Kapitel III: Befrielseskampens udvikling i Zimbabwe

Det er naturligt at spørge, hvorfor der endnu er hvidt mindretalsstyre i Zimbabwe, når det snart er 20 år siden, de fleste andre afrikanske lande opnåede flertalsstyre. I svaret spiller det nationale borgerskabs grundfæstede magt en afgørende rolle.

Afrikanerne var fra starten imod koloniseringen og de hvides indtrængen, men enhver afrikansk modstand er altid blevet slået hårdt ned. Undertrykkelsen af afrikanerne er blevet stedse mere omfattende efter det nationale borgerskabsmagtovertagelse i 1923 og rakker nu ud i alle samfundets kroge.

Da den afrikanske nationalistbevægelse voksede frem efter den 2.verdenskrig, skærpedes modsætningsforholdet mellem det nationale og det internationale borgerskab, og det nationale borgerskab generobrede under ledelse af RF den ubestridte position som dominerende borgerskabsfraktion i Zimbabwe. RF-styret strammede undertrykkelsen yderligere, forbød den ene nationalistorganisation efter den anden og fængslede

til sidst de fleste af lederne på ubestemt tid. Den hårdhændede undertrykkelse gjorde den væbnede kamp til en nødvendighed, men også her stod RF-styret i begyndelsen stærkt takket være store og veludrustede sikkerhedsstyrker, der supplerede det øvrige undertrykkelsesapparat.

Fra 1963 til 1976 var befrielseskampen endvidere svækket af, at de to dominerende befrielsesbevægelser var splittet og i perioder (specielt i midten af 1960'erne) ofrede mere krudt på hinanden end på deres fælles modstander, RF-styret. Splittelsen skyldtes, at der overfor det nationale borgerskabs benhårde undertrykkelsespolitik i hele efterkrigsperioden har stået det internationale borgerskabs mere fleksible politik, således at der hele tiden har været holdt en sprække åben for, at afrikanerne kunne få parlamentarisk indflydelse, og for at styret kunne presses og forhandles væk. Sprækken har været minimal, men større end f.eks. i Mozambique og altså stor nok til at kunne splitte den afrikanske nationalistbevægelse i spørgsmålet om strategien for kampen.

Den langvarige befrielseskamp har dog atter forenet befrielsesbevægelserne, der i dag fører en meget omfattende kamp vendt mod RF-styret og den imperialistiske dominans i Zimbabwe. Befrielseskampen er ikke blot en militær kamp, men også og samtidig en kamp for et samfund uden den udbytning og undertrykkelse, der kendetegner det nuværende hvidt styrede Zimbabwe. Det giver sig udtryk i, at befrielseskampen integrerer væbnet kamp, politisk bevidstgørelse af de afrikanske masser og en begyndende opbygning af et socialistisk Zimbabwe.

Denne inddragelse af de afrikanske masser i kampen har medvirket til at vende styrkeforholdet, så det i dag er RF-styret og de klasser, der står bag det, som er i defensiven. Det varer derfor ikke så længe, førend der er afrikansk styre i Zimbabwe. Selv det nationale og det internationale borgerskab arbejder nu, hvor de er hårdt presset, for afrikansk styre i Zimbabwe. I deres udgave af "flertals"-styret gælder det dog ikke just om at sikre det store flertal af den afrikanske befolknings interesser (dvs. arbejdernes og bøndernes), men derimod deres egne snævre kapitalistiske interesser.

 

1. Befrielseskampens forhistorie

Lige fra europæernes kolonisering af Zimbabwe har afrikanerne gjort modstand imod undertrykkelsen. Specielt var kampen hård umiddelbart efter koloniseringen. Efter en skånselsløs nedkæmpelse af den tidlige afrikanske modstand antog oppositionen mere fredelige former frem til den væbnede kamps start i midten af 1960'erne.

 

1.1. "Chimurenga I"

Da europæerne omkring 1890 begyndte at komme til det område, afrikanerne i dag kalder Zimbabwe, var afrikanerne delt i to etniske grupper. Ndebelerne var organiseret i et strengt hierarkisk, kasteinddelt kongerige med Lobengula som overhoved. De var en udbrydergruppe fra de sydafrikanske Zuluer, der var blevet fortrængt fra Sydafrika p.gr.a. boernes "trek" nordpå og mellem 1830 og 1840 var ankommet til det sydvestlige Zimbabwe. Kasterne opstod ud af assimilationen af erobrede folk, med de sidst erobrede (hovedsageligt Shonaer indenfor Ndebele-rigets område) nederst.

Shonaerne havde varet i området siden omkring år 1000 og var ikke organiseret i et fællesrige, men levede i autonome, mere egalitære landsbysamfund, hvor høvdingene og landsbylederne sad på jordfordelingsretten. Hverken hos Shonaerne eller Ndebelerne eksisterede der privat jordejendom, men derimod både privat og kollektiv besiddelse og brugsret til jorden.[275]

Europæerne indledte koloniseringen ved at besætte Mashonaland i 1890 og overfaldt først det mere centraliserede Ndebele-rige i 1893, da der ikke var fundet guld nok i Mashonaland. Selvom Matabeleland blev besat, Lobengula dræbt og kongerigets sociale struktur ødelagt, var afrikanerne endnu ikke undertrykt så meget, at de modstandsløst accepterede den koloniale underlæggelse. Efter at europæerne overfor afrikanerne var faret frem med tvangsarbejde, skatteudskrivning samt jord- og kvægekspropriationer for at fremme den koloniale udbytning af området, startede Ndebelerne og Shonaerne et fælles oprør i 1896. I lang tid havde afrikanerne overtaget, men oprøret - som afrikanerne kalder "Chimurenga", hvilket betyder befrielseskamp - blev efter et stykke tid totalt nedkæmpet af overlegent udstyrede tililende britiske tropper, der ikke bekymrede sig stort om forskelle på krigere og civile eller på mænd, kvinder og børn, men blot slagtede løs for at neutralisere afrikanerne. Afrikanernes modstand ophørte først endeligt i 1899.[276]

Cecil Rhodes har forklaret hensigten med den brutale nedkæmpelse af afrikanernes modstand:" Man skal dræbe så mange man kan, da det tjener som en lærestreg for dem, når de snakker om tingene ved deres lejrbål om natten."[277]

Nedkæmpelsen fik den pacificerende virkning på afrikanerne, som de europæiske kolonisatorer ønskede, og var på den måde en vigtig forudsætning for, at kapitalismen kunne konsolidere sig i Zimbabwe. Endnu ved den afrikanske nationalismes begyndelse i 1950'erne var dette nederlag af betydning. En ledende nationalist har således skrevet: "Det krævede en ny generation, som ikke havde oplevet 1896-nederlaget, for at overvinde dette mindreværdskompleks. Og selv da var det svart for nationalisterne at nedbryde den historiske tradition blandt sønnerne.''[278]

Alligevel spiller den tidlige kamp mod de indtrængende europæere en vigtig ideologisk rolle for afrikanerne og deres befrielseskamp i dag: de overgav sig ikke modstandsløst![279] Da ZANU startede den væbnede kamp imod Smith-styret i 1966, lancerede de den derfor som "Chimurenga fase II" for at knytte tråden tilbage til den oprindelig modstand og understrege kontinuiteten i kampen.[280]

 

1.2. Mellemkrigstidens opposition

Frem til anden halvdel af 1940'erne var den afrikanske opposition imod det europæiske overherredømme af begrænset karakter. De aktiviteter, der fandt sted, var karakteriseret af, at de fremvoksende afrikanske klasser og lag påbegyndte en organisering hver for sig i forsøg på at forbedre deres egne levevilkår.

Små grupper af afrikanske intellektuelle indledte organiseringen med Rhodesian Bantu Voters' Association i begyndelsen af 1920'erne, og andre tilsvarende organisationer fulgte efter. I 1930 blev Bantu Congress dannet i opposition til 'Land Apportionment Act', hvilket viser de fåtallige intellektuelles fortsatte nære tilknytning til landområderne. Bantu Congress skiftede i 1934 navn til African National Congress of Southern Rhodesia (ANC/SR), der imidlertid først efter den 2. verdenskrig fik nogen virkelig betydning og da på et tidspunkt, hvor den ikke længere var en organisation alene for de intellektuelle.

Fællestræk ved de intellektuelles organisationer i mellemkrigstiden var for det første, at de var inspireret af og modelleret efter organisationer i Sydafrika, da de fleste uddannede afrikanere var videreuddannet i Sydafrika. For det andet at de var yderst moderate og begrænsede i deres sigte, idet de indskrænkede sig til at forlange visse særlige privilegier for de uddannede og dermed "civiliserede" afrikanere. Derudover oversteg deres forhåbninger ikke et ønske om at blive styret ordentligt af europæerne.[281] Til trods for disse organisationers begrænsede sigte førte det hvide styre alligevel en restriktiv kontrol med dem og chikanerede dem så meget, at de gradvist ophørte ned at eksistere.[282]

Der var en del mere perspektiv i den begyndende faglige organisering af de afrikanske arbejdere. Igen kom inspirationen og endda osse det direkte initiativ fra Sydafrika. Den vigtigste fagforening, Industrial and Commercial Workers' Union (ICU), blev dannet i 1927 af en udsending fra en tilsvarende fagforening i Sydafrika.[283] ICU havde nære forbindelser til det sydafrikanske kommunistparti og distribuerede dette partis blad, The South African Worker.[284]

ICU's største betydning lå i dens bestræbelser på at organisere alle afrikanske arbejdere uanset deres job og på tværs af etniske skillelinjer, dvs. organisere på et klassegrundlag.[285] ICU startede med at kræve bedre løn- og arbejdsforhold, men formulerede senere osse en opposition til 'Land Apportionment Act', 'Industrial Conciliation Act' og pasloven, som fagforeningsfolkene beskrev som det hvide overherredømmes "tre-benede stol".

Umiddelbart havde ICU kun en begrænset succes, da det var yderst vanskeligt at organisere Zimbabwes fåtallige og spredte afrikanske migrantarbejdere. Endvidere fængslede eller deporterede det hvide styre fagforeningslederne på stribe, så ICU i 1936 måtte ophøre med at fungere videre.[286]

Efter det hvide styres undertrykkelse af både de afrikanske intellektuelles og de afrikanske arbejderes organisationer blev det forskellige uafhængige kirkeretninger - dvs. uafhængige af det hvide styre - der havde de bedste betingelser for at opfange og kanalisere afrikanernes opposition imod de hvides overherredømme. Jehovas Vidner spillede således i 1927 en vigtig rolle i organiseringen af strejken i Shamva-minen, der var de afrikanske arbejderes første egentlige strejke med 3.500 aktionerende arbejdere.[287]

Allerede her i mellemkrigstiden ser vi altså det fænomen, der osse i efterkrigstiden blev det hvide styres kendetegn i forhold til afrikanerne: En bestandig og næsten øjeblikkelig undertrykkelse af enhver form for modstand imod de eksisterende tilstande, selv når oppositionen antog helt ikke-voldelige former, såsom organisering, oplysning, demonstrationer osv. Afrikanerne i Zimbabwe har aldrig haft reel ytringsfrihed eller ret til at organisere sig. De har med andre ord aldrig haft nogen reelle demokratiske rettigheder. Det er disse langvarige erfaringer med det hvide styres undertrykkelse, der har gjort den væbnede kamp til en nødvendighed for afrikanerne, hvis de overhovedet vil gøre sig forhåbninger om forbedrede levevilkår.

 

1.3. Det afrikanske proletariats første store strejker

Som et uundgåeligt led i den kapitalistiske udvikling - specielt som følge af industrialiseringen under og efter den 2. verdenskrig - skabtes der en afrikansk arbejderklasse, der i takt med kapitalens udvikling og centralisering osse forenedes mere og mere, især i byerne. Til trods for de vanskelige politiske forhold - den fortsatte overvægt af migrantarbejdere, 'Masters and Servants Act', 'Industrial Conciliation Act' og anden undertrykkelse - spirede der blandt de afrikanske arbejdere på grundlag af deres forening i fabrikker, miner og andre arbejdspladser en række fagforeningsdannelser fra, specielt blandt de mest proletariserede arbejdere.

I marts 1944 dannede afrikanske jernbanearbejdere i Bulawayo, der er Zimbabwes største jernbaneknudepunkt, "Rhodesia Railways African Employees' Association" og begyndte at fremføre krav om forbedrede løn- og arbejdsforhold på baggrund af, at leveomkostningerne var fordoblet under krigen uden at lønnen var steget. Jernbaneadministrationen afviste imidlertid alle henvendelser, og da arbejderne blev pålagt en ny og dårligere overtidsbetalingsrate gik 2.400 afrikanske arbejdere i strejke den 22.oktober 1945. Fra Bulawayo spredte strejken sig til andre jernbanecentre i både Zimbabwe og Zambia og varede frem til den 3. november.

Jernbanearbejderne opnåede på grundlag af strejken en mindre lønfremgang, gradvist forbedrede social- og boligforhold samt tilladelse til, at 75% af arbejdsstyrken bosatte sig permanent med familie i byerne - en første legalisering af helt proletariserede afrikanske arbejdere. Samtidig blev deres fagforening som den første (og i lang tid eneste) officielt anerkendt.[288]

Da jernbanearbejderne havde opnået disse ting, begyndte de øvrige afrikanske arbejdere i byerne at arbejde på at opnå lignende forbedringer. Initiativet udgik i slutningen af 1947 fra "African Workers Trade Unions",  der var blevet dannet i kølvandet på oktober 1945-strejkerne som et forsøg på at samle de afrikanske fagforeninger. I de første måneder af 1948 fremsatte arbejderne rundt i de fleste af Zimbabwes byer en lang række krav, der imidlertid blev totalt negligeret af både arbejdsgiverne og staten.

Dette førte til en række massemøder med op til 13.000 deltagere, som den 15. april 1948 mundede ud i meget omfattende uroligheder og arbejdsnedlæggelser i Bulawayo. Selve strejkeudbruddet var udtryk for de afrikanske massers spontane reaktion imod deres levevilkår, da fagforeningslederne på massemøderne plæderede for forhandlinger.

Strejken stoppede hurtigt i Bulawayo, da en indflydelsesrig fagforeningsleder erklærede, at regeringen var gået med til klækkelige lønforhøjelser. Dette havde dog overhovedet ikke nogen bund i virkeligheden, så selvom strejken senere førte til en statsligt dikteret minimumsløn for alle afrikanske arbejdere i byerne, bredte desillusionen sig blandt de afrikanske arbejdere, da dette kun betød en meget lille forbedring. Forinden havde strejken nået at brede sig til først Umtali, så Salisbury og derefter gradvist til alle større mine- og bycentre i Zimbabwe, hvor strejkerne måtte inddæmmes af politiet.[289]

1948-strejken havde karakter af generalstrejke og rystede det europæiske borgerskab i Zimbabwe. Strejken var den første egentlige konfrontation mellem borgerskabet som klasse og proletariatet som klasse. Borgerskabets ledende repræsentanter, fremfor alt premierministeren Godfrey Huggins, erkendte hurtigt efter 1948-strejken dette og tog omgående skridt til at undertrykke og inddæmme radikaliseringen af den afrikanske arbejderklasse. Huggins udtalte således: "Vores oplevelser er ikke enestående. Vi er vidne til proletariatets dannelse, og i dette land er det tilfældigvis (!!) sort." Senere tilføjede han: "Vi skal ikke beskæftige os meget med disse folk (de afrikanske arbejdere) , førend vi har etableret en indfødt middelklasse."[290]

Borgerskabets strategi lå altså hurtigt klar: En umiddelbar undertrykkelse af de fagforeninger, der havde stået bag 1948-strejken, fulgt op af "Racefællesskabs-politikkens" bestræbelser på at oparbejde et afrikansk borgerskab, dels i byerne og dels på landet.[291]

 

2. Nationalistbevægelsens dannelse

Strejkerne i sidste halvdel af 1940'erne var udtryk for en stigende klassebevidsthed hos de mest proletariserede afrikanske arbejdere, men arbejderklassen som helhed var svag.[292] Op til midten af 1950'erne var borgerskabet i stand til at neutralisere det afrikanske proletariat, men neutraliseringsforsøget var modsigelsesfyldt. Et vigtigt element i "Racefællesskabs-politikken" var "Native Land Husbandry Act",[293] og forsøgene på at gennemføre denne lov (indførelse af kapitalistiske produktionsforhold i det afrikanske landbrug og dermed en øget proletarisering af de afrikanske bønder) var den direkte anledning til den afrikanske nationalistbevægelses etablering. Der går med andre ord en direkte linje fra den afrikanske arbejderklasses strejker i 1940'erne frem til nationalistbevægelsens dannelse.

 

2.1. City Youth League

I august 1955 tog en række unge afrikanske intellektuelle, provokeret af Godfrey Huggins’ "hest-og-rytter-tale"[294] initiativ til at danne City Youth League (CYL) i Salisbury som reaktion imod den stigende proletarisering af afrikanske bønder, uden at de kunne finde arbejde andetsteds. CYL's dannelse var endvidere en reaktion imod, at et stort antal migrantarbejdere og helt proletariserede arbejdere samt studenter og intellektuelle med "Native Land Husbandry Acts" gennemførelse risikerede at miste det sikkerhedsnet, det altid var at kunne vende tilbage til et stykke jord i landområderne, hvis alt andet svigtede.[295]

Nationalistbevægelsen havde således i sin begyndelsesfase dybe rødder i både de afrikanske arbejderes og de afrikanske bønders kamp og interesser. Selvom CYL endnu ikke var "nationalistisk" i den forstand, at dens udtrykkelige mål var afrikansk selvstændighed, startede CYL udviklingen frem mod en egentlig nationalistbevægelse, i og med CYL var den første organisation, der var i åbenlys og bevidst opposition til de hvides overherredømme - samt til de afrikanske intellektuelle, der støttede det hvide styre ved at indgå i de multiraciale foreninger. James Chikerema, der sammen med George Nyandoro var de ledende i CYL, udtalte således ved CYL's dannelse: "Kæmp for menneskelig værdighed og frihed... Glem de the-drikkende multiraciale... Hæng ikke på ryggen af de europæiske organisationer ligesom babyer. Stol på jer selv fra nu af."[296]

CYL's navn antyder, at det kun var et ungdomsforbund. Det var ikke tilfældet. CYL var en massebevægelse i den forstand, at CYL satsede på at inddrage alle afrikanere uanset alder og klasse. Den geografiske landsdækning opnåedes først med CYL's efterfølger, ANC.[297]

CYL arbejdede både på landet og i byerne. På landet indledte CYL en kampagne for at styrke de afrikanske bønders selvtillid overfor de nærmest enevældige europæiske Distriktskommisærer - altså nærmest en slags bevidsthedsarbejde. Men den største umiddelbare succes opnåede CYL i byen, hvor CYL i august 1956 i protest mod forhøjede bustakster i Salisbury arrangerede en tredages strejke og busboykot. Al industri blev lammet på andendagen, og på tredjedagen indsatte regeringen tropper for "at beskytte dem, der ville på arbejde." Dette medførte øjeblikkelige uroligheder i Zimbabwes fire største byer, og bustakstforhøjelserne blev trukket tilbage.[298]

Denne succes nedførte, at CYL begyndte at ekspandere ud over hele landet. I bestræbelserne på at oprette en afdeling i Bulawayo stødte CYL på de hensygnende rester af ANC/SR, og for at undgå unødig konkurrence enedes man om at samle de afrikanske organisationer.[299]

 

2.2. African National Congress

Den 12.september 1957 blev CYL og ANC/SR slået sammen til African National Congress (ANC) med Joshua Nkomo som formand og med Nyandoro, Chikerema og andre fra CYL som de dominerende ledere. Sammenslutningsdatoen var en bevidst provokation over for de hvide, der fejrede den som årsdagen for europæernes besættelse af Zimbabwe.[300]

ANC's væsentligste politiske indsats var fortsættelsen af CYL's politik i landområderne, der byggede på 'Native Land Husbandry Act's upopularitet. ANC indbragte en række sager til det rhodesiske retsvæsen for at forsvare de afrikanske bønder imod tab af jord eller kvæg som følge af gennemførelsen af 'Native Land Husbandry Act' og benyttede disse retssager til at øge den politiske bevidsthed blandt afrikanerne i landområderne. CYL havde aktioneret imod de lokale europæiske distriktskommissærer i de afrikanske landområder, og ANC udvidede aktionerne til at være vendt imod hele det næsten enevældige administrationsapparat for de afrikanske områder (Native Affairs Department), hvis magt blev en smule formindsket for til slut at blive underlagt det formelt set ikke-racebaserede Department of Internal Affairs.[301]

Det hvide styre svarede igen ved i 1958 at forbyde ANC at holde møder i de afrikanske landområder, og da ANC i 1959 blev total forbudt, fremkom premierministeren, Edgar Whitehead, indirekte med en anerkendelse af ANC's resultater: "Hvis ikke nogle effektive forholdsregler var blevet taget i anvendelse for at stoppe de mange bevidste løgne, som blev fortalt, ... ville hele administrationen af de afrikanske områder bryde sammen."[302]

Da Ghana efter sin selvstændighed i 1957 gik i spidsen for den panafrikanske bevægelse i kampen for afkolonisering, begyndte der at flyde penge til ANC fra uafhængige afro-asiatiske lande. ANC benyttede væsentligst disse penge til som den første afrikanske organisation i Zimbabwe at opbygge et egentligt organisationsapparat med lokalafdelinger (over 50 det første år), officielt medlemskab osv.[303] ANC nåede at få ca. 17.000 betalende medlemmer. Dette tal er dog ikke en korrekt afspejling af ANCs folkelige opbakning. På det tidlige tidspunkt af nationalistbevægelsens udvikling var det kun de allermest politisk bevidste afrikanere, der søgte om medlemskab. Men for hvert medlem var der mange sympatisører.[304]

Den 26. februar 1959 forbud det hvide styre ANC og arresterede ca. 500 af dets medlemmer (herunder alle de ledende), hvoraf mange sad fængslet indtil slutningen af 1959 og enkelte helt frem til 1963 (bl.a. Chikerema og Nyandoro). Årsagen var som nævnt ANC's relative succes i kampagnen mod 'Native Land Husbandry Act' samt udbredte uroligheder i den Centralafrikanske Føderations to andre lande, Zambia og Malawi. Det hvide styre frygtede, at disse uroligheder osse ville brede sig til Zimbabwe.[305]

ANC arbejdede fuldt og helt inden for det eksisterende systems grænser i forsøget på at fremme afrikanernes sag. De benyttede på ingen måde voldelige midler. Alligevel blev ANC forbudt og afrikanernes stemme lukket - lige som ICU og de intellektuelles organisationer i mellemkrigstiden samt fagforeningerne efter 1948-strejken. Forbudet imod ANC blev ydermere fulgt op af forøgede massive undertrykkelsesforanstaltninger: I 1959 bl.a. 'Unlawful Organizations Act' (i første omgang vendt imod ANC, men siden osse benyttet imod alle efterfølgerne) og 'Preventive Detention Act’ (internering af ANC-lederne) – begge vedtaget efter forbudet imod ANC og derefter benyttet imod ANC – samt i 1960 ’Law and Order (Maintenance) Act', der gennem bestandige senere udvidelser blev til hjørnestenen i det hvide styres forsøg på at slå den afrikanske modstand ned.[306] Afrikanerne fik med andre ord en frisk ladning erfaringer med det hvide styres hårdhændede undertrykkelse. En afrikaner har beskrevet sin reaktion på forbudet imod ANC: "Jeg kunne ikke forstå, hvorfor regeringen arresterede mennesker – over 500 - som fredeligt plæderede for forandringer. ... ANC havde arbejdet forfatningsmæssigt for at forbedre forholdene for det store afrikanske flertal. Hvis dette sådan uden videre kunne erklæres ulovligt og folk kastes i fængsel, hvem vidste så, hvad de hvide kunne gøre næste gang?"[307]

Selvom ANC havde en klart formuleret politik på en lang række områder (f.eks. krav om afskaffelse af 'Land Apportionment Act' og 'Native Land Husbandry Act' samt af Native Affairs Department m.m.) og udarbejdede konkrete planer (f.eks. en alternativ uddannelsespolitik),[308] var ANC uklar m.h.t. selvstændighed og afrikansk flertalsstyre. Her udtalte ANC blot, at det ønskede "selvstyre for alle indbyggerne". For ANC gjaldt det i første række at opnå reformer i kampen imod racediskrimineringen.[309]

ANC havde derimod - i forlængelse af CYL - en særlig betydning for udviklingen af den afrikanske nationalistbevægelse i Zimbabwe, i og med den var den første afrikanske organisation, der blev landsdækkende. Endvidere samlede ANC i sig den brede alliance af klasser, der havde (og har) en fælles interesse i at bekæmpe det eksisterende hvide styres magt.[310] ANC fortsatte CYL's mobilisering af de afrikanske bønder og arbejdere, specielt på grundlag af modstanden imod 'Native Land Husbandry Act'.[311] Hertil kom en stigende tilslutning fra det afrikanske småborgerskab og især de afrikanske intellektuelle, der i overbevisning om "Racefællesskabs politikkens" oprigtighed hidtil overvejende havde været medlemmer af de multiraciale foreninger og for enkeltes vedkommende endda regeringspartiet UFP.[312] Indledningen til den stigende tilslutning kom, da Garfield Todd, UFP's premierminister fra 1953, blev væltet ved et internt opgør i UFP i februar 1958 p.g.a. liberale udtalelser o.l. om racemæssige emner.[313] Derefter fik racefællesskabs-illusionerne et nyt skud for boven den 4. juni samme år, da Todds nye parti led et overvældende nederlag ved parlamentsvalget. Frem til 1960 var et stort antal afrikanske intellektuelle (f.eks. Ndabaningi Sithole) dog tilsluttet Todds parti, men derefter slog CYL’s og ANC's grundlæggende arbejde endegyldigt igennem, og i månederne efter dannelsen af ANC's efterfølger, NDP, strømmede afrikanske intellektuelle til nationalistbevægelsen. Det var i 1960, at personer som Sithole, Robert Mugabe, Herbert Chitepo, George Silundika m.fl. tilsluttede sig nationalistbevægelsen.[314] Der var oprigtige og idealistiske motiver blandt mange af de nye nationalister, men det kan ikke afvises, at en vis grad af opportunisme osse spillede en rolle for adskillige: Det blev mere og mere klart fra andre afrikanske koloniale lande, at nøglen til de politiske topposter i de afkoloniserede lande lå i de afrikanske nationalistbevægelser.[315]

 

3. Forhandlingsstrategierne

Ved dannelsen af ANC's efterfølger, National Democratic Party (NDP), den 1. januar 1960 blev det politiske fremskridt inden for nationalistbevagelsen markeret ved, at flertalsstyre - dvs. afrikansk styre - blev formuleret som det entydige mål. I NDP's 'Statement of Principles' hedder det således, at NDP skal "arbejde for dannelsen af en demokratisk regering i Sydrhodesia; arbejde for hurtig forfatningsmæssig omdannelse i Sydrhodesia med det mål at få en regering valgt efter princippet om 'én mand, én stemme'".[316] Midlet, som NDP greb til for at nå målet, var lige som i de andre afrikanske koloniale lande på daværende tidspunkt forhandlinger med den formelle kolonimagt, Storbritannien, kombineret med fredelige massedemonstrationer til støtte for de afrikanske ledere ved forhandlingsbordet.

 

3.1. Kopieringsstrategien

NDP's politiske program og virke var i det hele taget afgørende præget af nationalistbevægelsernes umiddelbare succes i de fleste andre afrikanske lande i forbindelse med den hastigt accelererende afkolonisering omkring 1960.[317] Påvirkningen var så omfattende, at kopieringsstrategi er den mest dækkende betegnelse for NDP's politik.

Der er imidlertid en alvorlig hage ved denne strategi, idet den ikke tog højde for en afgørende forskel mellem Zimbabwe og praktisk taget alle andre afrikanske kolonier: I de andre afrikanske kolonier var det internationale borgerskab både økonomisk og politisk dominerende, mens det i Zimbabwe var det nationale borgerskab, der havde den politisk afgørende magt.[318] Det internationale borgerskab var af forskellige grunde interesseret i afkolonisering,[319] mens det absolut ikke var tilfældet for det nationale borgerskab i Zimbabwe. Det betød, at de fleste andre afrikanske lande omkring 1960 fik deres selvstændighed tildelt - der var ikke tale om, at de tilkæmpede sig den.[320]

Der var sådan set intet mærkeligt i de zimbabweanske nationalisters efterligning af de andre afrikanske nationalistbevægelsers strategi. Strategien havde vist sig succesrig i de andre lande, og de zimbabweanske nationalister havde nære kontakter med disse lande. Nationalistbevægelsen var senere udviklet i Zimbabwe end i partnerlandene i den Centralafrikanske Føderation, Zambia og Malawi, og der var derfor blandt nationalisterne i Zimbabwe direkte tale om en beundring for nationalistlederne i disse lande, som de fra 1958 holdt fællesmøder med for at koordinere modstanden mod Føderationen, og som flere gange optrådte som talere ved afrikanske massemøder i Zimbabwe.[321] Endvidere modtog de zimbabweanske nationalister impulser fra alle nationalistbevægelserne i Afrika og fra de nye selvstændige lande ved møder i den pan-afrikanske bevægelse. Hertil kommer endelig som tidligere nævnt,[322] at der blandt store dele af de afrikanske intellektuelle, der nu udgjorde nationalistbevægelsens ledelse, på baggrund af "Racefællesskabs politikken" i 1950'erne var en overbevisning om, at det internationale borgerskab og dets repræsentanter - fremfor alt den britiske regering - v.h.a. fredelige midler kunne presses til at overgive regeringsmagten til afrikanerne.

