Kapitel 1 - Den kapitalistiske stat

Jeg vil i dette afsnit ud fra et historisk materialistisk standpunkt forsøge at præcisere, hvilken rolle den kapitalistiske stat generelt spiller i kapitalistiske samfund. Mere præcist drejer det sig i afsnit 1.1. om at bestemme den kapitalistiske stats grundlæggende form. I afsnit 1.2. vil jeg på grundlag af afsnit 1.1. diskutere forskellige udvalgte aspekter af den kapitalistiske stats funktionsmåde af relevans for nærværende speciales emne. Det drejer sig primært om forholdet mellem staten og klasserne. Fremstillingen i afsnit 1.1. ligger på et højt abstraktionsniveau (gældende for den kapitalistiske produktionsmåde (=KPM) i sin "rene" form) [1], mens behandlingen i afsnit l.?. bliver lidt mere konkret og bl.a. tager sigte på at etablere et generelt begrebsapparat for den konkrete fremstilling i de efterfølgende afsnit. Hele afsnit 1. skal derfor ses som en generel ramme for den konkrete analyse af klasse- og magtforholdene i Rhodesia.

Til dette skal det for det første bemærkes, at jeg her forudsætter, at Rhodesia er et kapitalistisk samfund eller - udtrykt med Nicos Poulantzas' terminologi - en samfundsformation domineret af KPM. Dette vil blive nærmere begrundet i afsnit 3.

For det andet skal det bemærkes, at jeg ikke i dette afsnit vil foretage en blot nogenlunde dækkende gennemgang af den intensive statsteoretiske diskussion, der er foregået inden for de senere år. Det skyldes dels, at en sådan gennemgang vil sprænge rammerne for nærværende speciale, og dels, at der allerede foreligger adskillige gennemgange af disse diskussioner. [2] Specialets emne er ikke abstrakt statsteori, men derimod de politiske magtforhold i Rhodesia fra koloniseringen til UDI, herunder klasseforholdene og statens funktioner.

På grundlag heraf har jeg udvalgt to statsteoretiske ansatser, som jeg vil støtte mig specielt på i dette afsnit. Det drejer sig om Joachim Hirsch' [3] og Nicos Poulantzas' [4] teoriudviklinger. Hirsch er valgt, fordi han er den, der - mig bekendt! - klarest har forsøgt at aflede staten af den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces' modsigelser og samtidig - inden for sin teoretiske ansats - eksplicit tilkender klassekampen og staten en afgørende og relativt selvstændig rolle. I forlængelse heraf er Poulantzas valgt, fordi han er den, der har udarbejdet det mest veludviklede begrebsapparat omkring staten og det politiske niveau (i Poulantzas’ egen terminologi: en regional teori for det politiske niveau [5]). Uden en nærmere diskussion af de videnskabs- og erkendelsesteoretiske problemer, der er forbundet hermed, hævder jeg med andre ord det frugtbare i at forsøge at samarbejde (dele af) de to statsteoretiske retninger, der har været de absolut dominerende i den danske diskussion, nemlig de såkaldt kapitallogiske og de Althusser-inspirerede. [6]

1.1 Bestemmelse af den kapitalistiske stats grundlæggende form

Den historiske materialismes grundlæggere, Karl Marx og Friedrich Engels, har ikke udarbejdet nogen færdig statsteori. I Marx' planudkast for værkerne efter 1857, som både Althusserskolen og kapitallogikerne er enige om at tildele en særlig videnskabelig status i modsætning til de tidligere "ideologisk" eller "antropologisk" prægede skrifter, [7] figurerer en speciel bog om staten, som Marx i sit arbejde med kritikken af den politiske økonomi dog aldrig nåede at udarbejde. [8] I behandlingen af den kapitalistiske jordrentes tilblivelse i 3. bind af Kapitalen har Marx imidlertid givet en almen ledetråd for udarbejdelsen af en statsteori:

"Den specifikke økonomiske form, hvori det ubetalte merarbejde pumpes ud af den umiddelbare producent, bestemmer herre- og knægtforholdet, som det umiddelbart vokser frem af selve produktionen og på sin side virker bestemmende tilbage på den. Men derpå beror hele udformningen af det økonomiske fællesskab, der vokser ud af produktionsforholdene selv, og dermed tillige dette fællesskabs specifikke politiske skikkelse. Det er altid ejeren af produktionsbetingelsernes umiddelbare forhold til den umiddelbare producent ..., hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også for den politiske form, som suverænitets- og afhængighedsforholdet antager, kort sagt for den til enhver tid specifikke statsform." [9]

Af citatet fremgår det, at det er merarbejdsudpresningens historisk specifikke form, der til enhver tid bestemmer herredømmeformen/den specifikke politiske form/den specifikke statsform (Marx benytter stort set disse betegnelser synonymt). I Kapitalens 1. bind skriver Marx:

"Kapitalen har ikke opfundet merarbejdet. ... Kun den form, hvori dette merarbejde bliver udpresset af den umiddelbare producent, arbejderen, adskiller de økonomiske samfundsformationer, f.eks. samfund baseret på slaveri fra samfund baseret på lønarbejde." [10]

Udgangspunktet er altså merarbejdets form som det grundlæggende, der adskiller kapitalismen fra feudalismen, antikken og andre før-kapitalistiske samfund (og i øvrigt også postkapitalistiske, som fx. socialismen/kommunismen). [11] Samtidig fremgår det af citaterne og endnu tydeligere i Kritik af Gotha-programmet, at Marx mener, der findes en grundlæggende kapitalistisk statsform (Hirsch' udtryk) eller en kapitalistisk statstype (Poulantzas' udtryk) med visse væsentlige fælles karaktertræk: [12]

"Det "nuværende samfund" er det kapitalistiske samfund. ..... Derimod skifter den "nuværende stat" med landegrænsen. ..... Imidlertid har de forskellige kulturlandes forskellige stater, trods den brogede forskel mellem dem, hvad formen angår, alle det tilfælles, at de står på det moderne borgerlige samfunds grund, kun at dette samfund er mere eller mindre udviklet i kapitalistisk henseende. De har derfor også visse væsentlige karaktertræk tilfælles." [13]

Med udgangspunkt i merarbejdets form under kapitalismen kan problemstillingen i dette afsnit nu præciseres til i første omgang at dreje sig om en bestemmelse af den kapitalistiske stats grundlæggende form. Hirsch præciserer det yderligere derhen, at det drejer sig "om klassemagtens specifikke forandrede form", "ikke om klassemagtens eksistensgrundlag", idet Hirsch forudsætter, "at ethvert klassesamfund er kendetegnet ved et magtforhold, nemlig et magtforhold der sikrer den ene klasses udbytning af den anden". [14]

Under kapitalismen antager merarbejdet form af merværdi. Bag merværdi-begrebet ligger værdibegrebet, og bag værdibegrebet ligger forståelsen af arbejdets dobbeltkarakter, der giver sig udtryk i, at arbejdets produkt, varen, er en enhed af brugsværdi og værdi. Disse bestemmelser udgør de grundlæggende elementer i kritikken af den politiske økonomi, dvs. det for KPM specifikke i forhold til alle andre produktionsmåder, "kapitalen i almenhed" (incl. Schanz' "das Kapital in seiner Realität im Allgemeinen") eller med Poulantzas: den regionale teori for det økonomiske niveau i KPM. Jeg vil ikke komme nærmere ind på kritikken af den politiske økonomi, da der foreligger en righoldig litteratur om denne, [15] men blot holde mig til det for en generel statsteori umiddelbart relevante.

Det er for Hirsch vigtigt at aflede statens grundlæggende form "af de lovmæssigheder, som bestemmer produktionen og reproduktionen i samfundsformationens totalsammenhæng", [16] dvs. af det udfoldede kapitalbegreb. [17] Vareproduktion grunder sig på privatejendom og arbejdsdeling, hvilket betyder, at produkternes fordeling og dermed den samfundsmæssige sammenhæng mellem privatproducenterne formidles via byttet og bestemmes af værdiloven. Byttet tager form af ækvivalentbytte (dvs. bytte af lige store værdier), og den samfundsmæssige sammenhæng etableres bag om ryggen på producenterne, som Marx formulerer det, [18] dvs. uden deres bevidste planlægning.

Den kapitalistiske vareproduktion er endvidere karakteriseret ved, at den er en "generaliseret vareøkonomi", [19] idet også "arbejdskraften for arbejderen selv tager form af en vare, der tilhører ham, og hans arbejde tager derfor form af lønarbejde". [20] Bag dette ligger som en forudsætning for kapitalistisk produktion eksistensen af den proletariserede såkaldt "dobbelt-frie" arbejder, dvs. en arbejder, der er personligt fri, så han kan sælge sin arbejdskraft (og ikke fx. er bundet af stavnsbånd, slaveforhold e.l.), og "fri" fra produktionsmidler, så han skal sælge sin arbejdskraft for at kunne leve. Også køb og salg af varen arbejdskraft fremtræder som ækvivalentbytte, men her er det lige bytte kun et Schein. Ganske vist udbetaler ejeren af produktionsmidlerne, kapitalisten, ejeren af arbejdskraften, arbejderen, værdien af arbejdskraften (=værdien af arbejderens samfundsmæssigt nødvendige reproduktionsomkostninger). Men arbejdskraftens brugsværdi "besidder den ejendommelige beskaffenhed at være kilde til værdi, en vare, hvis faktiske forbrug altså selv er genstandsgørelse af arbejde, dermed skabelse af værdi". [21] Under kapitalistiske produktionsforhold vil kapitalisten endvidere kun købe varen arbejdskraft, hvis den ikke alene er i stand til at producere værdi til kapitalisten, men også merværdi, dvs. en værdiforøgelse ud over den værdi, som kapitalisten må betale for arbejdskraften, idet den kapitalistiske produktions formål er produktion af merværdi, som kapitalisten kan realisere som profit. [22] Cirkulationssfærens køb og salg af varen arbejdskraft dækker med andre ord over et udbytningsforhold.

