikke så fremtrædende ved afgørelsen om BSACs afløser). Se i øvrigt afsnit 4.2.2.

[79] Gann, op.cit., side 252 f og 264 samt Leys, European Politics, side 134 f og 179 f.

[80] Phimister, White Miners, side 196.

[81] Gann, op.cit., side 265.

[82] Citeret fra Kay, op.cit., side 58. Se endvidere Arrighi, Political Economy, side 348.

[83] Phimister, White Miners, side 192 og Leys, European Politics, side 114 f.

[84] Citeret fra Kay, op.cit., side 33.

[85] Rhodesia Railway Review, Nov 1925 - citeret fra Phimister, White Miners, side 200. En tilsvarende anti-kapitalistisk retorik oplevede man i Sydafrika under de hvide minearbejderes opstand i 1922, hvor det sydafrikanske kommunistparti var med bag følgende parole: "Workers of the World, Fight and Unite for a White South Africa." Citeret fra Callinicos & Rogers, op.cit., side 30.

[86] Gray, op.cit., side 100.

[87] Phimister, White Miners, side 198 f.

[88] Leys, European Politics, side 178 og 180. Vedr. det britiske Labour, se Nils Andrén, Forfatning og politisk struktur i andre lande, Borgen, København 1967 (1965), side 55 f og 67 f.

[89] Leys, European Politics, side 186.

[90] ibid., side 178-189.

[91] ibid., side 115.

[92] Chamber of Mines organiserede de store internationale mineselskaber, mens Rhodesia Mining Federation var de små guldmineselskabers interesseorganisation. Se Leys, European Politics, side 103-105 samt D.G. Clarke, African Mine Labourers and Conditions of Labour in the Mining IndustEN-US'>ry in Rhodesia 1940-1974, The Rhodesian Journal of Economics, Vol. 10 No. 2, 1976, side 182.

[93] Leys, European Politics, side 115, 180 og 182; Gann, op.cit., side 301 f; Gray, op.cit., side 102 samt Phimister, White Miners, side 200.

[94] Lovens forbillede var en tilsvarende 10 år ældre sydafrikansk lov. Se John Sprack, Rhodesia: South Africa's Sixth Province, International Defence and Aid Fund, London 1974, side 19.

[95] ibid.; Gray, op.cit., side 102 f; Loney, op.cit., side 65; Leys, European Politics, side 30 f samt Gann, op.cit., side 302 f.

[96] Gann, op.cit., side 302 samt Leys, European Politics, side 30, 34 og 62.

[97] Poulantzas, Politisk makt, side 268-273.

[98] Phimister, White Miners, side 200. Vedr. begrebet "exploitation colour bar", se Johnstone, op.cit., side 46-49.

[99] Poulantzas, Politisk makt, side 268.

[100] Phimister, White Miners, side 206.

[101] Clarke, African Mine Labourers, side 213. Det er dog ikke uproblematisk at inkludere alle MOSSAs medlemmer i arbejderklassen, sådan som Clarke halvvejs gør det, men det ligger uden for specialets emne at forfølge dette problem.

[102] Harries, op.cit., side 66 f.

[103] Leys, European Politics, side 114.

[104] ibid., side 114-116.

[105] Jvf. indledningen.

[106] Overvurderingen hos Arrighi fremkommer bl.a. v.hj.a. en til tider direkte fejlagtig argumentation: Han hævder, at de hvide arbejderes magt allerede før 2. verdenskrig bunder i, at de kom til Rhodesia som følge af en allerede foregået kapitalistisk udvikling, således at de måtte tiltrækkes v.hj.a. tilbud om høje lønninger, og at de medbragte erfaringer med faglig organisering, som fra starten stillede dem i en stærk organiseret position over for arbejdsgiverne (se Arrighi, Political Economy, side 338 og 341 f). Det kan vist kun siges at være korrekt, hvis man betragter et "udvalgt" tidsrum og helst også kun nogle "udvalgte" brancher.

[107] Leys, European Politics, side 182 f.

[108] Det er også Phimisters konklusion m.h.t. de hvide minearbejdere i White Miners, side 206 og Clarkes i African Mine Labourers, side 177-218.

[109] Lenin, Imperialismen, side 56 (Lenins fremhævelse). Se desuden ibid., side 171 ff.