Kopieringsstrategien blev hjulpet godt på vej, da NDP allerede i april 1960 opnåede den britiske regerings accept af, at der ikke ville ske nogen forfatningsændring i Zimbabwe, uden at afrikanerne ville blive hørt.[323] Dette bestyrkede de intellektuelle ledere i troen på at have valgt den rette strategi og førte til, at NDP koncentrerede alle kræfter om hurtigt at nå til afrikansk flertalsstyre. NDP undlod derfor at forbinde den overordnede kamp for national uafhængighed med en kamp for arbejdernes og bøndernes mere umiddelbare interesser (f.eks. kampen imod 'Land Apportionment Act' og 'Native Land Husbandry Act'), som CYL og ANC tidligere havde benyttet til at inddrage og bevidstgøre de afrikanske masser med.[324] Resultatet var, at de afrikanske arbejdere og bønder blev udelukket fra aktiv deltagelse i kampen (de blev i realiteten pacificeret) og deres støtte reduceret til et middel i ledernes bestræbelser, som derefter væsentligst foregik ved forhandlingsbordet.

Og støtte havde NDP i høj grad. NDP nåede op på ca. 87.000 medlemmer, og deltagerantallet ved offentlige massemøder oversteg ANCs.[325] Det viste sig også i 1960, efter at det hvide styre ved en overilet og temmelig umotiveret handling havde arresteret 3 af NDP's ledere den 19. juli.[326] NDP var i stand til med få timers varsel at mobilisere store afrikanske menneskemasser i Zimbabwes største byer som protest mod arrestationerne. I løbet af halvandet døgn voksede menneskemasserne alene i Salisbury til mellem 25.000 og 100.000.[327] NDP krævede et møde med premierminister Edgar Whitehead, men efter først at have accepteret afslog Whitehead dette og satte den tredje dags morgen politiet med tåregas ind mod den sovende menneskemængde. Afrikanerne blev derved splittet og uden den ledelse, der havde fastholdt den fredelige demonstration i næsten 2 hele døgn. Resultatet blev uundgåeligt en lang række voldelige sammenstød, da politiet fortsatte med at forfølge de spredte afrikanske smågrupper. Alvorlige uroligheder fulgte i Bulawayo den 24.-26. juli, hvor politiet dræbte 12 afrikanere ifølge egne oplysninger og 36 ifølge afrikanske talsmænd. Demonstrationerne førte umiddelbart til en sejr for NDP, idet de 3 fængslede ledere blev løsladt og afrikanerne fik fastlagt en forfatningskonference til afholdelse omkring årsskiftet 1960/61.[328] For afrikanerne blev dette i første omgang taget som et tegn på, at Zimbabwe var på den sikre vej imod national uafhængighed. Senere - da dette glippede – hæftede afrikanerne sig mere ved det nye eksempel ovenpå de mange på det hvide styrets voldelige undertrykkelse af fredelige afrikanske aktioner.

Kopieringsstrategien kulminerede med den forfatningskonference, som afrikanerne var blevet lovet direkte deltagelse i efter massedemonstrationerne i juli 1960. Konferencen blev afholdt i Salisbury den 30. januar til 7. februar 1961 og skulle afgøre Zimbabwes fremtid efter den Centralafrikanske Føderations opløsning. Kopieringsstrategien led et forsmædeligt nederlag ved konferencen. NDP's forhandlere, Joshua Nkomo og Ndabaningi Sithole, havde på forhånd fået mandat til kun at gå ind for almindelig, dvs. afrikansk flertalsstyre efter princippet 'én mand, én stemme'.[329] Men på konferencen allierede den britiske formand sig med det hvide styres repræsentanter og gjorde deres forfatningsforslag, der kun ville sikre afrikanerne 15 ud af et parlaments 65 pladser, til det eneste forhandlingsgrundlag. Udsat for det flere dage lange kombinerede pres i forhandlingslokalerne fra det nationale og det internationale borgerskabs repræsentanter bøjede Nkomo og Sithole sig og accepterede det hvide styres forslag mod nogle vage løfter om flertalsstyre engang i fremtiden.[330]

Næppe var resultatet blevet kendt, førend protester begyndte at indløbe fra alle mulige afrikanere, indenlands såvel som udenlands. Nkomo blev tvunget til at tilbagetrække accepten, og NDP besluttede – nærmest i desperation - at foranstalte en alternativ afrikansk folkeafstemning 3 dage før den officielle. Den 23. juli 1961 forkastede afrikanerne forfatningsforslaget med 99,9% af de afgivne stemmer, og europæerne vedtog det den 26. juli med 65,8% af stemmerne, hvorefter det gjaldt som ny forfatning.[331]

Den meget vaklende kurs i forbindelse med forfatningskonferencen medførte et alvorligt prestigetab for NDP. Det er vanskeligt at opregne de konkrete årsager til NDPs fiasko ved selve konferencen. Men den klippefaste tro på, at Zimbabwe var på den sikre vej imod flertalsstyre spillede en stor rolle. Fx forsøgte NDP slet ikke at kombinere forhandlingerne med massedemonstrationer uden for forhandlingslokalerne (konferencen blev jo afholdt i Salisbury) . Tværtimod opslog NDP-forhandlerne hovedkvarter i den hvide del af Salisbury for at være nærmest den hvide presse og de hvide forhandlere.[332] Det spillede givetvis også ind, at NDP-delegationens formand, Nkomo, først i november 1960 var vendt tilbage til Zimbabwe efter mere end 1½ års eksil og derfor ikke til fulde var klar over, hvor rodfæstet kravet om afrikansk flertalsstyre var blevet netop i hans fraværsperiode.[333]

Forfatningskonferencen førte altså ikke til flertalstyre, men styrkede tværtimod det nationale borgerskabs magt over for Storbritannien. Den hidtidige strategis fallit efterlod nationalistlederne i vildrede: Skulle de fortsat afvise forfatningen eller deltage i den politiske proces indenfor forfatningens rammer for ad denne legale vej gradvist at gennemtvinge en forfatningsændring? Problemet forblev uafklaret, og nationalistledernes passivitet medførte en række spontane aktioner rettet imod europæisk ejendom og afrikanske modstandere. Disse aktiviteter tiltog i løbet af efteråret i voldsomhed og må tilskrives frustration blandt de afrikanske masser over den manglende fremgang i kampen mod afrikansk styre. Den 9. december 1961 gav urolighederne det hvide styre anledning til at forbyde NDP.[334]

 

3.2. Verdensopinionsstrategien

NDP blev næsten omgående erstattet af Zimbabwe African People 's Union (ZAPU), der fortsatte, hvor NDP slap. .Medlemstallet nåede op i nærheden af 200.000, før også ZAPU blev forbudt.[335]

Siden 1959 havde Nkomo rejst rundt i hele verden for at søge opbakning blandt udenlandske regeringer og organisationer bag kravet om afrikansk flertalsstyre i Zimbabwe. I ZAPU's første periode blev denne verdensopinionsstrategi ophøjet til altdominerende politik og drejede sig specielt om at få lagt internationalt pres på Storbritannien for at afholde en ny forfatningskonference. Fra 1961 blev også FN inddraget heri, selvom det hurtigt blev klart, at Storbritannien ville blokere ethvert aktionsforslag med et veto i Sikkerhedsrådet, begrundet i at Zimbabwe var et indre anliggende for Storbritannien.[336]

 

Da Storbritanniens premierminister, Harold Wilson, besøgte Zimbabwe kort før UDI i 1965, krævede afrikanerne ved store demonstrationer, at Wilson – i fuld overensstemmelse med forhandlingsstrategierne – skulle give Zimbabwe flertalsstyre.

 

Uafhængigheds-"kampen" blev med verdensopinionsstrategien fjernet endnu mere fra de zimbabweanske masser, og i takt med at de positive internationale tilkendegivelser blev erkendt som værende intet andet end tomme ord øgedes massernes frustration, og en opposition blandt lederne begyndte at spire frem. Fra juni 1962 begyndte en gruppe under ledelse af en vis "General Chedu", der i virkeligheden var et triumvirat af ZAPU-ledere, som var imod verdensopinionsstrategien, at udføre mindre sabotagehandlinger; bl.a. lykkedes det at nedbrænde BSAC's plantage i Eastern District.[337]

Det gav den 20. september 1962 det hvide styre anledning til at forbyde ZAPU, hvilket dagen efter blev fulgt op af meget omfattende proteststrejker organiseret af den afrikanske fagbevægelse.[338] Der var altså ingen tvivl om den folkelige opbakning bag nationalistbevægelsen.

 

3.3. Nationalistbevægelsen splittes

I 1963 gik forhandlingsstrategierne ind i deres fjerde år, og endnu havde de ikke ført afrikanerne nærmere flertalsstyre. Tværtimod. Med en styrkelse af undertrykkelsesapparatet hurtigt efter sin tiltræden i december 1962 havde det nye RF-styre klart markeret, hvilken kurs det ville slå ind på. Oppositionen mod en fortsættelse ad forhandlingernes vej på tværs af det hvide styres hårdhændede undertrykkelse og det internationale borgerskabs reelle passivitet voksede sig derfor stærkere indenfor den zimbabweanske nationalistbevægelse. Det var imidlertid ikke alle nationalistlederne, der erkendte forhandlingsstrategiernes fallit ( især ikke i forhold til forhandlinger med Storbritannien), og det førte til, at ZAPU blev splittet i juli 1963. En kreds af intellektuelle med Ndabaningi Sithole og Robert Mugabe som de ledende dannede den 8. august 1963 Zimbabwe African National Union (ZANU), og den 10. august blev People's Caretaker Council (PCC) oprettet som dækorganisation for ZAPU inde i Zimbabwe (med Nkomo som leder).[339]

I formuleringen af sin politik markerede ZANU et klart fremskridt i kampen for national uafhængighed i Zimbabwe. De erkendte det nationale borgerskabs afgørende betydning og som følge heraf fredelige forhandlingers utilstrækkelighed. ZANU udtrykte det i det princip, der stadigvæk fremstår som en af ZANU's vigtigste paroler: "Vi er vore egne befriere gennem direkte konfrontation." ZANU havde dermed lagt op til den væbnede kamp, "Chimurenga II", som ZANU indledte den 29. april 1966 med slaget ved Sinoia.[340]

Selvom også ZAPU kort tid efter UDI i 1965 indledte en væbnet kamp og rent faktisk var dominerende i denne kamp frem til 1969, fortsatte der med at være politisk uenighed om kampens strategi. Helt op til midten af 1970'erne har ZAPU nemlig helt overvejende set den væbnede kamp som et middel til at presse Storbritannien og RF-styret til forhandlingsbordet, selvom denne opfattelse gradvist modificeredes i takt med Storbritanniens gentagne indrømmelser til RF-styret.[341] ZANU har derimod opfattet den væbnede kamp som afrikanernes egen befrielse af sig selv fra det hvide nationale borgerskabs overherredømme. For ZANU er storpolitiske forhandlinger og diplomatiske manøvrer underordnet den væbnede kamp, sådan at de alene tjener til at fremme den væbnede kamp.[342] Den forskellige opfattelse af den væbnede kamps status har haft indlysende konsekvenser for selve den måde, som den væbnede kamp er blevet ført på af henholdsvis ZANU og ZAPU.[343]

Der har derfor været tungtvejende grunde til den fortsatte og opretholdte splittelse, selvom splittelsen har svækket befrielseskampen, især fordi der har været bestandige sammenstød mellem tilhængere af ZANU og ZAPU, og fordi det har gjort det muligt for imperialistiske kræfter at spille på modsætningerne mellem befrielsesbevægelserne. ZANU har lige fra sin start erkendt nødvendigheden at samle afrikanerne i den nuværende kamp for national uafhængighed, mens denne erkendelse først brød igennem inden for ZAPU i 1976.[344] Indtil da stillede ZAPU sig i realiteten hindrende i vejen for opnåelsen af enhed til trods for den afrikanske enhedsorganisation OAU's mange og energiske bestræbelser.[345] Frem til 1970/71 var ZAPU's "opskrift" på enhed, at ZANU var en lille udbrydergruppe uden nævneværdig støtte, hvorfor enhed kunne opnås ved, at ZANU's medlemmer enkeltvis vendte tilbage til den eneste virkelige befrielsesbevægelse: ZAPU.[346]

Splittelsen mellem ZANU og ZAPU fremtrådte i meget lang tid som et personligt modsætningsforhold mellem lederne af de to befrielsesbevægelser, hvilket fremgår af Shamuyariras meget personfikserede sammenfatning af oppositionsfolkenes årsager til at splitte ZAPU og danne ZANU i 1963:

"De, som imod ham (Nkomo), ønskede en "konfrontationspolitik"; de ønskede, at der blev dannet et nyt politisk parti (efter det hvide styres forbud mod ZAPU i september 1962); de var skuffede over hans manglende beslutsomhed som leder; og de var bekymrede over den manglende tillid til Nkomo, som mange pan-afrikanske ledere havde udtrykt over for dem."[347]

Der er flere årsager til denne personfiksering. Afgørende var det, at der gik et stykke tid, før den politiske udvikling inden for ZANU var så fremskreden, at lederne var i stand til af formulere den politiske uenighed udenom de personlige modsætningsforhold, der åbenlyst osse eksisterede.

Splittelsen i 1963 var karakteriseret ved at være en konfrontation mellem på den ene side en gruppe af højtuddannede afrikanske intellektuelle, som alle havde tilsluttet sig nationalistbevægelsen omkring 1960, og som i begyndelsen udgjorde kernen i ZANU, og på den anden side en række populister fra midten af 1950'erne (som f.eks. Chikerena og Nyandoro), der i 1963 var meget mere rodfæstet blandt arbejderene og bønderne.[348] I de første år efter splittelsen var det således ZAPU/PCC, der bibeholdt støtten fra hovedparten af de afrikanske masser, mens ZANU tiltrak store dele af de afrikanske intellektuelle.[349] Frem til indledningen af guerillakrigen i 1972 var ZANU derfor mere isoleret fra de afrikanske masser i Zimbabwe end ZAPU var det.

Dannelsen af ZANU (og af PCC) i 1963 førte øjeblikkelig til konkurrence om, hvilken af de to bevægelser der kunne tiltrække den største folkestøtte. Det blev som nævnt i første omgang ZAPU/PCC, men konkurrencen udviklede sig hurtigt til voldsomme og voldelige sammenstød mellem tilhængere af de to bevægelser. Disse interne afrikanske stridigheder gled i flere perioder ud af de respektive ledelsers kontrol og blev mere dominerende end den egentlige kamp imod det hvide styre.[350]

RF-styret, der var kommet til magten p.g.a. det nationale borgerskabs og arbejderaristokratiets frygt for den afrikanske nationalistbevægelse, benyttede uroen til at stramme undertrykkelseslovgivningen. Styret var endvidere hurtig til at slå ned på befrielsesbevægelserne, når de truede de hvides magt (internerede ledere uden dom i op til 5 år, indskrænkede mulighederne for at afholde offentlige politiske møder osv.), men lod dem i øvrigt udkæmpe deres indbyrdes kampe i fred.[351] Som led i planlægningen af den ensidige uafhængighed (UDI) benyttede det hvide styre den 26. august 1964 dog uroen som anledning til at forbyde de to befrielsesbevægelser og internere eller fængsle de afrikanske ledere, der ikke allerede for længst var blevet sat fast.[352] Efter forbudet blev både ZANU og ZAPU tvunget i eksil, da enhver tale om at oprette nye politiske organisationer var totalt illusoriske.[353] Al reel afrikansk ytrings- og organisationsfrihed var blevet grundigt undertrykt, og et omfattende undertrykkelsesapparat var blevet etableret for at forhindre ethvert forsøg på selv den mindste form for opposition imod RF-styret og dets magt.

Svækkelsen som følge af de interne kampe mellem ZANU og ZAPU/PCC samt RF-styrets undertrykkelse medførte, at UDI den 11. november 1965 ikke blev mødt med nogen samlet, koordineret afrikansk modstand, men kun med spontane og usammenhængende oppositionstilkendegivelser (strejker, demonstrationer, sabotageaktioner o.l.), som RF-styret relativt let kunne nedkæmpe.[354]

 

4. Den væbnede befrielseskamp

Med UDI havde RF-styret endegyldigt og eftertrykkeligt markeret, at det ville modsætte sig enhver form for afrikansk flertalsstyre i Zimbabwe med alle til rådighed stående midler. Umiddelbart før UDI blev Zimbabwe erklæret i undtagelsestilstand ifølge "Emergency Powers Act of 1960", og den er ikke blevet ophavet endnu. Siden har der derfor praktisk taget ingen begrænsninger været for regeringens handlefrihed i form af overgreb imod afrikanerne og mod europæere, der støtter deres kamp. Forudsætningen for regeringsovergreb er blot, at det for regeringen "forekommer nødvendigt eller besigtsmæssigt for den offentlige sikkerhed, opretholdelse af offentlig orden, opretholdelsen af enhver vigtig samfundsfunktion eller fredens bevarelse."[355]

Indtil for ganske nylig, hvor guerillakrigen tvang RF-styret til at ændre sin strategi fra hårdhændet undertrykkelse til en pseudoform for afrikansk styre (den såkaldte "interne løsning"), har styret betragtet selv tale om ændring i afrikanernes udbyttede og undertrykte situation som samfundsnedbrydende og undergravende. Det hvide styre gjorde det umuligt for afrikanerne at tale frit og agitere fredeligt for en ændring af de eksisterende tilstande. Det forbød den ene afrikanske organisation efter den anden og fængslede de fleste afrikanske ledere på ubestemt tid. Det besvarede fredelige demonstrationer mod statsapparatets voldelige undertrykkelse. RF-styret tvang dermed afrikanerne til at føre væbnet kamp, til at besvare voldelig undertrykkelse med voldeligt forsvar. En ZANU-repræsentant har udtalt: "Vi fører ikke krig, fordi vi er blodtørstige. ... Vi forsøgte alle veje til en fredelig ordning, men uden at det lykkedes. Vi er overbevist om, at de hvide ikke ønsker at overgive magten til afrikanerne, så vi er nødt til at benytte geværer for at få magten på samme måde som vores kammerater i Vietnam og i de tidligere portugisiske kolonier."[356]

Ved UDI var både ZANU og ZAPU p.gr.a. undertrykkelsen i Zimbabwe blevet tvunget i eksil og havde begge opslået hovedkvarter i Zambias hovedstad Lusaka, hvor ZANU blev ledet af Herbert Chitepo og ZAPU af James Chikerema. Da de indledte den væbnede kamp, skete det derfor fra baser i Zambia, hvorfra de trængte over grænsen og ind i Zimbabwe. Frem til begyndelsen af 1970'erne var Zimbabwe bortset fra Zambia omgivet af venligtsindede lande: Mozambique, der var portugisisk koloni, Sydafrika og Botswana, der var og i vid udstrækning stadig er en sydafrikansk lydstat. Det hvide styre kunne derfor koncentrere sine sikkerhedsstyrker langs grænsen til Zambia, der i sin fulde længde udgøres af Zambezi-floden.

I 1960'erne var ZAPU den dominerende befrielsesbevægelse, og som nævnt ovenfor i afsnit 3.3. betragtede de primært den væbnede kamp som et middel til at få igangsat nye forfatningsforhandlinger. For ZAPU var den væbnede kamp altså underordnet de diplomatiske spilfægterier i FN og andre lignende steder og blev for det meste kun benyttet som en understøttelse for forhandlingsmanøvrerne.

Det er dog ikke nogen let sag at føre væbnet kamp i Zimbabwe. Det nationale borgerskabs styrke og langvarige besiddelse af statsmagten har blandt andre ting også ført til opbyggelsen af nogle meget stærke sikkerhedsstyrker,[357] som ydermere lige fra 1967 er blevet støttet og suppleret af paramilitære sydafrikanske politienheder placeret i Zimbabwe langs grænsen til Zambia.[358] Samtidig er Zimbabwe så udviklet m.h.t. til veje og andre kommunikationsmidler, at slagkraftige enheder af disse sikkerhedsstyrker på kort tid kan være i en hvilken som helst del af landet.[359] Frihedskæmperne står med andre ord over for en meget stærk militær modstander. Det erfarede både ZANU og ZAPU efter en række militære nederlag i 1960'erne. At befri områder og dermed i det store og hele forhindre, at rhodesiske sikkerhedsstyrker trænger ind i dem, har derfor ikke været et realistisk mål for en begyndende befrielseskamp[360] i Zimbabwe.

Kampens karakter ændrede sig, da ZANU indledte guerillakrigen i 1972 og byggede deres kamp på de politisk bevidstgjorte bønders aktive støtte til frihedskæmperne. Mens ZAPUs frihedskæmpere i høj grad havde opereret isoleret fra civilbefolkningen, svømmede ZANUs guerillaer mere som fisk i vandet. Hermed kom ZANUs kamp til at udgøre en langt større trussel for RF-styret, da ZANU gradvist inddrog flere og flere afrikanere i kampen.

ZANU har måttet føre guerillakrigen under yderst vanskelige betingelser. Ligesom det var tilfældet for kampen i 1960'erne, har ZANU i 1970'erne stået over for militært meget stærke og mobile rhodesiske sikkerhedsstyrker. Hertil kommer vanskelighederne med at inddrage den afrikanske befolkning i kampen. Det hvide styre har slået hårdt ned på de afrikanske bønder, lige så snart de støttede befrielseskampen bare det mindste. Takket være et effektivt overvågningsapparat har styret været i stand til at opsnappe mange oplysninger om bøndernes aktiviteter og sympatier. Samtidig har styret kunnet statuere virkningsfulde afstraffelses-eksempler på bønder, der overtrådte diverse forbud mod støtte til befrielseskampen. Det er både sket v.h.a. officielt legale midler samt v.h.a. hemmelige antiguerillaenheder. Sidst, men ikke mindst har det hvide styre forsøgt at forhindre frihedskæmpernes kontakt med befolkningen ved at tvangsforflytte mere end ½ million afrikanske bønder til de såkaldte "beskyttede landsbyer".

ZANU var derfor i begyndelsen af Guerillakrigen tilbageholdende med at inddrage bønderne direkte i kampen. Frihedskæmperne bor således aldrig i landsbyerne, men udenfor. Guerillatræning foregår i udlandet, ikke i Zimbabwe. Kun få landsbyboere er blevet inddraget i arbejdet med at flytte og passe våben, og først nu er ZANU så småt begyndt at bevæbne de lokale bønder og da kun i de mest konsoliderede halvbefriede områder.

For ikke at drage forkerte tolkninger af befrielseskampens udviklingstrin i Zimbabwe vil vi i det følgende starte med en gennemgang af de betingelser, som guerillakrigen føres under. Gennemgangen er koncentreret omkring vanskelighederne ved at inddrage lokalbefolkningen aktivt i kampen og vedrører derfor primært betingelserne for ZANU's guerillakrig i 1970'erne.[361] Først derefter vil vi gå nærmere ind på den væbnede kamps udvikling.

 

4.1. Guerillakrigens betingelser i Zimbabwe

Guerillakrigens vanskeligheder i Zimbabwe stammer primært fra modstandernes undertrykkelsesapparat. Det er der intet overraskende i. Det, der derimod er kendetegnende for RF-styrets undertrykkelsesapparat, er dets veludviklede og vidtspændende karakter. Undertrykkelsesapparatets opgave er at overvåge og kontrollere, at alle - især de afrikanske arbejdere og bønder - overholder det hvides styres love og andre vedtagne foranstaltninger. Endvidere skal det afstraffe eventuelle overtrædere, så borgerskabets magt, specielt det nationale borgerskabs, ikke trues. Med henblik på bekæmpelsen af guerillakrigen er de vigtigste dele af undertrykkelsesapparatet sikkerhedsstyrkerne og lokaladministrationen. De udfører begge overvågende, kontrollerende og afstraffende funktioner og arbejder i øvrigt tæt sammen, bl.a. hjulpet af et højtudviklet kommunikationssystem.

 

a) Veludviklet overvågningsapparat

Sikkerhedsstyrkerne patruljerer i alle krigsområderne og tilkaldes omgående, så snart der opdages frihedskæmpere eller spor efter frihedskæmpere. Men i mere "normale" situationer er det lokaladministrationens opgave at overvåge og kontrollere den afrikanske befolkning. Det hvide styres lokaladministration er meget veludviklet i Zimbabwe. Det når ud i hver enkelt landsby i de afrikanske områder for at kunne kontrollere hele den afrikanske befolkning.[362]

Efter guerillakrigens start i 1972 er overvågningsapparatet blevet udvidet. Distrikterne i det nordøstlige Zimbabwe er blevet opdelt flere gange, så hver Distriktskommissær har fået et mindre område at overvåge.[363] Dernæst er den afrikanske befolkning i alle de områder, som befrielseskampen har bredt sig til, blevet tvunget til at bære identifikationspapirer (eller situpas, som afrikanerne kalder dem).[364] De sorte Distriktsassistenter, der varetager kontrollen ude i de enkelte landsbyer, har ordre til at stoppe alle, de ikke kender og bede dem vise deres identifikationspapirer. Lige så snart Distriktsassistenterne opdager noget mistænkeligt, skal de tilkalde sikkerhedsstyrkerne. Fra februar 1974 har Distriktsassistenterne også selv været bevæbnet. Distriktsassistenterne har afsløret og angivet adskillige frihedskæmpere, når de bevægede sig ind i nye områder.[365] Også mange af høvdingene og deres hjælpere og en stor del af landsbylederne spiller rollen som stikkere.[366]

Derudover forsøger det hvide styre at true bønderne til selv at være

stikkere ved at understrege, hvad der sker, hvis de lader være og i stedet for støtter befrielseskampen. Styret har bl.a. nedkastet flyveblade i de afrikanske landområder, som viser sønderrevne kroppe og maltrakterede ansigter på påståede frihedskæmpere samt på bønder, der har hjulpet dem.[367] Efter at have lukket fællesfaciliteter som skoler, klinikker, møller, ølsteder m.m. som straf for støtte til befrielseskampen har styret ofte kastet flyveblade ned fra luften. De beder om informationer om befrielseskampen og lover, at fællesfaciliteterne vil blive genåbnet i same takt som afsløringerne kommer.[368] Endvidere udlover det hvide styre dusører på fra R$300 for en kasse ammunition, et gevær eller en mine op til R$5.000 (knap 50.000 Dkr.) for informationer, der vil føre til døden eller tilfangetagelsen af en "ledende terrorist".[369] Efterhånden som bønderne har fået et nærmere forhold til frihedskæmperne, har det været stadigt vanskeligere at få bønderne til at fungere som stikkere.

 

b) Skræmmekampagner

Styret har ikke blot forsøgt at få bønderne til at være stikkere. Det har fra starten kørt en propaganda for at skramme bønderne bort fra befrielseskampen. Da befrielseskampen havde bredt sig, og bøndernes støtte til den var blevet åbenlys, blev vægten i højere grad lagt på skræmmekampagner og i mindre grad på kampagner for stikkeri.