Kapitalistens virkelige tilegnelse af merarbejdet foregår imidlertid ikke i cirkulationssfæren, men derimod i produktionssfæren, i den kapitalistiske produktionsproces. I forlængelse af arbejdets dobbeltkarakter udgør den kapitalistiske produktionsproces en uadskillelig enhed af arbejdsproces (brugsværdiskabende) og valoriseringsproces (værdi- og merværdiskabende). Valoriseringsprocessen er yderligere karakteriseret ved, at det kun analytisk er muligt at opdele denne proces i nødvendigt arbejde (hvor arbejdskraftens værdi reproduceres) og merarbejde (hvor merværdien produceres). Under kapitalistiske produktionsforhold skjules merarbejdet. Det "er ikke umiddelbart synligt. Merarbejdet og det nødvendige arbejde glider over i hinanden". [23] Dette skal ses i modsætning til fx feudalismen, hvor merarbejdet (i arbejdsrentens form) foregik i et bestemt tidsrum på herremandens jord og dermed var åbenlyst adskilt fra det nødvendige arbejde, der foregik på hoveribondens egen jord. Disse produktionsforhold nødvendiggjorde direkte ikke-økonomisk tvang for at udpresse merarbejde af den umiddelbare producent, der her var i besiddelse af sine egne produktionsmidler. [24]

Omvendt muliggør det "skjulte merarbejde" under kapitalismen, at merarbejdet kan udpresses af det umiddelbare producent alene ved økonomisk tvang (kapitalisternes besiddelse og arbejdernes ikke-besiddelse af produktionsmidlerne, hvilket tvinger arbejderne til at sælge deres eneste vare, deres egen arbejdskraft, til kapitalisterne for at overleve). Det afgørende er, at arbejdslønnen, der er fremtrædelsesform for arbejdskraftens værdipris, i sin form som arbejdets pris fremtræder som betaling for alt det udførte arbejde, ikke kun det nødvendige arbejde:

"Arbejdslønnens form udsletter ..... ethvert spor af arbejdsdagens deling i nødvendigt arbejde og merarbejde, i betalt og ubetalt arbejde. Alt arbejde fremtræder som betalt arbejde. ..... Samtlige både arbejderens og kapitalistens retsforestillinger, alle den kapitalistiske produktionsmådes mystifikationer, alle dens frihedsillusioner og alle vulgærøkonomiens apologetiske flovser beror på denne fremtrædelsesform, der gør det virkelige forhold usynligt og viser netop det modsatte af dette forhold." [25]

Dette illusionsskabende fremstiller Marx som den simple vareøkonomis tilegnelseslov. [26] Den simple varecirkulations form, V-P-V, er ulig kapitalens cirkulationsform, P-V-P', [27] men eksisterer videre på det kapitalistiske samfunds overflade i form af den såkaldt "lille cirkulation" mellem arbejdskraft og kapital [28] (set ud fra arbejdskraftens synsvinkel) og har som sådan vigtige bevidsthedsmæssige konsekvenser som grundlag for den borgerlige ideologi, vigtigst: alle individernes formelle frihed og lighed.

"Cirkulationen eller vareudvekslingens sfære, som danner skranken for køb og salg af arbejdskraft, er faktisk et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder. Her hersker intet andet end frihed, lighed, ejendom og Bentham (dvs. stræben efter egne privatinteresser, EM). ..... Netop fordi hver kun ser på sin egen fordel uden hensyn til den anden, realiserer alle, ifølge tingenes forud givne harmoni eller under et alfiffigt forsyns auspicier, kun deres gensidige fordel, fællesnytten, fællesinteressen." [29]

Curt Sørensen tilføjer hertil:

"Det historisk-specifikke knægtelses- og udbytningsforhold, kapital-arbejde relationen, kommer til at fremtræde som evigt naturvilkår for al produktion. ..... Medens alle tidligere produktionsmåder har været karakteriseret ved åbne utilslørede knægtelses- og udbytningsforhold, så er det et særtræk ved den kapitalistiske produktionsmåde, at knægtelses- og udbytningsforholdet er tilsløret. Det er tilsløret, dog ikke ved en med bedragerisk hensigt og stor fiffighed udtænkt ideologi, men ved forhold og forestillinger, som udspringer af selve det vareproducerende samfunds objektive grundstruktur. Vi har her også den reale basis for alle stædigt fastholdte forestillinger om samfundet som en sum af frie og ligeberettigede individer, ..., grundelementet i den borgerlig -liberalistiske ideologi." [30]

Udvider man perspektivet fra den enkelte produktionsproces til processens bestandige gentagelse, dvs. til reproduktionsprocessen, vil man konstatere, at den kapitalistiske produktionsproces hele tiden genskaber sine egne forudsætninger, ikke mindst kapital-lønarbejde­forholdet, således at den kapitalistiske produktion kan foregå uden udefrakommende, "politiske" indgreb.

"På den ene side forvandler produktionsprocessen uafbrudt den stoflige rigdom til kapital, til midler til værdiøgning og nydelse for kapitalisten. På den anden side kommer arbejderen bestandigt ud af processen på samme måde, som han trådte ind i den - som personlig kilde til rigdom, men blottet for alle midler til at realisere denne rigdom for sig. ..... Arbejderen producerer ..... selv bestandigt den objektive rigdom som kapital, som en magt, der er ham fremmed, som behersker og udbytter ham; og kapitalisten producerer lige så bestandigt arbejdskraften som en subjektiv kilde til rigdom, der er adskilt fra sine egne midler til genstandsgørelse og virkeliggørelse ....., kort sagt arbejderen som lønarbejder. Denne bestandige reproduktion eller eviggørelse af arbejderen er den kapitalistiske produktions sine qua non." [31]

Også klasseforholdene reproduceres altså i den kapitalistiske reproduktionsproces. Det er ikke blot den enkelte arbejder, der står over for den enkelte kapitalist, men derimod arbejderklassen (=proletariatet) over for kapitalistklassen (=borgerskabet).

"Ikke blot produktionens genstandsmæssige betingelser fremtræder som dens resultat; men i lige så høj grad dens specifikt samfundsmæssige karakter; de samfundsmæssige forhold og derfor produktionsagenternes samfundsmæssige position over for hinanden, - produktionsforholdene selv, bliver produceret, er bestandigt det fornyede resultat af processen." [32]

Med reproduktionsprocessen og den bestandige tilbageforvandling af merværdi til kapital, hvor det viser sig, at det totale samfundsmæssige værdiprodukt er frembragt af arbejderklassen, men tilegnes af kapitalistklassen, ændres den simple vareøkonomis tilegnelseslov, der dannede grundlag for den borgerlige ideologi, til sin direkte modsætning, loven om den kapitalistiske tilegnelse:

"Den bytning af ækvivalenter, der fremtrådte som den oprindelige operation, har drejet sig således, at der kun tilsyneladende finder en bytning sted, idet for det første den del af kapitalen, der udveksles mod arbejdskraft, selv kun er en del af det fremmede arbejdsprodukt, der er tilegnet uden ækvivalent, og for det andet må den ikke blot erstattes af sin producent, arbejderen, men må erstattes med et nyt merprodukt. Bytterelationen mellem kapitalist og arbejder bliver således nu til et ydre skin, der er knyttet til cirkulationsprocessen, en ren form, der er fremmed for selve indholdet og kun mystificerer det. Det stadige køb og salg af arbejdskraften er formen. Indholdet er det, at kapitalisten uden ophør omsætter en del af det allerede genstandsgjorte fremmede arbejde, som han uafbrudt tilegner sig uden ækvivalent, mod et stadigt større kvantum levende fremmed arbejde." [33]

Hirsch' pointe er nu, at da det umiddelbare forhold mellem kapitalisten og arbejderen (køb og salg af varen arbejdskraft) beror på den simple vareøkonomis tilegnelseslov (hvoraf den borgerlige ideologi om et forhold mellem lige og frie individuelle varebesiddere udspringer), kan dette forhold ikke - som i før-kapitalistiske samfund - bero på direkte tvang (eller truslen herom):

"Det er et væsentligt træk ved de kapitalistiske samfundsformationer, at udbytningen og reproduktionen af klasserne ikke er en følge af (og ikke kan være en følge af) anvendelsen af umiddelbar fysisk magt. Reproduktionen af produktionsforholdene er derimod reguleret via værdiloven." [34]

Da ethvert klassesamfund/udbytningsforhold som tidligere nævnt imidlertid er kendetegnet ved et magtforhold, og da køb og salg af arbejdskraften kun efter sin form er et ækvivalentbytte, men reelt dækker over tilegnelse af ubetalt merarbejde (dvs. udbytning), må borgerskabet have en tvangsmagt i baghånden for at garantere kapitalakkumulationens og udbytningens grundlag, men en tvangsmagt, der nødvendigvis må eksistere uden for den kapitalistiske produktionsproces. P.gr.a. de konkurrerende enkeltkapitalister, der står over for hinanden som varebesiddere, må borgerskabets tvangsmagt endvidere koncentreres et sted, i "en fra den enkelte kapitalist adskilt institutionalisering og derfor ..... antage en form, der er formelt adskilt fra den herskende klasse". [35] Dette er den kapitalistiske stats, det borgerlige klasseherredømmes grundlæggende form. Det er baggrunden for det borgerlige samfunds fordobling i samfund og stat, som Marx taler om i sine ungdomsskrifter [36] - den fordobling, der modsvares af adskillelsen mellem økonomi og politik. [37] Det kapitalistiske samfund baserer sig på en gang på privatbesiddernes økonomiske ulighed (i produktionssfæren) og deres formelle retslige lighed, der udspringer af cirkulations­sfærens ækvivalentbytte og garanteres af en magt, staten, der tilsyneladende står over samfundet. [38]

Hirsch sammenfatter det borgerlige klasseherredømmes grundlæggende form således:

"Die Art und Weise der Herstellung des gesellschaft­lichen Zusammenhangs, der Verteilung der gesellschaft­lichen Arbeit und der Aneigung des Mehrprodukts bedingt notwendig, dass den unmittelbaren Produzenten die Verfügung über physishe Gewaltmittel entzogen und diese in einer gegenüber dem ökonomischen Reproduktionsprozess abgehobenen gesellschaftlichen Instanz lokalisiert wird: Herstellung formeller bürgerlicher Freiheit und Gleichheit sowie Schaffung eines staat­lichen Gewaltmonopols. Bürgerliche Klassenherrschaft ist wesentlich und grundlegend dadurch gekennzeichnet, dass die herrschende Klasse der ihre Herrschaft sichernden Gewalt eine von ihr formen getrennte Existenz einräumen muss." [39]

Det er vigtigt at understrege, at borgerskabets herredømme ikke er eksklusivt koncentreret i den kapitalistiske stat. Tværtimod er KPM kendetegnet ved, at undertrykkelsen og det primære magtforhold (borgerskabets "økonomiske magt" i modsætning til dets "politiske magt", der er koncentreret i staten) er objektiveret i de mere eller mindre upersonlige økonomiske og sociale strukturer, der karakteriserer kapitalismen, og hvor arbejdskraftens vareform er det grundlæggende [40] (jvf. ovenfor). Det er det, der ligger til grund for det, jeg har refereret til som økonomisk tvang til forskel fra den ikke-økonomiske tvang, den direkte fysiske magtanvendelse, der kendetegnede merarbejdsudpresningen i de før-kapitalistiske samfund. Det er kun den sidste herredømmeform, den direkte fysiske magtanvendelse, der er koncentreret i den kapitalistiske stat, hvorved denne herredømmeform får sin politiske karakter under kapitalismen, netop i en modstilling over for den økonomiske tvang. Dieter Läpple er inde på noget lignende, idet han taler om en "fordobling af herredømmets udøvelse i en direkte økonomisk form i produktionssfæren og en formidlet, politisk form i cirkulationssfæren", der modsvarer samfundets fordobling i samfund og stat. [41] Endvidere kan der henvises til Poulantzas' påpegning af, at de politiske og ideologiske dominansforhold også reproduceres inden for de "økonomiske apparater" (fabrikker o.l.), og at den direkte fysiske repression generelt ikke anvendes i produktionssfæren i kapitalistiske samfund (til forskel fra før-kapitalistiske), men kun intervenerer for at opretholde udbytningsbetingelserne. [42] Hirsch fastslår kort og godt, at "de 'økonomiske apparater' til stadighed også (er) magtapparater". [43] Endelig kan der peges på Schanz' understregning af, at "de for kapitalismen specifikke tvangsformer ... er ... til stede såvel i de umiddelbare produktionsprocesser som udenfor" (i modsætning til repressionens årsag, udbytningen, der kun finder sted i den umiddelbare produktionsproces). [44]

Hirsch understreger, at det fysiske magtapparats adskillelse fra den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces betyder en selvstændiggørelse af staten både over for arbejderklassen og borgerskabet. Det implicerer, at den kapitalistiske stat kan komme i konflikt med både arbejderklassen og dele af borgerskabet, og tillige omvendt, at staten godt kan imødekomme enkelte af arbejderklassens kortsigtede interesser, så længe det ikke truer borgerskabets akkumulations­betingelser, hvorved statens skær af klasseneutralitet muliggøres. Videre implicerer statens selvstændiggørelse, at besiddelsen af produktionsmidler og det politiske herredømme ikke er umiddelbart sammenkoblet. Da borgerskabet består af konkurrerende enkeltkapitaler med forskellige akkumulationsbetingelser, uens udviklingsgrad m.m., er borgerskabet opsplittet i forskellige fraktioner med forskellige interesser og derfor ikke umiddelbart i stand til at agere som en homogen klasse. Der vil uvægerlig være kamp om det politiske overherredømme (hegemoni), hvilket gør, at dette herredømme er underlagt selvstændige reproduktionsmekanismer, som Hirsch udtrykker det. Staten indtager således en mellemstilling mellem den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces og klassekampen. Endelig fastslår Hirsch, at statens ydre forhold til den kapitalistiske produktions- og reproduktionsproces betyder, at staten grundlæggende kun kan reagere på produktions- og reproduktionsprocessens resultater i form af interventioner og fx kun kodificere allerede skabte normer (såsom sikring af den private ejendomsret og af regler for byttet) for at skabe klarhed og beregnelighed i rets- og bytteforholdene. [45]

Hirsch adskiller sig fra en række andre kapitallogiske statsafledningsforsøg ved at fastslå, at man ikke ud fra de almene bestemmelser i kritikken af den politiske økonomi kan komme længere end hertil i den almene karakteristik af den kapitalistiske stat. Vil man videre, må man inddrage konkret-historiske undersøgelser af kapitalismens udvikling. Her kan man tage udgangspunkt i den marxske akkumulations- og kriseteori, centreret omkring loven om profitratens tendentielle fald, med henblik på en systematisering af kapitalismens historiske udvikling. Forsøg på systematisering af konkrete statsfunktioner må ifølge Hirsch udgå fra de historiske forandringer i den økonomiske basis, i klasseforholdene og klassekampens udvikling og de heraf følgende betingelser for sikringen af borgerskabets politiske herredømme - ikke ud fra "kapitalen i almenhed". [46] Generelt og overordnet konstaterer Hirsch dog, at det er en afgørende funktion for den kapitalistiske stat som selvstændiggjort magtinstans at garantere de almene ydre betingelser for kapitalakkumulationen (totalkapitalens reproduktion), når enkeltkapitalerne ikke selv kan frembringe disse. [47]

I den foregående bestemmelse af den kapitalistiske stats grundlæggende form, der hovedsagelig er inspireret af Hirsch’ fremstilling i Staatsapparat und Reproduktion des Kapitals, kommer Hirsch til et resultat, der i hovedtrækkene er i overensstemmelse med vigtige elementer i Poulantzas' bestemmelse af den kapitalistiske statstype. Jeg vil dels pege på, at samfundsformationer domineret af KPM ifølge Poulantzas karakteriseres af en specifik relativ autonomi for det politiske niveau og den politiske struktur, staten [48] (jvf. selvstændiggørelsen af staten hos Hirsch og de kort opridsede implikationer heraf). Dels at også Poulantzas påpeger det som et karakteristisk træk ved den kapitalistiske stat, at den har monopol på organiseret fysisk undertrykkelse. Et citat fra Poulantzas kan illustrere den store grad af overensstemmelse mellem Poulantzas og Hirsch på dette centrale punkt:

"Det som utmärker denna stat (den kapitalistiske, EM) i detta avseende (tvangselementet, EM) är att den har monopolet på organiserad fysisk repression, och detta i notsats til andra samhållsformationer, i vilka institutioner som kyrkan, adelsmakten, osv., hade privilegiet av deas utövande parallellt med staten. Den organiserade fysiska repressionen antar på så sått en i egentlig mening politisk karaktär. ..... Detta kännetecken hos den kapitali­stiska staten är implicerat i det kapitalistiska produktionssättets själva funktionssätt. ..... Det skulle inte vara möjligt for detta ”rena” produktionssätt att fungera om det inte vore så att den organiserade fysiska repressionen inte utövades direkt av agenterna på de sociala produktionsförhållandenas område, utan är reserverad staten." [49]

Jeg finder derfor ikke, at der er afgørende substantielle problemer forbundet med at udbygge Hirsch' bestemmelse af den kapitalistiske stats grundlæggende form med Poulantzas' statsteore­tiske ansatser, der især vedrører forholdet mellem staten og klasserne.

1.2 Elementer af den kapitalistiske stats funktionsmåde, især hvad angår forholdet mellem staten og klasserne

Da specialets problemstilling vedrører klasse- og magtforholdene i Rhodesia, er det ikke tilstrækkeligt at konstatere den kapitalistiske stats abstrakt-almene nødvendighed og dens grundlæggende form. Statens forhold til klasserne - og omvendt - må også inddrages. Her har kapitallogikerne, som jeg primært byggede på i afsnit 1.1., ikke bidraget med noget substantielt, lige bortset fra ansatserne i Hirsch' artikel, Til analysen af den borgerlige stat, der imidlertid som påpeget er stærkt påvirket af Poulantzas' stats teoretiske ansatser. Jeg vil derfor i dette afsnit primært bygge på Althusser-skolens bidrag, især Poulantzas'. [50] Også her vil fremstillingen ligge på et højt abstraktionsniveau, idet det først og fremmest drejer sig om at fastslå det almene forhold mellem klasserne og den kapitalistiske stat og udarbejde et begrebsapparat som en nødvendig ramme for den konkrete analyse af Rhodesia. Selvom abstraktionsniveauet således stadig er højt, har de behandlede forhold i dette afsnit en anden teoretisk status end det var tilfældet i det foregående. Det drejer sig her hovedsageligt om en generalisering og teoretisk bearbejdning af "marxismens klassiker, ... arbetarrörelsens politiska texter och ... den samtida statskunskapen", som Poulantzas sammenfatter det. [51]

Selvom Hirsch' resultat m.h.t. den kapitalistiske stats grundlæg­gende form er i overensstemmelse med centrale elementer i Poulantzas' begreb for den kapitalistiske stat, er deres udgangspunkt forskelligt. Hirsch' udgangspunkt er kapitalismens grundlæggende lovmæssigheder, mens Poulantzas', ihvertfald i Politisk makt och sociala klasser, [52] er "begreppet politik i allmänhet", dvs. det abstrakte statsbegreb uden historisk specificitet. [53] Jeg vil derfor indlede dette afsnit med kort at gennemgå centrale dele af Poulantzas' statsbegreb.

