De politiske magtforhold i Rhodesia fra koloniseringen til UDI:

Kapitel 3 - Kolonisering og konsolidering af den kapitalistiske produktionsmåde, 1890-1922

Introduktion Koloniseringen KPMs etablering Kampen om hegemoni Noter

Introduktion speciale Indholdsfortegnelse Forkortelser Indledning Kapitel 1: Statsbegrebet Kapitel 2: Før 1890 Kapitel 3: 1890-1922 Kapitel 4: 1923-1953 Kapitel 5: 1953-1962 Kapitel 6: 1962-1965 Afslutning Litteratur PDF-udgave

Rhodesia blev koloniseret af British South Africa Company (BSAC) på grundlag af et "Royal Charter" af 29. oktober 1889 fra den britiske stat, "which authorized it to acquire powers of government over the territories lying immediately north of British Bechuanaland". [1] Men BSAC var samtidig et privat selskab (en enkeltkapital), der var underlagt den almindelige kapitalistiske valoriseringstvang. BSAC var organiseret som et aktieselskab med Cecil Rhodes' selskab, De Beers Consolidated Mines, som hovedaktionær. Selvom Rhodes kontrollerede BSAC l00%, var BSAC løbende afhængig af kapitaltilskud fra britiske aktionærer, hvis antal i 1898 var oppe på næsten 35.000. [2] Disse nødvendige kapitaltilskud kom kun i forventning om profit, så selvom BSAC rent faktisk først udbetalte dividende til aktionærerne i 1924 (d.v.s. efter det var ophørt med at udøve statsfunktioner), [3] var det i hele perioden tvunget til at agere som profitmaksimerende enkeltkapital (foruden som statsmagt) for at holde liv i forventningerne om profit. [4] Fra koloniseringens start i 1890 frem til det koloniale selvstyre i 1923 kombinerede BSAC derfor i enestående grad den økonomiske og den politiske magt i Rhodesia, [5] omend både den økonomiske og den politiske magt aftog gradvist og relativt i hele denne periode.

3.1 Koloniseringen og erobringen af det politiske herredømme

Det var rygter om rige guldforekomster i området nord for Limpopo, der førte til koloniseringen af Rhodesia. Sandsynligvis blev der allerede omkring år 1000 udvundet guld her, [6] og dette blev kendt i Kapstaden i midten af 1800-tallet. Men det var først, da de meget rige guldfund i Witwatersrand blev gjort i 1886, og international kapital derefter i stor stil begyndte at flyde dertil, [7] at der blev fæstet lid til rygterne. Forventninger om et "Second Rand" nord for Limpopo spredtes, og i centrum for disse forventninger stod det sydlige Afrikas største enkeltkapitalist, Cecil Rhodes, der på basis af en monopollignende position i diamantsektoren i Sydafrika (De Beers) med det samme opnåede en næsten tilsvarende position i den hurtigt centraliserede sydafrikanske guldminesektor (Gold Fields of South Africa, Ltd.). [8] Hertil kommer, at Rhodes var en fremtrædende politiker i Kapkolonien, der havde haft selvstyre ("Responsible Government") siden 1872. Det blev derfor Rhodes, der på Storbritanniens vegne i det sydlige Afrika ud fra egne profitinteresser kom til at materialisere og næsten personificere den daværende kapitalismes globale ekspansionisme. [9]

Ved hjælp af en blanding af overtalelse og bedrageri lykkedes det for Rhodes' agenter og med hjælp fra lokale britiske missionærer [10] at få Ndebele-kongen Lobengula til at "underskrive" koncessioner, der gav BSAC alle mineralrettigheder (den såkaldte Rudd Concession af 30. oktober 1888) og alle jordrettigheder (den såkaldte "Lippert Concession" af 17. november 1891) i både Matabele- og Mashonaland. [11] Rhodes bekymrede sig ikke om, at Lobengula kun kontrollerede en mindre del af Mashonaland. Koncessionerne skulle bruges til at få

den britiske stat til at indvillige i koloniseringen. Det lykkedes allerede i 1889 i form af førnævnte "Royal Charter", der udstyrede BSAC med alle nødvendige beføjelser til at kolonisere Rhodesia og udøve den politiske magt i området med alt, hvad dette indbefattede: militær, politi og administrationsapparat med lovgivnings- og skatteopkrævningsrettigheder, således at herredømmet kunne sikres, i forlængelse heraf opbygning af transport- og kommunikationsmidler af nødvendighed for den kapitalistiske produktion og handel i området (almene produktionsbetingelser), og endvidere udvikling og dyrkning af jorden (til trods for at jordrettighederne først blev sikret 2 år senere!). Eller som BSACs formål blev sammenfattet: "promoting trade, commerce, civilisation and good government." [12]

Selve koloniseringen af Rhodesia begyndte i 1890 med besættelsen af Mashonaland og oprettelsen af et handels- og administrationskontor i begyndelsen til det nuværende Salisbury. For at beskytte området , mod udenlandske staters interesser (jævnfør "Scramble for Africa") blev Rhodesia i 1891 erklæret for et britisk protektorat, og Storbritannien sikrede samme år via en aftale med Portugal den østlige grænse mod Mocambique. [13] Herudover blandede den britiske stat sig ikke i BSACs magtudøvelse i Rhodesia førend i 1898.

Indenfor 3 år var den hvide befolkning oppe på 3000, de fleste søgende efter guld som agenter for britisk-sydafrikanske mineselskaber, mens enkelte forsøgte sig med landbrug. [14] Der blev imidlertid ikke fundet guld i Mashonaland, bortset fra nogle små årer der ikke var profitable nok til at kunne danne grundlag for stordrift. I 1893 besatte BSAC derfor osse Matabeleland i håb om at finde guld der. Det smadrede Ndebele-høvdingedømmets sociale struktur og beslaglagde store mængder af kvæget, der som belønning blev uddelt til dem, der havde deltaget i besættelsen. BSAC udelukkede dermed fra starten den mest oplagte mulighed for at alliere sig med dele af den afrikanske befolkning (de to øverste Ndebele-kaster) og foranstalte en form for indirekte styre, som kendes fra andre kolonier. Magtgrundlaget for de to øverste Ndebele-kaster blev fjernet og de pågældende Ndebeler de raderet til uciviliserede "monsters in human shape" [15] sådan som alle afrikanerne var det i de fleste hvide kolonisatorers øjne.

Men dermed havde BSAC endnu ikke sikret det uindskrænkede politiske herredømme i området. I 1896 foranstaltede Shonaerne og Ndebelerne et fælles oprør imod koloniseringen. Det blev først slået ned, da regulære britiske tropper kom til hjælp. Kolonisatorernes tabstal var meget store: 8% af settlerne blev dræbt og 2% såret, hvortil kommer tabstallene for de militære styrker. [16] Til gengæld blev oprøret slået brutalt ned med maskingeværer og dynamit, så afrikanerne én gang for alle blev pacificeret. [17] At det lykkedes ganske godt fremgår bl.a. af den afrikanske nationalistleder Nathan Shamuyariras beskrivelse af den begyndende afrikanske nationalismes gennemtrængningsproblemer i 1950'erne:

"It took a new generation which had not experienced the 1896 defeat to overcome this inferiority complex, and even then the historical tradition among the sons was hard for the nationalist to break down." [18]

Først hermed havde BSAC erobret det politiske herredømme i Rhodesia, en vigtig og nødvendig forudsætning for den kapitalistiske produktionsmådes konsolidering og senere dominans i Rhodesia. Men samtidig med erobringen af det politiske herredømme blev BSAC tvunget til at dele den politiske magt. Som følge af 1896-oprøret, der havde nødvendiggjort indsættelsen af regulære britiske tropper, dikterede den britiske stat indførelsen af Rhodesias første egentlige forfatning, Southern Rhodesia Order in Council of 1898, der gennemførte en formaliseret deling af den politiske magt mellem BSAC, settlerne (de hvide i Rhodesia) og den britiske stat. Settlerne fik sæde i det nyoprettede Legislative Council, [19] som kunne lovgive om interne forhold. Dog krævedes der altid samtykke fra den britiske Højkommissær i Sydafrika, og den britiske koloniminister kunne altid underkende en lov. Men Storbritannien greb kun sjældent ind.