RF-styret iværksatte i foråret 1977 en kampagne, som havde til hensigt at miskreditere frihedskæmperne og underminere ZANU's popularitet blandt de afrikanske bønder. Udgangspunktet for kampagnen var tydeligvis en udbredt støtte blandt bønderne til befrielseskampen. Mere end ½ million løbesedler med engelsk, Shona og Ndebele tekst blev fordelt blandt bønderne. De 9 forskellige løbesedler kørte allesammen på, at frihedskæmperne er kommunistiske terrorister, og "kommunist" angives at indebære alverdens ondskab: voldtægt, kønssygdomme, brutalitet, prygling, sult m.m. (se eksemplet nedenfor). Bøndernes reaktion på løbesedlerne var dog overbærende: "De må tro, vi er dumme". "Vi kender de såkaldte terrorister. Det er vore sønner, brødre og slægtninge. Vi ved, at regeringen lyver om dem". "Vi kan bruge dem (altså løbesedlerne) til at tænde op med."[370]

 

Styret benytter nu også utilslørede trusler. I juni 1977 blev der f.eks. i et stammeområde nedkastet flyveblade, hvor det under overskriften "Advarsel til alle" bl.a. hed: "Der er stadig nogle folk, som fortsætter med at hjælpe terroristerne, og nogle enkelte forsøger endda at gøre deres onde arbejde for dem. Disse folk vil blive betragtet som terrorister og vil blive dræbt af sikkerhedsstyrkerne". Meddelelsen sluttede: "I er nu blevet advaret. Vogt jer for folkets(!!) og sikkerhedsstyrkernes vrede".[371]

 

c) Omfattende afstraffelser

Det hvide styre holder sig ikke kun til trusler om repressalier mod den afrikanske befolkning. Også virkeliggørelsen af truslerne er central for styret. Takket være den effektive overvågning af de afrikanske bønder har styret specielt i kampens begyndelse opsnappet mange oplysninger om befrielseskampen og bøndernes støtte til den. Oplysningerne har styret benyttet til at statuere nogle virkningsfulde afstraffelseseksempler, der skulle skræmme andre fra at tilslutte sig befrielseskampen eller hjælpe frihedskæmperne. Det hvide styre har efterhånden mange strenge at slå på i denne forbindelse, både officielle og uofficielle. Resten af dette afsnit 4.1. er en gennemgang af styrets sanktionsmuligheder over for de afrikanske bønder samt deres forsøg på at isolere bønderne fra frihedskæmperne.

Ifølge adskillige tilføjelser til 'Law and Order (Maintenance) Act' er der i dag dødsstraf for mord, for sabotagehandlinger, for at bære krigsvåben, for at hjælpe frihedskæmpere (f.eks. med kost og logi), for at rekruttere frihedskæmpere og for at undlade at anmelde frihedskæmperes tilstedeværelse.[372] De fleste retssager vedrørende "terrorisme" afholdes i hemmelighed, og det hvide styre offentliggør kun sjældent, når der foretages henrettelser. Men 1965-69 skønnes det, at 173 er blevet hængt, mens tallet fra maj 1976 til december 1977 vurderes til ca. 240, alle afrikanere.[373]

Afrikanere bliver dømt for selv de mindste lovovertrædelser. I 1973 blev en mand således idømt 6 års hårdt straffearbejde for at have undladt at anmelde sin bror som "terrorist". Efter dommen udtalte dommeren: "På dette tidspunkt i landets historie må individet underordnes statens interesser og sikkerhed. ... Det er min opfattelse, at det er domstolenes pligt over for samfundet, sikkerhedsstyrkerne og andre ansvarlige for undertrykkelsen af denne ondskab (dvs. befrielseskampen) at afsige domme, der vil afskrække terrorister". En hvid mand, der var anklaget for at have undladt at anmelde den selvsamme frihedskæmper, blev kun idømt to års betinget fængsel. Med andre ord racediskrimination helt ud i domsudmålingen! Hertil kommer, at afrikanerne ofte har været udsat for en dobbelt dosis "afskrækkelse", idet de har fundet deres kvæg og andre ejendele konfiskeret, når de kom hjem efter afsonet fængselsstraf.[374]

 

d) Udgangsforbud

I alle de områder, hvor frihedskæmperne opererer, er der blevet erklæret udgangsforbud fra kl. 6 om aftenen til kl. 6 morgen. I dette tidsrum har sikkerhedsstyrkerne ordre til at skyde alle ned, som trodser forbuddet. Et stigende antal civile afrikanere er blevet dræbt som "curfew breakers", fordi afrikanske bønder sjældent har ure og derfor ikke præcist ved, hvad klokken er.[375] Tidsrummet med udgangsforbud skal ses i sammenhæng med, at afrikanske bønder normalt arbejder fra ca. kl. 4.30 om morgenen indtil kl. 10 om formiddagen. Under den værste varme midt på dagen holdes der hvil, hvorefter arbejdet genoptages fra omkring kl. 15 indtil mørket falder på.[376]

Befrielseskampen optrappes og gør det hvide styre mere og mere desperat. I januar 1978 blev de hidtil skrappeste udgangsforbuds-betingelser pålagt nogle afrikanske områder nær Umtali ved grænsen til Mozambique. Betingelserne blev nedkastet som flyveblade over landsbyerne og lyder som følger:

"I er nu advaret om, at fra daggry den 20. januar 1978 vil følgende restriktioner blive pålagt jer og jeres stammeområder og købsområder.

-       Udgangsforbud for mennesker hver dag fra skumringen indtil kl. 12 næste dag.

-       Udgangsforbud for kvæg, trækokser, geder og får i samme tidsrum.

-       Ingen køretøjer, incl. cykler og busser, må køre inden for, fra eller til stamme- eller købsområderne.

-       Ingen personer må gå op på eller hen til nogen som helst bakke, ellers vil de blive skudt.

-       Alle hunde skal bindes alle døgnets 24 timer, ellers vil de blive skudt.

-       Kvæg, får og geder må efter kl. 12, kun blive vogtet af voksne.

-       Ingen unge (op til 16 år) har lov til at forlade landsbyens område på noget tidspunkt, hverken dag eller nat, ellers vil de blive skudt.

-       Ingen skoler vil være åbne.

-       Alle forretninger og møller vil være lukket."[377]

 

e) Kollektive bøder og massakrer til afrikanerne, ansvarsfritagelse til europæerne

Siden januar 1973 har Provinskommissærerne som følge af undtagelsestilstanden ("Emergency Powers Act") kunnet pålægge alle indbyggerne i et område kollektive bøder, blot de har mistanke om, at nogle af indbyggerne i f.eks. en landsby har ydet støtte til frihedskæmperne eller undladt at rapportere om deres tilstedeværelse. Straffen har bestået i konfiskation af kvæg (ofte de bedste dyr) fra alle områdets indbyggere, og selv migrantarbejdere, der var langt væk fra området, da "forseelsen" blev begået, har mistet deres kvæg.[378]

Til alt dette kan man passende lægge Indemnity and Compensation Act, der blev vedtaget i oktober 1975. Ifølge denne lov kan en rhodesisk soldat, politimand eller anden embedsmand torturere, dræbe eller begå andre overgreb imod afrikanere, uden at de kan blive strafforfulgt for det, hvis justitsministeren erklærer, at handlingen skete i god (!) tro for at undertrykke terrorisme eller for at opretholde ro og orden. Loven fik tilbagevirkende kraft til den 1.december 1972 og blev omgående benyttet til at stoppe en række retssager, hvor det hvide styre og dets repræsentanter var blevet anklaget for mord og tortur.[379] I juli 1977 blev undtagelsestilstanden benyttet til at udvide ansvarsfritagelsen til også at omfatte hvide farmere og deres ansatte, hvis de dræbte nogen under forsvaret af sig selv eller farmernes ejendom. Det hvide styre lovede ydermere at være behjælpelig med at skaffe farmerne og deres ansatte våben! Store farmere har allerede ansat udenlandske lejesoldater til at varetage forsvaret af deres farme.[380]

Sådanne foranstaltninger skaber basis for vilkårlig tortur og nedskydning af civile afrikanere, og der findes stribevis af eksempler på begge dele. I realiteten har RF-styret givet grønt lys for massakrer på den afrikanske civilbefolkning, og resultatet er da heller ikke udeblevet. Den 12. juni 1975 blev 20 afrikanere (hvoraf 9 var børn og 4 kvinder) f.eks. myrdet af en gruppe rhodesiske soldater i landsbyen Karima ca. 20 km. fra Mt. Darwin i det nordøstlige Zimbabwe.[381] Den 6. maj 1977 gik det ud over landsbyen Dabwa i det sydøstlige Zimbabwe, hvor 35 (16 kvinder, 12 børn og 7 mænd) blev dræbt og 31 såret, alle civile afrikanere.[382] Det er sådanne massakrer og andre brutale handlinger begået af det hvide styre og dets forskellige repræsentanter, der i stigende grad har fået afrikanere til at flygte til de omkringliggende lande, fremfor alt Mozambique, hvor der i dag lever ca. 90.000 zimbabweanere i flygtningelejre.

 

f) Selous Scouts

RF-styret har dog ikke stillet sig tilfreds alene med de legale undertrykkelsesmidler. De har udrustet specielle anti-guerillaenheder, der hovedsagelig består af sorte soldater. De er forklædt og bevæbnet ligesom frihedskæmperne og er kendt under betegnelsen Selous Scouts.[383]

Deres begyndelsesløn var i februar 1976 R$98 om måneden, svarende til R$1176 om året eller mere end 2½ gange så meget som en almindelig afrikansk arbejders gennemsnitsløn på R$461.[384] Hertil kommer en ekstra bonus for enhver "speciel mission" (= større massakrer som f.eks. overfaldet på flygtningelejren Nyazonia i Mozambique den 9. august 1976, der takseredes til ekstra R$600). Til trods for den høje løn har styret svært ved at rekruttere frivillige, så der findes eksempler på bortførelser af hele afgangsklasser for at tvinge flere afrikanere ind i Selous Scouts.

Selous Scouts har til opgave at bevæge sig rundt i de afrikanske områder, hvor der foregår krigsaktiviteter, og indsamle oplysninger, afprøve bøndernes loyalitet overfor det hvide styre og afstraffe de afrikanere, der støtter befrielseskampen. Den udtrykkeligt foretrukne straf er nedskydning på stedet, hvilket bliver indprentet rekrutterne af de hvide officerer under træningen.[385] Er der mistanke om, at en landsby støtter befrielseskampen, er det en ofte anvendt metode overfor små landsbyer, at en afdeling Selous Scouts tager ind i landsbyen forklædt som frihedskæmpere. Her taler de med nogle ledende i landsbyen, får føde og informationer, hvorefter de forsvinder igen. En times tid efter kommer der en afdeling almindelige sikkerhedsstyrker til landsbyen. De siger, at de har fundet spor efter frihedskæmpere ved landsbyen og beder om en forklaring. Hvis landsbyen erkender, at der har været nogen, men at de ikke turde gøre andet end at hjælpe dem, har sikkerhedsstyrkerne ikke i første omgang noget bevis og kan ikke umiddelbart gøre noget. Nægter landsbyen derimod ethvert kendskab til frihedskæmperne, har de bevist, at landsbyen støtter befrielseskampen. Men de trækker sig alligevel tilbage. De angriber ikke. De lader Selous Scouts tage tilbage til landsbyen, som de anklager for forræderi og derfor tilintetgør. Ved en sådan aktion opnår sikkerhedsstyrkerne to ting: For det første at straffe landsbyer, der støtter befrielseskampen, og for det andet at gøre andre landsbyer, der hører om massakren, usikre på, hvordan de skal forholde sig. Er det frihedskæmpere eller Selous Scouts, der kommer til landsbyen?[386]

For at undgå den værste usikkerhed har ZANU aftalt koder med de landsbyer, de har etableret kontakt med. På den måde afslører Selous Scouts sig, når de kommer til landsbyer, der allerede støtter og indgår i kampen. Men problemet med Selous Scouts består stadig i de landsbyer, som endnu ikke har opbygget nære kontakter til ZANU. Hertil kommer endvidere den almindelige miskreditering af frihedskæmperne, som Selous Scouts forsøger at skabe ved at myrde uskyldige (f.eks. missionærer og nonner) forklædt som frihedskæmpere.[387]

 

g) Beskyttede landsbyer

Straks efter guerillakrigens start i det nordøstlige Zimbabwe i december 1972 tvangsforflyttede det hvide styre lokalbefolkningen fra et ca. 8 km. bredt bælte langs grænsen til Mozambique. I løbet af 1973 blev godt 8.000 afrikanere fjernet fra området. Styret ødelagde deres landsbyer, oversprøjtede markerne med løvfældende midler og erklærede området for "no-go"-område eller forbudt zone. Sikkerhedsstyrkerne skulle derefter skyde på alt levende, der bevægede sig i området. Der kunne jo nu kun være tale om "terrorister".[388]

1315 af de afrikanere, der blev tvangsforflyttet fra no-go-området, fik den tvivlsomme fornøjelse at blive de første, som kom til at bo i såkaldte "beskyttede landsbyer". De rykkede ind i slutningen af 1973. I begyndelsen af 1974 indledtes "Operation Overload", da RF-styret måtte erkende, at bestikkelse, trusler, hårde straffe og massakrer ikke afholdt de afrikanske bønder fra at støtte befrielseskampen. I et forsøg på at forhindre de afrikanske bønder i at assistere frihedskæmperne, begyndte det hvide styre at tvangsforflytte afrikanerne i krigsområderne til "beskyttede landsbyer", hvor de angiveligt skulle leve i fred for frihedskæmpernes overgreb. Det egentlige formål med de beskyttede landsbyer er dog blevet forklaret af en hvid sikkerhedsofficer: "Når befolkningen isoleres fra terroristerne, vil de sidste ikke kunne få forsyninger og informationer, og det vil hindre rekruttering af nye terrorister. Landsbyerne vil give beboerne beskyttelse og formindske deres modtagelighed for frygt, og den effektive registrering af alle indbyggerne vil gøre det muligt at identificere fremmede personer, der trænger ind."[389]

De beskyttede landsbyer er opbygget efter forbilleder i Malaya, Sydvietnam og Mozambique og ligner mest af alt koncentrationslejre. De er omgivet af høje hegn med pigtråd foroven, der om natten oplyses af elektriske projektører. Inde i midten ligger der et administrationscenter omgivet af dobbelt-hegn, og her bor den europæiske Distriksofficer og hans afrikanske Distriksassistenter, der bevogter "landsbyen" (se planen over en beskyttet landsby). Bevæbnede vagter patruljerer rundt om landsbyerne døgnet rundt og nu også inde i dem om natten. Ingen har adgang til lejren bortset .fra beboere med lokalt pas og stempel på hånden eller folk med skriftlig tilladelse fra Distrikskommissæren. De beskyttede landsbyer er ofte placeret omkring større veje, så portene til landsbyen samtidig fungerer som vigtige kontrolpunkter for trafikken.

Rundt omkring administrationscentret ligger da afrikanske hytter i lige rækker, så vagterne har frie skyderetninger. Hver familie får tildelt ca. 15 m², hvor de selv må bygge én hytte uanset familiens størrelse eller sammensætning. Det har betydet et alvorligt indgreb i de afrikanske bønders traditionelle privatliv, hvor manden har været vant til at have sin egen hytte, kvinderne deres og de lidt ældre piger og drenge også hver deres. Som regel bliver flere oprindelige landsbyer presset sammen i én beskyttet landsby. Det medfører, at de fleste afrikanske bønder får lange afstande til deres marker, nogle op til 16 km. Samtidig er der udgangsforbud i lejrene fra kl. 6 aften til 6 eller 7 morgen, hvilket medfører, at bønderne først kan nå ud til deres marker langt senere end normalt. Derved tvinges de ofte til at blive ude på markerne hele dagen - også i de varme timer midt på dagen. Det bliver dobbelt ubehageligt, fordi bønderne hverken må tage mad eller vand med ud på markerne, da det hvide styre frygter, at de vil give noget af det til frihedskæmperne. Resultatet er, at landbrugsproduktionen er gået væsentligt tilbage, så flere er blevet tvunget ud i lønarbejde. De tiloversblevne er blevet afhængige af almisser fra staten og private hjælpeorganisationer for at supplere landbrugsproduktionen og de tilskud, som migrantarbejderne sender hjem.

 

Figur 12: Plan over beskyttet landsby

En beskyttet landsby i det nordøstlige Zimbabwe omgivet af hegn med pigtråd foroven og belyst af projektører, der peger udad. Vagterne ved bommen undersøger alle, der går ud og ind.

(Kilde: Weinrich, Strategic Resettlement, side 218).

 

Mange af indbyggerne lever på randen af hungersnød. Det forværres af, at sundhedstilstanden i de beskyttede landsbyer er elendig p.gr.a. mangel på ordentlige toiletforhold, utilstrækkelige eller forurenede vandforsyninger, manglende kloaksystem og mangel på opbevaringsfaciliteter, så fødevarer hurtigt rådner eller bliver ødelagt af regnen. Antallet af dødsfald - især blandt børn og ældre - er langt større end i de oprindelige landsbyer. De mest udbredte sygdomme er tyfus, diarré, malaria og dysenteri blandt de "beskyttede" indbyggere. Klinikker og hospitaler er enten for langt væk eller totalt overfyldte. Hertil kommer, at der sjældent er skoler i de beskyttede landsbyer.

Til trods for de bevæbnede vagters "beskyttelse" er det i dag en kendt sag, at frihedskæmperne bevæger sig ind og ud af flere beskyttede landsbyer og modtager mad og informationer fra indbyggerne. Hvis ikke de afrikanske vagter selv erkender frihedskæmpernes styrke og uantastet lader dem passere ind og. ud, bliver de truet til at erkende det. Vagterne er nemlig for det meste bange for konfrontation, når de er alene. I adskillige beskyttede landsbyer er det i dag muligt for frihedskæmperne at opholde sig og afholde politiske møder. Det har derfor længe været klart - ikke mindst for de afrikanske bønder - at de beskyttede landsbyer mest af alt er en hævn på den afrikanske befolkning som gengældelse for befrielseskampen voksende succes. Sammen med systemet med kollektive bøder har de beskyttede landsbyer været den væsentligste årsag til de afrikanske bønders skærpede modstand mod det hvide styre og har derfor ført til en næsten 100% opbakning bag ved og støtte til frihedskæmperne.

I juni 1975 blev "et nyt begreb i kampen mod terroren" introduceret. Der var tale om en anden slags beskyttede landsbyer, som det hvide styre kaldte for konsoliderede landsbyer. De oprindelige havde været for dyre i drift, idet hegnene og projektørerne kostede for meget. Også den smule mad, styret forsynede lejrene med, var for dyr.

Derfor begyndte det hvide styre at flytte bønderne til konsoliderede landsbyer i områder, hvor styret ikke mente, at risikoen for indtrængen var særlig stor. De konsoliderede landsbyer adskiller sig fra de oprindelige ved hverken at være indhegnede eller under direkte bevogtning. Den ene landsby efter den anden anbringes med én række hytter på hver side af en større vej, hvilket gør det muligt for sikkerhedsstyrkerne, som patruljerer frem og tilbage på vejen, at kontrollere beboerne. Alligevel har hvide Distrikskommissærer måttet indrømme, at indbyggerne er fortsat med at hjælpe frihedskæmperne - ja, der findes endog eksempler på Distriktsassistenter, der har fungeret som mellemmænd mellem frihedskæmperne og landsbyboerne, når der skal skaffes føde til frihedskæmperne! M.h.t. udgangsforbud om natten, problemer med sammenstuvning af alt for mange mennesker på alt for lidt plads, elendige sundhedsforhold, manglende skoler m.m. adskiller de konsoliderede landsbyer sig ikke fra de oprindelige.

I august 1977 vurderede The Catholic Commission for Justice and Peace, at der var 203 beskyttede og konsoliderede landsbyer med ca. 580.000 indbyggere. De fleste ligger i den nordlige og nordøstlige del af landet samt mod syd langs grænsen til Mozambique (se kortet). Det er selvfølgelig en afspejling af, hvor befrielseskampen er mest udviklet. I april 1978 vurderede ZANU, at omkring 700.000 afrikanere levede i beskyttede landsbyer.[390]

 

Figur 13: De beskyttede landsbyers placering, august 1977

Kilde: The Catholic Commission, op.cit., side 21.

 

h) Afslutning

Befrielseskampen i Zimbabwe føres altså på baggrund af det nationale borgerskabs styrke - udmøntet i et stærkt statsapparat - og den meget omfattende undertrykkelse af afrikanerne. Det er vigtigt at understrege og hele tiden huske på dette. I befrielseskampens indledende faser var det hvide styres militære magt langt større end befrielsesbevægelsernes. RF-styrets undertrykkelsesapparat har altid været langt stærkere og mere omfattende end f.eks. Portugals var i hver af de tidligere portugisiske kolonier. Det blev befrielsesbevægelserne nødt til at indstille sig efter og kun gå langsomt frem for at undgå de værste massakrer på frihedskæmpere og civile afrikanere. Efterhånden som befrielseskampen har udviklet sig og bredt sig ud over det meste af Zimbabwe, er det hvide styres undertrykkelsesapparat blevet stadig svagere. Når sikkerhedsstyrkerne spredes, bliver de svækket og lettere at slå på de enkelte fronter. De vil opsnappe relativt færre informationer om befrielseskampen og vil derfor ikke længere være i stand til at sætte ind med effektive modforholdsregler i samme grad som i begyndelsen af kampen. Gennem den langvarige kamp er befrielsesbevægelserne blevet stærkere, og i dag accelereres kampens udvikling stadigt hurtigere p.gr.a. styrets svækkelse.

 

4.2. Kampen i 1960'erne

Den væbnede kamp i Zimbabwe startede så småt med "General Chedus" aktiviteter i midten af 1962,[391] og den 4. juli 1964 blev en forhadt europæer, Pieter Oberholtzer, overfaldet og stukket ned af en ZANU-gruppe.[392] Men det er først slaget ved Sinoia i det nordlige Zimbabwe den 28. april 1966, der markerer den væbnede kamps egentlige start, indledningen til Chimurenga II.[393]

Den 1.april 1966 krydsede 13 eller 14 ZANU-frihedskæmpere Zambezi-floden og delte sig derefter i 2 grupper. Den ene gruppe drog mod Umtali ved grænsen til Mozambique for at sprænge Beira-Umtali-olieledningen i luften og begynde en mobilisering af de afrikanske masser til kamp mcd RF-styret. Alle i denne gruppe blev imidlertid fanget efter 2-3 uger; kun enkelte var da nået helt til Umtali, og sprængningen blev ikke gennemført.

Den anden gruppe forsøgte at sprænge el-ledningen fra Kariba til Salisbury i Sinoia for derved at afbryde kraftforsyningen til 70% af Zimbabwe. Det mislykkedes dog, og de blev opdaget af politiet. Efter et regulært slag ved Sinoia blev de fleste medlemmer af denne gruppe dræbt af de rhodesiske sikkerhedsstyrker.[394]

Bortset fra enkelte ZANU-gruppers indtrængen i Zimbabwe var det i perioden frem til og med 1968 alene ZAPU, der stod bag den væbnede kamp i Zimbabwe (se kortet, figur 14). ZAPU havde på dette tidspunkt langt de fleste ressourcer, både økonomisk og mandskabsmæssigt. Især i byerne havde de opretholdt et undergrundsnet, der var blevet opbygget i NDP's og ZAPU's legale levetid for at forebygge resultaterne af de forventede forbud.[395]

 

Figur 14: Afrikanske frihedskæmperes operationer i Zimbabwe 1966-70

- med omtrentlig dato for indtrængen samt sandsynlig rute

Kilde: Kees Maxey, The Fight for Zimbabwe, side 107.

 

Fra juli 1967 til august 1968 udførte ZAPU størstedelen af sine angreb i samarbejde med den sydafrikanske nationalistorganisation ANC/SA, der så samarbejdet som den eneste mulighed for at nærme sig deres egentlige kampområde, Sydafrika. Det var dette samarbejde, der gav Sydafrika en undskyldning for fra august 1967 at stationere paramilitære politienheder i grænseegnene mod Zambia for at hjælpe de rhodesiske sikkerhedsstyrker i kampen mod "terroristerne".[396] Hovedparten af aktionerne i 1960'erne tog form af såkaldte kommandoaktioner.[397] Når frihedskæmperne skulle i aktion, forlod de deres baser i Zambia og krydsede grænsen til Zimbabwe for at gennemføre angrebet. De medbragte forsyninger fra baserne i Zambia og var tvunget til at vende tilbage til disse baser, når forsyningerne slap op, fordi frihedskæmperne opererede næsten uafhængigt af og isoleret fra den lokale befolkning i Zimbabwe. Afrikanerne kalder derfor selv taktikken for "hit-and-run tactics".

Der viste sig hurtigt en række problemer med den måde, som ZAPU og ANC/SA førte kampen på. Før de bevæbnede grupper blev sendt ind i Zimbabwe, var der ikke gjort noget forsøg på at forberede og mobilisere de afrikanske bønder, så de kunne støtte kampen. Endvidere sendte de hver gang meget store grupper af frihedskæmpere ind – ofte omkring 100 ad gangen - hvilket gjorde det lettere for det hvide styre at opdage dem. Fra opdagelse til modforholdsregler fra sikkerhedsstyrkernes side gik der som regel kun meget kort tid, fordi rhodesiske tropper omgående blev fløjet i helikoptere til det sted, hvor frihedskæmperne var opdaget. I de åbne konfrontationer med de rhodesiske sikkerhedsstyrker, som dette resulterede i, var frihedskæmperne altid underlegne, både m.h.t. antal og især m.h.t. udstyr, bl.a. fordi sikkerhedsstyrkerne med succes kunne benytte luftbombardementer mod de store grupper af frihedskæmpere. Det betød, at kun få af de planlagte angreb blev udført, og at frihedskæmperne ikke fik lejlighed til at oprette egentlige baser inde i Zimbabwe. Derfor blev muligheden for en efterfølgende kontakt med lokalbefolkningen meget ringe, og det var ikke engang alle grupper, der satsede på denne kontakt. Desuden blev de afrikanske bønder flere gange usikre og afvisende overfor frihedskæmperne, fordi en del af dem ikke var zimbabweanere, der talte bøndernes eget sprog.[398]

Som eksempel på kampene i 1960'erne vil vi gennemgå slagene ved Kariba-søen i juli-august 1968. I løbet af få dage krydsede 91 frihedskæmpere i 3 grupper Kariba-søen. Efter 14 dage blev den første gruppe opdaget fra luften. Den splittedes af den grund op i 3 undergrupper. Første undergruppe blev hurtigt arresteret i en landsby. De to andre blev næsten udslettet i kamp mod sikkerhedsstyrkerne. Den anden gruppe kæmpede mod sikkerhedsstyrkerne mindst to gange i løbet af de første 8 dage, bl.a. blev de beskudt fra luften. Deres lejr blev afsløret, hvorefter resten blev skudt eller arresteret. Der blev sendt mere end halvanden hundrede soldater fra hær og politi mod den tredje gruppe. I løbet af 10 dage var den opløst. Mange var dræbt og mange var arresteret.

Frihedskæmperne var i Zimbabwe i nogen tid. Det var deres hensigt at rekruttere nye frihedskæmpere fra landsbyerne. De medbragte foldere og løbesedler til at dele ud blandt befolkningen. Men især p.gr.a. de store grupper blev de hurtigt opdaget, og det meste af tiden blev brugt til at skjule sig for og kampe mod den rhodesiske hær. At få mobiliseret befolkningen og rekrutteret frihedskæmpere kræver mere end nogle få dages flygtige kontakter.[399]

I virkeligheden så ZAPU heller ikke angrebene som led i befolkningens egen befrielse af landet. De stort anlagte angreb blev ledsaget af radioudsendelser fra Zambia, der opfordrede til uroligheder for ad denne vej at skabe røre om "Rhodesia-problemet". Angrebene blev oftest foretaget lige før eller under forhandlinger om britisk anerkendelse af RF-styrets ensidige uafhængighedserklæring. Angrebene skulle primært presse Storbritannien til at undlade at anerkende UDI og støtte afrikanernes krav om flertalsstyre.[400]

De militære nederlag i kampene inde i Zimbabwe og den dalende tro på Storbritanniens vilje til at støtte afrikanerne førte til, at ZAPU's frihedskæmpere blev mere og mere desillusionerede og kritiske overfor aktionernes betydning. Derfor var 1969 et år uden ZAPU-angreb.