1.2.1 Poulantzas om staten, især den kapitalistiske stat

Staten er for Poulantzas en struktur på det politiske niveau, men en struktur der, ligesom det altid er tilfældet m.h.t. strukturbegrebet inden for Althusser-skolen, [54] kun eksisterer eller er nærværende i sine effekter. Disse effekter findes dels som noget umiddelbart iagttageligt, nemlig i form af et statsapparat, hvorved Poulantzas på den ene side forstår nogle bestemte institutioner, der udgør en funktionel enhed, og på den anden side statens personel: bureaukratiet, militæret osv. Dels eksisterer den politiske strukturs effekter som et ikke umiddelbart iagttageligt samfundsmæssigt forhold, staten som statsmagt. [55]

I sin eksistens som statsmagt er det statens almene eller grundlæggende funktion at være sammenholdningsfaktor for en produktions­mådes eller en samfundsformations enhed, forstået som en sammenholdning af de reelt eksisterende modsætninger, der kommer til udtryk i klassekampen. Dette gælder ifølge Poulantzas for alle statstyper, men er en særlig vigtig funktion for den kapitalistiske stat p.gr.a. statens specifikt relative autonomi i KPM. [56] Det betyder, at de forskellige modsætninger i samfundsformationen fortættes i staten, at staten som et samfundsmæssigt forhold skal forstås som fortætningen af styrkeforholdet mellem kæmpende klasser. [57] Staten koncentrerer og sanktionerer klasseherredømmet. [58]

Staten har imidlertid ikke en egen magt over eller ved siden af klassernes magt. Magt er for Poulantzas altid klassemagt, idet han abstrakt definerer magt som en klasses kapacitet til at virkeliggøre sine specifikke objektive interesser. [59] Magt drejer sig altså om at realisere klasseinteresser, og da de undertrykte klasser også har objektive klasseinteresser, har også de magt. Kapacitet skal derfor opfattes relativt, således at magt dels er noget, en klasse besidder (magtressourcer), dels er et forhold mellem klasser (magtforhold). [60] For at uddybe dette, er det nødvendigt kort at referere dele af Poulantzas' klasseteori.

For Poulantzas er klasserne de totale samfundsmæssige strukturers effekter på et bestemt felt, de sociale forholds område. [61] Effekterne består dels i en fordeling og gruppering af samfundsagenterne uafhængigt af disses personlige vilje, dvs. af menneskene i deres egenskab af "bærere" af funktioner i samfundstotaliteten, og dels i en bestemmelse af klassernes indbyrdes forhold. Herved udstikkes rammerne for de objektive klasseinteresser, hvilket har betydning for klassernes praksis i klassekampen. [62] Poulantzas laver implicit en dobbelt-bestemmelse af en klasse: [63] En social-økonomisk klasse [64] bestemmes som en gruppering af samfundsagenter, der defineres ud fra deres stilling i produktionsprocessen. Dette er imidlertid ikke i sig selv en tilstrækkelig bestemmelse, da klasser kun eksisterer gennem deres praksis i klassekampen. Produktionssfæren eksistensbetinger en klasse, men i en konkret analyse må en klasse defineres ud fra sin stilling i den totale samfundsmæssige praksis, hvilket foruden produktionssfæren også omfatter de politiske og ideologiske forhold. [65] En social-økonomisk klasse bliver først til en selvstændig eller distinkt klasse, til en social kraft, [66] når den opnår en "specifik tilstedeværelse" på det politiske og det ideologiske niveau i form af "betydelige effekter", hvorved Poulantzas forstår "ett nytt element, som inte kan infogas i den typiska ram som dessa nivåer skulle uppvisa utan detta element". [67] Det er kun distinkte klasser, der kan besidde magt, men da magt er bestemt som en klasses kapacitet til at virkeliggøre sine objektive interesser, og da kapacitet opfattes relativt, er en klasses kapacitet til at virkeliggøre sine interesser afhængig af andre klassers kapacitet til at virkeliggøre deres interesser. En vis grad af klasseorganisering regnes derfor ofte for en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) betingelse for en klasses magtudøvelse. [68]

Med magt defineret på denne måde besidder organisationer, institutioner og apparater, herunder statsapparatet, ikke nogen egen magt. Men organisationer, institutioner og apparater koncentrerer og organiserer udøvelsen af klassemagt. For den kapitalistiske stat betyder det dog ikke, at den mister sin relative autonomi og reduceres til et simpelt instrument i hænderne på den herskende klasse, men derimod at dens faktiske funktionsmåde altid har et klassespecifikt indhold, og endvidere at den i sine interventioner overvejende vil varetage bestemte klasseinteresser. [69] Når man derfor i en konkret analyse forsøger at afdække, hvilke(n) klasse(r) der er i besiddelse af statsmagten - eller mere præcist udtrykt: hvilke klasser der er politisk herskende - skal man undersøge statsinterventionernes reelle effekter (ikke den erklærede politik). Det centrale er, hvilke klasseinteresser staten rent faktisk varetager.

Det er også i denne sammenhæng, at sondringen mellem statsmagt (det overordnede) og statsapparat (det underordnede) skal ses. Statsmagten er det primære mål for klassekampen, forstået som bevarelse eller erobring af statsmagten. Statsmagten er den magt (ofte formuleret som den politiske magt), som statsapparatet udøver i sine funktioner. Kun gennem en erobring af statsmagten kan der ske en ændring af statsapparatets virkemåde.

"Staten (og dens eksistens i sit apparat) har kun mening, når den fungerer som statsmagt." [70]

Martinussen skriver om statsmagtens placering i den samfundsmæssige helhed, at den refererer "til forholdet mellem statsapparatet og klassekampfeltet og dækker mere præcist magtforholdene på dette felt". [71]

1.2.2 Forholdet mellem den kapitalistiske stat og klasserne

I analysen af statens grundlæggende form var den kapitalistiske stats selvstændiggørelse eller relative autonomi en vigtig konklusion. Selvstændiggørelsen medfører bl.a., at borgerskabet ikke umiddelbart er i stand til at agere som homogen klasse, og at der altid vil være kamp om det politiske overherredømme. Derfor stiller spørgsmålet sig, hvordan den kapitalistiske stat varetager borgerskabets samlede interesser og bidrager til at opretholde de kapitalistiske produktionsforhold.

KPM er karakteriseret ved, at der gennem ækvivalentbyttet sker en individualisering af produktionsagenterne - en individualisering, hvis forudsætning ligger i tilvejebringelsen af den "dobbeltfrie" lønarbejder. Denne individualisering fastholder den kapitalistiske stat (sammen med den borgerlige ideologi) på det politiske niveau, således at produktionsagenterne her optræder som formelt frie og lige statsborgere. Ethvert spor af klasser er forsvundet i den kapitalistiske stat (modsat fx den åbenlyse klasseopdeling af stænderforsamlingerne under feudalismen), hvorved også karakteren af klasseherredømme bliver fraværende _fra denne stats institutioner. Staten fremtræder som en folkelig nationalstat.

I forlængelse heraf taler Poulantzas om, at den kapitalistiske stat over for klassekampen på det økonomiske niveau har en isoleringseffekt, som for produktionsagenterne skal skjule, at deres forhold er klasseforhold. Ifølge Martinussen henvises der hermed dels til isoleringen af den samlede økonomiske klassekamp fra den politiske og dels til isoleringen af de enkelte konfliktområder i den økonomiske kamp. Isoleringseffekten fremmer konkurrencen mellem produktionsagenterne (mellem arbejdere og kapitalister, mellem arbejdere indbyrdes og mellem kapitalister indbyrdes) om en maksimering af deres individuelle indkomst, og gennem denne fremhævelse af de individuelle reproduktionsinteresser underbetones klasseinteresserne. Effekten er, at klassernes organisering hæmmes.

Over for isoleringen kan den kapitalistiske stat (med den borgerlige ideologis hjælp fremstå som den politiske enhed, der skal forene de konkurrerende økonomiske interesser og repræsentere de "almene fællesinteresser". Individualiseringen og isoleringen af produktionsagenterne viser den kapitalistiske stats grundlæggende klassekarakter, idet staten på de kapitalistiske produktionsforholds grund dermed medvirker til at varetage det samlede borgerskabs grundlæggende fællesinteresse: KPMs reproduktion. På grundlag heraf sammenfatter Poulantzas den kapitalistiske stats grundlæggende funktion over for de(n) herskende klasse(r) som værende at organisere den/dem ved at ophæve den økonomiske isolering. Det har Gramsci udtrykt på den måde, at staten i dens helhed udgør de herskende klassers "parti". Omvendt er det den kapitalistiske stats grundlæggende funktion over for de undertrykte klasser at forhindre, at de organiseres politisk, at desorganisere dem, ved at understrege og forstærke deres økonomiske isolering. [72]

Hvordan organiserer den kapitalistiske stat så borgerskabet? [73] Nok engang: den kapitalistiske stat er kendetegnet ved en relativ autonomi også over for borgerskabet. Og: det er et grundlæggende træk hos borgerskabet, at det er opsplittet i fraktioner med forskellige indbyrdes interesser (dog af ikke-antagonistisk karakter), så det ikke umiddelbart kan optræde som en politisk homogen klasse. Det betyder, at det er karakteristisk for den kapitalistiske stat, at flere fraktioner sameksisterer i udøvelsen af det politiske herredømme. Det udtrykker Poulantzas med begrebet magtblok, der alene dækker kapitalistisk dominerede samfund:

"Begreppet maktblock ... anger sålunda den motsägelse­fyllda enheten av politiskt dominerande klasser eller klassfraktioner, i deras forhållande till en särskild form av den kapitalistiska staten." [74]

Borgerskabet består imidlertid af konkurrerende enkeltkapitaler og fraktioner med delvist forskellige interesser, hvis indbyrdes modsætninger ikke er ophævet i og med foreningen i magtblokken. Det medfører, at magtblokkens enhed organiseres under én fraktions politiske overherredømme eller hegemoni, som Poulantzas kalder det med et udtryk, han har fra Gramsci.

"Den hegemoniska klassen är den som på den politiska nivån, hos sig sjålv, koncentrerer den dubbla funktionen ett dels representera folket-nationens allmgnna intresse, och dels inneha en specifik dominans bland de dominerande klasserna och fraktionerne: och det i dess särskilda forhållande till den kapitalistiska staten." [75]

Sammenfattende siger Poulantzas om magtblokken og den hegemoniske position:

"Maktblocken utgör en motsågelsesfull enhet av politiskt dominerande klasser och fraktioner under den hegemoniske fraktionens ledning. Klasskampen, intresserivaliteten mellen de sociala krafterna, är ståndigt närvarande där, eftersom dessa intressen bevarer sin antagonistiska säregenhet." [76]

Magtblok og hegemoni og dermed den kapitalistiske stats konkrete funktionsmåde og interventioner bestemmes med andre ord gennem klassekampen. Som sådan indbefatter det også forholdet til de undertrykte klasser.