"The Crown (d.v.s. den britiske stat, EM) exercising its authority through orders in council, only rarely intervened in the process of law-making, confining itself to a few major points like the country's constitutional law, neutrality in war-time, extradition, the application of British laws in Rhodesia and so forth. The High Commissioner's share in legislation tended to diminish, whilst the Council itself tackled an ever-widening rangeof subjects." [20]

Legislative Council's betydning steg med andre ord gradvist. Osse BSAC havde sæde heri, og frem til 1907 havde det flertal i Legaslative Council. Først efter da fik settlerne flertal, hvilket jeg vil komme tilbage til i afsnit 3.3.

Ifølge 1898-forfatningen udgjorde BSAC den "udøvende magt" [21] i Rhodesia, men osse med visse begrænsninger i forhold til den britiske stat. Den britiske Højkommissær i Sydafrika skulle godkende alle udnævnelser og militære operationer, det britiske koloniministerium skulle holdes underrettet om den løbende administration hvortil formelt kom et specielt britisk ansvar for afrikanernes forhold. Men - som Gann bemærker - der var langt fra London til Salisbury, og den reelle magt forblev hos BSAC, osse efter 1898-forfatningens ikrafttrædelse.

"The Effect of these changes should not be exaggerated; government by remote control never functioned well, and the vital work of day-to-day administration remained with the Company which carried out its task very efficiently." [22]

Osse Kay understreger, at den britiske stat ikke havde megen indflydelse, men at det var de lokale kræfter, der var dominerende:

"The Southern Rhodesia Order in Council of 1898 confirmed the authority of the BSAC and retained very limited powers for the British Government ...Consequently, throughout company rule ... government in Rhodesia was dominated by local forces, and policies emerged which were substantially different from those exercised elsewhere i British Africa." [23]

I sin egenskab af "udøvende magt" begyndte BSAC efter 1896-oprørets nedkæmpelse opbygningen af et egentlig statsapparat i Rhodesia, under ledelse af Executive Council (=regeringen), der bestod af BSACs øverste administrative ledere. [24] Statsapparatet blev lige fra starten opdelt i to adskilte hierarkier, ét for de hvide og ét for de sorte - en opbygning, der stadig findes i Rhodesia i dag. Den racisme, som var og er et af grundtrækkende i den rhodesiske styreform [25] fik med andre ord lige fra starten et institutionelt udtryk i statsapparatets opbygning. Da det koloniale selvstyre afløste BSAC i 1923, overtog det det eksisterende statsapparat. [26]

Den stat, der blev opbygget efter 1898, udviser typiske træk af en kapitalistisk stat. Med erobringen af det politiske herredømme og dermed en desorganisering af størstedelen af de endnu embryoniske undertrykte klasser sikredes samtidig en centralisering af den fysiske magtanvendelse hos staten. Endvidere sker der en be- gyndende statslig organisering af hele den herskende klasse og ikke blot af BSAC, i og med en del af settlerne (som jeg vil klassebestemme nærmere i det følgende) og den britiske stat [27] får direkte del i den politiske magtudøvelse. Den relative autonomi, der er karakteristisk for den kapitalistiske stat, begynder dermed osse at vise sig, selv om den endnu langt fra er etableret p.g.a. sammensmeltningen mellem BSAC og det administrative statsapparat og p.g.a. BSACs givne flertal i Legislative Council. Desuden sker der en begyndende kodificering (juridisk-formel regelsætning og -afgrænsning) af de statslige aktivitetsfelter. Endelig vil jeg pege på nogle grundlæggende elementer i den rhodesiske stats styreform. [28]

Der skete en styrkelse af det koloniale element i den rhodesiske styreform i 1898. Men mere vigtigt er det forhold, at der med opbygningen af en fra Storbritannien relativt selvstændig stat bliver skabt det grundlag, hvorfra det nationale borgerskab kunne organisere udøvelsen af sine interesser. [29] Foruden det koloniale element i styreformen udviser den rhodesiske stat med dannelsen af Legislative Council et begyndende borgerlig-demokratisk element, der dog bliver afgrænset af det racistiske element i styreformen.

3.2 Den kapitalistiske produktionsmådes etablering og dominans

3.2.1 Spekulationskapitalismens epoke, 1890 - 1903

Charles van Onselen kalder perioden 1890 - 1903 for spekulations-kapitalismens epoke, [30] fordi de overdrevne forventninger om at finde et "Second Rand" i Rhodesia førte til en lang række investeringer, der viste sig ikke at have nogen materiel basis. BSAC var forrest i denne udvikling: For at sikre sig den altafgørende økonomiske magt (oveni den politiske magt) betingede det sig frem til 1902 mindst en 50% udbytteandel fra alle de selskaber, det udliciterede minerettigheder til, hvortil kom BSACs selvstændige mineralsøgning og minedrift. [31] I 1903 havde BSAC alene investeret 6 mill. pund i minesektoren, samt 9 – l0 mill. pund i forskellige produktionsbetingelser, som det ifølge sit "Royal Charter" havde forpligtet sig til at tilvejebringe. [32] Det sidste drejede sig især om et gigantisk jernbanebyggeri, [33] der var nødvendigt af hensyn til en hurtig og billig transport til og fra minerne. [34] Selvom jernbanerne således blev bygget for at tjene det gryende mineborgerskabs interesser, viste deres placering sig senere at være til lige stor fordel for agrarborgerskabet, hvis etablering tog fart efter 1907, da mineralressourcernes begrænsede omfang blev erkendt. [35]

Efter erobringen af Matabeleland i 1893 åbnedes de to første miner, og egentlig kapitalistisk produktion begyndte i Rhodesia. Men guldudvindingen var ikke stor: Fra 1891 til 1898 blev der samlet udvundet 24.582 oz. guld, mens det - af hensyn til aktionærerne i Storbritannien og Sydafrika - ved en ekstra. kraftanstrengelse ovenpå 1896-oprørets nedkæmpelse [36] i det enkelte år 1899 lykkedes at komme op på 65.303 oz. [37] I sammenligning med udbyttet fra Witwatersrand (det egentlige "Rand") var det imidlertid en dråbe i havet: her var produktionen i 1898 på 3.800.000 oz. [38] I længden kunne der ikke dækkes over den kendsgerning, at nok var der guld i Rhodesia, men det var spredt i små årer over det meste af landet og sjældent af særlig høj kvalitet. Endvidere var en stor del allerede blevet udnyttet af afrikanerne. [39]

Problemet blev udskudt midlertidigt af Boerkrigen 1899 - 1901, men i april 1903 brød London-markedet for rhodesisk minekapital sammen. En lang række mineselskaber krakkede eller blev tvunget til at nedskrive den indskudte kapital med mellem 50% og 75%, [40] (en regulær "Entwertung") [41] Krisen stillede BSAC over for et afgørende problem: Som enkeltkapital var BSAC kraftigt involveret i minesektoren, og havde som statsmagt støttet denne sektor gennem tilvejebringelsen af almene produktionsbetingelser og foranstaltninger til at fremme det afrikanske arbejdskraftudbud. [42] Den kapital, der var materialiseret i de almene produktionsbetingelser havde en meget lang omslagstid, [43] og var derfor afhængig af fortsat kapitalistisk produktion i området, hvis den ikke skulle udsættes for en total værdiforringelse. Fortsat minedrift i Rhodesia krævede en grundlæggende rekonstruktion af denne sektor, men det ville p.g.a. profitabilitetsforholdene blive på et væsentlig lavere plan end de opbyggede produktionsbetingelsers kapacitet var beregnet til. BSAC blev derfor i sin egen interesse tvunget til, gennem indvandring af hvide farmere, at fremme etableringen af et agrarborgerskab, hvilket ville kunne medvirke til at hindre værdiforringelsen af de almene produktionsbetingelser - fremfor alt af jernbanerne - og samtidig øge værdien af jorden, som BSAC jo osse sad på, hvortil kom de umiddelbare gevinster fra jordsalg. Dette skabte baggrunden for fremkomsten af den klassestruktur, der omkring 1920 udkrystalliseredes i Rhodesia.