I 1970 forsøgte ZAPU at ændre sin strategi for den væbnede kamp. Frihedskæmperne bestod nu udelukkende af zimbabweanere, og formålet med aktionerne var at lamme den rhodesiske økonomi ved at sabotere strategiske mål så som jernbanelinjer, broer, statslige bygninger o.s.v. I forhold til tidligere blev der lagt større vagt på forberedelsen af angrebene, fremfor alt m.h.t. at etablere kontakter med den lokale befolkning, så de kunne støtte frihedskæmperne med mad og informationer om fjenden. I løbet af aktionerne skulle disse lokalkontakter udbygges med henblik på at rekruttere og træne nye frihedskæmpere.[401] ZAPU's fungerende leder, James Chikerema, udtalte i oktober 1969: "Vi har ændret vores taktik. ... Vi vil tage til vores egne områder, blande os med befolkningen og organisere masserne."[402]

Dette lægger op til, at ZAPU i 1970 forsøgte at overgå til en mere guerillakrigslignende strategi. I de første måneder af 1970 var der da også adskillige små grupper af frihedskæmpere, der trængte ind i Zimbabwe, men samtidig blev der i januar 1970 med få dages mellemrum sendt i alt omkring 50 frihedskæmpere ind i det samme område mellem Victoria-vandfaldene og Kariba-søen. Dette storangreb, der hurtigt led den samme kranke skæbne som storangrebene i 1967-68,[403] havde ikke meget med guerillakrig at gøre, hvilket tyder på uenighed indenfor ZAPU-ledelsen om kampens strategi. I februar 1970 blev uenigheden åbenlys, da en række højtstående ZAPU-ledere dannede en opposition imod Chikerema, fordi de var utilfredse med hans angiveligt diktatoriske ledelse af ZAPU. I løbet af to omgange - der tidsmæssigt blev udskudt, fordi Zambias præsident, Kenneth Kaunda, forsøgte at gennemtvinge en forsoning - lykkedes det i de første måneder af 1971 for oppositionen at udmanøvrere Chikerema og en gruppe ledere omkring ham af ZAPU's ledelse, hvorefter Jason Moyo blev fungerende leder i ZAPU.[404]

Den ny ZAPU-ledelse forsøgte i marts 1971 at lancere et nyt storstilet angreb på Zimbabwe på linje med angrebene i 1967 og 1968. Men flertallet af frihedskæmperne nægtede at efterkomme ordren, og splittelsen bredte sig og lammede ZAPU frem til efteråret 1972.[405] Det reelle indhold i splittelsen indenfor ZAPU i 1970/71 synes derfor i høj grad at dreje sig om, hvilken lære der skulle drages af erfaringerne fra den væbnede kamp i 1960'erne, hvor tilhængerne af at overgå til en guerillakrigsførelse tabte.[406]

Dette indtryk forstærkes ved at se på den praksis, som Chikerema-folkene forsøgte at etablere efter det endelige brud med ZAPU. Chikerema-folkene dannede den 1. oktober 1971 Front for the Liberation of Zimbabwe (FROLIZI). Det skete sammen med nogle ledere fra ZANU med Nathan Shamuyarira i spidsen, der i august 1971 var blevet smidt ud af ZANU's ledelse, angiveligt fordi de ønskede at fortsætte enhedsforhandlinger med ZAPU på et tidspunkt, hvor flertallet af ZANU-ledelsen havde stoppet disse forhandlinger p.g.a. de interne stridigheder i ZAPU. Dannelsen af¯ FROLIZI skete udfra en forhåbning om, at i det mindste de "menige" frihedskæmpere ville slutte op om FROLIZI og dermed forene de splittede befrielsesbevægelser. Det skete dog ikke, hvorefter FROLIZI fortsatte som en ren militær enhed, der skulle deltage i og fremme den væbnede kamp i Zimbabwe.[407]

Efter at have opnået en begrænset OAU-anerkendelse som militær organisation i marts 1972 begyndte FROLIZI at rekruttere og træne frihedskæmpere. I februar 1973 sendte de to små grupper, hver bestående af 6 frihedskæmpere, ind i Zimbabwe fra Zambia. Gruppernes mål var at bevæge sig til deres hjemegne i det centrale Zimbabwe for at rekruttere nye frihedskæmpere og mobilisere afrikanerne til kamp mod det hvide styre. Med andre ord på linje med de intentioner, som Chikerema i oktober 1969 lagde frem på ZAPU's vegne.[408]

Ingen af FROLIZI's to grupper nåede dog deres mål, idet 10 ud af de 12 frihedskæmpere blev skudt eller taget tilfange, inden der var gået 4 måneder. De sidste to undslap og forsvandt.[409] FROLIZI foretog ikke andre militære aktioner, og efter at Shamuyarira og andre tidligere ZANU-medlemmer i maj/juni 1973 vendte tilbage til ZANU, blev den begrænsede OAU-anerkendelse af FROLIZI trukket tilbage igen i november 1973. FROLIZI eksisterede formelt videre, men nu som en ren papirorganisation.[410]

De interne stridigheder indenfor ZAPU i 1970/71 førte til, at ZAPU's kontaktapparat i Zimbabwe faldt fra hinanden, så kontakter, forsyningsruter m.m. måtte genopbygges fra bunden.[411] ZAPU genoptog derfor først sine aktioner i august 1972 efter en indre reorganisering, som bl.a. havde ført til dannelsen af en separat militær afdeling indenfor ZAPU, Zimbabwe People's Revolutionary Army (forkortet ZPRA eller ZIPRA). ZAPU ændrede også sin strategi i erkendelse af fjendens styrke. I november 1972 udtalte George Silundika, ZAPU's Publicity and Information Secretary: "Siden 1970 har vi analyseret grundlaget for fjendens styrke og revideret vores strategi og taktik for at være i stand til at slå til, hvor det skader mest. Grundlaget for de hvides magt er en stor, veludrustet hær, et godt transportnet og gode kommunikationsfaciliteter. ... Vores nuværende militære strategi er delvist betinget af fjendens styrke."[412]

ZAPU opererer som hidtil fra Zambia, men i 1970'erne alene med mindre grupper, kun bestående af zimbabweanere.[413] De forsøger mest muligt at undgå direkte konfrontation med de rhodesiske sikkerhedsstyrker og benytter sabotage som deres væsentligste taktik. Det mest anvendte angrebsmiddel er udlægning af miner på veje og jernbaner for at genere det rhodesiske transportsystem. ZAPU efterlader som regel pjecer og løbesedler på angrebsstedet, så det er klart, at ZAPU er ansvarlig for aktionen. Senere har ZAPU også foranstaltet bagholdsangreb på de rhodesiske sikkerhedsstyrker.

ZAPU opererer ikke længere helt så isoleret fra lokalbefolkningen. Pearce-kommissionens test af den afrikanske befolknings holdning i 1972 viste, at ZAPU arbejder på at højne den politiske bevidsthed hos de afrikanske bønder i det vidtstrakte område langs grænsen til Zambia, som ZAPU opererer i. Men bevidstgørelsesarbejdet prioriteres ikke ret højt, og i øvrigt er disse områder tyndt befolkede.[414]

I 1970'erne er ZAPUs aktioner langt blevet overgået af den guerillakrig (jvf. note 123, side 144), som ZANU indledte i det nordøstlige Zimbabwe i 1972. Det er primært ZANUs guerillakrig, der har tvunget RF-styret og de imperialistiske magter til forhandlingsbordet. Men ZAPUs aktioner i 1970'erne har spillet en vigtig rolle, i og med de har tvunget det hvide styre til at beholde store sikkerhedsstyrker langs den lange grænse til Zambia. På den måde har det hvide styre bestandig været tvunget til at bruge store økonomiske såvel som mandskabsmæssige midler på sikkerhedsstyrkerne, samtidig med at sikkerhedsstyrkerne er blevet spredt og dermed svagere på hvert enkelt punkt.

 

4.3. Guerillakrigen i 1970'erne

Igennem 1960'erne kritiserede ZANU regelmæssigt ZAPU's måde at føre væbnet kamp på, specielt m.h.t. de store kampenheder, tendensen til konventionel krig og alliancen med ANC/SA.[415] I begyndelsen af 1969 indledte ZNU også en selvkritik af sin egen ret begrænsede praksis på baggrund af den manglende fremgang i kampen. Den væbnede kamp 1966-69 havde overvejende været en "rent militær udfoldelse" og ikke en "politisk-militær kamp, der involverede enhver zimbabweaner".[416] ZANU indrømmede at have "gjort for lidt for at organisere og mobilisere masserne for den væbnede kamp", hvilket var nødvendigt for at kunne sejre.[417] Efter de første erfaringer fra guerillakrigen var indvundet, skrev ZANU's fungerende leder, Herbert Chitepo, i 1973: "Vi har siden forsøgt at rette denne tragiske fejl ved at politisere og mobilisere folket, før vi iværksætter noget som helst angreb imod fjenden. Efter vi har politiseret vores folk, er det blevet lettere for dem at samarbejde med os og identificere sig med vores program og mål.”[418]

 

a) Guerillakrigens strategi i Zimbabwe

Ligesom i 1960'erne måtte ZANU indlede guerillakrigen fra eksil. Det betød, at frihedskæmperne i første omgang måtte operere i de afrikanske landområder, da de europæiske områder og især de større byer ligger midt i Zimbabwe. Samtidig har ZANU understreget, at de fjendtlige styrker var mest koncentreret og stærkest i byerne, så det ville være eventyrpolitik at forsøge at etablere baseområder i byerne for den væbnede kamp.[419] Det blev derfor i første række de halvproletariserede bønder, som ZANU inddrog i kampen og baserede guerillakrigen på.

Bønderne i Zimbabwe er som tidligere omtalt stuvet sammen i ufrugtbare stammeområder. Det betyder, at alene befrielsen af de områder, som de afrikanske bønder bor i, ikke i længden er et perspektivrigt delmål for kampen (hvad det f.eks. var i Angola og Mozambique). Hovedproblemet ville i så fald stadig være de hvide farmeres kontrol over den mest frugtbare del af jorden.[420] Derfor har kampen om de europæiske områder hele tiden været central for ZANU.

Vi nævnte ovenfor, at det p.gr.a. det hvide styres store sikkerhedsstyrker ikke har været et realistisk mål for en begyndende befrielseskamp at etablere befriede områder i Zimbabwe. Det er baggrunden for, at guerillakrigen fra dens start frem til foråret 1978 ikke har forsøgt at erobre Zimbabwe stykke for stykke. Derimod har strategien været at underminere RF-styrets politiske og økonomiske grundlag for på den måde at styrte styret. Det er først og fremmest sket ved at forsøge at jage de hvide farmere, arbejdere og teknikere samt den internationale kapital på flugt gennem ustandselige angreb i de europæiske områder. Kort tid efter guerillakrigens start skrev ZANU således at guerillakrigen "allerede havde drevet mange racistiske farmere ... væk fra deres farme og ind i byerne, hvor de søgte sikkerhed." Hensigten var "at omforme denne flugt fra farmene ... til alle racisters almindelige flugt fra den politiske såvel som den økonomiske magts sæder i Zimbabwe. Indtil dette mål er nået, vil ZANLA (Zimbabwe African National Liberation Army, ZANU's militære gren) forvandle Rhodesia til et veritabelt helvede for alle, som står i vejen for et socialistisk flertalstyre. Vi vil forfølge fjenden helt ind i byerne, hvor han nu søger tilflugt og også drive ham ud derfra."[421] I november 1973 beskrev Herbert Chitepo "det strategiske mål" som "at svække fjendens styrker ved at tvinge dem til at blive spredt ud over hele landet. Den følgende mobilisering af et stort antal civile (afrikanere) fra industri, handel og landbrug vil medføre alvorlige økonomiske problemer. Dette vil have en psykologisk nedbrydende effekt på de hvides moral, da de fleste hvide er kommet til Zimbabwe lokket af de udsigter til et let og privilegeret liv, som det hvide styre lover dem."[422]

 

b) Guerillakrigen indledtes i det nordøstlige Zimbabwe

ZANU valgte at starte guerillakrigen i det nordøstlige Zimbabwe. Det var der flere årsager til. For det første boede der mange afrikanere i området, mens grænseegnene til Zambia var tyndt befolket. En ZANU-repræsentant har udtalt, at "vi lærte af vores erfaringer, af virkeligheden, at der boede meget få mennesker i den nordlige del af Zimbabwe (langs grænsen til Zambia). Vores kamp er en kamp, som skal være rodfæstet i masserne. Vi var nødt til at se, hvor masserne var og nå dem."[423] For det andet havde befolkningen i området flere gange vist en høj grad af politisk bevidsthed og vilje til at gøre modstand mod det hvide styre.[424] I 1950'erne havde en høvding, Mangwende, f.eks. kraftigt modsat sig gennemførelsen af "Native Land Husbandry Act" og allieret sig med ANC i denne modstand.[425] 1964-1969 nægtede Tangwena-folket gang på gang at flytte fra deres traditionelle hjemsted, som var blevet erklæret for europæisk område og solgt til en hvid farmer. I 1969 blev deres hytter og afgrøder ødelagt to gange af politiet, hvorefter de flygtede op i de nærliggende bjerge. Her boede de, indtil de i 1975 flyttede over på den anden side af grænsen, til Mozambique.[426]

For det tredje regnede det hvide styre ikke med nogen væbnet kamp i det nordøstlige Zimbabwe, fordi det grænsede op til den portugisiske koloni Mozambique. Området var derfor ikke afpatruljeret i nævneværdig grad. Men i løbet af 1971 befriede FRELIMO størstedelen af Tete-provinsen, der netop grænser op til det nordøstlige Zimbabwe. ZANU indgik en aftale med FRELIMO om at kunne benytte Tete-provinsen i Mozambique som baseområde og bagland for forberedelserne til guerillakrigen i Zimbabwe. Frihedskæmperne fra ZANU kæmpede sammen med FRELIMO i befrielsen af Tete i 1971 og opnåede på den måde en værdifuld kamperfaring, inden de startede guerillakrigen i Zimbabwe.[427] Grænsen til Tete-provinsen havde ydermere den fordel, at der ikke var nogle fysiske barrierer sådan som Zambezi-floden langs grænsen til Zambia. Det er Shona-talende folk, der bor på begge sider af den kunstige grænse,[428] og der er en del lokal trafik frem og tilbage over grænsen.[429]

 

c) Forberedelserne til guerillakrigen

I løbet af 1969-71 gennemførte ZANU en reorganisering af sin struktur, så det blev klarere, at "partiet skulle dirigere geværet", som ZANU's politiske program udtrykker det, og ikke omvendt.[430] I 1971 begyndte ZANU at sende små guerillaenheder ind i det nordøstlige Zimbabwe, hvor de skulle forberede guerillakrigen og opbygge lokale ZANU-baser i de afrikanske områder, hvorfra frihedskæmperne kunne foretage angreb på fjenden.[431]

Den første fase af forberedelserne til guerillakrigen bestod i "politisk

arbejde, som forberedte folket til en bitter og langvarig kamp", som en ZANU-frihedskæmper har udtrykt det.[432] Frihedskæmperne startede med at analysere befolkningens klager - skatter, udpint jord, små jordlodder, tvangsmæssig reducering af kvægbestanden, racediskriminationen o.s.v. - og benyttede dem til at forklare nødvendigheden af at bekæmpe de hvide kapitalister. De mødte fra starten stor forståelse blandt bønderne,[433] men de havde store vanskeligheder med at overvinde bøndernes frygt for de hvide. Bønderne var bange for at blive udsat for en nedslagtning som den, deres forfædre havde oplevet under "Chimurenga I" i 1890'erne. De var bange for det hvide styres overlegne våben og militære magt, og de var bange for at blive arresteret og få deres ejendele konfiskeret. ZANU benægtede ifølge førnævnte frihedskæmper ikke RF-styrets styrke, men fortalte dem, "at så længe de støttede os, gav os mad og beskyttede os, kunne fjenden ikke overvinde os. Vi fortalte dem også, at Smith ikke er stærk, fordi han ingen støtte har fra folket."[434]

Bønderne blev til sidst overbevist om, at de godt kunne støtte befrielseskampen, men det skete ikke alene ved hjalp af diskussioner og overtalelser. Pearce-kommissionens test af afrikanernes politiske holdning samt FRELIM0's sejre i nabolandet Mozambique hjalp på hver sin konkrete måde med til at overvinde bøndernes skepsis.

Kun få mennesker, inklusive afrikanerne selv, havde før Pearce-kommissionens test fattet, hvor omfattende utilfredsheden med det hvide styre var. Ved hjælp af censur, mødeforbud og forbud mod, at fremmede rejste rundt i de afrikanske landområder, var det hidtil lykkedes for det hvide styre at skjule utilfredshedens omfang. Pearce-kommissionen fungerede som en mikrofon for den afrikanske befolkning i Zimbabwe, hvor de kunne udtrykke deres utilfredshed. Det blev en stor støtte for afrikanernes kamp, at alle afrikanere nu vidste, hvor udbredt den afrikanske modstand ned RF-styret var - at utilfredsheden ikke kun var begrænset til dem selv og deres nærmeste omgangskreds.[435]

FRELIMO's mange sejre nå den anden side af grænsen overbeviste zimbabweanerne om, at de hvide ikke var usårlige, men tværtimod godt kunne besejres. Det hjalp selvfølgelig yderligere, at mange af bønderne vidste, at der var rhodesiske tropper, som støttede portugiserne, blandt de besejrede hvide i Mozambique. ZANU-frihedskæmperen udtalte, at nogle af bønderne "havde hørt historier om portugisiske og rhodesiske styrker, der var blevet dræbt eller såret af frihedskæmpere i Mozambique."[436]

For yderligere at underminere myten om de hvides usårlighed gik et af ZANU's første angreb ud over Distriktskommissærens kontor i Mt. Darwin. I ZANU's krigskommunique No.2 (dateret 18. februar 1973) hedder det, at frihedskæmperne "angreb og beskadigede den racistiske undertrykkelses symbol, Distriktskommissærens kontor."[437]

Guerillakrigsforberedelsens anden fase bestod i at få transporteret våben ind i Zimbabwe samt at få dem fordelt og gemt rundt i de områder, som frihedskæmperne skulle operere i. I starten blev de fleste våben smuglet ind i Zimbabwe skjult i lastbiler, der kørte med gods fra Zambia. Det blev afsløret i juli 1971, hvorefter våbnene måtte bæres af frihedskæmpere og lokale afrikanere om natten. Det skete normalt i grupper på 20-30 ad gangen, i enkelte tilfælde på over 100, via FRELIMO's forsyningsruter i Mozambique. En af disse grupper blev opdaget af rhodesiske sikkerhedsstyrker i november 1972 og tvang sammen med en ukoordineret ZAPU-aktion sandsynligvis ZANU til at indlede de egentlige militære aktioner, lidt før de oprindeligt havde planlagt, for at overraskelsesmomentet ikke skulle gå helt tabt.[438]

Forberedelsernes sidste fase gik ud på at teste de lokale afrikaneres oprigtighed og evne til at støtte frihedskæmperne. Bønderne blev sendt ud for at indsamle informationer om fjenden, og ZANU vurderede resultaterne som yderst positive. Først efter at alle disse forberedelser var fuldendt, indledte ZANU sin offensiv.[439]

Målt efter RF-styrets modforholdsregler fik ZANU i starten bedst fodfæste i Chiweshe- og det tilstødende Madziwa-stammeområde, der ligger 70-80 km. nord for Salisbury, samt i Chesa-købsområdet.[440] Guerillaerne blev med andre ord ikke blot aktivt støttet af de halvproletariserede bønder, men også af det afrikanske agrarsmåborgerskab (eller i hvert fald dele af det). Senere, i løbet af guerillakrigens første fase 1972-74, bredte ZANU's baseområder sig til hele det nordøstlige Zimbabwe, afgrænset i det sydvestlige hjørne af byen Concession, der ligger ca. 40 km. nord-nordvest for Salisbury.

 

d) Bøndernes inddragelse i guerillakrigen

P.gr.a. det hvide styres veludviklede undertrykkelsesapparat har det været nødvendigt for ZANU at være meget omhyggelig og forsigtig, når de inddrager den lokale befolkning i kampen.[441] Når ZANU ønsker kontakt med og støtte fra en landsby, sender de først nogle få personer dertil for at undersøge stemningen blandt landsbyboerne. Det er ofte – og helst – frihedskæmpere, der har slægtninge i landsbyen, som sendes på rekognoscering. Er stemningen positiv over for guerillakrigen, er det muligt at modtage støtte fra landsbyen.[442] Men før det sker, bliver der holdt møde med landsbyboerne, enten med alle på én gang eller i mindre grupper afhængigt af sikkerhedssituationen. På mødet fortæller ZANU-frihedskæmperne om uligheden, udbytningen og undertrykkelsen i Zimbabwe og giver konkrete eksempler herpå, fx de store uudnyttede europæiske landområder ved siden af de overbefolkede og udpinte afrikanske områder, forskellen mellem de afrikanske og de europæiske lønninger, afrikanernes manglende politiske indflydelse osv. De lægger ikke skjul på de farer, som befolkningen udsætter sig for ved at støtte frihedskæmperne. Endvidere fortæller de om ZANU’s politik og understreger især nødvendigheden af at føre væbnet kamp for at gøre op med udbytningen og undertrykkelsen Frihedskæmperne påbegynder med andre ord en politisk skoling af bønderne.

 

Figur 15: Afrikanske frihedskæmperes operationer i Zimbabwe 1972-74

- med omtrentlig dato for indtrængen samt sandsynlig rute.

Kilde: Kees Maxey, The Fight for Zimbabwe, side 161

 

Beslutter bønderne sig efter mødet til at støtte guerillakrigen, vælger de en gruppe på 3 personer, der skal varetage kontakten til frihedskæmperne og organisere de opgaver, som landsbyen pålægges i forbindelse med støtten til kampen. Ifølge ZANU-centralkomitemedlemmet Sheba Tavarwisa kan landsbyboerne til enhver tid udskifte de valgte, hvis de bliver utilfredse med deres indsats.

Da ZANU som nævnt primært har koncentreret sig om angreb i de europæiske områder, har guerillakrigen i Zimbabwe ikke nødvendiggjort lokalbefolkningens aktive deltagelse i kamphandlingerne på samme måde, som hvis et af de vigtigere delmål havde været en befrielse af de områder, afrikanerne bor i. Det er desuden vanskeligt at trane afrikanerne militært i Zimbabwe, uden at det opdages. De militære aktioner udføres af frihedskæmpere, der rekrutteres i Zimbabwe, men for hovedpartens vedkommende trænes i udlandet. Siden 1972 er ZANU's frihedskæmpere primært blevet rekrutteret i de afrikanske landområder, hvor ZANU opererer, blandt unge, der melder sig frivilligt. Skolerne har været et meget benyttet rekrutteringssted. Det er flere gange sket, at store dele af en skole samlet er draget til Zambia eller Mozambique for at blive trænet. Ifølge ZANU er beslutningen herom altid taget kollektivt af lærerne og eleverne, oftest efter et møde, hvor situationen i landet og den væbnede kamp er blevet diskuteret. Det hvide styre har udskreget begivenhederne som massebortførelser.[443]

I dag skal afrikanerne være 19 år, før ZANU vil begynde at træne dem til frihedskæmpere. Det er ikke et problem for ZANU at få et tilstrækkeligt antal til at melde sig som frihedskæmpere. De er tværtimod nødt til at afvise mange, fordi de ikke har kapacitet til at træne dem alle. I starten var det kun mænd, der blev frihedskæmpere, men i dag rekrutteres der et stigende antal kvinder. ZANU siger selv, at 9.000 ud af ZANU's i alt ca. 40.000 frihedskæmpere er kvinder.[444]

For tiden uddannes ZANU's frihedskæmpere politisk og militært i specielle træningslejre i Tanzania og Mozambique. Uddannelsen varer normalt ca. 6 måneder og ledes og udføres af ZANU's egne frihedskæmpere. ZANU nægter kategorisk, at der findes udenlandske instruktører. Forelagt rygterne om kinesiske og sovjetiske instruktører sagde en ZANU-repræsentant i august 1977 til Internationalt Forum: "Vi har vores egne instruktører. Hvad kineserne og russerne kan gøre, kan vi også gøre."[445]

ZANU lægger stor vægt på den politiske skoling af frihedskæmperne, da de ikke ønsker at give folk våben i hånden, uden at de helt præcist ved, hvad de kæmper mod, og hvad de kæmper for. Desuden skal frihedskæmperne ikke blot være soldater, men også politiske agitatorer.[446]

Det er ikke kun ved det introducerende møde i landsbyen, at bønderne inddrages i en politisk diskussion, der skal udvikle deres politiske bevidsthed. Frihedskæmperne fungerer løbende som dem, der igangsætter politiske diskussioner i de landsbyer, som ZANU har etableret kontakt med, f.eks. om aktuelle begivenheder. ZANU's politiske program findes både på engelsk, Shona og Ndebele og benyttes som skolingsmateriale i landsbyerne. Endvidere distribuerer og introducerer frihedskæmperne ZANU's officielle blad, Zimbabwe News, samt diverse løbesedler og andre politiske skrifter til landsbyerne.[447]

 

e) Lokalbefolkningens støtte

Selvom lokalbefolkningen ikke inddrages i selve kamphandlingerne i nævneværdig grad, spiller den alligevel en vigtig rolle i kampen. ZANU har da også som tidligere citeret lagt meget stor vægt på at opnå bøndernes støtte til guerillakrigen.

San nævnt har ZANU skjult våben og andet udstyr rundt omkring i de områder, de opererer i. Våbnene skal passes, nye våben skal hele tiden ind i Zimbabwe, og sommetider skal de flyttes til andre steder, alt efter hvor frihedskæmperne har mest brug for dem. Til at løse disse opgaver inddrager ZANU lokale mænd og kvinder fra landsbyerne. Arbejdet sker mest om natten, og ZANU inddrager så få som muligt for at hindre afsløring af våbnenes placering. ZANU opdagede tidligt, at især kvinderne var velegnede til at flytte våben og andet udstyr, fordi de rhodesiske sikkerhedsstyrker ikke drømte om, at kvinder kunne gøre sådan noget. Bare våbnene var dækket af grøntsager eller andet uskyldigt, blev kvinderne ikke stoppet og undersøgt. Sheba Tavarwisa har fortalt, at det sommetider fik mænd til at forklæde sig som kvinder, hvis nogle våben hurtigt skulle flyttes. I dag har det hvide styre imidlertid måttet erkende, at også kvinder deltager aktivt i befrielseskampen, så sikkerhedsstyrkerne udviser ikke længere den samme kønsdiskriminering, når afrikanere skal stoppes og undersøges.

I forbindelse med større våbentransporter og guerillabevægelser rundt i operationsområderne bidrager lokalbefolkningen desuden til kampen ved at slette sporene efter bevægelserne. Det sker ved, at bønderne hurtigst muligt driver deres husdyrhjorde ud over sporene, så sporene forsvinder. I øvrigt forsøger frihedskæmperne og våbenbærerne så vidt muligt at følge floder og veltiltrådte stier, så de slet ikke efterlader sig spor.[448]

ZANU bruger også de lokale afrikanere til at få informationer om fjenden, hvor sikkerhedsstyrkerne befinder sig, hvor mange de er, hvilken udrustning de har, hvad de helt præcist laver o.s.v. Også det er opgaver, der af sikkerhedsgrunde kraver, at kun nogle få inddrages. I forlængelse heraf bidrager lokalbefolkningen selvfølgelig generelt ved ikke at røbe frihedskæmpernes tilstedeværelse til det hvide styres sikkerhedsstyrker.

Grupper af frihedskæmpere overnatter aldrig i selve landsbyerne, men i områder nær ved. Det skyldes den altid akutte fare for opdagelse, og for at forhindre de voldsomme repressalier fra det hvide styres side, som der er givet eksempler på ovenfor i afsnit 4.1. (side 130). Derimod får frihedskæmperne mad fra landsbyerne. Når en gruppe frihedskæmpere ønsker mad, går en enkelt eller nogle få af dem ind i landsbyen og snakker med kontaktpersonerne. De sørger for, at et antal kvinder bliver sat i gang med at lave mad, og når maden er færdig, bliver den samlet sammen og bragt ud til frihedskæmperne eller stillet på et forud aftalt sted.[449]

Madforsyninger fra de lokale bønder til frihedskæmperne er en meget vigtig forudsætning for, at der overhovedet kan føres guerillakrig, og her spiller kvinderne altså en helt central rolle. Det ændrer imidlertid ikke meget på kvindernes almindelige situation, da madlavning også i Zimbabwe er et traditionelt kvindearbejde. Det samme gør sig gældende for en anden vigtig hjælpefunktion overfor frihedskæmperne: pasning og pleje af syge og sårede frihedskæmpere. Derimod er der en tredje arbejdsopgave, der har ændret mere på kvindernes situation. Det drejer sig om at drage ud og fortælle andre landsbyer om befrielseskampen og forberede støtten til frihedskæmperne. Her har kvinderne spillet en særlig stor rolle (både som frihedskæmpere og som "lokale"), fordi de rhodesiske sikkerhedsstyrker - ligesom m.h.t. våbentransporterne - ikke i starten var så mistænksomme overfor kvinder som overfor mænd og derfor i større udstrækning lod kvinderne rejse rundt i fred. Derved har både mænd og kvinder fået demonstreret, at også kvinder kan være politisk engagerede og udfarende, og mange kvinder har fået overvundet deres egne mindreværdsfølelser. Også den store rolle i våbentransporterne har styrket kvindernes anseelse og medvirket til, at et stigende antal kvinder melder sig som frihedskæmpere.