I sit forhold til de undertrykte klasser er det som nævnt den kapitalistiske stats grundlæggende funktion at desorganisere dem politisk. Det skal dog ikke forstås alt for bogstaveligt, da borgerligt herredømme - som Hirsch formulerer det på grundlag af Gramsci - er "en enhed af magtmæssig repression og ideologisk integration". [77] Heraf følger også den grundlæggende op deling af den kapitalistiske stats institutionelle magtstruktur i henholdsvis repressive og ideologiske statsapparater. [78]

Eksistensen af det repressive statsapparat beror på den særegne centralisering af den fysiske magtudøvelse som formelt adskilt fra klasserne i det kapitalistiske samfund. Som følge heraf er der tale om institutioner, der formelt-juridisk er "statslige" (i modsætning til privat), og som udgør en relativt lukket og samlet enhed med en ensartet bureaukratisk-hierakisk opbygning. Typisk er der tale om det statslige administrationsapparat (incl. det lokale/kommunale), politiet, militæret og domstolene. [79] De er ikke nødvendigvis kendetegnet ved bestandigt at anvende åben fysisk tvang, men snarere ved hele tiden at operere med dette som en mulighed. Herom skriver Hirsch:

"Det fælles i de repressive statsapparaters overordentligt differentierede institutioner ... består først og fremmest deri, at disse er i stand til umiddelbart støttet på rådigheden over fysiske magtmidler at gribe materielt ind i klassereproduktionens proces: gennem magtanvendelse eller trussel herom, gennem nomineringer og regelsætning eller tvungen 'omfordeling' af revenu (penge)." [80]

Muligheden for, at borgerskabets herredømme til dels kan bero på ideologisk integration, grunder sig på den ene side på cirkulations­sfærens ækvivalentbytte (den simple vareøkonomis tilegnelseslov) og på den anden side på statens skær af klasseneutralitet. M.h.t. det sidste er det vigtigt at understrege, at dette ikke alene opnås via den ovenfor omtalte individualisering af produktions­agenterne på det politiske niveau (de formelt frie og lige statsborgere), men at det har en materiel basis deri, at den kapitalistiske stats relative autonomi muliggør, at staten via sine interventioner i et vist omfang kan tilgodese nogle af de undertrykte klassers kortsigtede interesser. I hvilken udstrækning dette rent faktisk sker, afhænger af styrkeforholdet i klassekampen, herunder indflydelsen fra kapitalakkumulationens cykliske forløb, der begrænser (i krisetider) henholdsvis udvider (i prosperitetsfaser) det spillerum, hvorunder borgerskabet kan yde materielle "ofre", uden at det truer kapitalakkumulationen. [81] Denne statslige varetagelse af enkelte af de undertrykte klasser kortsigtede interesser er grundlaget for det, der med ideologisk farvede betegnelser er blevet kaldt for "velfærdsstaten" eller "socialstaten". [82] Poulantzas fremhæver, at den objektive effekt heraf er at bidrage til den politiske desorganisering af de undertrykte klasser i samfund, hvor de har mulighed for at føre politisk kamp:

"Denne garanti (for en varetagelse af visse af "de dominerade klassers ekonomiske intressen", EM) syftar just till att desorganisera de dominerade klasserna politiskt, den är det ibland oundgängliga medlet for att uppräthålla de dominerande klassernas hegemoni i en formation där de dominerade klassernes rent politiska kamp är möjlig." [83]

De ideologiske statsapparaters primære opgave er at reproducere, systematisere og udbrede den herskende klasses ideologi. Men de frembringer ikke selv denne ideologi, ligesom ideologien heller ikke reproduceres og udbredes alene gennem de ideologiske statsapparater, men fx også gennem de repressive apparater og gennem familien. De ideologiske statsapparater omfatter andet og mere end de formelt-juridisk "statslige" institutioner, og de er generelt væsentligt mere uensartede, selvstændige og uafhængige (både indbyrdes og i forhold til det øvrige statsapparat) end de repressive apparater. Typisk består de af uddannelsesinstitutioner, kulturelle institutioner, massekommunikationsmidler samt kirker og religiøse institutioner. [84]

Med disse generelle bestemmelser, der på ingen måde gør krav på at være en udtømmende karakteristik af den kapitalistiske stats funktionsmåde, [85] mener jeg at have tilvejebragt en nødvendig teoretisk ramme for den konkrete analyse af klasse- og magtforholdene i Rhodesia og har samtidig udviklet nogle begreber herfor. De vil blive suppleret og uddybet i den konkrete analyse, især på det klasse­teoretiske område. Hvad der står tilbage her, er en opsummering samt en præcisering af problemformuleringen fra indledningen.

1.3 Opsummering og præcisering af specialets problemstilling

Den kapitalistiske stats grundlæggende funktioner over for klasserne et at organisere det samlede borgerskab politisk og forhindre de undertrykte klassers politiske organisering. Staten koncentrerer og organiserer udøvelsen af borgerskabets politiske magt (magtblokken), men gør det under en enkelt fraktions hegemoni. Under den hegemo­niske fraktions ledelse er staten sammenholdningsfaktor for en samfunds­formations enhed med det primære sigte at sikre det samlede borgerskabs fortsatte herredømme, hvilket grundlæggende kan sammenfattes som en sikring af den fortsatte udbytning (merværdi­udpresning). Staten besidder ikke nogen egen magt, men udgør som et samfundsmæssigt forhold fortætningen af styrkeforholdet mellem klasserne. Som sådan er staten - eller mere præcist: statsmagten - "den politiske klassekamps objekt (bevarelse af statsmagten eller erhver­velse af statsmagten)", som Althusser formulerer det. [86] Marx og Engels var allerede i Den tyske ideologi inde på det samme, da de skrev, at

"... staten er den form, hvori den herskende klasses individer gør deres fælles interesser gældende, og hvori hele det borgerlige samfund i en bestemt epoke koncentreres, ... (hvorfor) ... enhver klasse, som stræber efter herredømmet, først må erobre den politiske magt for atter at fremstille sin interesse som den almene." [87]

At den kapitalistiske stat er en afgørende magtinstans, er hermed blevet teoretisk understreget ud fra en historisk-materialistisk synsvinkel, dog med den præcisering, at staten ikke besidder egen magt, men derimod koncentrerer og udøver klassemagt. Endvidere er den "besiddelse af statsmagten", hvis vigtighed i teseform blev frem­hævet i indledningen, blevet præciseret til at omfatte det samlede borgerskabs organisering i magtblokken under ledelse af en hege­monisk fraktion, hvis langsigtede interesser staten i særlig grad varetager. Det samlede borgerskab udgør med andre ord den herskende klasse, dvs. den klasse, hvis interesser staten grundlæggende varetager.

Hvad angår spørgsmålet, om den rhodesiske stat kan varetage de hvide arbejderes interesser på lige fod med borgerskabets og/eller varetage en enkelt borgerskabsfraktions interesser i mindre udstrækning end en del af arbejderklassens, kan der på grundlag af de teoretiske bestemmelser afgives et foreløbigt svar. Det må anses for uforeneligt med det her opridsede teoretiske grundlag, at den rhodesiske stat som kapitalistisk stat ikke har varetaget en enkelt borgerskabsfraktions interesser; her kan der kun i sammenligning med statens varetagelse af en anden borgerskabsfraktions interesser være tale om en mindre grad af interessevaretagelse. Derimod kan der på grundlag af det tilvejebragte teoretiske grundlag godt være tale om, at den rhodesiske stat har varetaget en del af de hvide arbejderes interesser, nemlig nogle af deres kortsigtede, materielle interesser (en mulighed, der udspringer af den kapitalistiske stats relative autonomi). Det er her nødvendigt med to præciseringer. For det første: Når der vedblivende er tale om arbejdere og de hvide arbejdere som en del af arbejderklassen i Rhodesia, er der tale om en klasse (fraktion), der udbyttes producerer merværdi til borgerskabet. En vigtig del af arbejderklassens kamp består derfor i en kamp om merværdien, om at sikre den størst mulige løn til arbejderklassen. Der er her tale om et kompliceret spørgsmål, idet en produktivkraftstigning og/eller øget arbejdsintensivering for borgerskabet kan kompensere for den højere løn og alligevel sikre borgerskabet en øget merværdi. [88] Borgerskabet har med andre ord et vist spillerum for at give materielle indrømmelser, for at sikre nogle af arbejdernes kortsigtede interesser, fx via staten (noget, der i øvrigt varierer med kapitalakkumulationens cykliske forløb), uden at det går ud over kapitalakkumulationen og borger­skabets fortsatte herredømme. Da der med de hvide arbejdere i Rhodesia ydermere kun er tale om en del af den rhodesiske arbejderklasse, er der teoretisk set intet i vejen for, at den rhodesiske stat har varetaget en del af deres kortsigtede interesser. Men der kan derimod ikke være tale om en varetagelse af de hvide arbejderes langsigtede interesser, idet arbejderklassens langsigtede interesser vedrører en ophævelse af klassens udbytning, dvs. af de kapitalistiske produktionsforhold - en kamp imod merværdien og ikke kun om den. I forlængelsen heraf går den anden præcisering på, at der her hele tiden er tale om klasser respektive dele heraf, ikke om individer. Enkelte arbejderes eventuelle sociale mobilitet og "optagelse" i småborger­skabet, borgerskabet eller andre mere priviligerede lag i samfundet vedrører ikke denne problemstilling. [89] En endelig besvarelse af spørgsmålet kræver dog en konkret empirisk analyse af de hvide arbejderes magt og rolle i Rhodesia. Den vil blive gennemført i afsnit 4.2.