Lidt forenklet sagt kan BSACs problem anno 1903 sammenfattes som nødvendigheden af at gennemføre en form for oprindelig akkumulation i Rhodesia, da borgerskabet i Rhodesia fra da af i vid udstrækning var tvunget til selv at skabe betingelserne for profitabel kapitalistisk produktion i landet. Det drejer sig her, historiskkonkret, om begge de logisk (abstrakt-teoretisk) sammenhængende aspekter af den oprindelige akkumulation, nemlig en skabelse af kapitalforholdet gennem på den ene side en proletarisering af de umiddelbare producenter og på den anden side en forvandling af "de samfundsmæssige livs- og produktionsmidler til kapital", [44] hvilket ikke mindst indebar en kapitalophobning. Borgerskabet i Rhodesia kunne ikke længere, i første række støtte sig på kapitalimport og kredit fra Storbritannien og Sydafrika, men måtte først og fremmest selv sørge for tilvejebringelsen af den nødvendige kapital gennem en hårdhændet udbytning af især afrikanerne. [45] Som konsekvens heraf førte kapitalismens indtrængen i Rhodesia til relativt langt voldsommere indgreb i afrikanernes traditionelle levevilkår end det var tilfældet i de fleste andre kolonier. Der er med andre ord her tale om en mere økonomisk funderet baggrund for det nationalt-rhodesiske element vis-a-vis det koloniale element i kapitalismens udvikling i Rhodesia - et element, der var grundlag for etableringgen og udviklingen af et nationalt borgerskab i Rhodesia. [46]

3.2.2 Den absolutistiske stat

Nødvendigheden af at gennemføre en oprindelig akkumulation understreger samtidig nødvendigheden af den absolutistiske stat. Marx skriver:

"...under den kapitalistiske produktions historiske genesis. Det fremvoksende borgerskab har brug for og anvender statsmagten for at "regulere" arbejdslønnen, d.v.s. tvinge den til at holde sig inden for grænser, der passer profitmageriet, til at forlænge arbejdsdagen og til at holde arbejderen selv i normal afhængighed af kapitalen. Dette er et væsentlig moment i den såkaldte oprindelige akkumulation." [47]

Selvom Marx primært skrev dette ud fra engelske erfaringer, passer det osse i store træk for den oprindelige akkumulation i Rhodesia. Osse her var staten [48] i centrum, dog var udbytningsobjektet ikke begrænset til arbejderne i snæver forstand, men omfattede størstedelen af den afrikanske befolkning.

Den kapitalistiske statstype antager forskellige former. Disse statsformer er defineret ud fra graden af og de specifikke former for den for den kapitalistiske statstype karakteristiske relative autonomi. Sædvanligvis skelnes der grundlæggende mellem en ikke-interventionistisk statsform under den såkaldte konkurrencekapitalisme og en interventionistisk statsform i monopolkapitalismens tidsalder. [49] Her vil jeg imidlertid ind på den absolutistiske stat, der optræder i kapitalismens etableringsfase. Begrebet benyttes mest om den stat, der formidler overgangen fra feudalisme til kapitalisme i Vesteuropa, [50] men her vil jeg benytte det generelt som betegnelse for den kapitalistiske statsform, der spiller en afgørende rolle i den kapitalistiske produktionsmådes etablering. Poulantzas karakteriserer denne statsform som stærkt centralistisk og interventionistisk, i og med dens funktion er at nedbryde de gamle, herskende produktionsforhold for herigennem at etablere den kapitalistiske produktionsmådes dominans:

Den absolutistiska statens funktion är just att inte verka inom de gränser som uppställs av ett redan givet produktionssätt, utan att producere ännu-icke-givna förhållanden - kapitalistiska förhollanden -, och att likvidera de feodala produktionsförhållandena; dess funktion är att omvanla och fastställa produktionsättets gränser.... Graderna och formerna för detta ingri pande från den absolutistiska staten beror ... på den konkreta existensen av historiska betingelser för kapitalismen i de olika samhällsformationerna." [51]

I kapitalismens historiske tilblivelse er det altså staten og dens interventioner, der spiller den afgørende rolle.

3.2.3 Kapitalistisk konsolidering, 1903-1920

En rekonstruktion af minesektoren var et vigtigt led i bestræbelserne for at skabe betingelser for profitabel kapitalistisk produktion i Rhodesia. Allerede i 1902 sænkede BSAC den krævede andel i andre mineselskabers udbytte fra 50% til 30%, og året efter begyndte det at udlicitere minerettigheder på "royality basis", d.v.s. på grundlag af en fast afgift, fra 1907 blev den sidste form gældende for alle miner. [52] Den nye praksis førte til "the emergence of a whole new class of producers in the industry", som van Onselen formulerer det, "smallworkers". [53] Det drejede sig om små, individuelt ejede mineselskaber, der kunne udnytte de mindre og spredte forekomster af guld, som ikke var store nok til at være profitable for den internationale minekapital. De små mineselskaber var kendetegnet ved at indeholde et element af småproduktion, idet mineejerne selv udgjorde en væsentlig del af den dyre faglærte arbejdskraft. Arrighi kalder dem således "owner-workers", [54] men at de uden tvivl udgjorde en del af borgerskabet fremgår af, at arbejdsstyrken ud over ejeren typisk bestod af en eller to europæiske faglærte arbejdere samt 60-80 ufaglærte afrikanske arbejdere. [55] Staten/BSAC subventionerede de små mineselskaber med billige lån til anskaffelse af produktionsmidler og med lempelige betingelser for afgiftsbetaling. [56] Det førte til, at antallet af små mineselskaber i perioden 1905-1906 voksede fra 75 til 165, og fra 1912 stabiliseredes deres antal omkring 300. [57]

De små mineselskaber var af afgørende betydning for den stigning i Rhodesias guldproduktion, der fra 1909 igen begyndte at tiltrække den internationale minekapital. Fra 1900 til 1908 steg den årlige guldproduktion fra 85.367 oz. til 606.961 oz.; den nåede toppen i 1916 og har siden da svinget mellem 487.000 oz. (i 1951) og 826.000 oz. (i 1940). [58] Størstedelen af den nye internationale minekapital [59] var tilknyttet de sydafrikanske miner, og den etablerede sig for det meste ved at overtage små mineselskaber, når disse kom i kapitalbekneb efter deres miner havde vist sig profitable for stordrift. [60] I 1912 var guldminesektoren blevet rekonstrueret på kapitalistisk profitable betingelser. I årene herefter stammede størstedelen af den årlige guldproduktion fra den internationale kapitals 9 til 15 store miner, mens resten kom fra det store antal små mineselskaber. [61] Minesektoren udvidedes fra 1904 med udvindingen af kul i Wankie, fra 1906 med lidt kobber og kort efter yderligere med små mængder af krom, wolfram, bly og asbest, men disse "tillægs-mineraler" var underordnet guld i betydning op til 2. verdenskrig. Den samlede minesektor forblev op til slutningen af 1930'erne grundlæggende for og dominerende i den rhodesiske økonomi. [62]

Som tidligere nævnt bestod et andet vigtigt led i bestræbelserne for at skabe betingelser for profitabel kapitalistisk produktion i at fremme etableringen af et kapitalistisk landbrug, et agrarborgerskab. Det skabte ikke umiddelbart noget modsætningsforhold til mineborgerskabet, snarere tværtimod: ved at få leveret fødevarer fra et kapitalistisk landbrug kunne minesektoren løsrive sig af sin afhængighed af fødevareforsyninger fra det afrikanske landbrug og fremme proletariseringen af afrikanerne.

I 1907 indledtes en kampagne for at øge indvandringen af hvide. Den følgende tabel viser væksten i antallet af hvide i Rhodesia fra 1901 til 1936. [63]

Tabel 1: Antallet af hvide i Rhodesia, 1901-1936

År	Antal hvide	Vækst	Vækstrate
1901	11.070
1906	13.480	2.410	21,8%
1911	23.730	10.250	76,0%
1916	28.320	4.590	19,3%
1921	33.620	(5.300)	(18,7%)
1926	39.174	5.554	16,5%
1931	49.910	10.736	27,4%
1936	55.408	5.498	11,0%

Kilde: Leys, op.cit ., s 14 (1901-1916 skøn pr 30. juni) og s.73

(1921-1936, ingen nærmere oplysninger)

Befolkningstilvæksten 1901-1906 må overvejende tilskrives minesektorens udvikling, mens den kraftige vækst 1906-1911 skyldes den samtidige vækst i minesektor og landbrug. 1912-1920 lå minesektoren nogenlunde fast, [64] så befolkningstilvæksten i denne periode skyldtes væsentligst det europæiske landbrugs fortsatte vækst. I 1920-1923 lå indvandringskampagnen stille, men blev derefter genoptaget efter indførslen af kolonialt selvstyre. [65]

Staten/BSAC fremmede agrarborgerskabets vækst ved at nedsætte prisen på landbrugsjord og yde finansiel bistand til oprettelsen af store kapitalistiske landbrugsbedrifter. I 1908 oprettedes et statsligt landbrugsforskningsprogram, som udviklede og distribuerede udbytterige kornsorter passende til klima og jordbundsforhold , forskede i insekt- og plantesygdomme, oprettede og drev forsøgs- og demonstrationslandbrug o.s.v.