 

ZANU-frihedskæmpere på vej til aktion

 

Opsummerende kan det om lokalbefolkningens inddragelse i guerillakrigen siges, at rekrutteringen af frihedskæmpere overvejende sker i landsbyen, men at træningen for det meste foregår i udlandet. At kun få hjælper med til at flytte og passe våbnene og indsamle oplysninger an fjenden samt at madlavningen til frihedskæmperne for det meste sker individuelt. Men madlavningen organiseres dog kollektivt, ligesom det er tilfældet m.h.t. at skjule frihedskæmperne, at deltage i den politiske skoling samt m.h.t. at undlade at røbe deres opholdssteder. Fra et socialistisk perspektiv er det vigtigt, at landsbyen er fælles om nogle ting, men de her nævnte fællesopgaver er ikke i sig selv store nok til, at de skaber basis for en længerevarende kollektiv organisering.

 

f) Guerillakrigens angrebsmål og karakter

ZANU indledte guerillakrigens militære aktioner den 21. december 1972 med et angreb på en europæisk farm i Centenary-området. Dagen efter blev en anden, nærtliggende europæisk farm angrebet. I begge tilfælde skete det om natten, og forinden havde frihedskæmperne lagt landminer ud på vejene ind til farmene, så tililende militærkøretøjer blev sprængt i luften og forhindret i at følge efter frihedskæmperne.[450]

Også i de følgende år har europæiske farme været et fremtrædende angrebsmål for frihedskæmperne. Formålet har været at dræbe europæiske farmere, skramme udenlandske afrikanske landarbejdere væk og forårsage den størst mulige skade på afgrøder, materiel og bygninger.[451] Angrebene på farmene har en dramatisk effekt. Foruden at underminere farmenes økonomiske grundlag spreder angrebene usikkerhed og frygt blandt europæerne. Det hvide styre har lige fra starten betragtet det som en alvorlig trussel, hvis farmerne lod sig skræmme af angrebene. Ministeren for lov og orden udtalte i 1971, at det var afgørende for Rhodesia at have så mange hvide på landet som muligt. "Det er kun, hvis der er tomme farme, at afrikanerne slår sig ned på deres jorde. Dette kan føre til infiltration af terrorister eller deres sympatisører og kan underminere landets sikkerhed". Denne frygt er blevet gentaget jævnligt sidenhen.[452]

Det lyder drastisk, når man hører, at ét af ZANUs formål med at angribe europæiske farme er at dræbe farmerne. ZANU har imidlertid altid i forbindelse med sådanne angreb understreget, at næsten alle europæiske farmere (incl. deres koner) er politi- eller militærreservister og aktive deltagere i undertrykkelsen af afrikanerne.[453] Samtidig benyttes de fleste europæiske farme som kommandoposter af de rhodesiske sikkerhedsstyrker. Det er derfor i praksis ofte vanskeligt at skelne mellem civile og militære europæere i kampområderne.

Hertil kommer, at ZANU primært har angrebet de farmere, som er mest upopulære blandt den afrikanske befolkning. Angrebsmålene er blevet udvalgt i samarbejde med lokale afrikanere, og landarbejdere og private tjenestefolk, der arbejdede på de pågældende farme, har forsynet frihedskæmperne med oplysninger om farmenes indretning o.l. De afrikanske ansatte har endvidere flere gange direkte hjulpet frihedskæmperne under angrebene.[454] ZANU har desuden angrebet farmere, der har optrådt provokerende. Kort efter en farmer i januar 1973 offentligt havde udtalt, at han var mere bekymret for tørken end for frihedskæmperne, der kun var "nålestik i siden på os", blev hans farm angrebet og han og hans kone skudt. Dette angreb ændrede omgående den almindelige indstilling blandt farmerne i området. "Snakken drejede sig ikke længere om afgrøder, men om våben og miner", kunne en journalist rapportere.[455]

 

Tog saboteret af frihedskæmpere på Rutenga-Beitbridge jernbanen,

én af det hvide styres livsvigtige forsyningslinjer til Sydafrika

 

At frihedskæmperne ikke bare myrder løs i flæng, fik ZANU lejlighed til at demonstrere, da de i januar 1973 fangede en europæisk landinspektør. ZANU benyttede den tilfangetagne i propagandaøjemed og førte ham rundt til adskillige afrikanske landsbyer, hvor han blev fremstillet som et eksempel på, hvordan hvide rhodesere blev besejret. Senere blev han flyttet til et fængsel i Tanzania, uden at sikkerhedsstyrkerne på noget tidspunkt havde kunnet spore ham. Han blev løsladt i december 1973.[456]

Udover de europæiske farme har ZANUs frihedskæmpere ofte angrebet det hvide styres afrikanske agenter. Et større antal høvdinge, landsbyledere og Distriktsassistenter er blevet dræbt, fordi de hjalp det hvide styre i bekæmpelsen af guerillakrigen.[457] Herved er en vigtig del af det hvide styres overvågningsapparat langsomt blevet uskadeliggjort, så ZANU under mindre risiko kunne inddrage lokalbefolkningen i kampen. Samtidig har frihedskæmperne angrebet de afrikanske lokalråds[458] bygninger, incl. de ølsteder, som skaffer lokalrådene ca. 1/4 af deres indtægter. I maj 1977 var ca. 50 ud af de 200 lokalråd på randen af fallit og andre 42 råd overtaget af regeringen, fordi guerillakrigen også har gjort det lettere for bønderne at nægte at betale skatter og afgifter til lokalrådene.[459]

Desuden har ZANU lavet bagholdsangreb i de europæiske områder mod militærpersoner og andre medlemmer af styrets undertrykkelsesapparat.[460] I begyndelsen af guerillakrigen var frihedskæmperne dog stadigt underlegne og yderst sårbare, når de blev tvunget ud i større sammenstød med de rhodesiske sikkerhedsstyrker.[461] ZANU har endvidere mineret jernbaner og veje i de europæiske områder for at forstyrre de hvides transportsystem og for at ramme sikkerhedsstyrkerne og de hvide farmere. ZANU har ramt mange af de tilsigtede ofre, men mineudlægningerne har også dræbt adskillige afrikanere. Mange europæiske vogne føres af afrikanere, og mange bombede busser har haft afrikanske migrantarbejdere som passagerer. Busser er ligefrem blevet kendt som "minesweepers".[462] Endelig har ZANU flere gange hævdet, at de med jævne mellemrum skyder nogle af styrets fly og helikoptere ned, og i enkelte tilfælde er det også lykkedes at trænge igennem det hvide styres censurmur og få nedskydningerne bekræftet ad anden vej.[463]

 

g) "Detente" og anden fase af guerillakrigen

I løbet af guerillakrigens første fase 1972-74 udvidede ZANU sit operationsfelt til at omfatte ca. 1/3 af landet med en befolkning på 1½ million. ZANU udbyggede kontakten med bønderne, og den politiske bevidstgørelsesproces af lokalbefolkningen skred fremad.[464] Denne stigende trussel mod det hvide styre sammenholdt med befrielsesbevægelsernes sejre i de portugisiske kolonier førte til, at ledende imperialistiske lande under anførsel af det sydafrikanske apartheidstyre i samarbejde med Zambias regering gennemtvang forhandlinger mellem RF-styret og befrielsesbevægelserne.[465] Det primære formål med "detenten", som imperialisterne med vanlig sans for forskønnende omskrivninger døbte manøvren, var helt klart at neutralisere ZANU og stoppe guerillakrigen i Zimbabwe.

 

 

I december 1974 blev ZANU, ZAPU, FROLIZI og ANC/Z tvunget sammen i én fælles paraplyorganisation, ANC, så afrikanerne kunne præsentere en fælles forhandlingsfront over for RF-styret. I februar 1975 forbød den zambiske regering ZANUs radioudsendelser og tidsskrifter i Zambia. I marts 1975 blev mere end 70 af ZANUs ledere fængslet i Zambia, samtidig med at 1500 aktive ZANU-frihedskæmpere i Zambia interneredes i Mboroma-lejren langt fra grænsen til Zimbabwe, og alle andre ZANU-baser blev lukket. Dermed blev forsyningslinjerne til frihedskæmperne inde i Zimbabwe afbrudt, så de blev tvunget til at nedtrappe kampniveauet i takt med, at deres militære forsyninger slap op. I denne svære fase af kampen viste det politiske bevidstgørelsesarbejde blandt bønderne sig yderst værdifuldt. Til trods for forsyningsudsultningen stoppede kampaktiviteterne aldrig helt, og frihedskæmperne overlevede blandt bønderne, så de omgående kunne igangsætte nye angreb, da nye forsyninger kom frem.

Forhandlinger blev der ikke meget af i den første "detente"-omgang. Tværtimod søgte en strøm af unge afrikanere i 1975 til Mozambique for at blive trænet til frihedskæmpere. I slutningen af 1975 blev de indespærrede frihedskæmpere i Mboroma-lejren i Zambia løsladt, hvorefter også de søgte til Mozambique, der nu var FRELIMO-styret. Her opbyggede de nye ZANU-baser og genetablerede forsyningslinjerne ind i Zimbabwe.[466]

Anden fase af guerillakrigen startede i januar 1976, efter at ZANUs og ZAPUs militære grene i fællesskab havde dannet Zimbabwe People's Army (ZIPA).[467] ZIPA eksisterede dog kun i en meget kort periode (januar-april 1976) som en forenet kampstyrke. Derefter kampede ZANUs og ZAPUs frihedskæmpere videre hver for sig til trods for den fortsatte formelle sammenslutning i ZIPA. Der skete en stiltiende deling af kampområdet, således at ZANU nu opererer fra Mozambique og ZAPU fra Zambia og Botswana. Efter al sandsynlighed har ZANU og ZAPU også fortsat med hver deres strategi i forlængelse af kampene i 1972-74: ZAPU med vagt på militære kommandoaktioner, mens ZANU har fortsat guerillakrigen.

Til trods for den reelle genskabelse af splittelsen i april 1976 er den væbnede kamp dog blevet kraftigt intensiveret siden januar 1976. ZANU udnyttede Mozambiques befrielse til at igangsætte en offensiv fra hele Mozambiques lange grænse til Zimbabwe, samtidig med at ZAPU som nævnt genoptog angrebene fra Zambia. Guerillakrigen bredte sig hurtigt fra det nordøstlige Zimbabwe mod syd langs Zimbabwes østgrænse og mod vest langs den nordlige grænse til Zambia. Samtidig trængte frihedskæmperne langt ind i det sydlige Zimbabwe fra både Mozambique, Zambia og Botswana, og har siden konstant angrebet Zimbabwes eneste tiloversblevne transportvej ud, nemlig vej- og jernbaneforbindelsen til Sydafrika, hvor det hvide styre nu er tvunget til at køre i militærbevogtede konvojer. Kampens udbredelse kan ses af det hvide styres oprettelse af nye krigsområder: "Hurricane"-området i nordøst blev oprettet allerede i 1972, men i midten af 1976 blev det fulgt op af "Trasher"-området langs den østlige grænse til Mozambique og af "Repulse"-området i det sydlige Zimbabwe. I december 1976 blev "Tangent"-området mod vest langs grænsen til Botswana og Zambia føjet til, og endelig blev "Grapple"-området i det centrale Zimbabwe (omkring byerne Gwelo og Que-Que) oprettet i januar 1978.[468] Det fremgår heraf, at det fortsat er ZANUs frihedskæmpere, der står for hovedparten af den væbnede kamp i Zimbabwe.

Denne vældige udvidelse af krigsområderne til at omfatte næsten ¾ af Zimbabwe[469] har svækket de rhodesiske sikkerhedsstyrker ved, at de nu er tvunget til at opretholde kampberedskab i hele Zimbabwe. Omvendt har det styrket frihedskæmperne. Det har bl.a. vist sig ved, at de med succes har vovet sig ud i direkte angreb på større fjendtlige militærbaser. Den 7. august 1976 og igen den 11. april 1977 gik det fx ud over den næststørste militærbase i "Trasher"-området, og den 17. december 1977 blev den største base i området angrebet.[470] Hertil kommer et andet nyt angrebsmål, de "beskyttede landsbyer" eller rettere: vagterne og administrationscentrene i de "beskyttede landsbyer", så de indespærrede afrikanere befries fra "beskyttelsen". Ved årsskiftet 1977/78 hævdede ZANU at have befriet mere end 25.000 afrikanere fra lejrene, hvorefter de "nu har travlt med at genopbygge deres hjem, forsvaret af ZANIA-styrkerne".[471]

 

h) Fra kontrollerede til befriede områder

Guerillakrigens fremgang giver sig også udtryk i, at ZANU ifølge egne oplysninger i dag kontrollerer ca. 40% af Zimbabwe.[472] I disse kontrollerede områder er RF-styrets administration brudt sammen. Skoler, hospitaler, forretninger, offentlige kontorer m.m. er lukket, og styret opkræver ikke længere skat af afrikanerne. Nogle af RF-styrets egne tal kan illustrere dette: Den 29. juli 1977 meddelte undervisningsminister W.D. Walker, at styret p.g.a. guerillaaktiviteter i løbet af første halvdel af 1977 var blevet tvunget til at lukke 300 "primary schools" (7 første skoleår) og 9 "secondary schools" på ubestemt tid. Lukningerne betød, at 42.000 skoleelever ikke kunne komme i skole, og at 1.200 lærere blev arbejdsløse.[473] Tallene vedrører kun en enkelt del af styrets administrations sammenbrud, men er alligevel et indicium for, hvor alvorligt styret er trængt.

Selvom RF-styrets administration er brudt sammen i store dele af de

afrikanske landområder p.g.a. guerillakrigen, er det ikke automatisk ensbetydende med, at ZANU derefter kan begynde at opbygge sin egen administration i disse områder. I størstedelen af de kontrollerede områder er ZANU ikke i stand til at etablere en selvstændig administration, fordi "vi ikke har tilstrækkelig magt, tilstrækkeligt med våben til at beskytte os mod Mirage og lignende", som Crispen Chitando udtrykte det.[474] Men de kontrollerede områder er et skridt på vejen imod de befriede områder.

Det, der ikke var muligt i begyndelsen af guerillakrigen, er derfor ved at ske i dag: Nu har guerillakrigen nået et så fremskredent udviklingstrin, at ZANU er begyndt at forberede oprettelsen af befriede områder,[475] hvor de vil opbygge en ny samfundsstruktur uden den udbytning og undertrykkelse, som kendetegner det hvidt styrede Rhodesia - områder med ny produktion, nye beslutningsstrukturer, ny administration, ny uddannelse, nyt sundhedsvæsen osv. Udviklingen mod en etablering af befriede områder sker på to fronter. For det første ved en begyndende genopbygning af produktionen samt skole- og sundhedsvæsenet i halvbefriede områder. For det andet ved at opbygge større og sværere udrustede militærenheder, der kan forsvare helt befriede områder mod angreb fra RF-styret.[476]

De halvbefriede områder er kendetegnet ved, at de rhodesiske sikkerhedsstyrker ikke kan bevæge sig frit i dem, men at frihedskæmperne på den anden side heller ikke kan holde sikkerhedsstyrkerne helt væk. Hvis sikkerhedsstyrkerne dukker op, bliver de ustandselig udsat for bagholdsangreb, så for det meste holder de sig væk. De halvbefriede områder består med andre ord af de mere konsoliderede dele af de kontrollerede områder. De består hovedsageligt af tidligere afrikanske landområder nær ved grænsen til Mozambique, og der lever lidt over 800.000 mennesker i dem.

I de nuværende halvbefriede områder er befolkningspresset på jorden ifølge Sheba Tavarwisa ikke så voldsomt, som det ellers generelt er i de afrikanske landområder, specielt i stammeområderne.[477] Det skyldes, at en stor del af de oprindelige beboere er væk. Nogle deltager som frihedskæmpere i guerillakrigen, andre er flygtet til Mozambique, og nogle har det hvide styre tvunget ind i de "beskyttede landsbyer". Hertil kommer, at ZANU har kunnet inddrage en del jord fra omkringliggende europæiske områder, fordi de hvide farmere har forladt den.[478]

Næsten alt arbejde i de halvbefriede områder udføres kollektivt. Det gælder også landbrugsproduktionen, som ZANU atter forsøger at få igang. Der er således ikke sket en udlodning af jorden til enkelte bønders egen dyrkning, sådan som produktionen ellers traditionelt er foregået i Zimbabwe. Arbejdet i marken foregår i grupper, og skal der f.eks. bygges, er det også en arbejdsgruppe, der gør det. Under de nuværende betingelser har det ikke været svært for ZANU at overtale bønderne til at arbejde kollektivt. Som Sheba Tavarwisa sagde: "Vi siger til dem (bønderne): Vi er stadig i krig. Hvis I får hver jeres eget lille stykke land spredt ud over området, vil det være svært at forsvare jer. I må arbejde sammen, så I er i stand til at forsvare jer, når fjenden kommer." Med udgangspunkt i denne fremtvungne situation vil ZANU lære bønderne at arbejde kollektivt, så landbrugsproduktionen i et frit Zimbabwe vil kunne foregå i kooperativer.[479]

ZANU har også sat ny undervisning i gang i de halvbefriede områder. Undervisningen følger principper, der er blevet udviklet i flygtningelejrene i Mozambique, d.v.s. at praktisk arbejde prioriteres højt, så børnene lærer at bruge deres hænder og bidrage til produktionen. Endvidere lægges der stor vagt på, at alle børn lærer at tale både Shona og Ndebele for på denne måde at fremme integrationen mellem de to store etniske grupper i Zimbabwe. Foruden mere traditionelle fag som regning, geografi, fremmedsprog o.s.v. lægger undervisningen vagt på at bevidstgøre eleverne om Zimbabwes historie, først og fremmest om undertrykkelsen og dens årsager, om imperialismen og hvordan den afrikanske befolkning kommer ud af deres undertrykte situation. Hertil kommer endelig en indføring i Zimbabwes traditionelle kultur, dens danse, sange, fortællinger o.s.v.

I alle de områder, ZANU opererer i (d.v.s. ikke blot i de halvbefriede områder), er der allerede i længere tid foregået et sundhedsarbejde.[480] Alle frihedskæmpere har under deres træning også fået en førstehjælpsuddannelse, og den har der i stigende grad været brug for, fordi RF-styret i takt med guerillakrigens udbredelse har lukket både de fåtallige offentlige hospitaler og klinikker samt missionsstationerne, der stod for størstedelen af sundhedsarbejdet i de afrikanske landområder. ZANU har vundet støtte fra mange afrikanere, alene fordi de har kunnet tilbyde en smule gratis medicin og lægehjælp, mens afrikanerne tidligere har måttet betale for næsten al lægebehandling.

ZANU har udvidet sundhedsarbejdet i de halvbefriede områder. De har trænet nogle barfodslæger, som ifølge Sidney Sekeramayi fra ZANU's afdeling for sundhed "har mulighed for at give to former for hjælp til masserne: 1. Den grundlæggende hygiejne, hvor masserne i samarbejde med kammeraterne finder ud af, hvor deres huse skal placeres, hvor latriner skal graves, og hvordan man skaffer drikkevand. ... Dette er forebyggende medicin. 2. Så er der på den anden side den situation, at folk lider af alle mulige sygdomme. Hvis kanneraterne har den rigtig medicin, giver de naturligvis den til masserne hjemme. Det er den symptombehandlende del af sundhedsarbejdet". På længere sigt er det ZANUs hensigt at opbygge et sundhedssystem byggende på princippet: "lægehjælp er en grundlæggende service for folket", og at al "lægehjælp grundlæggende skal være gratis".

Så længe områderne kun er halvbefriede, er det dog begrænset, hvor meget opbygningen kan udvikles. I samme øjeblik ZANU forsøgte at rejse bygninger, lave værksteder, klinikker m.v., vil de blive skydeskive for RF-styrets land- og luftangreb. Undervisningen foregår således udendørs under træerne eller andre steder, som man frit kan løbe væk fra, hvis fjenden kommer.

En forudsætning for en mere stabil udvikling, dvs. en forvandling af de halvbefriede områder til helt befriede områder, er, at de fleste land- og luftangreb militært kan afvises. Hidtil har ZANU kun haft guerillaenheder bestående af 5-20 let udrustede og meget mobile frihedskæmpere. Sådanne enheder kan ikke slå større angreb tilbage. Derfor er ZANU ved siden af guerillaenhederne nu også begyndt at opbygge større militærenheder, hver bestående af ca. 100 frihedskæmpere, begyndelsen til en konventionel hær. Efter gennemgået træning er de første af disse større militærenheder blevet sendt ind i Zimbabwe i februar 1978. Deres opgave er at forsvare folkene i de halvbefriede områder, så områderne kan blive rigtigt befriet. De er svært udrustet og bl.a. udstyret med antiluftskyts, så de kan forsvare områderne mod luftangreb. På længere sigt er det dog ikke meningen, at de (halv)befriede områder alene skal forsvares af en konventionel hær. En af de allervigtigste opgaver for de nye militærenheder er tværtimod at lære bønderne selv at forsvare sig. Senere er det hensigten at organisere de bevæbnede bønder i en folkemilits.

Opbygningen af de helt befriede områder er et meget vigtigt led i befrielseskampens videreudviklingen. Ved opbygningen og organiseringen af ny produktion, nye beslutningsstrukturer, et nyt uddannelsessystem m.m. bliver ZANU tvunget ud i en konkretisering af sin politik på disse områder. Hvad er det konkret for et samfund, ZANU vil opbygge i et frit Zimbabwe, og hvordan vil de gøre det? Det er det, ZANU nu er tvunget til at tage stilling til, og det er i denne fase, det for alvor vil vise sig, hvor stærkt de socialistiske kræfter står i ZANU (for slet ikke at tale om hvilken socialismeopfattelse, de erklærede socialister vil lægge til grund). Allerede i diskussionen omkring planerne for udviklingen af de befriede områder vil de første får sandsynligvis blive skilt fra bukkene (hvis ikke det bliver bukkene, der skilles fra fårene!). Senere vil vurderingen af de erfaringer og problemer, som ZANU møder i opbygningsarbejdet, nødvendiggøre en yderligere politisk afklaring og præcisering af ZANUs politik. ZANU peger selv på de modsætninger, der opstod inden for FRELIMO, da de stod i en tilsvarende situation og begyndte at oprette befriede områder i Mozambique: "Partiet er nu i en situation, hvor det i de befriede områder kan genopbygge det zimbabweanske samfund, det ønsker, og hvor det må løse de modsætninger, der kan opstå der, ligesom FRELIMO gjorde i dets egen kamp."[481]

 

i) Flygtningelejrene

Efter FRELIMO kom til magten i Mozambique i juni 1975, begyndte zimbabweanere at flygte til Mozambique. Hovedparten af de flygtende har på den ene eller anden måde støttet guerillakrigen og er flygtet, når jorden brændte under dem. Nogle mens de var på vej til en "beskyttet landsby", andre i forbindelse med overfald på og nedbrænding af deres landsbyer. I november 1977 skønnede ZANU, at der befandt sig 57.700 zimbabweanske flygtninge i Mozambique,[482] men antallet er stadigt stigende, og i marts 1978 var skønnet oppe på omkring 67.000.[483] Hovedparten af flygtningene (35.000 i november 1977) er samlet i 3 store flygtningecentre, mens resten befinder sig spredt i en række mindre lejre.

Flygtningelejrene administreres af ZANU i samarbejde ned den mozambiqueanske regering og FN's flygtningehøjkommissariat (Poul Hartling!). Situationen i lejrene er ret kritisk. De fleste af flygtningene er taget af sted fra Zimbabwe over hals og hoved, og de skal forsynes med alt, hvad de behøver: mad, tøj, tæpper, et sted at sove og eventuelt medicin. ZANU har igangsat en række selvforsyningsprojekter for at løse problemerne. Der er en høj organiseringsgrad i lejrene. Alle inddrages i arbejdet, der allesammen udføres kollektivt, og ZANU forsøger endvidere at bytte folk rundt, så alle lærer at lave alt. ZANU forsøger på en række punkter at gennemføre deres politik for et frit Zimbabwe i flygtningelejrene, så de kan indhøste nogle erfaringer, som de kan udnytte ved etableringen af befriede områder og senere igen i et frit Zimbabwe.[484] Dette inkluderer fællesmøder, hvor man diskuterer, hvad der skal laves, og hvordan det skal udføres. De enkelte centralkomitemedlemmer afholder endvidere særlige møder med flygtningene, hvor man diskuterer problemerne inden for det pågældende centralkomitemedlems emneområde. F.eks. rejser Sheba Tavarwisa i sin egenskab af næstformand for afdelingen for uddannelse og kultur rundt i alle flygtningelejrene (og i øvrigt også ind i de halvbefriede områder) for at diskutere undervisningsproblemer med både lærere og elever, for at opsamle gode ideer, der opstår rundt omkring i lejrene, for at få respons på ZANU-ledelsens planer osv.

ZANU forsøger først og fremmest at blive selvforsynende med fødevarer. De dyrker nogenlunde de samme ting som i Zimbabwe og har tilstrækkeligt med jord, da Mozambiques regering har flyttet nogle af de mozambiqanske bønder fra de i øvrigt tyndt befolkede områder. Derudover udføres der diverse håndværk, reparationsarbejder osv. i lejrene.

Der er også undervisning i lejrene, både for børn og for voksne, der ikke kan læse og skrive. Undervisningen foregår efter de samme principper som i de halvbefriede områder. Det samme gælder sundhedsarbejdet. Det er et meget stort problem i flygtningelejrene, at de rhodesiske sikkerhedsstyrker regelmæssigt krydser grænsen til Mozambique og bomber lejrene. På denne måde ødelægges meget af det, ZANU har fået opbygget. Under det store angreb den 23.-24. november 1977 på Chimoio (tidligere Vila Pery), hvor ZANU har en stor del af sit hovedkvarter, blev ZANUs mobile hospital samt deres levnedsmiddel- og medicinlager fuldstændig ødelagt.[485] Men genopbygningen gik igang med det samme efter angrebet. Efterhånden er det dog sådan, at mange af flygtningene siger, at de lige så godt kan tage tilbage til de (halv)befriede områder, for de er ikke mere beskyttede for RF-styrkernes overgreb i flygtningelejrene end hjemme i Zimbabwe.

 

Flygtningelejr i Mozambique: Skolebænkene og skolehytterne på billedet er lavet af lejrens beboere

 

I løbet af det sidste 1½ år er der også begyndt at strømme zimbabweanske flygtninge til Zambia. Disse flygtninge kommer fra de områder, hvor ZAPU opererer. De fleste flygter til Botswana, hvorfra de hurtigst muligt flyves videre til Zambia. Flygtningetallet i Zambia er oppe på mellem 30.000 og 40.000. De er fordelt på 5 lejre, der administreres af ZAPU i samarbejde med FNs flygtningehøjkommissariat.

Omkring 20.000, dvs. størstedelen, af de zimbabweanske flygtninge i Zambia er børn. Derfor udgør undervisningen et centralt led i lejrenes daglige liv. Hertil kommer gymnastik, som bidrager til at opretholde disciplin og organisation i lejrene. Om aftenen samles flygtningene ofte for at høre informationer fra ZAPU. Flygtningene har fået stillet nogle marker til rådighed af Zambias regering, så de selv kan dyrke nogle af deres fødevarer. Det synes som om ZAPU væsentligst opfatter flygtningelejrene som rekrutteringssteder for den hær af frihedskæmpere, de er ved at opbygge.[486]

 

4.4. Den væbnede befrielseskamps konsekvenser for det hvide styre

I guerillakrig er der ingen afgørende tabte eller vundne enkeltslag, ingen deciderede kampfronter og tabstallene er upålidelige og siger ikke meget om det reelle styrkeforhold. M.h.t. tabstallene kan man dog prøve at se på udviklingen i dem. For henholdsvis første og anden fase af guerillakrigen ser de ifølge det hvide styres egne tal således ud:[487]

 

Tabel 3: Tabstal i guerillakrigen 1972-1977

Kilder: Maxey, The Fight, side 143 og Maxey, RAPE No. 9, side 67 samt

Wilkinson, Conclusion i Raeburn, Black Fire!, side 235.

 

Til trods for alle usikkerhedsfaktorer fremgår det tydeligt, at guerillakrigen kræver et stigende antal rhodesiske ofre i forhold til antallet af dræbte frihedskæmpere. Dette er blot en af indikatorerne for, at styrkeforholdet i guerillakrigen er forrykket til fordel for befrielsesbevægelserne.

Siden ZANU startede guerillakrigen i 1972 har det rent militære aspekt af kampen heller ikke været det afgørende. Som vi skrev i begyndelsen af afsnit 4.3. har strategien for guerillakrigen derimod været at underminere RF-styrets politiske og militære grundlag for på den måde at styrte styret. Dette aspekt af kampen kan i dag siges at have været succesfuld:

Frihedskæmpernes mange angreb har rystet det hvide styre, Det var fra starten bange for, at de mange angreb skulle skræmme den internationale kapital samt de hvide farmere, arbejdere og teknikere bort, og har derfor brugt mange ressourcer til at slå befrielseskampen ned. Man for det første har styret ikke kunnet kvæle befrielseskampen og dermed berolige den internationale kapital samt de hvide, og for det andet har bekæmpelsen af frihedskæmperne i sig selv skræmt mange hvide farmere, arbejdere og teknikere bort.