På grundlag af det skitserede begrebsapparat vil jeg nu præci­sere specialets problemformulering. Hovedtemaet vil være en analyse af de politiske magtforhold i Rhodesia, der resulterede i UDI i 1965. Det vil hovedsagelig ske i form af en dynamisk analyse af klassekampens udvikling i Rhodesia fra koloniseringen i 1890 til UDI i 1965. Tidsaf­græns­ningen sker på den ene side, fordi omstændigheder i forbindelse med koloniseringen havde langtrækkende betydning for den senere økonomiske og politiske udvikling. [90] På den anden side afgrænser jeg mig tidsmæssigt til gennemførelsen af UDI, idet UDI i Rhodesia markerer det mest åbenlyse brud med udviklingen i størstedelen af det øvrige Afrika.

Det var et nationalt (hvidt) borgerskab (=agrarborgerskabet), der (i alliance med de hvide arbejdere i Rhodesia) stod bag gennemførel­sen af UDI, og dette nationale borgerskab indtog ved UDI den hegemo­niske position. Ved UDIs gennemførelse var det etableret nogle "institutionelle rammer", der på afgørende vis grundfæstede det nationale borgerskabs politiske magt. Elementerne heri bestod primært i en sikring af det nationale borgerskabs akkumulationsbetingelser (jordfordelingen, den manglende konkurrence fra det afrikanske landbrug samt rigelige mængder af billig og disciplineret sort arbejds­kraft) og i en politisk alliance med de hvide arbejdere.

I specialet vil jeg analysere det nationale borgerskabs politiske magt, hvis materielle grundlag især udgjordes af de nævnte "institutionelle rammer", samt forsøge at forklare, hvordan denne politiske magt og disse "institutionelle rammer" er blevet etableret. I denne forbindelse vil jeg analysere:

1. De materielle forhold, der lå bag dannelsen og udviklingen af det nationale borgerskab i Rhodesia, herunder baggrunden for at det nationale borgerskab på et relativt tidligt tidspunkt indtog den hegemoniske position i magtblokken.
2. De klasseinteresser, som er blevet varetaget gennem den rhodesiske stats interventioner for herigennem
• at afdække, hvornår det nationale borgerskab har indtaget den hegemoniske position, og hvilke borgerskabsfraktioner der i øvrigt har indgået i magtblokken, samt
• at undersøge, hvad det nationale borgerskabs hegemoniske position via diverse statsinterventioner er blevet udnyttet til.

Den konkrete analyse er struktureret således, at den først og fremmest sigter på at besvare spørgsmålet om grundfæstelsen af det nationale borgerskabs politiske magt (som en forudsætning for UDI). Det betyder, at den konkrete analyse ikke er rent historisk struktureret, men især i afsnit 4 vil blive kombineret med en emneorienteret analyse, der behandler etableringen af elementerne i den "institutionelle ramme" ét for ét.

Den konkrete analyse udgør således et forsøg på at positive de "bløde punkter" hos Loney og Arrighi. På denne måde håber jeg at kunne bidrage til en konsistent historisk-materialistisk forklaring på, at den rhodesiske samfundsformations klasse- og magtforhold i en lang periode har kunnet opretholdes relativt uændret til trods for afkoloniseringsbølgen i det øvrige Afrika. Men jeg vil understrege, at der kun er tale om et bidrag, og at dette bidrag er koncentreret om det væsentlige for min problemstilling: de politiske magtforhold og grundfæstelsen af det nationale borgerskabs politiske magt.

Noter

[1] For at undgå misforståelser (fx at det drejer sig om staten i de højtudviklede kapitalistiske lande, USA, Vesteuropa og Japan) skal det understreges, at denne "rene" kapitalisme aldrig har eksisteret i virkeligheden, der altid har været kendetegnet af konkrete "modifikationer" og før-kapitalistiske rester. Det er det, der ligger bag sondringen mellem produktionsmåde (det abstrakt-formelle) og samfundsformation (det reelt-konkrete) hos Nicos Poulantzas (se Nicos Poulantzas, Politisk makt och sociala klasser, René Coekelberghs Partisanförlag, Mölndal 1970 (1968), side 11-14 og Nicos Poulantzas, Classes in Contemporary Capitalism, NLF, London 1975 (1974), side 48-50). Det er tilsvarende misforståelser om den "rene" eller oprindelige kapitalisme, der ligger bag kapitallogikernes sondring mellem "kapitalen i almenhed" og "kapitalen i dens realitet" / "de mange kapitaler". Se Roman Rosdolsky, Kapitalens tilblivelseshistorie, Modtryk, Århus 1975 (1968), side 48-59 og Hans-Jørgen Schanz, Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status, Modtryk, Århus 1973, side 133-139.

      Se endvidere påpegningen af, at virkeligheden heller ikke på Marx' tid "levede" op til det "rene" statsbegreb fra Marx' ungdomsskrifter i Torben Hviid Nielsen, Borgerskabets reformer og marxismen: Om borgerlige og socialistiske strategier i det 20. århundrede, Pax Modtryk, Århus 1977, side 70 f.

[2] Se fx John Martinussen, Bidrag til analyse af den pakistanske stat, specielt side 88-161 og Sven Bislev, Baggrund for apartheid, specialeopgave til Institut for Statskundskab, Århus 1975, specielt side 37-104.

[3] Her har jeg benyttet mig af Joachim Hirsch, Om problemet med en afledning af den borgerlige stats form- og funktionsbestemmelse, Hennig, Hirsch, Reichelt & Schäfer, Til rekonstruktion af den marxistiske statsteori, Rhodos, Kbh. 1974 (1974), side 121-133; Joachim Hirsch, Staatsapparat und Reproduktion des Kapitals, Suhrkamp, Frankfurt a.M. 1974 samt Joachim Hirsch, Til analysen af den borgerlige stat, Oktober nr. 8, jan. 1978 (1976), side 27-61. Hirsch' afledning af den borgerlige stats grundlæggende form vil blive støttet og suppleret af fremstillingen i Dieter Läpple, Staten og de almene produktionsbetingelser, Kurasje, Kbh. 1973 (1973), side 13-40.

[4] Her har jeg benyttet mig af Poulantzas, Politisk makt ..; Poulantzas, Classes in .. samt Nicos Poulantzas, The Capitalist State: A Reply to Miliband and Laclau, New Left Review, No. 95, Jan.-Feb. 1976, side 63-83.

[5] Jvf. Poulantzas, Politisk makt .., side 10.

[6] Jvf. for en mere omfattende diskussion af denne samarbejdningsproblematik Martinussen, Bidrag til .., side 47-53. Samt John Martinussen, Historisk-materialistisk samfunds- og statsteori, GMT, Kongerslev & Grenå 1976, side 148-157, hvor det samtidig understreges, at "det bedste resultat" med henblik på en samarbejdning formentlig "opnås via en applikation på en eller flere konkrete stater, for så på basis heraf at referere kritisk tilbage til de abstrakte begrebsbestemmelser" (ibid., side 157). Det kan jeg kun tilslutte mig. I øvrigt bærer Hirsch' sidstnævnte artikel, Til analysen af den borgerlige stat, stærkt præg af at være påvirket af Poulantzas' statsteoretiske ansatser, hvilket velsagtens også er baggrunden for, at artiklen bringes i Forbundet Socialisternes teoretiske tidsskrift.

[7] Se hhv. Louis Althusser, For Marx, Rhodos, Kbh. 1969 (1965), side 26 ff og Mihail Larsen & Hans-Jørgen Schanz, Oversætternes forord til Karl Marx, Grundrids til kritikken af den politiske økonomi, Modtryk Kurasje, Århus 1974, bind 1, side XX-xxxvi.

[8] Se vedr. disse planudkast Rosdolsky, op.cit., side 20-62.

[9] Karl Marx, Kapitalens 3. bind, Rhodos, Kbh. 1972 (1894), side 1018/Karl Marx, Das Kapital 3, MEW 25, Dietz Verlag, Berlin (øst) 1973 (1894), side 799 f. Se endvidere forordet til Karl Marx, Bidrag til kritik af den politiske økonomi, Rhodos, Kbh. 1974 (1859), side 12-14 de såkaldt historisk-materialistiske teser).

      Her og fremover ved citater fra Kapitalen foretages der stiltiende rettelser, når oversættelsen er ukorrekt; der henvises så samtidig til den tyske MEW-udgave. Se for en kritik af den danske oversættelse af Kapitalen: Jens Brinch m.fl., I anledning af Grundrids-udgivelsen, Kurasje nr. 10, maj 1974, side 104-120.

[10] Karl Marx, Kapitalens 1. bind, Rhodos, Kbh. 1970-71 (1867), side 372. og 350/Karl Marx, Das Kapital 1, MEW 23, side 250 og 231.

[11] Marx opererede generelt ikke med sondringen mellem produktionsmåde og samfundsformation, som Poulantzas forsøger at gøre det (se dog Marx, Kapitalen 1, side 285).

[12] Jeg vil ikke komme nærmere ind på den standende diskussion om man kan operere med et "abstrakt statsbegreb" (Poulantzas' udtryk) uden historisk specificitet, da det stort set er irrelevant for min problemstilling. Kapitallogikerne afviser overvejende et ahistorisk statsbegreb (se fx Hans-Jørgen Schanz' "emphatiske" afvisning i Problematisering af begrebet "marxistisk eller materialistisk statsteori", dispositionsudkast til foredrag på Arkitektskolen i Århus, marts 1974), mens Althusser-skolen i forlængelse af Friedrich Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, Politisk Revy, Kbh. 1977 1884/1891) samt V.I. Lenin, Staten og revolutionen, Gyldendal, Kbh. 1967 (1917) og V.I. Lenin, Staten. En forelæsning holdt på Sverdlov-Universitetet d. 11. juli 1918, Forlaget Oktober, Kbh. u.å. fremhæver, at staten som undertrykkelsesapparat for de(n) herskende klasse(r) er en nødvendighed for alle klassedelte samfund. Se dog Poulantzas, The Capitalist State, side 79 ff, hvor han i en selvkritik af formuleringer i Politisk makt .. skriver, det er umuligt at konstruere en "general theory of the political".