Det kapitalistiske landbrug blev i første omgang primært baseret på salg til hjemmemarkedet, d.v.s. til den øvrige hvide befolkning samt til mineselskabernes madrationer til de afrikanske arbejdere. I forbindelse hermed opstod der med statens hjælp kort før 1. verdenskrig den første mindre forarbejdningsindustri på grundlag af det europæiske landbrug. Det drejede sig i første omgang om mejerier, slagterier og en cementfabrik. Staten støttede også en begyndende eksport af landbrugsprodukter gennem udviklingen af tobakssorter, der passede til Rhodesias klima- og jordbundsforhold, og ved eksportfremstød, først i Sydafrika og siden også i Storbritannien og Australien. [66] Hertil kom de afgørende statslige interventioner, der tog sigte på en proletarisering af de afrikanske bønder og på en kapitalophobning, der blev kanaliseret over i konsolideringen og udviklingen af mine- og agrarborgerskabet.. Arrighi viser, hvordan der i 1904 skete en omlægning af de statslige indtægtskilder, således at hovedbyrden herefter blev lagt på afrikanerne.

Tabel 2: Fordelingen af de statslige indtægtskilder

	1/4 1901 – 31/3 1904 (årlige gennemsnit)		1/4 1904 – 31/3 1905
Indtægtskilde	1000 pund	%	1000 pund	%
Afrikanere	122,1	26,8	187,6	41,1
Ikke-afr. befolkning	150,1	33,0	122,8	27,1
Udenlandsk kapital	87,3	19,1	67,1	14,8
Service-ydelser	96,4	21,1	75,7	16,7
Total	455,9	100,0	453,2	100,0

Kilde: Arrighi, Labour Supplies, s 197.

I 1918 bidrog afrikanerne stadigvæk med over 1/3 af de samlede statslige indtægter, mens hvide med en indkomst på mindre end 400 pund for enlige og 1000 pund for par var helt fritaget for skat. [67] (Denne skattefritagelse var især af betydning for nyetablerede små mineejere og farmere. [68]) Allerede i 1894 pålagde BSAC afrikanerne en hytteskat, [69] der i 1904 blev fordoblet, hvorefter dens størrelse svarede til den løn, en afrikansk arbejder kunne tjene ved 1-3 måneders arbejde i minerne. [70] Andre skatter fulgte efter, f.eks. en skat på hunde, på polygami, d.v.s. på enhver kone ud over den første (et klart ideologisk moment ved siden af det fiskale) m.m.

Skatterne blev afkrævet i pengeform for at tvinge afrikanerne ud i lønarbejde, men i de første årtier efter koloniseringen var afrikanerne i Rhodesia i vid udstrækning i stand til at erhverve sig de nødvendige pengeindtægter ved at dyrke salgsafgrøder til kolonisatorerne ved hjælp af en udvidelse af det dyrkede areal og af antallet af kvæg. De fleste afrikanere oplevede sågar en velstandsstigning herved. [71] Som konsekvens heraf havde mineselskaberne i "spekulations-kapitalismens epoke" gradvist hævet lønningerne for at tiltrække den nødvendige afrikanske arbejdskraft, men krisen i 1903 satte en stopper herfor. En kraftig sænkning af de afrikanske lønninger var et afgørende element i skabelsen af profitable kapitalistiske produktionsbetingelser, faktisk faldt den nominelle løn helt frem til 1938 og var endnu i 1943 lavere end i 1904. [72] Grundlaget for dette var en lang række indgreb fra statens side.

For det første blev der indført en paslov i 1902, med hvis hjælp arbejdskraften kunne dirigeres hen, hvor der var behov for den, og samtidig hindres i at desertere fra dette sted. [73] I 1903 blev der oprettet et statsstøttet, centralt arbejdskrafts-rekrutteringsorgan, Rhodesian Native Labour Bureau, hvis vigtigste rekrutteringsmetode i perioden 1903 til 1912 var tvangsarbejde ("forced labour", af afrikanerne kaldet "chibaro") i forskellige former. [74] Over halvdelen af de rekrutterede kom fra områder inden for Rhodesia, især fra Nordrhodesia, Mozambique og Nyasaland. Dette mønster holdt sig iøvrigt helt frem til 1958, hvorefter sammenstuvningen i reservater, den tredje hovedform for indgreb, alene sørgede for at tilvejebringe tilstrækkelige mængder af billig afrikansk arbejdskraft. [75]

De første reservater blev dannet allerede i 1890'erne, primært med det formål at overvåge afrikanerne for at forhindre en gentagelse af 1896-oprøret. [76] Men formålet ændrede sig hurtigt til dels at sikre det fremvoksende kapitalistisk landbrug den bedste jord og dels via en forringelse af det afrikanske landbrugs produktionsbetingelser at sikre det kapitalistiske landbrug imod konkurrence samt sikre en stadig tilgang af billig afrikansk arbejdskraft. Jeg vil i afsnit 4.1. vende mere udførligt tilbage til dette spørgsmål og her nøjes med nogle enkelte bemærkninger. I de første år af dette århundrede skete den første omfattende udstykning af reservater, og i 1908 pålagde staten alle afrikanere, der boede uden for disse en speciel afgift for dels at øge statsindtægterne og dels tvinge afrikanerne over i reservaterne. Frem til ihvertfald 1919 var store dele af agrarborgerskabet imidlertid imod afrikanernes overførsel til reservater, fordi de anså de afrikanere, der boede på "deres" jord som en billig arbejdskraft: de tvang dem nemlig til at arbejde for sig som afgift for at bo der (=arbejdsrente, d.v.s. et decideret feudalt element). [77]

Som følge af disse indgreb mister det direkte tvangsarbejde, d.v.s. det åbenlyst repressive element i arbejdskraft-tilvejebringelsen fra 1912 til 1920 gradvist sin afgørende betydning. Herefter var der skabt en tilstand, hvor den for borgerskabet nødvendige arbejdskraft "af sig selv'", d.v.s. tvunget af de etablerede omstændigheder, indfinder sig på arbejdsmarkedet. Eller som Arrighi formulerer det:

"...political mechanisms were progressively losing their dominant role ... In the 1920s ... the capitalist sector had become "self-contained" and the peasants' independence of wage employment was being irreversibly undermined." [78]

Efter nedkæmpelsen af 1896-oprøret var borgerskabet blevet politisk dominerende i Rhodesia. Ud fra dette grundlag og med staten som den afgørende organisator af borgerskabets magtudøvelse blev den kapitalistiske produktionsmåde omkring 1920 etableret som den dominerende produktionsmåde i Rhodesia. [79] I takt med at borgerskabet etablerede sig som herskende klasse både økonomisk og politisk begyndte osse det første modsætningsforhold mellem to af dets fraktioner at opstå. Kampen om den hegemoniske position indledtes.

3.3 Kampen om den hegemoniske position

3.3.1 Modsætningen mellem agrarborgerskabet og BSAC vedrørende ejendomsretten til den usolgte jord

I 1907, samme år staten/BSAC indledte kampagnen for at skaffe hvide indvandrere til et kapitalistisk landbrug, fik settlerne flertal i Legislative Council, og årerne derefter blev det fra denne del af statsapparatet, at agrarborgerskabet organiserede udøvelsen af sin politiske magt. [80]

I 1907 dannedes osse de første embryoniske politiske partier for at organisere udøvelsen af den politiske magt. [81] Det drejede sig om Rhodesian Constitutional League og Mashonaland Progressive Association. [82] Men agrarborgerskabets politiske magt var begrænset af statens begrænsede autonomi, d.v.s. af den store grad af sammensmeltning mellem BSAC (som enkeltkapital) og staten. Allerede i 1905 havde Legislative Council vedtaget en forordning, hvorefter staten - ikke BSAC! - skulle låne penge, der kunne øge den statslige støtte til det spirende agrarborgerskab. Den britiske stat greb imidlertid ind og meddelte, at den ikke ville tillade, at der opstod en offentlig gæld ved siden af BSAC og dette selskabs gæld. Koloniministeriet meddelte BSAC, at det ikke opgav:

"the strong objection which His Majesty's Government entertains to the principle of creating a public debt of Rhodesia, and placing a charge of that nature on the revenues of the territory, as distinguished from those of the British South Africa Company, which has been placed in possession of all the assets of the country. [83]

Udover de finansielle midler, staten kunne skaffe via skatter og afgifter i selve Rhodesia, var de alene henvist til de penge, som de var i stand til at låne af BSAC. Og efter krisen i 1903 blev BSAC holdt i stramme tøjler af aktionærerne; bl.a. kunne selskabet kun låne penge i London, ikke f.eks. i Sydafrika. [84]

Yderlig lå der en begrænsning i agrarborgerskabets politiske magt deri, at BSAC havde vetoret overfor alle skatte- og afgiftsforordninger, som Legislative Council vedtog. Det var blevet kodificeret af den britiske stat i 1911 (Southern Rhodesia Order in Council, 1911) hvorfor Gann konkluderer, at Legislative Council var økonomisk lammet. [85] Denne begrænsning i agrarborgerskabets politiske magtudøvelse havde ikke spillet nogen større rolle, hvis ikke der var opstået et modsætningsforhold mellem BSAC og agrarborgerskabet. [86] Men det gjorde der, og dette modsætningsforhold vedrørte jorden.