I løbet af guerillakrigen har det hvide styre styrket overvågnings- og undertrykkelsesapparatet, som vi så det i afsnit 4.1, side 130. Det har medført kraftigt stigende udgifter til sikkerhedsstyrker, administration, vejnet m.m. De direkte forsvarsudgifter er fra 1971/72 til 1977/78 mere end syvdoblet, og udgifterne til det paramilitære politi er i samme periode mere end tre-doblet. Yderligere "anti-oprørsudgifter" (counter-insurgency finance) fra andre ministerier vil i 1977/78 bringe de samlede krigsomkostninger op på $(Rh)251 mill., hvilket svarer til 30,2% af statsbudgettets i alt $(Rh)831,4 mill.[488] Medtager man subsidier til farmere for afgrøder, der er ramt at sanktionerne, udgør de sammen med krigsomkostningerne ca. 40% af statsbudgettet.[489]

 

Tabel 4: Den rhodesiske stats krigsudgifter 1971/72-1977/78

År	Forsvaret	Politiet	Ministeriet for indre anliggender	Veje og trafik
1971/72	19,981	16,738	9,670	7,843
1972/73	25,143	18,066	…	…
1973/74	38,808	24,654	…	…
1974/75	45,119	29,958	25,663	24,301
1975/76	57,014	33,328	31,007	28,024
1976/77	98,400	47,500	31,784	28,014
1977/78	149,187	55,600	40,734	…

(i $(Rh) mill.)

Kilder:	1971/72-1975/76:	Maxey, The Fight, side 30 og Wilkinson, From Rhodesia, side 306.
	1976/77:	Wilkinson, Conclusion i Raeburn, Black Fire!, side 237.
	1977/78:	Salisbury Radio, 15. februar 1978 - citeret i Facts and Reports, Vol. 8 No. 4, side 5.

 

Allerede i august 1974 havde det hvide styre oparbejdet et underskud

på $(Rh)40- mill. på statsregnskabet, først og fremmest p.g.a. de øgede krigsudgifter. Det nødvendiggjorde en 10% ekstraskat med et års tilbagevirkende kraft, både på indkomst- og selskabsskatten.[490] Siden er flere skattestigninger fulgt efter, hvortil kommer stigende indirekte skatter (dvs. afgifter på forbrugsvarer o.l.). Selvom de indirekte skatter bevidst har været tilrettelagt, så de rammer afrikanerne hårdest, viser styrets egne økonomiske opgørelser, at også de hvide i Zimbabwe er blevet ramt af en faldende materiel levestandard siden 1975.[491]

Også andre forhold understreger, at det er guerillakrigen langt mere end sanktionerne, der afgørende har undermineret RF-styrets økonomiske og politiske grundlag og tvunget det til forhandlingsbordet. Der er opstået en star mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for praktisk taget alle økonomiens sektorer. Det skyldes en kombination af øget militærtjeneste og en voksende europæisk udvandring fra Zimbabwe.

De rhodesiske sikkerhedsstyrker indkalder i stigende grad europæiske mænd mellem 16 og 50 år for at kampe mod de afrikanske frihedskampere. I juni 1977 blev det bekendtgjort, at alle hvide mænd under 38 år årligt skulle aftjene mindst 190 dages værnepligt (dvs. mere end halvdelen af året) og alle mænd mellem 38 og 50 år mindst 70 dage. Nu går der endvidere kun 2 år fra man er indvandret i Zimbabwe til man bliver indkaldt til militæret. Hvide kvinder samt mænd over 50 år opfordres kraftigt til at melde sig til telefontjeneste, som vagtmandskab o.l.[492]

Det begrænsede potentiel af hvide soldater i selve Zimbabwe har fået de rhodesiske sikkerhedsstyrker til i voksende omfang at hverve lejesoldater. Der var ved årsskiftet 1976/77 skønsmæssigt 1400 lejesoldater i Zimbabwe, hvoraf 400 var amerikanske Vietnam-veteraner og ca. 400 fra Storbritannien, mens de resterende 600 hovedsagelig kom fra Sydafrika, Portugal, Canada, New Zealand, Australien, Vesttyskland og Belgien.[493] Siden da er antallet steget yderligere, bl.a. fordi private farmere som nævnt i afsnit 4.1. (side 130) også er begyndt at hverve udenlandske lejesoldater til at bevogte deres farme. Officielt registreres lejesoldater som nye indvandrere for at gøre det muligt for RF-styret at afvise eksistensen af lejesoldater i Zimbabwe.

Europæerne er hidtil blevet lokket til Zimbabwe med løfter om stabilt arbejde, god indtægt samt et let og behageligt liv. Den gode indtægt er nu blevet mindre god p.g.a. de øgede skattebyrder. Det behagelige liv er blevet mindre behageligt p.g.a. militærtjenesten. Det har resulteret i en massiv udvandring af europæere fra Zimbabwe.

 

Tabel 5: Europæisk ind- og udvandring 1969-1978

År	Indvandring	Udvandring	Nettoindvandring
1969	10.929	5.890	+ 5.040
1970	12.227	5.890	+ 6.340
1971	14.743	5.340	+ 9.400
1972	13.966	5.150	+ 8.820
1973	9.433	7.750	+ 1.683
1974	9.649	9.050	+   599a)
1975	12.425	10.500	+ 1.928a)
1976	7.782	14.854	-  7.072
1977	5.730	16.638	-10.908
1978 (jan.)	542	1.303	-    760

(a) Disse tal ville sandsynligvis have været negative, hvis der ikke var kommet et stort antal portugisiske flygtninge fra Angola og Mozambique efter kuppet i Portugal den 24. april 1974.

Kilder:	1969-76:	Wilkinson, Conclusion i Raeburn, Black Fire!, side 241.
	1977:	Information, 31. januar 1978.
	1978:	The Rhodesian Herald, 2. marts 1978.

 

Med en europæisk befolkning på godt ¼ million er disse udvandringstal i de sidste år meget mærkbare, specielt fordi der er en overvægt af faglærte arbejdere, teknikere og andre uddannede mellem 20 og 40 år, som udvandrer for at undgå militærtjeneste, mens indvandrernes uddannelsesniveau generelt er meget lavt (bl.a. p.g.a. tilstedeværelsen af lejesoldater blandt indvandrerne).[494] Det har ved siden af militærtjenesten skabt den alvorlige mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Tidligere udgjorde turisme den tredjestørste kilde til den fremmede valuta, der var blevet ekstra eftertragtet efter afskæringen fra de internationale pengemarkeder som følge af sanktionerne. Men også turismen er i høj grad blevet ramt af guerillakrigen, især efter at to canadiske piger blev dræbt og en amerikansk mand såret ved Victoria-vandfaldene den 15. maj 1973.[495] Siden da er antallet af udenlandske turister i Zimbabwe faldet, i de sidste år endda drastisk, fordi turisterne ikke har turdet komme til Zimbabwe af frygt for deres liv og lemmer.

 

Tabel 6: Antallet af udenlandske besøgende i Zimbabwe 1972-77

1972:	339.210	1974:	229.570	1976:	140.423
1973:	243.812	1975:	244.404a)	1977:	120.000 (ca.)

(a) Stigningen skyldes sandsynligvis sydafrikanere, der i stedet for at tage til det nu FRELlMO-styrede Mozambique tog til Zimbabwe, hvor guerillaaktiviteten netop dette år var neddæmpet.

Kilder:	1972-76:	Wilkinson, Conclusion i Raeburn, Black Fire!, side 242.
	1977:	To the Point International, 16. januar 1978.

 

Hertil kommer et stigende underskud på de statsejede rhodesiske jernbaner, specielt efter at Mozambique lukkede grænsen til Zimbabwe den 3. marts 1976 for at støtte den netop intensiverede guerillakrig. Derved blev tillige den transportvej, der tidligere havde klaret ca. 60% af Zimbabwes eksport, lukket, og Zimbabwe var alene henvist til at benytte Sydafrika som gennemgangsland for varer til og fra Zimbabwe.

Sammenholder man de forhold, der er trukket frem her i afsnit 4.4., med de senere års tilbagegang i produktionen,[496] har man den væsentligste del af baggrunden for, at RF-styret og dermed det nationale borgerskab er blevet tvunget til at beskæftige sig med, hvad der skal følge efter det nuværende styre. Set på denne baggrund har guerillakrigen altså været en succes. Men så er spørgsmålet, om målet for frihedskæmpernes kamp alene er nået med RF-styrets fald?

 

4.5. Kampen for socialisme

Befrielseskampen, især under ZANU's ledelse, har et langt stykke ad vejen revet RF-styrets økonomiske og politiske grundlag bort, og RF-styrets fald er et afgørende led i kampen. Men det er ikke tilstrækkeligt. Både ZANU og ZAPU erklærer i deres politiske udtalelser, at socialisme er det fremtidige mål for deres kamp. Befrielseskampen må derfor også vurderes som en forberedelse til en socialistisk udvikling.

Mobiliseringen af den afrikanske befolkning og kampen for socialisme betones imidlertid med forskellig styrke af ZANU og ZAPU, ligesom der sandsynligvis ligger en forskellig socialismeopfattelse til grund for deres politiske programmer og handlen. I dette afsnit vil vi først referere de vigtigste dele af ZAPU's nuværende politiske program, hvorefter vi vil vurdere ZAPU's kamp for socialisme. Derefter vil vi gøre det samme for ZANU's vedkommende. Da ZANU både i sine programmatiske udtalelser og i sin konkrete kamp har markeret sig som den mest konsekvent socialistiske organisation i Zimbabwe, vil vi gøre mest ud af behandlingen af ZANU.

 

a) ZAPU's politiske program

ZAPU konstaterer i sit programmatiske skrift, Ideological Concept, at "det nuværende livssystem i Zimbabwe er kapitalistisk i praksis og orientering" (stk.1). I stk.2 skriver ZAPU, at "den hvide racisme er en sammensat indretning ("compound device") til at beskytte det hvide samfunds kapitalistiske privilegier såvel som en indstilling, der skal degradere og underminere den sorte mands menneskelige værdighed." I stk.3 fastslår ZAPU, at "kapitalisme og de europæiske nybyggeres hvide racisme er de to grundlæggende onder, som Zimbabwes folk står overfor i dag." I stk.4 beskæftiger ZAPU sig med midlerne til at bekæmpe de to onder: "For at ødelægge kapitalisme, racisme og alle deres indretninger og apparater kræves der en væbnet revolution, ... folkets væbnede revolution. Revolutionen må betyde og resultere i en komplet og fuldstændig forandring af livssystemet."

På grundlag af denne analyse konkluderer ZAPU, at "socialisme or et bedre livssysten og derfor må sejre og være livsordenen i Zimbabwe. Partiet opfatter socialisme som folkets bemægtigelse og bibeholdelse via deres stat af de grundlæggende produktionsmidler" (stk.5).[497] Også i sit mere officielle blad, Zimbabwe Review, taler ZAPU om at skabe "en ny, mere perfekt social orden - den videnskabelige socialisme."[498] Men i Afrika, hvor næsten hvem som helst kalder sig socialist, er det vigtigt, hvad ZAPU lægger i ordet socialisme. Her virker det betænkeligt, at ZAPU allerede i det politiske program stk. 7 siger, at "det er partiets standpunkt - i sit socialistiske begreb - at profit er grundpillen i al bytte, aftale eller handel og ikke som sådan er i modsætning til socialisme. Profit må hverken være udbyttende eller benyttes til fordel for et fåtal; den skal tjene alle de mennesker, der lægger deres arbejdskraft i produktionen."[499]

 

b) Vurdering af ZAPU's kamp for socialisme

Tvetydigheden i ZAPU's programudtalelser afspejler, at der indenfor ZAPU findes både socialister og ikke-socialister. Dette afspejler på den anden side, at det i øjeblikket er kampen for national uafhængighed, der er det fremtrædende. Kampen mod RF-styret samler ikke blot de afrikanske arbejdere og bønder, men også størstedelen af det afrikanske småborgerskab og de afrikanske intellektuelle. Tvetydigheden i programudtalelserne kan i denne forbindelse være taktisk bestemt: de socialistiske kræfter i ZAPU har i kampens nuværende fase ingen interesse i at isolere sig fra kræfter i og udenfor ZAPU, der er imod RF-styret uden at være for socialisme.

Tvetydigheden kan også skyldes, at ZAPU lægger sig op af en sovjetisk socialismeopfattelse og -model. Begrebsforvirringen omkring profit eksisterer nemlig også indenfor den "virkeliggjorte socialismes" verden, hvor en række sovjetiske og østeuropæiske økonomer med voksende succes og accept i de højere partikredse har stået i spidsen for en kampagne, som forsøger at give de enkelte produktionsenheder større selvstændighed i forhold til den centrale plan og derfor slår fast, at profit blot betyder overskud og som sådan altid vil eksistere uanset hvilke produktionsforhold, der dominerer.[500] ZAPU's væsentligste udenlandske støtte stammer netop fra Sovjet, Østlandene og de Moskva-tro kommunistpartier.

Endelig kan tvetydigheden være udtryk for styrkeforholdet mellem socialister og ikke-socialister i ZAPU. Der er ingen tvivl om, at de socialistiske kræfter står svagere i ZAPU end i ZANU. Foruden de tvetydige programudtalelser kan der henvises til ZAPUs praksis, hvor hovedvægten lægges på at indgå i forhandlinger med de borgerlige kræfter, der i årtier har udbyttet afrikanerne og undertrykt alle deres fundamentale rettigheder. Og når forhandlinger ikke lykkes: overvejende militære manifestationer, der skal tiltrække den internationale presse. ZAPU har kun i meget begrænset omfang indgået i folkeligt bevidstgørende arbejde, og da det endelig så småt begyndte at ske, kan det meget vel hævdes hovedsageligt at være sket som en militær nødvendighed for at undgå nye militære nederlag i den væbnede kamp. ZAPU har kun i meget ringe omfang givet udtryk for det politisk ønskelige og nødvendige i at mobilisere og bevidstgøre de afrikanske arbejdere og bønder.

At de reaktionære, småborgerlige kræfter står ret stærkt indenfor ZAPU fremgik af en række møder, som ZAPU's næstfornand, Josiah Chinamano, afholdt med forskellige fraktioner af det rhodesiske borgerskab i 1977. Den 10. maj 1977 fortalte Chinamano Den Rhodesiske Industrisammenslutning, at "der synes at være vægtige grunde for den første flertalsregering til at bibeholde meget af det nuværende økonomiske system i dets eksisterende form og kun foretage ændringer i lyset af indvundne erfaringer. ... Ingen forstandig regering ville forstyrre det økonomiske system ved at nationalisere for nationaliseringens skyld. ... Forudsat der er politisk stabilitet, er der ingen tvivl om, at udenlandske investeringer vil blive tiltrukket, og at der vil ske en vældig udvikling." Chinamano så frem til, at der kunne indføres privat ejendomsret til jorden i stammeområderne: "I det lange løb og efterhånden som folk enten flytter til byerne eller til åben landbrugsjord (Chinamano hentyder sandsynligvis til de uudnyttede dele af de nuværende europæiske områder), skulle der være jord nok i stammeområderne til, at det vil fremme en omformning af fællesskabssystemet til individuelle landbrug." Med andre ord en småborgerliggørelse af bønderne. Nærmest i parentes kan det lige bemærkes, at det netop var en sådan politik (ganske vist under lidt andre betingelser), der med "Native Land Husbandry Act" førte til dannelsen af den afrikanske nationalistbevægelse i 1950'erne! Chinamano uddybede sin opfattelse overfor New African Development og fortalte, at ZAPU's jordpolitik ligger tæt op ad Rhodesian National Farmers' Unions politik. RNFU, der er det europæiske agrarborgerskabs organisation, går nu ind for en ikke-racistisk, kommerciel landbrugssektor baseret på det private initiativ, d.v.s. på rene kapitalistiske principper. Chinamano regnede med, at udenlandsk hjælp - som det internationale borgerskab har stillet i udsigt for en afrikansk regering, der udtrykkelig ikke må være kommet til magten som følge af en sejr i den væbnede kamp[501] - ville kunne finansiere afrikanernes overtagelse af kommercielle farme. Chinamano fortalte videre, at ZAPU gik ind for en mild form for "afrikansk socialisme", som "aktivt udnytter de aspekter af kapitalisme og socialisme, der passer til vores zimbabweanske samfund, forudsat at de ikke forvrider de lokale værdier, som vores samfund skal baseres på."[502]

I et efterfølgende nummer af New African Development blev Joshua Nkomo bedt om at kommentere Chinamanos udtalelser. Her falder det først og fremmest i øjnene, at Nkomo på ingen punkter tager direkte afstand fra sin næstkommanderendes udtalelser, men blot gyder lidt olie på vandene. Om udenlandske investeringer siger han fx, at "fremmed kapital er nødvendig," men at den "kan komme fra kilder, som ikke er nykolonialistiske. ... Mann kan ikke fremskaffe lokale midler efter sådan en krig, som vi har i Zimbabwe. ... Det er sandsynligvis det, Chinamano har ment." Med hensyn til det mere ømtålelige spørgsmål om en kommende jordreform gør Nkomo sig i realiteten til talsmand for en fortsættelse af det traditionelle system fra stammeområderne, hvor der er individuel brugsret til jorden, men ingen individuel ejendomsret: "Staten ejer jorden på folkets vegne. Enhver kan udnytte så meget jord, han ønsker, men den jord må ikke tilhøre ham. Det udelukker jordspekulation og giver enhver borger ret til at udnytte jorden til gavn for landet. ... Vi vil ikke konfiskere noget. ... Enhver, som vælger at blive zimbabweaner (dvs. incl. de hvide farmere), er berettiget til at udnytte jorden lige som enhver anden uanset hudfarve. Hvis han ønsker at forblive på et bestemt stykke jord, hvor han er vant til at være, ... er han berettiget til at modtage et skøde, der siger, at han har ret til dette stykke jord. Han vedbliver med at udnytte den, dog ikke som sin ejendom, men som statens ejendom, udlejet til ham."[503] Nkomo kommer ikke med ét ord ind på landbrugskooperativer eller kollektiv dyrkning af jorden, men stiller sig på bedste Sovjet-kommunistiske vis tilfreds med en ophævelse af den private ejendomsret.

Overfor den reaktionære Chinamano og den altid oven-på-vandene flydende Nkomo står der på den anden side de militære ledere inden for ZAPU, der aktivt tog del i dannelsen af ZIPA i november 1975 og medvirkede til intensiveringen af den væbnede kamp siden januar 1976.[504] Det er sandsynligvis de samme, mere progressive kræfter, der arbejder for enheden med ZANU i den Patriotiske Front. Ihvertfald har dannelsen af den Patriotiske Front styrket de socialistiske kræfter i såvel ZAPU som ZANU, i og med den Patriotiske Front har samlet de socialistiske kræfter i Zimbabwe og forhindret, at de reaktionære i specielt ZAPU (som fx Chinamano) har kunnet indgå en separataftale med det internationale borgerskab.

Indholdet i ZAPU's socialistiske agitation overfor de halvproletariserede bønder er dog endnu tvivlsom - hvis den altså overhovedet finder sted. En socialistisk udvikling i Zimbabwe kan derfor ikke alene basere sig på ZAPU's politiske arbejde. Men der er ingen tvivl om, at ZAPU er inde i en politisk udvikling i øjeblikket. Så længe ZAPU indgår i den Patriotiske Front, styrker det uden tvivl de socialistiske kræfter i ZAPU og er samtidig et tegn på, at de er i fremgang. Det er en af grundene til, at det er meget vigtigt at støtte enheden i den Patriotiske Front.

 

c) ZANU's programmatiske udsagn

ZANU fremstår i sine skrifter med en klarere socialistisk profil. Når man skal beskæftige sig med ZANU's programmatiske udtalelser, at der imidlertid i skrivende stund det problem, at ZANU i efteråret 1977 har trukket sit andet politiske program, Mwenje No.2 fra 1972, tilbage for at revidere det,[505] og at det nye/reviderede politiske program endnu ikke foreligger. I det første nummer af Zimbabwe News i 1978 findes der imidlertid en artikel, der er sammenstillet af ZANU's Chief Political Commissar Mayor Vurimbo.[506] Artiklen angives at være "det første sammendrag af den lektionsserie, som enhver ZANLA-kammerat skal gennemgå, før han kan få den ære at bruge et våben", men har samtidig i høj grad karakter af et politisk program(udkast?). Vi vil derfor i første omgang lægge denne artikel til grund for en beskrivelse af, hvad ZANU står for i dag.

ZANU starter med at analysere fjendens karakter. "Den væsentligste historiske konsekvens af den koloniale besættelse var etableringen af kapitalisme i kolonierne, hvilket er vores folks og vores bevægelses hovedfjende." Senere konkretiseres hovedfjenden til at være det verdenskapitalistiske økonomiske system og dets agenter i Rhodesia (de multinationale

selskaber) samt de hvide nybyggere som den koloniale kapitalismes agenter i Rhodesia.

I det næste afsnit beskæftiger ZANU sig med "drivkraften bag den revolutionære bevægelse i Zimbabwe" og fastslår, at den består af "den brede front af arbejdere, bønder, soldater og studenter samt pjalteproletariatet i både ZANU og ZAPU." I den nuværende "national-demokratiske fase" skal "alle elementer af det undertrykte og koloniserede folk dog mobiliseres til kamp ned den fælles fjende i Zimbabwe, ... selv småborgerskabet og de traditionelle høvdinge og landsbyledere, der er imod fjenden."

Om de økonomiske mål i et frit Zimbabwe skriver ZANU: "Alle

produktions-, distributions- og byttemidler skal være under den nationale regerings og folkets kontrol. ... Uden kontrol over økonomien har de fleste regeringer (i de afrikanske lande, der blev selvstændige omkring 1960) opdaget, at deres afhængighed af den metropole økonomi er fortsat eller endog vokset. Derfor er kontrollen over Zimbabwes økonomi lige fra begyndelsen af uafhængighedsperioden et centralt mål for ZANU. Som konsekvens heraf vil de vigtigste produktionsmidler blive nationaliseret i arbejdernes og bøndernes interesse. En selvforsynende socialistisk økonomi vil blive skabt som den sikreste garanti mod udenlandsk dominans. ... Der er startet selvforsyningsprojekter i vores flygtningelejre, ... (og) denne politik vil blive fortsat i den begyndelsesperiode, hvor den nye regering kan møde fjendtlighed fra de kapitalistiske lande."

Om jordspørgsmålet siger ZANU, at "alle naturressourcer ... for bestandig tilhører det samlede zimbabweanske folk. Ingen person har ret til privat ejendomsret over jord og mineraler. ... Bøndernes behov skal bestemmes præcist, og Zimbabwes jord skal stilles til rådighed for dem på kooperationsbasis."

"Det vigtigste politiske mål for ZANU er at smadre det hvide mindretalsstyres hær, politi og administrationsapparat og erstatte dem med en folkets hær og administration for derved at befri de hårdt arbejdende masser fra den tilstand af frygt og moralsk fornedrelse, som de har været underkastet i 88 år. Hele folkets revolutionære væbnede kamp er den eneste måde at snadre den kapitalistiske stat på."

ZANU's andet politiske mål "er nydelsen af frihed og udøvelsen af reelt demokrati. ... Arbejdere og bønder skal deltage fuldt ud i de økonomiske institutioner, som de arbejder og lever i. ZANU betragter ikke en borgers stemmeafgivning én gang hvert fjerde år på én eller to kandidater ... som tilstrækkelig deltagelse. Vores opfattelse af demokrati er et system, hvor ledelse og arbejdere på en fabrik diskuterer alle de sager, der har at gøre med det produkt, de producerer, samt med deres fabriks organisering, og derefter tages beslutninger i rigtigt sammensatte komiteer, hvor arbejderne har det afgørende ord. På tilsvarende måde skal bønderne have det afgørende ord i de kooperativer og fællesskaber, som deres produktion foregår i." ZANU sammenfatter sin opfattelse i begrebet " demokratisk centralisme", som betyder en kombination af brede diskussioner af alle emner og centraliseret beslutningstagning, når enighed er opnået. ... Når en beslutning er taget af partiets centrale organ, vil det påhvile alle medlemmer at rette sig efter beslutningen."

Dette forudsætter en "accept af kritik og selvkritik som praktisk princip ... både fra ledernes side over for medlemmerne og masserne samt mellem lederne selv." Endelig forudsætter det en høj grad af politisk bevidsthed blandt arbejderne og bønderne: "Det er partiets ansvar at mobilisere arbejderne og bønderne og højne deres nationale bevidsthed. Dette arbejde startede for adskillige år siden ... Det økonomiske udviklingsprograms succes efter uafhængigheden afhænger af mobiliseringsarbejdets succes nu og i fremtiden."

ZANU understreger nødvendigheden af international solidaritet. Den vigtigste internationale støtte ydes af de progressive afrikanske lande,

den næstvigtigste af socialistiske lande i Østeuropa, Asien og andre steder og den tredjevigtigste "af radikale solidaritetsgrupper og individer i Vesteuropa og de skandinaviske lande, som har ydet materiel og finansiel hjælp." Også på anden måde understreger ZANU det internationale perspektiv: "Zimbabwe er en intern del af det bredere problem omfattende hele det sydlige Afrika. Især Zimbabwe har i realiteten været Sydafrikas koloni, og derfor er dets befrielse uløseligt forbundet med den Sydafrikanske Republiks overlevelse. ... Hele den kapitalistiske verden er sammenknyttet med Sydafrika. ... Det sydafrikanske statsmaskineri skal smadres og ødelægges, ... og hele det økonomiske netværk med udbytning af arbejdskraft og råmaterialer fra de omkringliggende afrikanske lande i regionen skal grundigt ryddes af vejen og ødelægges, hvis det sydlige Afrikas 50 millioner store indfødte befolkning virkelig skal befries."

Dette ZANU-dokument fra 1977/78 er mere klart socialistisk end ZANU's andet politiske program fra 1972, Mwenje No.2. Her var det formulerede mål også socialisme ("et frit, demokratisk, uafhængigt og socialistisk Zimbabwe"), men samtidig holdt ZANU dengang døren åben for en privatkapitalistisk udvikling som en del af den samlede økonomiske udvikling: "Derudover har de (folket) via deres kontrol over regeringen også en generel kontrol over den økonomi, der dækkes af statsejede selskaber, kooperativer og endog den private sektor, så lange den fortsætter i nogen væsentlig grad." Bortset fra "så lange" præciserede programmet ikke nogen tidsbegrænsning for den private sektor, men fortsatte tværtimod: "Hvor det er muligt vil principperne om profitdeling i den private sektor blive introduceret inden for rammerne af en industriel forligslovgivning".[507]

 

d) Vurdering af ZANUs programmatiske udsagn

Der er ingen tvivl om, at de socialistiske kræfter i ZANU er blevet styrket i løbet af guerillakrigen (Mwenje No. 2 blev netop skrevet, kort før guerillakrigen rigtig kom igang) . Det er næppe forkert at hævde, at der er en vis politisk egendynamik i en langvarig guerillakrig. For overhovedet at kunne føre en langvarig guerillakrig forudsættes lokalbefolkningens aktive støtte og en vis form for selvstændig organisering af lokalbefolkningen. Den nære kontakt og samarbejde med lokalbefolkningen medvirker til, at befrielsesbevægelsernes småborgerlige/intellektuelle udgangspunkt svækkes, og at bevægelserne derved radikaliseres. I bevægelsernes arbejde i forhold til lokalbefolkningen åbnes der mulighed for, at det politiske indhold i mobiliseringen gradvist kan udbygges og uddybes. De selvstændige organiseringsformer kan udvikles til folkelige magtorganer, hvilket udvider grundlaget for kampen mod den borgerlige statsmagt, som er den primære modstander. I løbet af kampen, men især efter erobringen af statsmagten vil bevægelserne kunne benytte folkemagtsorganerne ved opbygningen af det socialistiske demokrati, hvor statsfunktionerne gennem decentralisering og øget selvforvaltning gradvist føres tilbage til samfundet, til folkets umiddelbare kontrol.[508]

Så langt er kampen for socialisme i Zimbabwe ikke nået i dag. Den står endnu kun ved tærsklen til at skulle udbygge de fåtallige selvstændige organiseringsformer, der er beskrevet ovenfor i afsnit 4.3 (side 149). I denne forbindelse er det yderst vigtigt, hvilket politisk indhold der bliver lagt i organiseringen af lokalbefolkningen. Som det fremgår af gennemgangen af ZANUs og ZAPUs programmatiske udsagn, er ZANU i sine udtalelser langt klarere socialistisk orienteret end ZAPU, men heller ikke i ZANU er afklaringen total. Et eksempel kan anskueliggøre dette.