[110] Se fx Poulantzas, Politisk makt, side 85 f; Poulantzas, Om samhällsklasser, side 37; Poulantzas, Classes in .., side 15 samt Poulantzas, The Capitalist State, side 82. Alle gange sker det med henvisning til Lenins eksempel.

[111] Poulantzas, Politisk makt, side 85 (Poulantzas' fremhævelse). Jeg har i denne forbindelse noteret mig, at Poulantzas andetsteds (Classes in .., side 23 f) pludselig og uden nærmere argumentation omtaler arbejderaristokratiet som en fraktion af arbejderklassen. Det sker dog umiddelbart efter, at han - i modsætning til begrebsbestemmelsen i Politisk makt - har skrevet, at både fraktioner, lag og sociale kategorier kan blive "relativt autonome sociale kræfter".

[112] Se D.G. Clarke, Labour Conditions and Discrimination in Southern Rhodesia (Zimbabwe), ILO, Geneva 1978, side 88 ff.

[113] Jvf. Poulantzas' definition af fraktioner i Om samhällsklasser, side 38.

[114] Jvf. min påpegning ovenfor i afsnit 1.3. af en produktivkraftstignings og/eller arbejdsintensiverings evt. "modificerende" betydning for udbytningsgraden til trods for en lønforhøjelse.

[115] Giovanni Arrighi & John S. Saul, Socialism and Economic Development in Tropical Africa, (1968), Arrighi & Saul, op.cit., side 19 ff; Arrighi & Saul, Nationalism and Revolution, side 69, 80 ff og 98 samt Giovanni Arrighi, International Corporations, Labor Aristocraties and Economic Development in Tropical Africa, (1967/ 1970), Arrighi & Saul, op.cit., side 141 f og 151. Se også den sammenfattende definition af Arrighi & Sauls "arbejderaristokrati"-begreb i Review of African Political Economy No. 1, Aug-Nov 1974, side 90.

[116] Rolf Gustavsson, Introduktion, Rolf Gustavsson (red.), Kapitalismens utveckling i Afrika, Bo Cavefors Bokförlag, Stockholm 1971, Volym 1, side 32-35.

[117] Richard Jeffries, The Labour Aristocracy? Ghana Case Study, Review of African Political Economy No. 3, May-Oct 1975, side 59-70.

[118] Adrian Peace, The Lagos Proletariat: Labour Aristocrats or Populist Militants? Richard Sandbrook & Robin Cohen (eds.), The Development of an African Working Class, Longman, London 1975, side 281-302.

[119] John S. Saul, The 'Labour Aristocracy' Thesis Reconsidered, Sandbrook & Cohen (eds.), op.cit., side 303-310.

[120] Se John S. Saul, The State in Post-Colonial Societies: Tanzania, Ralph Milliband & John Saville (eds.), The Socialist Register 1974, London 1974, side 363 f og 372.

[121] Alpheus Manghezi, Class Elite and Community in African Development, Scandinavian Institute of African Studies, Uppsala 1976, side 72-82 og 88. Se også Issa Shivji, Reasants and Class Alliances, Review of African Political Economy No. 3, May-Oct. 1975, især side 14-17.

[122] Se Gann, op.cit., side 254, 267 og 324 f.

[123] Se Loney, op.cit., side 79-81.

[124] W.J. Barber, op.cit., side 28 og 118 f; Leys, European Politics, side 33 og 103 ff; Clarke, African Mine Labourers, side 178 ff samt Kay, op.cit., side 132.

[125] Gray, op.cit., side 13.

[126] Leys, European Politics, side 98.

[127] Se afsnit 6.

[128] Arrighi, Political Economy, side 338 f.

[129] Leys, European Politics, side 34 samt Gray, op.cit., side 154.

[130] Gray, op.cit., side 204.

[131] Weinrich diskuterer nogle af disse forskelle med udgangspunkt i bøndernes støtte til og inddragelse i den nuværende befrielseskamp. Hun konstaterer, at de produktionsmæssige forskelle ikke har givet sig udtryk i en forskellig opbakning bag befrielseskampen. Se A.K.H. Weinrich, Strategic Resettlement in Rhodesia, Journal of Southern African Studies, Vol. 3 No. 2, April 1977, side 207-229. Se også Riddell, The Land Problem, side 18 f og 48 ff.

[132] ibid., side 3.

[133] Harris, op.cit., side 9.

[134] W.J. Barber, op.cit., side 217.