En af årsagerne til BSACs interesse i at fremme det kapitalistiske landbrug i Rhodesia var de indtægter, det herved kunne få ved salg af den jord, som det via Lippertkoncessionen havde erhvervet rettighederne til. Derfor forsøgte BSAC at få så meget for jorden som muligt. Det førte til, at farmere allerede i 1908 i Legislative Council begyndte at klage over jordprisen. De fremførte, at den var højere i Sydrhodesia end i Transvaal, Natal, Nordrhodesia og New Zealand. [87] Klagerne udviklede sig i løbet af nogle år til et direkte modsætningsforhold mellem agrarborgerskabet og BSAC, da farmere i Legislative Council satte spørgsmålstegn ved BSACs ejendomsret til den usolgte jord. BSAC hævdede, at den usolgte jord tilhørte BSAC som enkeltkapital som følge af Lippert-koncessionen fra 1891, mens agrarborgerskabets repræsentanter mente denne jord tilhørte staten, således at indtægterne fra jordsalg udelukkende kunne benyttes til at finansiere deciderede statsopgaver og ikke indgå i BSACs private profitter. Legislative Council indbragte sagen for den britiske stat, der videreekspederede den til afgørelse i Indicial Committee of the Privy Council. Sagen blev udskudt p.g.a. den 1. verdenskrig, men da kendelsen faldt i 1918, fulgte den i det væsentligste agrarborgerskabets opfattelse. Efter denne afgørelse havde BSAC som enkeltkapital ikke længere nogen speciel fordel af at besidde dobbeltstillingen som både stat og enkeltkapital, da statsfunktionen nu kunne forudsiges at fortsætte med at være et underskudsforetagende. I 1918 havde agrarborgerskabets repræsentanter allerede i flere år agiteret for ophør af BSAC-styret, så Privy Council-kendelsen tog højde for denne situation: kendelsen bestemte, at BSAC var berettiget til af den britiske stat at få dækket det dokumenterede underskud, som var forårsaget af udøvelsen af statsfunktionen. [88] Derfor udløste kendelsen omgående en politisk konflikt om, hvad der skulle efterfølge BSAC.

3.3.2 Konflikt mellem det nationale og det internationale borgerskab om BSAC-styrets afløser

Efter 1896-oprørets nedkæmpelse og frem til Privy Council-kendelsen i 1918 udskilte der sig to sociale kræfter i Rhodesia, agrarborgerskabet og mineborgerskabet (det sidste på det politiske niveau nærmest identisk med BSAC). Disse to autonome fraktioner udgjorde til sammen den herskende klasse, de indgik begge i magtblokken. Hvilken af de to fraktioner, der var hegemoniske, er straks lidt sværere at afgøre. På den ene side havde mineborgerskabet i BSACs skikkelse den foran beskrevne stærke hånd om statsmagten. På den anden side var agrarborgerskabet i 1912 ved simpel lydighedsnægtelse og passiv modstand, som Gann kalder det, i stand til at få omstødt en afgift, der især ramte jordejere og farmere. [89] I 1915 lykkedes det endvidere et flertal i Legislative Council at forpurre BSACs planer om at foretage en politisk-administrativ sammenslutning af Nordrhodesia og Sydrhodesia, hvilket den britiske stat ellers havde givet grønt lys for. [90] Privy Council-kendelsen var osse i høj grad udtryk for agrarborgerskabets politiske magt, så det synes korrekt at konkludere, at den hegemoniske position, som mineborgerskabet erobrede i 1896 som den da eneste sociale kraft indenfor borgerskabet, i perioden efter 1908 kom under stadig større pres med kendelsen i 1918 som det foreløbige højdepunkt. Samtidig aftegnede der sig imidlertid konturerne af en ny fraktioneringsdimension inden for borgerskabet.

Den hidtil omtalte fraktionsopdeling faldt sammen med decideret økonomiske skillelinjer, to forskellige økonomiske sektorer. [91] De interessemodsætninger, der viste sig på det politiske (og ideologiske) niveau og dermed transformerede fraktionerne til to forskellige sociale kræfter, udsprang primært af afvigende akkumulationsbetingelser (jordens centrale betydning for agrarborgerskabet kontra BSACs interesse i størst mulig indtægt fra salg af jord). Den fraktionsopdeling, der trådte frem i spørgsmålet om BSAC-styrets afløser, gik umiddelbart efter politiske skillelinjer. [92]

BSAC og de store internationalt ejede mineselskaber organiserede sig i 1919 i Rhodesia Unionist Association, der agiterede for, at Rhodesia efter BSAC-styret skulle blive en provins i den Sydafrikanske Union. Det skete efter at det internationale mineborgerskab med general Smuts i spidsen havde overtaget den hegemoniske position i Sydafrika. Også den britiske stat foretrak, at Rhodesia blev en del af Sydafrika, først og fremmest fordi den derved var mest sikker på at få indfriet BSACs statsfunktionsunderskud. [93]

Deroverfor stod Responsible Government Association, som blev dannet i 1917. Den arbejdede for, at BSAC blev efterfulgt af "Responsible Government", d.v.s. at Rhodesia skulle være britisk koloni, men med indre hvidt selvstyre (kort: kolonialt selvstyre). Bag dette krav stod først og fremmest agrarborgerskabet, organiseret i Rhodesia Agricultural Union, og de tidligere omtalte små mineselskaber, organiseret i Rhodesia Mining Federation. Årsagen til, at de gik imod union med Sydafrika, var først og fremmest, at de frygtede en ødelæggende konkurrence om den billige afrikanske arbejdskraft, som de sydafrikanske miner p.g.a. deres større profitabilitet var i stand til at betale højere lønninger. Målet for denne del af det rhodesiske borgerskab var at det koloniale selvstyre via en masseindvandring af kapitalstærke hvide skulle udvikle Rhodesia til en selvstændig "hvid" dominion på linje med Canada, Australien og New Zealand. [94]

Konflikten kan sammenfattes som en interessemodsætning mellem det internationale borgerskab og det nationale borgerskab. Der kunne være tale om en kortvarig politisk modsætning, [95] men det er der ikke. Det nationale borgerskab i ovennævnte skikkelse holdt sammen som hegemonisk fraktion helt frem til den 2. verdenskrig (for at tage konklusionen på forhånd!) og det nationale borgerskab manifesterede sig igen i 1962 og har siden da genopretholdt den hegemoniske position. Den langvarige eksistens af et nationalt borgerskab i Rhodesia gør det nødvendigt nærmere at analysere den økonomiske fundering af det specifikke nationale ved denne borgerskabsfraktion og ikke nøjes med en konstatering af, at fraktionen optræder på det politiske niveau.