M.h.t. den nødvendige og meget vigtige jordreform understreger ZANU som nævnt, at landbruget skal organiseres i kooperativer. Kooperativer er vigtige i en socialistisk udvikling, men de udgør ikke en specifik socialistisk organiseringsform. Det afhænger af det politiske indhold, man putter i dem. Marx omtaler som bekendt kooperationen som den første og grundlæggende kapitalistiske måde at forøge arbejdets produktivkraft på.[509] Den danske andels- og brugsforeningsbevægelse er et andet eksempel på, at kooperativer absolut ikke behøver at være socialistiske. I Zimbabwe vil landbrugskooperativer for det første være af betydning, fordi man derved kan udnytte en række stordriftsfordele til at øge produktiviteten (mere rationel udnyttelse af arbejdsressourcerne, indførelsen af maskiner osv.), hvilket ikke kan opnås ved små individuelle brug. Disse fordele vil gælde både for en kapitalistisk og for en socialistisk produktion. For det andet kan organiseringen af landbruget i kooperativer tilnærme arbejdernes og bøndernes situation ved at den enkeltes ejendomsret over produktionsmidler og produkter samt de individuelle aspekter i produktionen svækkes. Samtidig vil det modvirke en småborgerliggørelse af bønderne, og samlingen af bønderne vil danne et bedre grundlag for det fortsatte politiske bevidstgørelsesarbejde. Det vil være indlysende målsætninger under en socialistisk opbygning, mens det af gode grunde ikke vil indgå i en kapitalistisk produktion. Det samme gælder den tredje fordel ved landbrugskooperativer: de vil kunne svække kvindeundertrykkelsen i Zimbabwe. Skal kvinderne ikke længere arbejde for deres mænd, men i kooperativer, bortfalder f.eks. det meste af grundlaget for brudeprisen, som mere end noget andet cementerer kvindeundertrykkelsen.[510] Stordriftsfordelene udgør det mest umiddelbare grundlag for at danne landbrugskooperativer, men skal de ikke degenerere til en kapitalistisk organiseringsform kræver det en bevidst politisk ledelse, der lægger et socialistisk indhold i dem.

Der er også en anden vigtig ting, der skal trækkes frem. De historiske erfaringer fra revolutioner i kapitalistisk tilbagestående lande lige fra Rusland i 1917 til Angola og Mozambique i 1975 viser, at sådanne lande står over for vældige problemer, når det gælder opbygningen af socialisme. Det drejer sig specielt om de problemer, der opstår i forbindelse med det naturlige krav om en hurtig økonomisk udvikling for at afhjælpe den brede befolknings fattigdom, nød og elendighed. Hertil kommer eksistensen af fjendtligtsindede kapitalistiske lande, der med alle midler forsøger at forsvare deres egne interesser i det pågældende land (og de er som bekendt store i Zimbabwe) og forhindre en socialistisk udvikling. Begge dele fremmer en centralistisk tendens i den politiske ledelse, der let kommer i modsætning til en øget demokratisering. Problemet har to poler: dels en bevidst politisk ledelse i spidsen for statsmagten og dels den politisk bevidstgjorte befolknings deltagelse i folkemagtsorganerne. I kapitalistisk tilbagestående lande som Zimbabwe er der imidlertid ingen tvivl om, at den politisk bevidste ledelse er det afgørende for en socialistisk udvikling. Men hvis ikke den politiske ledelse skal selvstændiggøre sig i forhold til befolkningen og degenerere til en bureaukratisk elite, er det nødvendigt, at ledelsen lægger meget stor vagt på bevidstgørelsen af befolkningen og udbygningen af folkemagtsorganiseringen. Partiet kan ikke i længden alene drive den socialistiske udvikling fremad og fungere som "proletariatets repræsentanter", som ZANU skriver i en bisætning.[511]

I forbindelse med omtalen af den demokratiske centralisme understreger ZANU korrekt nødvendigheden af, at arbejderne og bønderne direkte inddrages i alle diskussioner, og at demokrati ikke blot skal opfattes som stemmeafgivning med års mellemrum. Samtidig understreger ZANU dog, at selve beslutningen efter diskussionerne altid skal tages centralt, og at alle medlemmer derefter har pligt til at rette sig efter beslutningen. En vis grad af centralisme er nødvendig, ikke mindst i et land som Zimbabwe. Den socialistiske udvikling vil foregå som en balanceakt mellem en korrekt vægtning af det centralistiske og af det demokratiske, så en lederklike ikke kan benytte centralismen til at tilrive sig selvstændig magt og hæmme eller stoppe demokratiseringen. Igen ser vi altså, at de programmatiske udsagn ikke er utvetydige, dvs. at meget afhænger af deres fortolkning - af det politiske indhold, der lægges i dem.

Den eneste sikring imod de centralistiske tendenser - hvadenten de foregår i kapitalistisk regi eller under påberåbelse af socialisme - vil være en øget demokratisering, dvs. en decentralisering. Det skal ikke alene sikres, at arbejderne og bønderne inddrages i alle diskussioner. Hvis ikke de også tillægges en direkte magt over egne forhold, vil diskussionerne let blive oplevet som unødvendigt tidsspilde og langsomt dø bort. Endvidere er en øget direkte folkelig magt det eneste, der i længden vil kunne modvirke en centralisering af magten.

Som tidligere nævnt er ZANU først netop nu, hvor dette skrives (foråret 1978), begyndt at etablere befriede områder, og det er først ved opbygningen af befriede områder, at ZANU kan begynde at oprette landbrugskooperativer og egentlige folkemagtsorganer, der vil kunne stabilisere og grundfæste ZANUs socialistiske kurs. P.g.a. dette forhold kender vi endnu intet til, hvordan ZANU vil gribe en folkelig organisering an, udover det der står ovenfor om de halvbefriede områder samt til dels om flygtningelejrene i Mozambique.[512]

 

e) Kampens faser

Både i flygtningelejrene, i de halvbefriede områder og i ZANUs organisering af lokalbefolkningens støtte til guerillakrigen ligger der adskillige - for manges vedkommende bevidste - kim til en fremtidig socialistisk udvikling i Zimbabwe. I denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at selvom ZANU benytter begreberne fra den traditionelle Komintern-opdeling af kampen i to skarpt adskilte faser,[513] så lægger de både i ord, men især i handling et andet indhold i begreberne, så kampens faser netop ikke opfattes som skarpt adskilte.[514]

Ifølge ZANU samler kampens første fase, den såkaldt national-demokratiske fase, "alle elementer af det undertrykte og koloniserede folk... til kamp mod den fælles fjende i Zimbabwe, ... selv småborgerskabet samt traditionelle høvdinge og landsbyledere". Lige efter beklager ZANU dog, at det ikke har været muligt at samle hele småborgerskabet og dermed alle afrikanerne imod RF-styret: "Det truende problem i øjeblikket er det store element af disse kompromissøgende klasser, som har anslået en imødekommende og venlig holdning til imperialisme og kolonialisme i de såkaldte interne løsningsforhandlinger."[515] Allerede nu, i den "national-demokratiske fase", forsøger borgerskabet med andre ord at sikre sin fremtidige magt i Zimbabwe v.h.j. alliancer med reaktionære dele af det afrikanske småborgerskab. Da borgerskabet ikke anerkender en opdeling af kampen i skarpt adskilte faser, hvorfor skulle ZANU så gøre det? Det gør de da heller ikke:

I stedet for, som Komintern-modellen kræver, at "skjule" kampens mål er socialisme for på den måde at inddrage ikke-socialister i kampen,[516] proklamerer ZANU åbent, at de kæmper for et socialistisk Zimbabwe. Endvidere eksisterer der ikke i forbindelse med ZANUs kamp den foreskrevne todeling mellem et revolutionært arbejderparti og en bred demokratisk bevægelse. ZANU kalder skiftevis sig selv for et parti og en bevægelse, hvilket også fremgår af ZANU-citaterne ovenfor.

 

f) Forberedelserne til socialisme: bevidstgørelsesarbejdet

I forbindelse med diskussionen af kampens anden fase understreger ZANU den tætte sammenhæng mellem den første og anden fase: "Den socialistiske revolutions andet trin vil blive garanteret af en bevægelse med en proletarisk ideologi, efter den politiske uafhængighed er vundet. Men denne proces' succes i den anden fase afhænger af fremkomsten af en arbejderklassebevægelse med en proletarisk ideologi i løbet af den første fase. Det er derfor yderst vigtigt, at ... ledelsen er i proletariatets hænder, eller en repræsentant for proletariatet, i hele den revolutionære proces."[517] Der er altså ingen tvivl om, at ZANU er opmærksom på faren for, at nykoloniale kræfter høster frugten af kampen imod RF-styret, hvis ikke ZANU allerede nu sikrer den videre kamp for socialisme.

Da ZANU endnu ikke har oprettet befriede områder, består den væsentligste del af forberedelserne til socialisme i en politisk bevidstgørelse af den afrikanske befolkning, og det omtaler ZANU som nævnt selv som en meget vigtig forberedelsesopgave. Vi har tidligere fremhævet, at de halvproletariserede bønder - det store flertal af Zimbabwes befolkning - primært slutter op om og støtter befrielseskampen, fordi de ønsker mere jord, bedre dyrkningsbetingelser osv. Det indrømmer ZANU åbent: "Jordmangel var én af de væsentligste forudsætninger for befrielseskampen og er helt sikkert inspirationskilden for de bønder, der er sluttet op om bevægelsen."[518] De halvproletariserede bønder opfatter altså primært sig selv som bønder, ikke som arbejdere (hvilket som tidligere omtalt er meget naturligt, da mindre end halvdelen af klassens samlede indkomst skønnes at stamme fra lønarbejde).

Der er på flere måder ikke materiel baggrund for, at de halvproletariserede bønder ud fra deres egen livssituation kan udvikle en fuldt udviklet proletarisk og anti-kapitalistisk bevidsthed. Som halvproletariserede bønder har de ud fra deres aktuelle udbytning og undertrykkelse under lønarbejde og ud fra undertrykkelsen i de afrikanske landområder kun en delvis erfaring med kapitalismen og en delvis objektiv interesse i socialisme. Det er derfor afgørende for de halvproletariserede bønders politiske bevidsthed og politiske handlen, hvilken bevidstgørelsesproces de inddrages i. P.g.a. vanskelighederne med enhver form for organiseret arbejde i de europæiske områder og dermed vanskelighederne med at bevidstgøre de halvproletariserede bønder under migrantarbejde er ZANUs politiske bevidstgørelsesarbejde i de afrikanske landområder med andre ord af afgørende betydning for en socialistisk udvikling i Zimbabwe.

I denne forbindelse er det svært at sidde i Danmark og vurdere, hvad der konkret foregår inde i Zimbabwe. Fra befrielsesbevægelsernes repræsentanter - og andre kilder eksisterer der ikke i den nuværende situation - kender vi noget til bevidstgørelsesarbejdets former, f.eks. hvad ZANU gør, når de ønsker at inddrage en landsby i guerillakrigen, at de distribuerer diverse politiske skrifter i lokalbefolkningen, at de igangsætter politisk skoling osv. Men for det første kan vi ikke vide, om det er i alle landsbyer, at ZANUs frihedskæmpere udfører politisk skolingsarbejde, og vi kan ikke vide, hvor ofte det sker i de enkelte landsbyer. At der utvivlsomt foregår et omfattende bevidstgørelsesarbejde, kan vi slutte af lokalbefolkningens opbakning bag guerillakrigen og af det fremskredne udviklingstrin, som det aspekt af guerillakrigen, der vedrører kampen mod RF-styret, befinder sig på. Men det siger til gengæld ikke noget om omfanget af ZANUs socialistiske agitation.

Her er vi så kommet til det andet vurderingsproblem. Vi kan ikke præcist vide, hvilket politisk indhold ZANUs frihedskæmpere lægger i den politiske skoling. Vi kender ZANUs erklærede hensigter (f.eks. den ovenfor refererede artikel), men hvordan formidles disse hensigter til arbejdere og bønder i Zimbabwe? I afsnit 4.3.c refererede vi en ZANU-frihedskæmpers beskrivelse af forberedelsesarbejdet til guerillakrigen. Han fortalte, at frihedskæmperne benyttede befolkningens klager til at forklare nødvendigheden af at bekæmpe de "hvide kapitalister". Men vi ved ikke, om vagten blev lagt på nødvendigheden af at bekæmpe de hvide eller på at bekæmpe kapitalisterne. Forskellen er knivskarp for den umiddelbare bevidsthed, men den politiske effekt er himmelvid forskellig: er det racekamp eller klassekamp, nykolonialisme eller socialisme?[519] Det er oplagt, at en socialistisk bevidstgørelsesproces er en proces, hvor vægten gradvist forskydes fra en understregning af nødvendigheden af at bekæmpe de hvide til en understregning af kampen mod kapitalisterne - dvs. dreje de afrikanske arbejderes og bønders bevidsthed fra racekamp til klassekamp.[520] Hvor langt ZANU er kommet i den proces i de forskellige dele af landet, er det imidlertid svært for os at vurdere.

 

g) Forberedelserne til socialisme: organiseringsarbejdet

Vi har tidligere behandlet de vanskelige betingelser fra det hvide styres side, som ZANU arbejder under.[521] Disse betingelser har især haft betydning for det andet led i forberedelserne til socialisme, der vedrører grundlæggelsen af kimene til de socialistiske organiseringsformer. I forbindelse med lokalbefolkningens støtte til og inddragelse i guerillakrigen (i områder, der endnu ikke kan betegnes som hverken halvt eller helt befriede) konkluderede vi, at det ud fra et socialistisk perspektiv er vigtigt, at landsbyerne i deres støtteaktiviteter er fælles om nogle ting, men at netop fællesopgaverne er blevet begrænset af det hvide styres voldsomme undertrykkelse, så de ikke i sig selv er store nok til at skabe basis for en længerevarende kollektiv organisering.[522] Valget af kontaktpersoner til frihedskæmperne og deltagelse i den politiske skoling kan dog danne udgangspunkt for selvstændige, kollektive organiseringer af bønderne.

I de halvbefriede områder og i flygtningelejrene er det meget positivt, at ZANU bevidst forsøger at organisere arbejdet kollektivt og derved begynder at nedbryde det hidtil overvejende individuelle produktionsmønster. Kollektivt arbejde vil kunne udgøre et vigtigt grundlag for en politisk organisering af afrikanerne, men som allerede nævnt kan der lægges forskelligt politisk indhold i organiseringen. Endvidere viser beskrivelsen af ZANUs uddannelse, at de tager afstand fra et borgerligt uddannelsesmønster og forsøger at lægge et politisk indhold i uddannelsen, så den vil kunne understøtte ZANUs øvrige politiske arbejde. ZANU er med andre ord bevidst om det politiske indhold i arbejdet er af stor betydning. Hertil kan nævnes fællesmøderne i flygtningelejrene (og sandsynligvis også i de halvbefriede områder) som en begyndelse til at inddrage befolkningen i politiske diskussioner.

Alt dette kan dog kun opfattes som kimformer, som kan udvikles til en egentlig socialistisk organisering af den afrikanske befolkning. Det er først ved etableringen af befriede områder, at en sådan organisering kan påbegyndes, og at der kan lægges et mere stabilt politisk indhold i det, som vil grundfaste den socialistiske udvikling i Zimbabwe. Hvis et socialistisk styre derfor kom til magten nu, ville det stå over for et stort arbejde med en hurtig udbygning af kimformerne til den socialistiske organisering. Et socialistisk styre vil, som ZANU selv understreger, ikke blot kunne overtage de eksisterende kapitalistiske og traditionelle sociale strukturer, hvoraf en stor del i øvrigt allerede er brudt sammen som følge af guerillakrigen (de kontrollerede områder).[523] Man står derfor i Zimbabwe i den situation, at mens kampen mod RF-styret er langt fremskreden, er kampen for socialisme ikke tilsvarende langt fremme. Befrielseskampen i Zimbabwe adskiller sig derved fra befrielseskampene i de tidligere portugisiske kolonier, hvor de to aspekter af kampen udviklede sig mere synkront, fordi de på et langt tidligere tidspunkt i kampen kunne begynde at opbygge befriede områder. Derfor er det meget væsentligt for en socialistisk udvikling, at Zimbabwe vil blive styret af kræfter, der vil styrke de socialistiske kimformer.

Som det nu er skrevet mange gange, vil udviklingen af og i de befriede områder vare afgørende for den fremtidige politiske kurs i et frit Zimbabwe. Samtidig vil det udgøre en vigtig prøvesten for de socialistiske kræfter i både ZAPU og ZANU. Omvendt er det så også vigtigt at støtte disse kræfter på alle mulige måder. Udviklingen af befriede områder kan anskues - og gribes an - på mindst to forskellige måder. På den ene side som led i en begyndende socialistisk samfundsopbygning med øget direkte magt til folket, som det er beskrevet ovenfor. På den anden side som led i at opnå en bedre forhandlingsposition over for såvel det nationale som det internationale borgerskab: På en række møder i den Patriotiske Fronts topledelse i februar 1978 blev det diskuteret at oprette helt befriede områder inde i Zimbabwe for på dette grundlag at udnævne den Patriotiske Front som Zimbabwes legitime regering. Hensigten var på den måde at opnå en modvægt til den "interne løsning".[524] De to nævnte aspekter i forbindelse med befriede områder står ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden. Men en politisk ledelse, der ikke tilstrækkelig bevidst forsøger at grundfæste det socialistiske perspektiv ved at udbygge kimformerne til en socialistisk organisering og satse på opbygningen af folkemagtsorganer, havner let i en nykolonial eller partibureaukratiseret situation p.g.a. den tidligere omtalte tendens til en centralisering af magten.

 

h) Om proletariatet

Afslutningsvis skal det i forbindelse med kampen for socialisme nævnes, at ZANU efter alt at dømme endnu kun har en begrænset politisk praksis over for de helt proletariserede afrikanske arbejdere i byerne. Det skyldes, at det hvide styres kontrol med den afrikanske befolkning har været stærkest i byområderne, og at politisk arbejde derfor har været underkastet de sværeste betingelser netop der. ZANU har sin primære opbakning blandt de halvproletariserede bønder, men vil ZANU fastholde sin revolutionære målsætning, skal også de helt proletariserede arbejdere inddrages i kampen.

ZANU skriver selv: "I et land som Zimbabwe med en stor industriel basis må den ene million afrikanske arbejdere, der er afhængige af lønindtægt, være den ledende kraft i den revolutionære proces. ... De strejker, der er blevet organiseret siden kampens start og specielt under Pearce-kommissionens test i 1972, samt nationalistbevægelsens almindelige karakter har bevist, at arbejderne er en ledende kraft. ... Vores revolutions grundlæggende mål er at fravriste kolonialisterne magten og overgive den til arbejder-bondealliancen under ZANUs ledelse."[525]

 

i) Afslutning og opsummering

ZANU er den organisation i Zimbabwe, der mest klart og konkret har udtrykt, at de kæmper for en reel socialistisk udvikling. ZANU er også den organisation, der har ydet det største arbejde for at fremme en socialistisk udvikling i Zimbabwe. Dette arbejde har ført til, at ZANU er blevet stadig mere radikaliseret og politisk afklaret. Derfor er det vigtigt at støtte ZANU og deres kamp, hvis man ønsker at bidrage til en socialistisk udvikling i Zimbabwe. Det vil samtidig være et bidrag til bekæmpelsen af det internationale borgerskab og som sådan et led i den verdensomspændende kamp mod kapitalisme og for socialisme.

ZANU er ikke den pletfri revolutionære bevægelse, der fra kampens start har haft den korrekte analyse og gjort de korrekte ting. En sådan bevægelse, parti eller organisation har aldrig eksisteret, ikke i nogen revolutionær udvikling. ZANU har lavet fejl og har udviklet sig, ikke mindst på grundlag af fejlene. Det er en organisation i stadig bevægelse. I den situation, ZANU står i i øjeblikket, ved begyndelsen til udviklingen af befriede områder, har de netop selv understreget, at der kan opstå uenigheder og modsætninger i ZANU på spørgsmålet om, hvordan ZANU skal gribe udviklingen af de befriede områder an. I den politiske afklaringsproces kan der opstå fraktionskampe inden for ZANU, uden at det nødvendigvis skal tolkes som en svaghed ved bevægelsen.[526]

En solidarisk støtte til ZANU betyder ikke, at man skal romantisere ZANU og ZANUs kamp. Det tjener intet formål. Som Amilcar Cabral skrev i et partidirektiv til PAIGCs medlemmer i Guinea-Bissau i 1965: "Skjul intet for folket. Fortæl ingen løgne. Afslør løgnene hvor de end dukker op. Skjul ikke vanskeligheder, fejltagelser, fiaskoer. Påberåb jer ingen lette sejre."[527] Det samme gælder for solidaritetsarbejde.

 

5. Borgerskabets forhandlingsoffensiv

I 1950'erne stod det internationale borgerskab i spidsen for en politik, der betød en smule forbedrede levevilkår og ytringsmuligheder for et lille mindretal af afrikanere (småborgerskabet og de intellektuelle) og ad den vej åbnede for en nykolonial løsning i Zimbabwe. I 1962 samlede det nationale borgerskab støttet af arbejderaristokratiet sig i RF i opposition mod denne politik og intensiverede undertrykkelsen af afrikanerne og deres politiske udtryksmuligheder, efter de overtog regeringsmagten. Det internationale borgerskab accepterede den skærpede undertrykkelse, så længe den ikke truede det internationale borgerskabs egne interesser, dvs. så længe undertrykkelsen formåede at holde de afrikanske arbejdere og bønder nede. I realiteten støttede det internationale borgerskab det nationale borgerskab og dets undertrykkelsespolitik. Det udtrykkes fx åbent i Henry Kissingers fastlæggelse af USAs politik over for det sydlige Afrika i 1969: "Vi vil opretholde offentlig modstand imod racistisk undertrykkelse, men mildne politisk isolation og økonomiske restriktioner over for de hvide stater. ... Vi vil være mere fleksible i vores holdning til Smith-styret. ... Vi vil tage diplomatiske skridt for at overbevise områdets sorte stater om, at deres nuværende aspirationer om befrielse og flertalsstyre i syd ikke kan opnås ved hjælp af vold, og at deres eneste håb for en fredelig og blomstrende fremtid ligger i tætte relationer med de hvidt dominerede stater. ... Vi vil yde større og mere fleksibel (dvs. som pressionsmiddel) økonomisk hjælp til områdets sorte stater for at koncentrere deres opmærksomhed om deres interne udvikling (med andre ord: bortlede deres opmærksomhed fra befrielseskampen) og for at give dem et motiv til at samarbejde med hensyn til at mindske spændinger. Vi vil fremme økonomisk hjælp fra Sydafrika til de sorte udviklingslande."[528]

Den kissingerske politik betød, at verdens førende imperialistiske magt, USA, i en årrække førte en bevidst lav profil over for det sydlige Afrika, og i stedet benyttede Sydafrika til at varetage sine interesser i området. Disse interesser drejede sig primært om at få stoppet befrielseskampene eller "mindske spændinger", som de selv kaldte det: USA ønskede at "fremme eksisterende tendenser til at uddybe relationer mellem sorte og hvide stater for at mindske spændinger - Sydafrikas nye udadvendte politik samt Zambias handels- og underhåndspolitiske kontakter ned Sydafrika og Portugal."[529]

I takt med at de væbnede befrielseskampe udviklede sig i såvel Zimbabwe som i de daværende portugisiske kolonier og i Namibia, blev det international borgerskabs interesser i stigende grad truet. Den afgørende begivenhed med betydning for hele det sydlige Afrika indtraf i foråret 1974. P.gr.a. MPLAs, FRELIMOs og PAIGCs stadige fremgang i kampen mod det portugisiske kolonistyre i henholdsvis Angola, Mozambique og Guinea-Bissau var Portugal så svækket, at fasciststyret i Lissabon blev væltet ved et kup den 24. april 1974. Bag kuppet stod en række yngre officerer, der på egen krop havde oplevet befrielsesbevægelsernes sejre.

Kuppet betød, at Portugals kolonier hurtigt ville blive selvstændige, og med disse udsigter intensiverede Sydafrika på det internationale borgerskabs vegne de såkaldte "detente"- eller afspændingsbestræbelser, der som antydet i Kissinger-dokumentet allerede havde stået på i nogen tid. I første række var det vigtigt for det internationale borgerskab at opnå fredelige tilstande i Zimbabwe p.gr.a. de store økonomiske og politiske interesser i og ankring Zimbabwe.[530]

 

5.1. "Detente" i det sydlige Afrika

Som Kissinger-dokumentet fra 1969 lagde op til, kom detenten i det sydlige Afrika i stand som en alliance mellem det sydafrikanske apartheidstyre og det magthavende borgerskab i Zambia. Det sidste havde hidtil støttet den væbnede kamp i Zimbabwe, men dets position blev i stigende grad truet af en dårlig økonomisk situation, der bl.a. skyldtes de dyrere transportomkostninger for Zambias kobber (som står for mere end 90% af eksportindtægterne) forårsaget af grænselukningen til Zimbabwe i januar 1973. At det var det internationale borgerskab som sådan – og ikke blot den sydafrikanske del af det - der stod bag detentemanøvren, fremgår ikke blot af Kissinger-dokumentet, men også af, at USA og Storbritannien blev konsulteret i august 1974, kort før den officielle dialog indledtes.[531]

Den 23.oktober 1974 opfordrede Sydafrikas premierminister, John Vorster, i en offentlig tale til, at der blev indledt forhandlinger for at afslutte den væbnede kamp i Zimbabwe. Allerede dagen efter hilste Zambias præsident, Kenneth Kaunda, Vorsters tale velkommen og betegnede den som en "fornuftens stemme, som det sydlige Afrika og resten af verden har ventet på." Efter dette officielle udspil var resten af forløbet lagt fast. Ifølge den aftalte rollefordeling var det Sydafrikas opgave at presse RF-styret til forhandlingsbordet og Zambias opgave at presse de zimbabweanske befrielsesbevægelser samme sted hen.

Sydafrika opfyldte sin del af aftalen ved at begynde (men heller ikke mere!) at trække sine tropper i Zimbabwe tilbage og ved at presse RF-styret til at løslade nogle af de internerede afrikanske nationalistledere, heriblandt lederne af ZANU (Ndabaningi Sithole) og ZAPU (Joshua Nkomo). Sithole og Nkomo blev omgående fløjet til Lusaka, hvor de den 7. december 1974 blev tvunget til at sætte deres underskrifter under "Zimbabwe Declaration of Unity", et dokument, ifølge hvilket ZANU, ZAPU, FROLIZI og ANC/Z formelt blev sluttet sammen i en paraplyorganisation, der kom til at bære sidstnævntes navn.[532] Abel Muzorewa fra ANC/Z blev nominel leder, mens Nkomo, Sithole og Chikerema (fra FROLIZI) dannede den øvrige del af den øverste ledelse.

Der var ikke tale om nogen reel afrikansk enhed i det nye ANC. Formålet var udelukkende at stille RF-styret over for en samlet afrikansk front i de forhandlinger, som detenten skulle videreføres i. Den 11. december 1974 arrangerede Sydafrika og Zambia en "aftale", som pålagde begge parter i befrielseskampen i Zimbabwe en våbenhvile og endvidere, at RF-styret skulle løslade alle politiske fanger forud for indledningen af forfatningsforhandlinger.[533]

Da aftalen var vagt formuleret, blev den fortolket vidt forskelligt af henholdsvis ANC og RF-styret. Det sidste forsøgte at udnytte våbenhvileaftalen til at afvæbne frihedskæmperne med det resultat, at kampene fortsatte. Det benyttede styret så som undskyldning for at stoppe løsladelsen af de politiske fanger. Endvidere forsøgte RF-styret at udnytte modsætningerne mellem de afrikanske ledere. Den 4. marts 1975 arresterede det Sithole og anklagede ham for planer om at myrde Muzorewa. Præcis en måned efter arrestationen, den 4. april, tvang Sydafrika dog RF-styret til at løslade Sithole igen, så han kunne deltage i det efterfølgende OAU-topmøde, der ikke skulle kunne benytte Sitholes fængsling som anledning til at stikke en kap i hjulet på Sydafrikas og Zambias detentemanøvrer. RF-styrets indgreb markerede tydeligt, at det endnu ikke selv af befrielseskampen var presset til forhandlingsbordet, men derimod af det internationale borgerskabs bekymringer for fremtidsudsigterne ved en forlænget væbnet kamp i Zimbabwe.