[135] Harris, op.cit., side 9. Et tilsvarende skøn fra 1978 hæver lønarbejdsafhængigheden til ca. 70% af alle sorte husholdninger. Zimbabwe Information Group Bulletin, No. 9-10, Dec 1978-Jan 1979, side 13.

[136] Denne term benyttes også af Arrighi & Saul. EN-US'>Se Arrighi & Saul, Socialism and Economic Development, side 18 samt Arrighi, International Corporations, side 118, 120-125 og 151. Det er lidt uforståeligt for mig, hvordan Bo Jensen på grundlag af Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, hvor jeg også benyttede termen halvproletariserede bønder om denne klasse, kan få det til, at jeg kalder klassen for et "halvproletariat". Denne term har jeg aldrig benyttet, fordi jeg med halvproletariserede bønder netop vil fremhæve deres dobbelte strukturelle klassebestemmelse, for nu at anvende den terminologi, som Bo Jensen benytter sig af. Se Bo Jensen, Ujamaa - socialisme?: den tanzanianske stats interventioner i landsektoren 1967-73, specialeopgave, Institut for Statskundskab, Århus 1979, side 112.

[137] Harris, op.cit., side 15 samt Stoneman, Skilled Labour, side 9-12.

[138] T.E. Mswaka, African Unemployment and the Rural Areas of Rhodesia, Rural Africana No. 24, East Lensing, Michigan 1974, side 63 f. Se endvidere D.G. Clarke, Unemployment and Economic Structure in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1977, især side 17 ff samt D.G. Clarke, The Unemployment Crisis, From Rhodesia to Zimbabwe, No. 3, CIIR, London 1978, især side 14 ff.

[139] Centre of African Studies, University of Eduardo Mondlane, Zimbabwe: Notes and Reflections on the Rhodesian Question, Maputo 1977 (1976), side 30.

[140] Se Rob Davies, The Informal Sector: A Solution to Unemployment?, From Rhodesia to Zimbabwe No. 5, CIIR, London 1978.

[141] Jvf. Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, MEUS I, side 287 f

[142] Clarke, African Mine Labourers, side 193 samt Roger Riddell, Alternatives to Poverty, From Rhodesia to Zimbabwe No. 1, CIIR, London 1977, side 11.

[143] Facts and Reports, Val. 8 No. 10, 19 May 1978, side 20. Se også Riddell, The Land Problem, side 20.

[144] Jeg finder det på linje med fx D.G. Clarke og Roger Riddell vanskeligt at komme med en mere procis bestemmelse end denne rent negative.

[145] Se afsnit 4.1.2.

[146] Se især Clarke, Contract Workers, speoielt side 58 ff og 90 ff samt Arrighi, Labor Supplies, side 222 f. Det er netop for at ramme det politisk hegemoniske agrarborgerskab på et økonomisk meget ømt punkt, at det har indgået som et vigtigt led i befrielsesbevægelsen ZANUs strategi for befrielseskampen at skræmme de udenlandske afrikanske arbejdere ud af Rhodesia. Se Kees Maxey, The Fight for Zimbabwe, Rex Callings, London 1975, side 146; Kees Maxey, An Outline of the Armed Struggle in ZimEN-US'>babwe, Review of African Political Economy No. 9, May-Aug 1978, side 66 f samt A.R. Wilkinson, From Rhodesia to Zimbabwe, Davidson, Slovo & Wilkinson, Southern Africa: The New Politics of Revolution, Penguin, Harmondsworth 1976, side 266.

[147] Se Gray, op.cit., side 251-257.

[148] Clarke, Contract Workers, side 98-102; T.E. Mswaka, op.cit., side 62 samt International Commission of Jurists, op.cit., side 16 f.

[149] Clarke, Contract Workers, side 98.

[150] Citeret fra D.G. Clarke, The Economics of African Old Age Subsistence in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1977, side 11 og 7.

[151] Marx, Kapitalen 1, side 902 ff.

[152] Martin Legassick & Harold Wolpe, The Bantustans and Capital Accumulation in South Africa, Review of African Political Economy No. 7, Sept-Dec 1976, side 87-107. Legassick & Wolpes artikel er primært formet som en kritik af teorier om marginaliserede masser, der især har været fremme i Latinamerika.

[153] Se afsnit 4.1.1.

[154] Se afsnit 5.

[155] Jvf. afsnit 1.2.1.