I artiklen "Om samhälssklasser" kommer Poulantzas med en definition af det nationale borgerskab, som fremhæver dets tilknytning til den nationale økonomiske udvikling:

"Den nationella bourgeoisin är den fraktion vars intressen är kopplade till nationens ekonomiska utveckling och som kommer i relativ motsättning till det utländska storkapitalets intressen." [96]

Denne definition kan bruges som udgangspunkt for en nærmere bestemmelse af det nationale borgerskab lige såvel som Poulantzas' understregning af, at sondringen mellem det nationale og internationale borgerskab alene gælder for visse koloniale lande, men dette er i sig selv ikke en tilstrækkelig bestemmelse. [97] På grundlag af diskussionerne på et seminar om "Samfundsforhold i Asien og Afrika" på Institut for Statskundskab forår/efterår 1976 vil jeg foretage følgende generelle definition af det nationale kontra det internationale borgerskab: Det nationale borgerskab adskiller sig fra det internationale ved, at dets profit fortrinsvis akkumuleres nationalt, d.v.s. at profitten fortrinsvis benyttes til at udvide produktionen i - i dette tilfælde - Rhodesia. Derimod er det internationale borgerskab kendetegnet ved, at dets profit fordeles ud fra en international akkumulations-strategi. Det internationale borgerskabs aktiviteter i (her:) Rhodesia er underordnet dets aktiviteter andetsteds, og er det en fordel for en enkeltkapital inden for det internationale borgerskab - ud f ra dens internationale akkumulationsstrategi - føres profitten fra produktionen i Rhodesia ud af landet og benyttes til en udvidelse af produktionen andre steder i: verden. Det afgørende i distinktionen mellem nationalt og internationalt borgerskab er således ikke, om profitten rent faktisk føres ud af landet, men derimod om profitten reinvesteres ud fra en national eller en international akkumulationsstrategi. [98]

I forlængelsen af den generelle definition vil jeg pege på en konkret forskel mellem det nationale og det internationale borgerskab i Rhodesia. Langt hovedparten af det nationale borgerskabs agenter, farmerne og de små mineejere var (og er) både direkte ejere af produktionsmidlerne og samtidig fungerende kapitalister. Omvendt var (og er) det karakteristisk for det internationale borgerskab, at ejerne af produktionsmidlerne ikke er fungerende kapitalister (eller rettere kapitalfunktionærer) i Rhodesia. [99] Denne forskel gav (og giver) sig bl.a. udtryk i, at det internationale borgerskabs agenter for manges vedkommende kun boede en mindre årrække i Rhodesia, og således ikke havde så stærk en tilknytning til Rhodesia som de mere fastboende agenter for det nationale borgerskab.

Sædvanligvis modstilles det nationale borgerskab med begrebet kompradorborgerskabet og ikke direkte med det internationale borgerskab. Kompradorborgerskabet er en fraktion af borgerskabet, som ikke har en egen akkumulationsbasis, men derimod varetager interesserne for den internationale kapital, der findes i det pågældende land. [100] Kompradorborgerskabet kan derved siges at være det internationale borgerskabs lokale agenter. Det koloniale element i det rhodesiske samfund medfører imidlertid, at der kun i meget ringe omfang findes egentlige lokale agenter for det internationale borgerskab i Rhodesia. Det er, som fremhævet overfor, fortrinsvis agenter fra den udenlandske kapitals oprindelseslande, der udfører de umiddelbare funktioner for de pågældende enkeltkapitalister. Derfor benytter jeg begrebet internationalt borgerskab fremfor kompradorborgerskab. Anvendelsen af begrebet internationalt borgerskab på denne måde har dog den ulempe, at der ikke umiddelbart skelnes mellem på den ene side det internationale borgerskab forstået som en fraktion i Rhodesia, d.v.s. kapital med direkte investeringer i Rhodesia, og på den anden side det internationale borgerskab i den mere omfattende betydning som kapitalinteresser, der agerer uden for Rhodesia, men har økonomiske og politiske interesser i relation til Rhodesia og derfor foretager økonomiske og politiske handlinger, f.eks. organiseret gennem den britiske stat, af direkte betydning for udviklingen i Rhodesia. Jeg vil derfor hele tiden bestræbe mig for at præcisere, hvad det konkret er, jeg udtrykker med det internationale borgerskab.

For at undgå enhver misforståelse skal det endelig understreges, at de to fraktionsopdelinger, jeg her operer med - h.h.v. mine-kontra agrarborgerskabet, og det nationale kontra det internationale borgerskab - ikke begrebsligt har noget med hinanden at gøre. Det illustreres af, at de små mineejere i den første fraktionsopdeling er i fraktion med de store mineselskaber og i den anden fraktionsopdeling i fraktion med agrarborgerskabet.

Responsible Government Association og dermed det nationale borgerskab søgte og fik støtte fra de hvide arbejdere til kravet om kolonialt selvstyre. [101] Desuden blev det nationale borgerskab støttet af store dele af det statslige bureaukrati fordi disse regnede med at stå stærkere under kolonialt selvstyre end ved union med Sydafrika. Statsapparatets personel var lige fra starten blevet rekrutteret blandt hvide lokalt eller i Kapkolonien (altså ikke i Storbritannien), hvilket betød, at statsbureaukratiet i Rhodesia var tæt knyttet til Rhodesia og settlerne dér; de var ikke (bare) koloniale embedsmænd, der flyttedes rundt fra den ene koloni til den anden:

"The Southern Rhodesian service ... became much more closely linked to the Europian colonists than were the "birds 0f passage" employed further north." [102]

Dette er sandsynligvis baggrunden for, at statsbureaukratiet altid har bakket 0p bag det nationale borgerskab i dets opgør med det internationale borgerskab, og dette er ikke uden betydning p.g.a. deres numeriske styrke. Statsbureaukratiet i Rhodesia har dog aldrig udgjort en selvstændig social kraft, muligvis (jeg har intet materiale om det) fordi det overvejende er blevet rekrutteret fra det nationale borgerskab og dets allierede, de hvide arbejdere, jævnfør Poulantzas' begreb den statsbærende klasse, der angiver den sociale kategori bureaukratiets klassetilhørsforhold, d.v.s. den klasse hvorfra statsapparatets personel rekrutteres. [103]

I 1921 havde den britiske stat besluttet, at spørgsmålet om BSACs afløser skulle afgøres ved en folkeafstemning blandt de stemmeberettigede i Rhodesia, d.v.s. blandt de hvide, hvor kvinderne havde fået stemmeret i 1919 som "belønning" for deres arbejdsindsats under den 1. verdenskrig. Med den opbakning, som det var lykkedes Responsible Government Association (eller som Responsible Government Party, som det skiftede navn til) at få, var det ikke overraskende, at folkeafstemningen i november 1922 gav flertal for kolonialt selvstyre: 8.774 (54,4%) for kolonialt selvstyre imod 5.989 (40,6%) for union med Sydafrika. Som følge heraf trådte det koloniale selvstyre i kraft den l. oktober 1923. [104]

Med dette resultat indtog det nationale borgerskab den ubestridte hegemoniske position i magtblokken, der desuden omfattede det internationale borgerskab. I afsnit 4 vil jeg vise, at det nationale borgerskab beholdt denne position frem til efter 2. verdenskrig.

Noter

[1] W.J. Barber, op.cit., side 12 (min fremhævelse).

[2] Gann, op.cit., side 83 f.

[3] W.J. Barber, op.cit., side 13 f.

[4] Dette aspekt understreges og analyseres indgående af Charles van Onselen, fx i følgende lille detalje om BSACs administrator, der i 1893 "with at least one eye on the stock markets telegraphed London: 'Everywhere new finds are occurring daily. Crushings everywhere successful. Wonderful developments in every district. Reefs certainly improve as depth increases'." Det skal bemærkes, at der her var tale om en "mild" overdrivelse, der skulle lokke ny kapital til Rhodesia (Charles van Onselen, Chibaro: African Mine Labour in Southern Rhodesia. 1900-1933, Pluto Press, London 1976, side 14).

[5] BSAC er dog ikke mere enestående, end at fx det engelske East India Company i en periode havde den samme position i Indien. Se fx Marx, Kapitalen 1, side 1047.

[6] van Onselen, op.cit., side 11.

[7] Se fx Alex Callinicos & John Rogers, Southern Africa after Soweto, Pluto Press, London 1977, side 15 ff samt United Nations, Land Tenure Conditions in South Africa, Centre Against Apartheid, New York 1976, side 17 ff.

[8] Gann, op.cit., side 76.

[9] Jeg hentyder til den fase i kapitalismens udvikling, der på baggrund af Hilferdings og især Lenins analyser benævnes imperialismen (senere: den klassiske imperialisme) (se Rudolf Hilferding, Finanskapitalen, Rhodos, København 1976 (1909), side 441 ff samt Lenin, Imperialismen, passim). I sin definition af den udviklede imperialisme anno 1916 hæfter Lenin sig bl.a. ved følgende kendetegn, der understreger de ekspansionistiske træk og den koloniale opdeling af verden som resultat heraf: "4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet." (Lenin, Imperialismen, side 151). Vedr. en diskussion af de grundlæggende mekanismer bag denne fases ekspansionisme, se foruden Hilferding og Lenin: Ernest Mandel, Der Spätkapitalismus, Suhrkamp, Frankfurt a.M. 1972, der primært understreger betydningen af udviklingen i produktivkræfterne (den teknologiske udvikling), samt Proletarische Front/GWK, Imperialismen i dag, Modtryk, Århus 1975 (1971), der i forlængelse af en analyse af produktivkræfternes udvikling, som på mange punkter svarer til Mandels, også inddrager konsekvenserne for arbejdsprocessen og dennes karakter (den reelle subsumtion af arbejdet under kapitalen). Se også den kritiske analyse af Lenins imperialisme-analyse hos Neusüss, op.cit., side 17 ff.