[13] Karl Marx, Kritik af Gothaprogrammet (1875), MEUS II, side 25.

[14] Hirsch, Til analysen .., side 33 (min fremhævelse - Hirsch har selv i det citerede fremhævet andre ord). Med denne forudsætning, der ikke fremgår af analysen i Staatsapparat .., imødekommer Hirsch, så vidt jeg kan se, til dels den indvending, som Martinussen rejser imod analysen i Staatsapparat .., nemlig at Hirsch der forudsætter den kapitalistiske stat som en ikke-økonomisk instans (Martinussen, Historisk-materialistisk .., side 150 note 3). Samtidig indtager Hirsch hermed en mellemposition i striden for og imod et abstrakt statsbegreb uden historisk specificitet (jvf. ovenfor note 12). På den ene side hævder han, at alle klassesamfund er karakteriseret ved et herredømme-magtforhold, men på den anden side reserverer han termen stat til den specifikke kapitalistiske herredømmeform (=den selvstændiggjorte, uden for produktionen stående magtinstans).

[15] Foruden Marx' egen behandling i specielt Kapitalen og Grundrids kan der henvises til Rosdolsky, op.cit.; Helmut Reichelt, Kapitalbegrebets logiske struktur hos Karl Marx, Kurasje, Kbh. 1974 (1970); Vitali S. Vygotsky, Hvordan "Das Kapital" blev til, Rhodos, Kbh. 1974 (1965); Hans-Jørgen Schanz, Til rekonstruktion .., og Curt Sørensen, Marxismen og den sociale orden, GMT, Kongerslev & Grenå 1976, side 132-182.

[16] Hirsch, Om problemet .., side 122.

[17] Det sker dels som en kritik af andre kapitallogiske statsafledningsforsøg (se denne kritik ibid., side 121 f; Hirsch, Staatsapparat .., side 23, 73 f og 77 f samt Hirsch, Til analysen .., side 34) og dels i modsætning til klasseherredømmets historiske fremkomst (Hirsch, Staatsapparat .., side 22 f og Hirsch, Til analysen .., side 32 og 51-53).

[18] Se fx. Marx, Grundrids, side 145 og 845.

[19] Curt Sørensen, op.cit., side 148.

[20] Marx, Kapitalen 1, side 286.

[21] ibid., side 282/MEW 23, side 181.

[22] Den korteste "definition" af kapital kan således siges at være "selvforøgende værdi" (jvf. fx ibid., side 258-269, 324 og 803 samt Karl Marx, Kapitalens 2. bind, Rhodos, Kbh. 1971 (1885), side 133/MEW 2 , side 109). Heraf valoriseringstvangen og akkumulationstvangen som det grundlæggende dynamiske element i kapitalistisk produktion. John Martinussen opererer på grundlag af Althusser-skolen med valoriseringstvangen som KPMs grundlæggende "proces-struktur" (Martinussen, Bidrag til analyse af den pakistanske stat, side 63 (54-65)).

[23] Marx, Kapitalen 1, side 373.

[24] ibid., side 177 f, 374, 762 og 805 f; Marx, Kapitalen 3, side 1016 ff samt Marx, Grundrids, side 373.

[25] Marx, Kapitalen 1, side 762 f.

[26] Se Rosdolsky, op.cit., side 166-172.

[27] V-P-V står for Vare-Penge-Vare og P-V-P' for Penge-Vare-Penge + et tilskud i forhold til de oprindelig indskudte penge (svarende til merværdien).

[28] Samt naturligvis i enkeltkapitalernes køb og salg hos hinanden, i deres gensidige forhold som varebesiddere (Marx, Kapitalen 3, side 1132).

[29] Marx, Kapitalen 1, side 292 f/MEW 23 , side 189 f. Se endvidere Marx, Grundrids, side 520-524.

[30] Curt Sørensen, op.cit., side 505 f.

[31] Marx, Kapitalen 1, side 808-810/MEW 23 , side 595 f.

[32] Karl Marx, Resultater af den umiddelbare produktionsproces, Modtryk, Århus 1974 (1933/1863-67), side 137 (Marx' fremhævelser). Sml. Marx, Kapitalen 1, side 818 f.

[33] Marx, Kapitalen 1, side 825/MEW 23, side 609 - se også ibid., side 830/side 613.

[34] Hirsch, Til analysen .., side 33 (Hirsch' fremhævelse). Sml. Marx, Grundrids, side 145; Läpple, op.cit., side 31 samt Rosa Luxemburg, Kapitalens akkumulation, Rhodos, Kbh. 1976 (1913), side 339.

[35] Hirsch, Til analysen .., side 33.

[36] Se fx Karl Marx & Friedrich Engels, Den tyske ideologi, Rhodos, Kbh. 1974 (1932/1845-46), side 42-44 og 79 f samt Karl Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, MEUS I, side 243 og 325 f.

[37] Jvf. Torben Hviid Nielsen, Indledning til Rudolf Hilferding, Finanskapitalen, Rhodos, Kbh. 1976, side 22; Martinussen, Historisk-materialistisk .., side 155 samt Läpple, op.cit., side 13 ff.

[38] Läpple, op.cit., side 18.

[39] Hirsch, Staatsapparat .., side 20 f (Hirsch' fremhævelse). Sml. Hirsch, Om problemet .., side 125 f.

[40] Se fx Torben Hviid Nielsen, Borgerskabets reformer og marxismen, side 67-72, hvor dette fremhæves i en kritik af Lenins statsopfattelse i Staten og revolutionen og de strategiske konsekvenser heraf. Lenin opfatter staten som den primære og næsten eksklusive bærer af magt, hvorfor han overbetoner erobringen af statsmagten og underbetoner ændringen af produktionsforholdene. Torben Hviid Nielsen udtrykker det således, at for Lenin bliver "Politikkens primat" i den revolutionære situation til "politikkens løsrevethed fra dens økonomiske og sociale grund" (ibid., side 61 f). Denne kritik kan også rettes mod visse af Lenin-"disciplen" Poulantzas' formuleringer i Politisk makt .., jvf. Martinussen, Bidrag til analyse af den pakistanske stat, side 152.

[41] Läpple, op.cit., side 38 (en del af det citerede er fremhævet hos Läpple).

[42] Poulantzas, Classes in .., side 25-33.

[43] Hirsch, Til analysen .., side 33 f.

[44] Hans-Jørgen Schanz, Antikritik: Reflektioner over kritikken af kapitallogikken, Modtryk, Århus 1977, side 65. Se endvidere ibid., side 82 f, hvor Schanz gør gældende, at Marx i kritikken af den politiske økonomi "bruger fremmedgørelsesbegrebet som overbegreb for de alment produktionsmådespecifikke repressionsformer."

[45] Hirsch, Staatsapparat, side 22-26 og 227 ff samt Hirsch, Til analysen .., side 33-39 og 55. Understregningen af statsinterventionernes "reaktive" karakter skal ses i modsætning til teoretikere, der afleder den kapitalistiske stat af den nødvendige garanti af den private ejendomsret og de tvangfrie bytteprocesser (se som eksempler herpå Läpple, op.cit., side 14 og 30 ff samt Christel Neusüss, Imperialismen og det kapitalistiske verdensmarked, Kurasje, Kbh. 1976 (1972), side 123 f).

[46] Hirsch, Staatsapparat .., side 27-52 og Hirsch, Til analysen .., side 30-33. Sml. Martinussen, Historisk-materialistisk .., side 151 f.

[47] Hirsch, Staatsapparat, side 226 f.

[48] Poulantzas udvikler politikkens relative autonomi i forhold til økonomien under KPM ud fra det universelle produktionsmådebegreb, som Balibar oprindelig forsøgte at opstille (se Louis Althusser & Etienne Balibar, Att läsa Kapitalet, Bo Cavefors Bokförlag, Stockholm 1970 (1968), del 2, side 84 ff). Poulantzas lægger her de samme ting til grund, som jeg har gjort ovenfor (primært inspireret af Hirsch og Läpple): det tilslørede merarbejde under KPM, der muliggør udpresningen af merarbejdet alene ved økonomisk tvang (til forskel fra før-kapitalistiske produktionsmåder); værdilovens etablering af den samfundsmæssige sammenhæng uden de agerendes bevidste planlægning, samt den kapitalistiske reproduktionsproces' genskabelse af sine egne forudsætninger, sådan at produktionen kan foregå uden politiske indgreb. Se Poulantzas, Politisk makt .., side 27-31, 47 og 136 ff samt Poulantzas, The Capitalist State, side 71 f. Sml. Martinussen, Bidrag til analyse af den pakistanske stat, side 152 og Sven Bislev, op.cit., side 7 f.

      Det har ingen betydning for den her omhandlede problematik, at Poulantzas' produktionsmådebegreb afviger en smule fra Balibars, da Poulantzas behandler økonomiens bestemmelse af niveauernes relative autonomi under KPM. Balibars produktionsmådebegreb omfattede kun det økonomiske niveau, mens Poulantzas' også omfatter det politiske og det ideologiske niveau, hvortil kommer, at Balibar ikke opererede med samfundsformationsbegreb. Se hertil Poulantzas, Politisk makt .., side 11-31 samt Poulantzas, The Capitalist State, side 77-82.

[49] Poulantzas, Politisk makt .., side 254 f (Poulantzas' fremhævelser).

[50] I sit bud på, hvordan en samarbejdning af de kapitallogiske og de Althusser-inspirerede statsteoretiske ansatser kan foretages, er dette også Martinussens udgangspunkt hvad angår forholdet mellem staten og klasserne. Se Martinussen, Historisk-materialistisk .., side 156.

[51] Poulantzas, Politisk makt .., side 16 og 16-21.

[52] I Politisk makt .. lagde Poulantzas op til, at det var muligt at konstruere en generel teori om det politiske niveau, sådan som Balibar intenderede det m.h.t. det økonomiske niveau i sit universelle produktionsmådebegreb i Att läsa Kapitalet. Det afviser Poulantzas imidlertid i en selvkritik i The Capitalist State muligheden for, men er dog uklar m.h.t. konsekvenserne heraf hvad angår det abstrakte statsbegreb. Se Poulantzas, The Capitalist State, side 79-82.