[156] Jeg ved som tidligere nævnt ikke tilstrækkeligt om det hvide småborgerskab til at kunne udsige noget om det.

[157] Hirsch, Til analysen .., side 36. Mindre præcist har jeg set det samme udtrykt som det borgerlige herredømmes sammenfletning af undertrykkelse og konsensus (referat af Vittorio Foa fra det italienske Democrazia Proletaria i Socialistisk Dagblad den 13. febr. 1979).

[158] Se afsnit 4.1.3.

[159] Loney, op.cit., side 81.

[160] Kay, op.cit., side 31. Se også Leys, European Politics, side 241 ff.

[161] Claus Toksvig, Slutspil i Afrika, Chr. Erichsens Forlag, København 1961.

[162] John Parker, Rhodesia: Little White Island, London 1972.

[163] Denne alliancefunktion har den mangeårige premierminister, Godfrey Huggins, beskrevet i en tale i marts 1938: "The Europeans in this country can be likened to an island of white in a sea of black, with the artisan and the tradesman forming the shores and the professional classes the highlands in the centre. Is the native to be allowed to erode away the shores and gradually attack the highlands?" (citeret fra Gray, op.cit., side 152). Citatet antyder - som også Arrighi gør det - at alliancen foruden arbejderaristokratiet (the artisan) også omfattede det hvide småborgerskab (the tradesman).

[164] Interview foretaget af Birkum Tøjbutik ultimo sept. 1978 med Ignatius Chigwendere, medlem af ZANUs centralkomite.

[165] Sådan som Steen Christensen hævder, at "marxistiske analyser" af det tilsvarende fænomen i Sydafrika gør det, hvorefter han overlegent nedgør opfattelsen med henvisning til, at den ikke er i overensstemmelse med den historiske virkelighed. Se Steen Christensen, Kapitalisme og racisme i Sydafrika, kronik i Information den 2. maj 1978.

[166] Se Neususs, op.cit., side 163.

[167] Se Leys, European Politics, side 131 ff samt Mlambo, op.cit., side 10-13 og 286-291.

[168] Gann, op.cit., side 257.

[169] Jvf. afsnit 1.1.

[170] Riddell, Alternatives, side 9 f.

[171] Jvf. afsnit 1.1.

[172] Disse særlige statsinterventioner er nærmere behandlet bl.a. hos Elmar Altvater, Om nogle problemer ved statsinterventionismen, Kurasje nr. 7, febr. 1973 (1972), side 29 og 33; Neususs, op.cit., side 119-130; Klaus Busch, Die Multinationalen Konzerne: Zur Analyse der Weltmarktbewegung des Kapitals, Suhrkamp, Frankfurt a.M. 1974, side 270 ff samt Hirsch, Staatsapparat, side 55 f.

[173] Marx, Grundrids, side 292.

[174] Se Neusüss, op.cit., side 163.

[175] Jvf. Rosa Luxemburg, Kapitalens Akkumulation, især side 241 ff og vedr. koloniseringen af Afrika: side 337 ff - dog med et afgørende forbehold for hendes forklaring herpå. Se fx Rosdolsky, op.cit., side 69-77 og 450-463 samt Jørgen Østergård Andersen m.fl., op.cit., side 27-32 og 47-52.

[176] Hamza Alavi, The State in Post-Colonial Societies: Pakistan and Bangladesh, New Left Review No. 74, July-Aug 1972, side 61.

[177] Se følgende oversigtsfremstillinger: Sven Bislev, Teorier om staten i kapitalismens periferi, Politica nr. 1, 7. årg. 1974, side 34-56; John Martinussen, Bemærkninger om den post-koloniale stat som begreb, diskussionspapir til den Nordiske Statskundskabskonference, Århus 1975; John Martinussen, Indledende om studiet af perifere og post-koloniale stater, Politica nr. 2-3, 8. årg. 1976, side 1-15 samt specielt med henblik på Afrika: Björn Beckman, Staten i den tredje verden: autonomi og samfundsmæssig bestemmelse, ibid., side 16-32.