[10] Se den nærmere fremstilling hos Loney, op.cit., side 32 ff.

[11] Teksten til disse koncessioner er optrykt i Kay, op.cit., side 177 ff.

[12] Mlambo, Rhodesia: The Struggle for a Birthright, C. Hurst & Co., London 1972, side 1 samt W.J. Barber, op.cit., side 12 f og Cann, op.cit., side 81 ff.

[13] Loney, op.cit., side 32 og Kay, op cit., side 40. Den sydlige grænse mod boer-republikken Transvaal og British Bechuanaland var aftalt allerede i 1890 og mod nord fortsatte BSAC koloniseringen af Nordrhodesia, men Nordrhodesia blev politisk-administrativt adskilt fra Sydrhodesia af den naturlige grænse Zambezi.

[14] Colin Leys, European Politics in Southern Rhodesia, Oxford University Press, Oxford 1959, side 6.

[15] Karakteristikken stammer fra den hvide jæger og handelsrejsende, F.C. Selous, der var vejviser for det første koloniseringstogt ind i Rhodesia (F.C. Selous, Sunshine and Storm in Rhodesia, London 1896, side 88 - citeret fra Kenneth Good, Settler Colonialism in Rhodesia, African Affairs, Vol. 73 No. 290, 1974, side 11).

[16] Leys, European Politics, side 7.

[17] Loney, op.cit., side 44-47 samt Gann, op.cit., side 125-139.

[18] Nathan Shamuyarira, Crisis in Rhodesia, Andre Deutsch, London 1965, side 135 f. Richard Gray understreger den samme effekt af 1896-oprørets nedkæmpelse (se Richard Gray, The Two Nations: Aspects of the Development of Race Relations in the Rhodesias and Nyasaland, Oxford University Press, London 1960, side 332).

[19] Stemmeretsbetingelserne var: mandlig britisk statsborger, bosat i Rhodesia, ejendomsbesiddelse for mindst £75, eje en mine eller modtage en løn på mindst £50 om året. Disse betingelser ekskluderede effektivt afrikanerne, men nok så vigtigt også evt. "poor whites" fra Sydafrika (proletariserede boer-bønder), hvis politiske radikalisme var frygtet af BSAC og den britiske stat. Gann, op.cit., side 144. Se vedr. "poor whites" i Sydafrika: F.A. Johnstone, Class, Race and Gold: A Study of Class Relations and Racial Discrimination in South Africa, Routledge & Kegan Paul, London 1976, side 59-64.

[20] Gann, op.cit., side 145.

[21] Udtrykt i terminologien fra den Montesquieu'ske tre-deling af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Se fx Erik Rasmussen, Komparativ politik, Gyldendal, København 1969, bind 2, side 311 ff samt Gunnar Skirbekk, Politisk filosofi, Universitetsforlaget, Bergen-Oslo-Tromsø 1976, bind 1, side 320 ff.

[22] Gann, op.cit., side 142.

[23] Kay, op.cit., side 34.

[24] Leys, European Politics, side 11 f.

[25] Se den mere udførlige diskussion i afsnit 4.3.

[26] Gann, op.cit., side 251. Se også Michael Bratton, Beyond Community Development: The Political Economy of Rural Administration in Zimbabwe, From Rhodesia to Zimbabwe No. 6, London 1978, side 13-18.

[27] Den britiske stat i denne sammenhæng opfattet som en organisator af det britiske borgerskab, der har interesser i relation til Rhodesia.

[28] Begrebet styreform refererer til særegne karakteristika på det politiske niveau, jvf. Poulantzas, Politisk makt, side 166 og 360 ff.

[29] Leys fremhæver også dette forhold: "Within the limits imposed by the 1898 Order in Council the Company geared its administrative machine to settler needs, and ... prepared the way for the governments which followed it," Leys, European Politics, side 11.

[30] van Onselen, op.cit., side 14-17.

[31] ibid., side 14 samt Leys, European Politics, side 6.

[32] Leys, European Politics, side 8 samt Søren Vinther, op.cit., side 45.

[33] Se Gann, op.cit., side 153 ff og Kay, op.cit., side 42 f.

[34] Rosa Luxemburg mener, at jernbanebyggeriet også havde en repressiv funktion: 1896-oprøret kvalte BSAC "først i blod, og siden ved at tage det probate middel til civilisering og pacificering af de indfødte i brug: to store jernbaner blev bygget i det oprørske område." Rosa Luxemburg, op.cit., side 310.

[35] Gann, op.cit., side 156 f og Kay, op.cit., side 72 f.

[36] De sidste lommer af kæmpende Shonaer blev først endegyldigt besejret i 1899.

[37] van Onselen, op.cit., side 263.

[38] Anti-Apartheid Movement, Racism and apartheid in Southern Africa: South Africa and Namibia, The Unesco Press, Paris 1974, side 22.

[39] Kay, op.cit., side 24 og 40 samt van Onselen, op.cit., side 17 f.

[40] van Onselen, op.cit., side 17.

[41] Om begrebet 'Entwertung', der er det modsatte af 'Verwertung', som i dette speciale er oversat til valorisering, se Marx, Kapitalen 3, side 334 og Marx, Grundrids, side 287 f (oversætternes fodnote).

[42] Arbejdskraft-tilvejebringelsen til jeg komme nærmere ind på i afsnit 3.2.3. (samt 4.1.3.).

[43] Vedr. begrebet kapitalens omslagstid, se Marx, Kapitalen 2, side 196 ff. Spørgsmålet om statens tilvejebringelse af almene produktionsbetingelser og betingelserne herfor i de højtudviklede kapitalistiske lande er blevet drøftet flere steder, se fx Läpple, op.cit., side 87 ff og 108 ff samt Hirsch, Staatsapparat, side 63 ff.

[44] Marx, Kapitalen 1, side 1000 /MEW 23, side 742. Jeg vil understrege, at jeg opfatter proletariseringsaspektet af den oprindelige akkkumulation bredere end den absolutte måde, som Marx på baggrund af udviklingen i England gør det i Kapitalen 1, nemlig som bøndernes totale løsrivelse fra jorden og dermed fuldstændige proletarisering. Jeg kan tilslutte mig den kritik, der er formuleret i en analyse af bondespørgsmålet: "Den omfattende løsrivelse af bønderne fra jorden som følge af kapitalens voldsomme og pludselige direkte indtrængen i landbrugsproduktionen, der er genstand for Marx' analyse af den oprindelige akkumulation i "Kapitalen" i den form, den antog i England i det 16. århundrede, synes snarere at være en historisk undtagelse end en generel regel." Inger Boesen, Asger Christensen, Michael Harbsmeier & Sten Rehder, Kapitalen og bønderne: Den ikke-kapitalistiske produktions underordning under kapitalen og produktionsmådernes "konkurrence", Marxistisk Antropologi nr. 2, IMRA, København 1974, side 15 f.

[45] Jvf. argumentationen hos Torben Hviid Nielsen, Indledning, side 31.

[46] I et forsøg på "at opstille en forståelsesramme for de 'perifere' samfund, u-landene eller imperialismens 'resultat' som dele af en international reproduktiv sammenhæng - en imperialistisk exploiteringsrelation" formulerer et forfatterkollektiv følgende antagelse for deres imperialisme-forståelse og -analyse: "Der eksisterer kun en oprindelig akkumulation (den europæiske/amerikanske), al anden akkumulation er afhængig, dvs. afhængig af det eksisterende, højere produktivkraftniveau via verdensmarkedet. Den historiske form og cementering af denne afhængighed er den imperialistiske exploitering og undertrykkelse." Jørgen Østergård Andersen m.fl., Imperialisme: Grundlag-Funktion-Konsekvens, Den jyske historiker nr. 11, Århus 1977, side 10 f. På grundlag af Rhodesia må jeg sige, at denne antagelse er for generelt formuleret, omend det samtidig afspejler, at Rhodesia udgør et ret særegent tilfælde inden for de perifere samfund (se afsnit 4.3.3.).

[47] Marx, Kapitalen 1, side 1029.

[48] I og med den fremadskridende udskillelse af egentlige statsfunktioner og statsapparater skriver jeg fra nu af, hvor det er muligt, 'staten' og ikke BSAC.

[49] Se Poulantzas, Politisk makt, side 160 ff.

[50] Se ibid., side 172 ff.