[53] Poulantzas opregnede den "generelle fremstillingsorden" således: "begreppet politik i allmänhet, den särskilda teorin om det kapitalistiska produktionssättet, den regionala teorin om politiken i detta produktionssätt, undersökningen av kapitalistiska samhällformationerlang=DA>". Poulantzas, Politisk makt .., side 22.

[54] Se Althusser i Althusser & Balibar, op.cit., del 2, side 68 ff.

[55] Poulantzas, Politisk makt .., side 37, 42 f, 58 og 123 samt Martinussen, Bidrag til .., side 97-101.

[56] Poulantzas, Politisk makt .., side 44 ff samt Martinussen, Bidrag til .., side 98-103, der sammenfatter en række upræcise formuleringer hos Poulantzas.

[57] Poulantzas, Classes in .., side 161; Poulantzas, The Capitalist State, side 74 samt Nicos Poulantzas, Staten, magten og socialismen, Socialistisk Politik nr. 10, nov. 1978, side 15-18 (denne artikel er en oversættelse af efterskriftet til Poulantzas' seneste bog L'Etat, le Pouvoir, le Socialisme). Ved at understrege, at staten skal opfattes som et forhold, betoner Poulantzas statens relative autonomi og tager dels afstand fra opfattelser af staten som en ting/instrument (fx statens manglende autonomi i sammensmeltningen med og den fuldstændige underlæggelse under monopolkapitalens interesser i de Sovjet-marxistiske Stamokap-teoretikeres analyser af de nuværende højtudviklede kapitalistiske lande) dels fra staten opfattet som et subjekt (fx statens absolutte autonomi i de Keynes-inspirerede krisemanagement-opskrifter" (finans- og pengepolitik), der bygger på en opfattelse af staten som neutral instans mellem modsatstående klasser).

[58] Poulantzas, Classes in .., side 24 f.

[59] Poulantzas, Politisk makt .., side 111.

[60] Martinussen, Bidrag til .., side 121.

[61] Curt Sørensen opererer generelt med en distinktion, der svarer til Poulantzas' struktur/sociale forholds område. Det drejer sig om samfundsmæssige forhold ("Verhältnisse") kontra samfundsmæssig adfærd ("Verhalten"), hvor dialektikken mellem dem understreges, idet "Verhältnisse" både er produkt af og determinationsfaktor for "Verhalten". Se Curt Sørensen, op.cit., side 71 ff.

[62] Poulantzas, Politisk makt .., side 61-71 og 116-121 samt Martinussen, Bidrag til .., side 110-116.

[63] Jeg bygger her primært på den videreudvikling af klasseteorien, som fremgår af Nicos Poulantzas, Om samhällsklasser (1972), Zenit nr. 34, 1973, side 30-51, der desuden i en let omarbejdet udgave findes som introduktion til Poulantzas, Classes in .., side 13-35.

[64] Termen er Martinussens, ikke Poulantzas'. Se Martinussen, Bidrag til .., side 113.

[65] Poulantzas, Om samhällsklasser, side 30 og Poulantzas, Classes in .., side 14.

[66] Tilsvarende bliver en fraktion først til en social kraft som autonom fraktion. Se Poulantzas, Politisk makt .., side 103.

[67] ibid., side 79 (Poulantzas' fremhævelse). Det er vanskeligt at komme videre i en abstrakt diskussion af klassebegrebet. Tråden vil blive taget op igen i den konkrete analyse i afsnit 2 og fremefter.

[68] ibid., side 113-116. En klasse kan dog godt være en distinkt klasse uden at have en klasseorganisering, hvis den pågældende klasses eksistens virker bestemmende ind på andre klassers praksis på det politiske og det ideologiske niveau. Det viser Poulantzas (ibid., side 80) gennem eksemplet med de franske parcelbønder, som Marx omtaler i Louis Bonapartes attende brumaire (se MEUS I, side 326 f). Det samme var tilfældet med de sorte arbejdere i Rhodesia fra 1948-55 (se nedenfor afsnit 5.1.).

[69] Poulantzas, Politisk makt .., side 12.2 f samt Martinussen, Bidrag til .., side 123.

[70] Louis Althusser, Ideologi og ideologiske statsapparater, pirattryk, Kbh./Århus 1972 (1970), side 28 (Althussers fremhævelse).

[71] Martinussen, Bidrag til .., side 123.

[72] Poulantzas, Politisk makt .., side 133-148 og 207-210 samt Martinussen, Bidrag til .., side 157-159. Af rent skriftligt-visuelle grunde foretrækker jeg at benytte herskende/undertrykte klasser fremfor Poulantzas' dominerende/dominerede klasser.

[73] Strengt taget burde jeg her og flere gange i det følgende skrive "de herskende klasser" og ikke blot "borgerskabet", da der blandt de herskende klasser i sam­funds­formationer domineret af KPM godt kan indgå klasser eller klassefraktioner, som ikke udspringer af KPM. I den tidlige          kapitalisme i England var der således i en lang periode en alliance mellem det opadstigende borgerskab og det hendøende feudale landaristokrati. Se fx Friedrich Engels, Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, MEUS II, side 100 ff. Når jeg nøjes med at skrive "borgerskabet", skyldes det dels, at der i Rhodesia ikke findes herskende klasser udsprunget af ikke-kapitalistiske produktionsmåder, og dels at borgerskabet i kapitalistisk dominerede samfund på grundlag af magt- og udbytningsforholdene i produktionen i dets helhed udgør den herskende klasse, hvilket også fremgår af den kapitalistiske stats grundlæggende form og udspring. Se Hirsch, Staatsapparat .., side 226 ff; Hirsch, Til analysen .., side 39 og Poulantzas, Classes in .., side 160.

[74] Poulantzas, Politisk makt .., side 262.

[75] ibid., side 152 f (Poulantzas' fremhævelse).

[76] ibid., side 266 (Poulantzas' fremhævelser). Se endvidere ibid., side 336 ff og sml. Hirsch, Til analysen .., side 38 f. Det er lidt uklart, hvad Poulantzas mener, når han i citatet skriver, at klasserinteresserne bevarer deres antagonistiske særegenhed i magtblokken, da han her kun behandler det indbyrdes forhold mellem de klasser og fraktioner, som indgår i magtblokken, men derimod ikke forholdet til de undertrykte klasser. Pointen må imidlertid være, at modsætningerne mellem fraktionerne i magtblokken fortsat eksisterer til trods for deres organisering i magtblokken.

[77] Hirsch, Til analysen .., side 36.

[78] Hertil føjer Hirsch det, han kalder de "masseintegrative apparater" (ibid., side 44), men dels udgør disse i realiteten en speciel undergruppe under de ideologiske stats­apparater, og dels er det masseintegrative aspekt udtryk for en specifik strategi fra borgerskabets side for opretholdelsen af de kapitalistiske produktionsforhold i de vesteuropæiske lande efter de politiske og økonomiske kriser efter den 1. verdenskrig - en strategi, hvor de reformistiske arbejderpartier har spillet en central rolle, ofte som statsbærende partier. Dette er det centrale tema i Torben Hviid Nielsens bog Borgerskabets reformer og marxismen.

[79] Hirsch, Til analysen .., side 40 f og Poulantzas, Politisk makt .., side 252-255.

[80] Hirsch, Til analysen .., side 41 (Hirsch' fremhævelse).

[81] ibid., side 36 f og 49-51 samt Poulantzas, Politisk makt .., side 211-215.

[82] Se fx Wolfgang Müller & Christel Neusüss, Socialstatsillusionen og modsigelsen mellem lønarbejde og kapital (1970), Mattick, Müller & Neusüss, Socialstat og blandingsøkonomi, DSF, Kbh. 1974, side 1-130. Hirsch taler i denne forbindelse om "socialstatslige" statsinterventioner. Hirsch, Staatsapparat .., side 53 f.

[83] Poulantzas, Politisk makt .., side 212.

[84] Hirsch, Til analysen .., side 41-44; Poulantzas, Om samhällsklasser, side 46 ff samt Poulantzas, Classes in .., side 25 ff.

[85] Da det alene har drejet sig om elementer af forholdet mellem den kapitalistiske stat og klasserne har jeg her fx ikke behandlet spørgsmålet om statens økonomiske interventioner og funktionsmåde, der også i Rhodesia spiller og har spillet en meget vigtig rolle.

[86] Althusser, Ideologi .., side 28.

[87] Marx & Engels, Den tyske ideologi, side 80 og 43. Lignende formuleringer findes i rigt mål senerehen i Marx' og Engels' skrifter. Se fx Marx & Engels, Det kommunistiske partis manifest, MEUS I, side 29 ff; Karl Marx, Klassekampene i Frankrig 1848/50 (1850), MEUS I, side 156 og 159; Marx, Louis Bonapartes attende brumaire, MEUS I, side 511 ff (samt Engels' indledning, ibid., side 478 ff); Friedrich Engels, Om boligspørgsmålet (1872), MEUS I, side 602 f og 620 f samt Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, side 170 ff.

[88] Der er undersøgelser, der tyder på, at dette var tilfældet i Danmark fra begyndelsen af 1960'erne frem til krisen i 1970'erne. Se Jens Brinch, Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940, Politisk Revy, Kbh. 1974, side 30 ff samt det efterfølgende dis­kussions- og kritikbind: Rigmor Bækholm m.fl., Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940 II, Politisk Revy, Kbh. 1975.

[89] Se herom i Poulantzas, Om samhällsklasser, side 48 ff og Poulantzas, Classes in .., side 28 ff.

[90] Jvf. Arrighis indledning til The Political Economy of Rhodesia: "The most important single element determining the nature of economic and political development in Southern Rhodesia was the British South Africa Company's overestimation at the end of the nineteenth century of its mineral resources, and the persistence of thes overestimation for roughly fifteen years." Arrighi, Political Economy, side 336.