[178] Alavi, op.cit., side 61. Uden direkte at referere til Alavi hævder Susanne Thorbek meget i forlængelse heraf, at de eneste statsapparater, der blev udbygget i kolonitiden, var de repressive (se Susanne Thorbek, International solidaritet (Forandringer i imperialismen II), Socialistisk Politik nr. 2, febr. 1976, side 31). Heroverfor står Colin Leys' påpegning af, at efter den umiddelbare erobring af kolonien beroede den koloniale statsmagt i de fleste tilfælde på udefra kommende undertrykkelsesstyrker, når det var nødvendigt, og var derfor ved den politiske uafhængighed ihvertfald militært svag (Colin Leys, The 'Overdeveloped' Post Colonial State: A Re-evaluation, Review of African Political Economy No. 5, Jan-April 1976, side 41 f). I nedkæmpelsen af 1896-oprøret var den rhodesiske stat / BSAC også afhængig af udefrakommende militær, men med det koloniale selvstyre opbyggede den rhodesiske stat selv et omfattende repressivt apparat. Se især afsnit 4.1.3., 5.5. og 6.2.

[179] Se Martinussen, Bemærkninger om den post-koloniale stat, side 9 samt Martinussen, Indledende, side 13 f.

[180] Alavi, op.cit., side 62 og 72.

[181] Heinz Rudolf Sonntag, Der Staat des unterentwickelten Kapitalismus, Kursbuch 31, Berlin 1973, side 157-183.

[182] Jvf. begrebsbestemmelsen af det nationale og det internationale borgerskab i afsnit 3.3.2. Morten Ougaard betegner i denne forbindelse det nationale borgerskab som "bærer af strukturen: internt rettet kapitalakkumulation" og kompradorborgerskabet som "bærer af strukturen: externt rettet akkumulation" (Morten Ougaard, op.cit., side 57).

[183] Sonntag, op.cit., side 166-174. Se endvidere Martinussen, Indledende, side 6 f samt Bislev, Teorier, side 51 f.

[184] Saul, The State, side 349 ff.

[185] Ann Seidman, Class Stratification and Economic Development in Africa, Pan-African Journal, Vol. V No. 1, Spring 1972, side 8.

[186] Colin Stoneman, Foreign Capital and the Prospects for Zimbabwe, World Development, Vol. 4 No. 1, 1976, side 30 samt Leys, European Politics, side 15 f og 67.

[187] Arrighi, Political Economy, side 349.

[188] ibid., side 350.

[189] ibid., (Arrighis fremhævelser). Jvf. også Arrighi & Saul, Nationalism and Revolution, side 55 f (citeret i indledningen til dette speciale).

[190] Kay, op.cit., side 154-157; W.J. Barber, op.cit., side 144 f; Gray, op.cit., side 203 samt Stoneman, Foreign Capital, side 31.

[191] W.J. Barber, op.cit., side 148 f samt Leys, European Politics, side 18 f.

[192] Leys, European Politics, side 19.

[193] I slutningen af 1976 skønnede Robert Manning, at britisk og sydafrikansk kapital til sammen udgjorde ca. 80% af industrikapitalen i Rhodesia. EN-US'>Se New African Development, Jan 1977, side 19.

[194] Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de to nævnte statsselskaber i 1957 (RISCO) og i 1960 (bomuldsspinderiet) begge blev solgt til privat udenlandsk kapital, efter de havde vist sig profitable. Der er altså ikke i Rhodesia opstået en omfattende statsejet industrisektor som i Sydafrika (se Stoneman, Foreign Capital, side 42).

[195] Antallet af hvide i Rhodesia:

                               1940                         65.000

                               1945                         81.000

                               1950                         125.000

                               1955                         165.000

                               1960                         218.000

      Herefter stagnerede antallet af hvide for så at stige igen efter UDI til toppunktet i 1975 på 277.000. Siden er antallet faldet støt som følge af befrielseskampen. Se mine opgørelser i Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 18 og 184.

[196] Se tabel 3 i afsnit 4.3.1.

[197] Arrighi, Political Economy, side 350 f og Stoneman, Foreign. Capital, side 31.

[198] Stoneman, Foreign Capital, side 31, 45 og 47.

[199] Kay, op.cit., side 153-158.

[200] Jvf. Samir Amin, Den globala kapitalackumulationen, Zenit/Rabén & SjUgren, Uddevalla 1974 (1970). Se også Jørgen Østergård Andersen m.fl., op.cit., side 159 ff.

[201] Kay, op.cit., side 169 f.

[202] I Zimbabwe: klassekamp - befrielseskamp, side 67-78 har jeg sammenfattet en række yderligere oplysninger om industrisektorens og de øvrige økonomiske sektorers udvikling frem til i dag.