[51] ibid., side 176. Sml. Hirsch, Til analysen .., side 51 ff.

[52] Leys, European Politics, side 8 f samt van Onselen, op.cit., side 17 og 20.

[53] van Onselen, op.cit., side 20.

[54] Arrighi, Political Economy, side 337.

[55] Gann, op.cit., side 159.

[56] Kay, op.cit., side 44

[57] van Onselen, op.cit., side 264 og 28.

[58] Kay, op.cit., side 44 og W.J. Barber, op.cit., side 121. Produktionen i Sydafrika var frem til 1940 mellem 10 og 15 gange højere, hvorefter forskellen generelt blev endnu større. Se fx tabellen hos Bislev, Baggrund for apartheid, side 163.

[59] International kapital i de største af de tidligt etablerede guldminer overlevede krisen i 1903-04. Denne "gamle" internationale kapital var domineret af BSAC.

[60] Gann, op.cit., side 160 samt van Onselen, op.cit., side 27.

[61] van Onselen, op.cit., side 28.

[62] ibid., side 30 f samt Kay, op.cit., side 45.

[63] Væksttallene er rene nettostørrelser, dvs. udtryk for den naturlige indenlandske befolkningsvækst + den samlede indvandring - den samlede udvandring. Mlambo, op.cit., side 14 skriver, at der var tale om en meget stor gennemstrømning, dvs. hver for sig høje ind- og udvandringstal.

[64] van Onselen, op.cit., side 28 f.

[65] Mlambo, op.cit., side 13.

[66] Se især Gann, op.cit., side 167-172, 254-255 og 324-325 samt Kay, op.cit., side 45 og 72 f.

[67] Loney, op.cit., side 52.

[68] Jeg benytter farmer som betegnelse for en kapitalistisk landbruger (dvs. en agent fra agrarborgerskabet) og bonde som betegnelse for en landbruger, der i én eller anden form er underordnet kapitalen.

[69] Det var lettere at tælle antallet af hytter end antallet af afrikanere, derfor en hytteskat. En individualisering af afrikanerne på det politiske niveau måtte lade vente på sig. Se R.W.M. Johnson, African Population Estimates - Myth or Reality, The Rhodesian Journal of Economics, Vol. 3 No. 1, March 1969, side 5 ff.

[70] Leys, European Politics, side 10 f.

[71] I.R. Phimister, Peasant Production and Underdevelopment in Southern Rhodesia, 1890-1914, African Affairs, Vol. 73 No. 291, 1974, side 219-223; W.J. Barber, op.cit., side 49 f samt Gann, op.cit., side 323.

[72] Arrighi, Labor Supplies, side 183 f og 190; van Onselen, op cit., side 23 ff samt D.G. Clarke, Agricultural and Plantation Workers in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1977, side 34-38.

[73] Arrighi, Labor Supplies, side 223 samt van Onselen, op.cit., side 80 og 281 f.

[74] Gann, op.cit., side 179 f samt van Onselen, op.cit., side 25 f, 99 og 103 ff.

[75] Gann, op.cit., side 179; Kay, op cit., side 63 ff; Arrighi, Labor Supplies, side 198 samt D.G. Clarke, Contract Workers and Underdevelopment in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1977, passim.

[76] Roger C. Riddell, The Land Problem in Rhodesia, Mambo Press, Gwelo 1978, side 7.

[77] ibid.; Arrighi, Labor Supplies, side 195 f samt Gann, op.cit., side 191 og 323.

[78] Arrighi, Labor Supplies, side 212-214. Også van Onselen, op.cit., side 117 konstaterer dette vendepunkt.

[79] Jvf. diskussionen hos Martinussen, Bidrag til .., side 201 f og 64 (note 3).

[80] Jvf. den centrale konstatering hos både Hirsch og Poulantzas, at modsætninger inden for den herskende klasse som konsekvens af den kapitalistiske stats relative autonomi bl.a. kommer til udtryk som modsætninger mellem forskellige organer inden for statsapparatet. Se fx Hirsch, Staatsapparat, side 217 ff; Hirsch, Til analysen .., side 39 ff; Poulantzas, Classes in .., side 163 f samt Poulantzas, The Capitalist State, side 74 f.

[81] Jvf. afsnit 1.2.1., hvor en vis grad af organisering blev fremhævet som en nødvendig forudsætning for en klasse(fraktion)s magtudøvelse.

[82] Leys, European Politics, side 131. Leys nævner intet om, hvordan disse partidannelser udviklede sig, kun at det første ved dannelsen gik ind for en form for kolonistyre og det andet for en fortsættelse af BSAC-styre, samt at det sidste i 1907 havde flertal i Legislative Council.

[83] Colonial Office to BSAC: 13 Mar 1906 - citeret fra Gann, op.cit., side 212.

[84] ibid., side 211. Heraf den tidligere nævnte store betydning af de internt genererede statsindtægter og af enkeltkapitalernes tilsvarende internt genererede kapitalophobning.

[85] ibid., side 213.

[86] 1908-1913 nedstemte de valgte i Legislative Council kun tre gange BSAC (Leys, European Politics, side 131).

[87] Mlambo, op.cit., side 20-22.

[88] ibid., samt Gann, op.cit., side 217 f og 231-34.

[89] Gann, op.cit., side 216.

[90] Kay, op.cit., side 34 og Loney, op.cit., side 83.

[91] Jvf. Poulantzas, Om samhällsklasser, side 38 f.

[92] Der kan i denne forbindelse peges på Marx' konstatering af, at den republikanske borgerskabsfraktion i den konstituerende nationalforsamling i Frankrig 1848-49 alene var lokaliserbar på det politiske niveau: "Det var inden for borgerskabet ikke en fraktion, som blev holdt sammen af store fællesinteresser og afgrænsedes ved særegne produktionsbetingelser ... men fremfor alt på den franske nationalisme." Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, MEUS I, side 249 f.

[93] Gann, op.cit., side 234 f og 244.

[94] ibid., side 235 ff samt Mlambo, op.cit., side 4 f.

[95]

[96] Poulantzas, Om samhällsklasser, side 39.

[97] Denne utilstrækkelighed omfatter også Poulantzas' definition i Classes in .., side 71: "What should be understood by national bourgeoisie is that fraction of the indigenous bourgeoisie which, on the basis of a certain type and degree of contradictions with foreign imperialist capital, occupies a relatively autonomous place in the ideological and political structure, and exhibits in this way a characteristic unity."

[98] Jeg kan henvise til Morten Ougaards mere omfattende diskussion af emnet inspireret af samme seminar, se Morten Ougaard, Zambia efter afkoloniseringen, upubliceret specialeopgave til Institut for Statskundskab, Århus 1977, side 56-64. Her fremføres det bl.a., at "en imperialistisk enkeltkapital meget vel i en periode kan reinvestere alle i en given perifer formation producerede profitter i denne, uden derfor på væsentlig måde at ændre sit forhold til formationen, ligesom en national kapital kan investere en del af sin profitmasse udenfor formationen, uden derfor at ændre karakter. Det afgørende må være, hvor den samlede overordnede ledelse foregår, billedlig talt: indenfor hvilken horisont kapitalens akkumulationsstrategi udformes, hvorvidt den indgår i en større international udligning af profitraten, eller i en national. Mere præcist drejer det sig om, i hvilken formation den økonomiske ejendom er placeret, eller hvor profitmaksimeringen foregår" (ibid., side 58). Se i øvrigt diskussionen af den perifere eller post-koloniale stat i afsnit 4.3.3.

[99] Sondringen mellem ejere af produktionsmidlerne og de fungerende kapitalister stammer fra Marx, Kapitalen 3, side 481-506. Også Poulantzas, Classes in .., side 180 f opererer med denne sondring og det samme gør Projekt Klassenanalyse, Materialen zur Klassenstruktur der BRD. Erster Teil: Theoretische Grundlagen und Kritiken, VSA, Westberlin 1973, side 183-191.

[100] Se fx Poulantzas, Om samhällsklasser, side 39 og Poulantzas, Classes in .., side 71.

[101] Jeg vil komme nærmere ind på de hvide arbejdere og herunder deres støtte til kolonialt selvstyre i afsnit 4.2.1.

[102] Gann, op.cit., side 146.

[103] Poulantzas, Politisk makt, side 277 f og 377 ff. I en videre analyse af dette forhold ville det være nødvendigt at skelne mellem det ledende personels klassetilhørsforhold og det øvrige personels (evt. underopdelt), jvf. fx Martinussen, Bidrag til .., side 226 ff.

[104] Gann, op.cit., side 225, 235 og 245 ff.