Ifølge ANCs fortolkning af Lusaka-aftalen af 11. december 1974 skulle RF-styret øjeblikkeligt løslade alle politiske fanger, ophæve undtagelsestilstanden og forbudene imod ZANU og ZAPU samt skabe betingelser for fri politisk aktivitet i Zimbabwe. Om våbenhvilen mente ANC, at der kun var indgået en uformel aftale, og at der først kunne blive tale om en formel våbenhvile i det øjeblik, begyndelsesdatoen for meningsfulde forfatningsforhandlinger var aftalt. Med andre ord afviste ANC på næsten alle punkter RF-styrets opfattelse af "aftalen", og det umuliggjorde forhandlinger, indtil ANC og RF-styret på ny blev udsat for intensivt pres fra henholdsvis Zambia og Sydafrika. Først den 25.-26. august 1975 lykkedes det at samle parterne - med Kaunda og Vorster i bogstaveligste forstand stående i kulisserne - til nogle teatralske forhandlinger over "ingenmands-vand" i en jernbanevogn midt på broen over Zambezi-floden ved Victoria-vandfaldene. Forhandlingerne brød samen efter at Ian Smith havde krævet, at fortsatte forhandlinger skulle føres inde i Zimbabwe og samtidig afviste at lade "domfældte forbrydere" som Sithole komme tilbage til Zimbabwe.[534]

Medvirkende til at Victoria Falls-forhandlingerne overhovedet kom i stand var, at det forinden var lykkedes at pacificere de militante kræfter inden for den zimbabweanske nationalistbevægelse. Iscenesætterne af detenten var på forhånd opmærksomme på, at en neutralisering af ZANU, og især de socialistiske kræfter inden for ZANU, var en forudsætning for en fredelig forhandlingsløsning. Som omtalt i afsnit 4.3.g var det Zambias opgave at neutralisere ZANU og stoppe guerillakrigen i Zimbabwe. Det begyndte allerede i april 1974, hvor Zambias regering og en række multinationale selskaber indledte forsøg på at svække og om muligt ødelægge ZANU indefra. De benyttede sig af en moderat, småborgerlig fraktion inden for ZANU, der var blevet sat uden for indflydelse efter nyvalget til ZANUs ledelse i september 1973, hvor de socialistiske kræfter kom i flertal. De moderate blev ledet af funktionærer fra Lonrho, Shell og BP, hvorfra de sandsynligvis også blev finansieret. De forsøgte at likvidere den nye ZANU-ledelse, men det mislykkedes (dog efter 59 "menige" frihedskæmpere var blevet myrdet) og adskillige af de moderate blev i løbet af december 1974 fanget af loyale frihedskæmpere, der derefter overlod de tilfangetagne til Zambias politi. To dage efter den første var indleveret, var han imidlertid "forsvundet", forklarede det zambianske politi, og da det gentog sig senere på måneden, tilkaldte ZANU-ledelsen forstærkning fra Tanzania, og den 2. januar 1975 blev den sidste del af det såkaldte "Nhari-oprør" (opkaldt efter én af hovedmændene) slået ned.[535]

Den 17. marts 1975 blev Herbert Chitepo, ZANUs fungerende leder, myrdet af en bombe i Lusaka. ZANU beskylder Sydafrika og Zambia for at stå bag mordet, efter at "Nhari-oprøret" var mislykkedes. Hensigten skulle være at fremskaffe en undskyldning for at arrestere hele ZANU-ledelsen mistænkt for at stå bag mordet, da Chitepo tilhørte den sanme S Shona-undergruppe som de ledende i "Nhari-oprøret". Det var ihvertfald præcist, hvad Zambia gjorde, samtidig med de som nævnt i afsnit 4.3.g i realiteten forbød ZANU at operere i Zambia. Et års tid efter mordet på Chitepo offentliggjorde Zambias regering en rapport,[536] der gjorde den samlede ZANU-ledelse ansvarlig for mordet, der ifølge rapporten skete som led i det langvarige "stamme"-opgør (="Nhari-oprøret") inden for ZANU. Imod rapportens konklusioner kan det fremhæves, at Chitepo var ledende i nedkæmpelsen af "Nhari-oprøret", at Chitepo så sent som aftenen før sin død i et møde med bl.a. Kaunda havde nægtet at fremme en våbenhvile ved at underlægge ZANUs frihedskæmpere en fælles ANC-kommando (sådan som den moderate fraktion inden for ZANU ønskede det - med andre ord to punkter, hvor Chitepo notorisk var imod sine moderate "stamme"-fæller), at adskillige af rapportens "tilståelser" bevisligt er fremtvunget ved hjælp af tortur, samt at Zambia i øvrigt løslod alle de fængslede ZANU-ledere i oktober 1976 og frafaldt alle anklager imod dem, da allianceforholdene havde ændret sig.[537]

Til trods for pacificeringen af de socialistiske kræfter i ZANU var der dog stadigvæk ingen reel afrikansk enhed i ANC. Ian Smiths krav på Victoria Falls-konferencen om, at fortsatte forhandlinger skulle føres inde i Zimbabwe, nedførte, at den ulmende uenighed inden for ANC brød ud i åben splittelse. Da Sithole på daværende tidspunkt ikke kunne vende tilbage til Zimbabwe uden omgående at blive arresteret, tvang det den moderate fløj inden for ZANU - og lidt overraskende: også Muzorewa - til at afvise flere forhandlinger. Herefter stod de reaktionære afrikanere, som Joshua Nkomo i denne fase af kampen kom til at stå i spidsen for, alene tilbage som tilhængere af fortsatte forhandlinger. Og det var givetvis også, hvad Ian Smith (samt muligvis Vorster og Kaunda) tilsigtede at opnå.

Den 27.-28. september 1975 afholdt de reaktionære forhandlingstilhængere en ANC-kongres inde i Zimbabwe (som de moderate derfor var afskåret fra at deltage i), hvor de valgte Nkomo til formand. Da de moderate ikke anerkendte kongressens lovlighed, men fortsatte med at operere i eksil, var ANC hermed blevet splittet i ANC-ekstern (med Muzorewa og Sithole som de ledende) og ANC-intern (Nkomo leder). Med sidstnævnte organisation, der efterhånden blev kendt som ANC/Z (dvs. African National Council of Zimbabwe), fik ZAPU i realiteten oprettet en legal frontorganisation inde i Zimbabwe, og som sådan fortsatte ANC/Z med at fungere, indtil den ihvertfald delvis blev neutraliseret efter en række fængslinger af de ledende folk i juni 1977.[538]

Fra 11. december 1975 til 19. marts 1976 forhandlede Nkomo og Smith om overgang til afrikansk flertalsstyre. Ifølge Nkomos forhandlingsudspil skulle det fremtidige frie Zimbabwes parlament bestå af 144 personer, hvoraf de 36 skulle vælges ved almindelig valgret, de 36 på en liste hovedsageligt begrænset til hvide og de sidste 72 på en liste, hvor man skulle opfylde en række ejendoms- og uddannelseskvalifikationer for at kunne stemme. Hvis det var blevet vedtaget, ville det have betydet en overrepræsentation til de hvide nybyggere og det afrikanske småborgerskab - med andre ord en perfekt nykolonial løsning. Forhandlingerne brød imidlertid samen, da Smith forlangte en 10-15 års overgangsperiode, æns Nkomo kun ville gå med til en 1-2 årig overgang.[539] Desuden spillede det for Nkomos vedkommende givetvis ind, at han var ved at blive totalt marginaliseret blandt de afrikanske ledere efter ZIPAs dannelse og efter den væbnede kamp var blevet genoptaget med de omkringliggende afrikanske landes fulde tilslutning.

 

5.2. ZIPA og den Patriotiske Front

Det var ikke kun Zambia, der stod bag detenten i det sydlige Afrika. Også Tanzania og et flertal af de afrikanske lande i OAU bakkede op om forsøget på at gennemføre en forhandlingsløsning i Zimbabwe. Det betød, at der var fuld enighed i ZANU, også blandt de socialistiske kræfter, om, at ZANU ikke kunne gøre andet end at gå ind i paraplyorganisationen ANC i december 1974. ZANU var simpelthen tvunget til det.[540]

Imidlertid blev hele detentemanøvren undermineret, da Sydafrika i oktober 1975 trængte ind i Angola i et forsøg på at forhindre MPLA i at overtage regeringsmagten. Dette er et skoleeksempel på, at udviklingen i de enkelte lande i det sydlige Afrika hænger intimt sammen. Sydafrikas invasion i Angola førte til, at Zambia ikke længere var i stand til at få opbakning fra de andre afrikanske lande, fremfor alt de to andre betydningsfulde frontlinjestater, Tanzania og Mozambique,[541] til en alliancepolitik med Sydafrika, da det nu var helt åbenlyst, at apartheidstyret i Sydafrika generelt havde alt andet end fredelige hensigter. Invasionen i Angola førte til en total omlægning af frontlinjestaternes politik over for Zimbabwe, fra opbakning bag forhandlingsforsøg til fuld støtte til en intensivering af den væbnede kamp.

For at den nye offensiv skulle blive så effektiv som muligt, lagde frontlinjestaterne, efter alt at dømme især det nye FRELIMO-styre i Mozambique, pres på guerillalederne i ZANU og ZAPU om at slå sig sammen. Det førte i november 1975 til dannelsen af Zimbabwe People's Army (ZIPA), der blev ledet af en overkommando bestående af 9 guerillaledere fra ZANU og 9 guerillaledere fra ZAPU med Rex Nhongo fra ZANU i spidsen.[542]

At det var muligt for frontlinjestaterne at presse en forening i ZIPA igennem, skyldes en række hændelser inden for de afrikanske nationalisters rækker. Efter de forhandlingsvilliges dannelse af ANC-intern i september 1975 proklamerede Muzorewa og Sithole i ANC-ekstern, at en fortsættelse af den væbnede kamp nu var den eneste mulighed. Til den ende oprettede de Zimbabwe Liberation Council som ANC-eksterns militære gren. Sithole blev formand for det nyoprettede befrielsesråd, og som de øvrige ZANU-medlemmer af rådet håndplukkede han en række af de moderate, der havde stået i spidsen for "Nhari-oprøret" i 1974, hvorved han tydeligt markerede, hvilken fløj inden for ZANU har selv tilhørte.[543] Han konsulterede i dette som i andre tilfælde ingen andre ZANU-ledere, og denne diktatoriske ledelsesfacon stod i modsætning til ZANUs hidtidige praksis, hvor de fleste beslutninger blev taget kollektivt. Samtidig rejste Sithole, Muzorewa m.fl. rundt og indsamlede penge til frihedskæmperne, flygtningene og de civile ofre for kampen, men der nåede aldrig nogen ting frem til lejrene i Tanzania og Mozambique, hverken medicin, tøj, fødevarer for slet ikke at tale om penge og våben. Desuden ignorerede Sithole og hans folk totalt den zambianske regerings gentagne overgreb imod ZANU-frihedskæmpere i Zambia og gjorde intet for at komme de betrængte ZANU-folk til undsætning, til trods for at de blev holdt indespærret i Mboroma-lejren under koncentrationslejrlignende forhold, hvor adskillige af dem blev skudt af de zambianske soldater, der bevogtede lejren. Da frihedskæmperne i Tanzania og Mozambique endvidere nægtede at lade sig underlægge ANC-ekstern og Zimbabwe Liberation Council, hvilket ville være ensbetydende med en opløsning af ZANU og ZANLA, afsatte de i september 1975 Sithole som leder af ZANU. Som ny leder valgte de Robert Mugabe, ZANUs hidtidige generalsekretær, der siden april 1975 havde arbejdet blandt frihedskæmperne i Mozambique efter at være flygtet fra Zimbabwe.[544]

Efter eksklusionen af den moderate fraktion var der i ZANU fuld enighed om at fortsætte den væbnede kamp. Men ZANU var svækket efter Zambias mange overgreb. Størstedelen af ZANUs ledelse sad indespærret i Zambia og en del af det organisatoriske apparat, ikke mindst forsyningslinjerne til Zimbabwe, var brudt sammen. Enhver støtte til en genoptagelse af den væbnede kamp blev derfor modtaget med kyshånd af ZANU-frihedskæmperne.

Baggrunden for at ZAPU-frihedskæmperne tilsluttede sig ZIPA var, at der blandt dem var en udbredt utilfredshed ned Nkomo og hans forhandlinger med Ian Smith. De ønskede at fortsætte den væbnede kamp. Men der var ikke ret mange ZAPU-frihedskæmpere på daværende tidspunkt. Ifølge ZANUs skøn - dvs. de konkrete tal skal tages ned et pænt drys salt! - havde ZAPU i slutningen af 1975 kun omkring 300 frihedskæmpere, hvoraf ca. 200 sluttede sig til ZANU-frihedskæmperne i Mozambique ved ZIPAs dannelse. ZAPU havde da ifølge egne opgivelser ca. 20.000 frihedskæmpere, så ZIPA var i realiteten identisk med ZANLA.[545]

ZIPA var fra både officiel ZANU- og ZAPU-side kun ment som en rnilitær sammenslutning, underlagt ZANU og ZAPU der eksisterede videre ved siden af.[546] Imidlertid var der blandt nogle af de unge ZANU-ledere, der fik en fremtrædende position, mens størstedelen af ZANUs topledelse sad fængslet i Zambia, en intention om at føre opgøret med Sithole til bunds, overvinde de gamle personlige modsætningsforhold, der havde båret ved til den fortsatte splittelse mellem ZANU og ZAPU og benytte ZIPA som springbræt til at oprette en helt ny zimbabweansk enheds-befrielsesbevægelse, dvs. ikke blot som en militær enhed, men som en politisk bevægelse.

Forskellige ting tyder på, at FRELIMO-styret i Mozambique i 1975/76 støttede planerne om at udvikle ZIPA til en politisk bevægelse. For det første sagde FRELIMO-repræsentanter i juni 1975 til John S. Saul, der da var i Mozambique, at ifølge deres opfattelse måtte befrielseskampen i Zimbabwe starte igen på bar bund efter de indre uroligheder i både ZAPU (1970-71) og ZANU (1974-75). De fortalte Saul, at Mozambique "hverken ville afskære den vigtige Beira-jernbaneforbindelse til Rhodesia eller forsøge at forstærke sanktionerne, førend der var zimbabweanere, som var rede til at drage fordel af sådanne handlinger og dermed frembyde en virkelig udfordring til Smith-styret."[547] Den 3. marts 1976 lukkede Mozambique grænsen til Zimbabwe. Den afgørende udvikling, der var sket mellem juni 1975 og marts 1976, og som havde fået FRELIMO til at ændre sit syn på kampens muligheder i Zimbabwe, var efter al sandsynlighed dannelsen af ZIPA i november 1975 og den efterfølgende intensivering af den væbnede kamp fra januar 1976.

For det andet rundsendte Mozambiques officielle informationsbureau i september 1976 kort før Geneve-konferencens start[548] et interview med Dzinashe Machingura, "Deputy Political Commissar of ZIPA". Interviewet blev i indledningen betegnet som "de første offentlige udtalelser fra et medlem af ZIPAs ledelse". I interviewet gør Machingura sig til talsmand for førnævnte forsøg på at udvikle ZIPA til en ny politisk bevægelse.

Først forklarer Machingura, hvad ZIPA er og hvordan den blev dannet: "Zimbabwe People's Army er resultatet af en frivillig sammenslutning af det tidligere ZANUs militære fløj (ZANLA) og det tidligere ZAPUs militære fløj (ZIPRA). Den blev dannet med det formål at redde den zimbabweanske befrielseskamp fra den kaotiske situation, som ANC-ledelsen havde skabt. Den er en væbnet styrke, som blev dannet med det formål at genoptage og intensivere den væbnede kamp, føre den til sin logiske afslutning, og endelig for at etablere en retfærdig, folkets sociopolitiske ordning i det zimbabweanske folks interesse. ... Den traditionelle politiske ledelse har splittet det zimbabweanske folk. ... Vi (kan) ikke være en del af nogen af de rivaliserende ANC-fraktioner, hverken Muzorewa- eller Nkomo-fraktionen. Vi indså, at personcentreret politik for længst er passé."

Derefter spørger Mozambiques informationsbureau, om ZIPA kun er en hær, eller om den har en politisk struktur og ledelse. Machingura svarer: "ZIPA er en hær i ordets traditionelle betydning. Men ZIPA er en særlig revolutionær hær i den forstand, at den har en strategisk opgave i at omforme sig til en politisk bevægelse. ... ZIPA er ikke negationen af de tidligere, traditionelle organisationer i Zimbabwe. ZIPAs mål er at optage, sammenfatte og udtrykke disse tidligere organisationers progressive revolutionære indhold."[549]

Machinguras udtalelser blev omgående imødegået af Alfred "Nikita" Mangena, der var ZAPUs militære leder og én af de 9 ZAPU-ledere i ZIPAs ledelse. Mangena afviste, at Machingura overhovedet kunne udtale sig på ZIPAs vegne.[550] Det viste sig, at ZAPU allerede i april 1976 havde modsat sig bestræbelserne på at udvikle ZIPA til en ny politisk bevægelse. I ZAPUs officielle blad, Zimbabwe Review, skrev Mangena senere: "ZIPA blev ikke dannet som en politisk organisation, men som ZAPUs og ZANUs militære instrument. ... Men siden april (1976) har der været en konflikt i ZIPA, der har resulteret i, at ZIPA opererer adskilt. Det er for os klart, at visse udenlandske kræfters manipulation af visse ZIPA-elementer for at forvandle ZIPA til en ny Zimbabwe-organisation ved at omstyrte den politiske ledelse, som dannede ZIPA, stadig fortsætter. Disse manøvrer var nogle af de grundlæggende årsager til spændinger inden for ZIPA. ZIPA vedbliver med at være en militær gren og intet andet."[551]

Med andre ord blev den reelle enhed i ZIPA allerede brudt i april 1976. ZAPUs brud med ZIPA hang givetvis sammen med, at Nkomo kort forinden havde afbrudt forhandlingerne med Smith og derefter i Zambia forsøgte at genskabe enigheden i ZAPU. Militært betød splittelsen af ZIPA ikke meget, da ZIPA som sagt næsten udelukkende bestod af ZANU-frihedskæmpere. Efter bruddet gik en række af ZAPU-frihedskæmperne ydermere over til ZANLA-styrkerne,[552] så ZAPU har nærmest måttet starte helt fra bunden, da de i 1976 begyndte at genopbygge deres militære styrker.

Efter løsladelsen af de fængslede ZANU-ledere i Zambia i oktober 1976 kom det også inden for ZANUs rækker til et opgør med de ZIPA-ledere, der som Machingura ønskede at fortsætte udbygningen af ZIPA som en ny politisk enhedsorganisation og derfor ikke ville anerkende ZANU som politisk ledelse. Som tidligere omtalt[553] blev resultatet, at Machingura m.fl. blev udrenset i januar 1977, og at ZIPAs status som ren militær sammenslutning blev stadfæstet.

Forinden havde ZIPA dog fået en politisk parallel i den Patriotiske Front. Den Patriotiske Front blev oprindelig dannet den 8. oktober 1976 som en taktisk alliance mellem ZANU og ZAPU med det primære formål, at ZANU og ZAPU udadtil kunne stå samlet på den forestående Geneve-konference. Det var ZANU, der tog initiativ til den Patriotiske Fronts dannelse, og hensigten var at stikke en kæp i hjulet på det internationale borgerskabs planer om at spille på interne afrikanske modsætninger for på den måde at udskille en moderat leder, der var villig til at stille sig i spidsen for et fremtidigt nykolonialt Zimbabwe. Oprindelig havde det internationale borgerskab udset sig Nkomo til at udfylde denne rolle, men han neutraliseredes i så henseende gennem dannelsen af den Patriotiske Front. Mugabe forsøgte også at få Muzorewa med, men han afslog.[554] Med ZAPUs inddragelse havde ZANU dog nået det vigtigste: en samling af de to befrielsesbevægelser med militære grene, således at det internationale borgerskab blev forhindret i at skabe en borgerkrigslignende Angola-situation gennem støtte til såkaldte "rivaliserende befrielsesbevægelser". Samlingen i den Patriotiske Front forhindrer nemlig de reaktionære kræfter i ZAPU i at indgå en separat-aftale med det internationale borgerskab, og det er en af de vigtigste grunde til at støtte enheden i den Patriotiske Front.

 

Den Patriotiske Fronts to ledere, Joshua Nkomo til venstre og Robert Mugabe til højre, sammen med FNs generalsekretær Kurt Waldheim

 

Den anden væsentlige årsag til den Patriotiske Fronts dannelse var ønsket om at tilvejebringe et politisk organ for ZIPA og derved dels understrege ZIPAs status som ren militær gren, dels forsøge at hele splittelsen i ZIPA.

Da enheden i den Patriotiske Front havde vist sig succesrig gennem hele Geneve-konferencens forløb, blev den Patriotiske Front efter en række møder i Maputo den 15.-17. januar 1977 omdannet til en egentlig politisk front. Den Patriotiske Fronts erklærede formål er nu

-       "at likvidere kolonialisme, imperialisme, kapitalisme og racisme for derved at styrte det racistiske mindretalsstyre;

-       at skabe en national demokratisk uafhængig stat for Zimbabwes folk;

-       at etablere en socio-økonomisk orden, der eliminerer alle former for kapitalistisk udbytning af menneske ved menneske for derved at skabe betingelser for en fuldstændig social revolution;

-       at garantere national fred, sikkerhed, lige rettigheder og lykke for alle i et frit Zimbabwe."

Om kampens metoder hedder det: "Under de betingelser, som Zimbabwe befinder sig, er den vigtigste form for kamp den revolutionære væbnede kamp. Alle andre former for kamp (strejker, sabotage, diplomatiske og politiske aktioner osv.) komplementerer og supplerer den revolutionære væbnede kamp."

Den Patriotiske Fronts umiddelbare opgaver blev bestemt som formuleringen af et fælles program for politisk skoling, en bevidst forbedring af arbejdsforholdene mellem ZANU og ZAPU samt nedsættelsen af en koordinationskomite, der skulle undersøge alle aspekter af den Patriotiske Front, herunder en reorganisering af ZIPA og anbefaling af den bedst mulige måde til en endelig sammenslutning af ZANU og ZAPU. Indtil videre er den Patriotiske Front dog kun en politisk front, hvor hver bevægelse bevarer sin egen identitet, uafhængighed og initiativ.[555]

Den Patriotiske Front har i første række koncentreret sig om den militære integration, men bortset fra den fortsatte forhandlingsenhed har ZANU og ZAPU i realiteten endnu ikke fremvist en fælles udadvendt praksis. Imidlertid har den Patriotiske Front kunnet notere sig for en række vigtige diplomatiske sejre. I januar 1977 erklærede frontlinjestaterne åbent deres diplomatiske, politiske og militære støtte til den Patriotiske Front. Den 4. februar 1977 anerkendte OAUs Befrielseskomite officielt den Patriotiske Front som den eneste autentiske repræsentant for det zimbabweanske folk, og den 7. juli 1977 fulgte hele OAU trop ved på sit topmøde at erklære ensidig støtte til den Patriotiske Front. Det har den vigtige betydning, at al den finansielle og materielle støtte, der ydes gennem OAU eller af OAU til befrielseskampen i Zimbabwe, går til den Patriotiske Front.

 

5.3. De britisk-amerikanske forhandlingsbestræbelser

MPLAs, FRELIMOs og PAIGCs sejre over den portugisiske kolonialisme i henholdsvis Angola, Mozambique og Guinea-Bissau og fremkomsten af revolutionære overgangssamfund i disse lande fik USA til at revidere hele sin Afrika-politik. Specielt virkede MPLAs sejr skræmmende. Angola er med hensyn til mange forskellige naturressourcer langt det rigeste af de tre lande og derfor også det land, som international kapital har de største interesser i. Hertil kommer, at MPLAs sejr blev vundet på trods af direkte imperialistisk understøttet intervention udført af sydafrikanske tropper og såkaldt "rivaliserende befrielsesbevægelser". Siden MPLAs sejr har de vestlige kapitalistiske lande haft travlt med at bortforklare denne sejr som et resultat af cubansk og sovjetisk indgriben.

Efter MPLAs sejr erstattede USA den hidtil bevidst lave profil over for Afrika med en aktiv inddæmningspolitik over for alle aktuelle såvel som potentielle anti-kapitalistiske tendenser i Afrika. Det blev suppleret med en understøttelse af de mere moderate, pro-vestlige tendenser under dække af oprigtig interesse for det sorte Afrikas problemer. USAs daværende udenrigsminister, Henry Kissinger, betegnede det som "en ny æra i amerikansk politik", men i realiteten er der kun tale om en ændring af form, ikke af indhold.[556]

 

Henry Kissinger i Afrika

Den "ny æra" begyndte med en rundrejse i Afrika, som Kissinger foretog i april-maj 1976. Rejsen var ment som et første konkret bevis på USA's fornyede interesse for Afrika. I Zambias hovedstad Lusaka meddelte Kissinger den 27. april for første gang, at USA ville arbejde for en britisk plan, der var blevet offentliggjort få dage efter sammenbruddet af Smiths og Nkomos forhandlinger den 19. marts, og som indebar afrikansk flertalsstyre i Zimbabwe inden for 2 år, efter at forhandlinger om en "rimelig ordning" var afsluttet. Talen i Lusaka var ikke særlig konkret, men mere et varsel om hvad der forestod.

Det, der forestod i april 1976, og som stadig foregår, er en britiskamerikansk diplomatisk offensiv over for i første række Zimbabwe og i anden række Namibia. Offensiven er udtryk for det internationale borgerskabs lære af MPLAs, FRELIMOs og PAIGCs sejre: jo længere kampen trækker ud, jo større sandsynlighed for, at den udvikler et revolutionært perspektiv, og det forsøger det internationale borgerskab nu med al magt at forhindre i Zimbabwe og Namibia. Over for Zimbabwe har det betydet, at Sydafrika er blevet skubbet i anden række som det internationale borgerskabs repræsentant, og at den kapitalistiske verdens ledende magt, USA, er begyndt at gribe direkte ind, somme tider endog alene, men for det meste dog i tæt samarbejde med den gamle kolonimagt, Storbritannien. Dette antyder noget om det internationale borgerskabs vurdering af betydningen af de interesser, der står på spil i Zimbabwe og i hele det sydlige Afrika i øvrigt.

 

a) Geneve-konferencen

De første amerikanske skridt blev fulgt op af tre møderunder mellem Kissinger og Sydafrikas John Vorster, først i Vesttyskland den 23. juni 1976, derefter i Schweiz den 4. september og endelig i Sydafrika i midten af september som led i den sidste udgave af det berømte kissingerske "pendul-diplomati", denne gang med det sydlige Afrika som scene. Få dage før sit første møde med Vorster beskrev Kissinger sin strategi således: "Det spørgsmål, som jeg ønsker at undersøge, er, om Sydafrika er indstillet på at udskille sin egen fremtid fra Rhodesias og Namibias. Hvis det indvilliger i at afskære båndene til disse to områder, så vil det bidrage til overbevisningen om, at Sydafrika er et afrikansk land, og at dets evolution(!) kan fortsætte i en længere periode og med andre midler."[557] Sagt med andre ord: Mod at "ofre" det hvide overherredømme i Zimbabwe (og Namibia) ville status quo blive garanteret i Sydafrika. Interessen heri er indlysende: USA såvel som alle de øvrige ledende kapitalistiske lande har meget store interesser i selve Sydafrika, og i at det nuværende apartheid-system bibeholdes, ihvertfald i dets essens, hvilket vil sige en rigelig tilvejebringelse af disciplineret, billig sort arbejdskraft.

Sydafrika gik allerede efter første møderunde i juni 1976 med på denne USA-strategi. Kort tid efter mødet blev et sydafrikansk helikopter-kontingent stationeret i Zimbabwe trukket tilbage til Sydafrika. Og derefter begyndte der "pludselig" at opstå vanskeligheder for den rhodesiske transport gennem Sydafrika, der på baggrund af de lukkede grænser til de afrikanske nabolande, Zambia og Mozambique, var og stadig er livsvigtig for Rhodesias økonomi. Begge dele skete for at lægge pres på RF-styret for at få det til at acceptere Kissingers plan og indgå i forhandlinger. Det sidste og afgørende pres blev lagt på Ian Smith under et daglangt møde med Kissinger og Vorster den 19. september i Pretoria i Sydafrika, hvor der blev lagt ekstra trumf på ved at Sydafrika lukkede grænsen til Zimbabwe for al trafik. Udsat for dette pres accepterede Smith formelt Kissingers plan, og den 24. september 1976 meddelte han officielt i en radio- og TV-tale, at RF-styret var gået med til at overdrage regeringsmagten til det sorte flertal i Zimbabwe inden for 2 år.

Med hermed var intet sikret for det afrikanske befolkningsflertal i Zimbabwe og slet ikke for arbejderne og bønderne. For det første var det absolut ikke det internationale borgerskabs mening at "ofre" Zimbabwe fuldstændigt. Smith nævnte således i sin tale den 24. september: "Kissinger forsikrede mig om, at vi har et fælles mål og en fælles hensigt, nemlig at bevare Rhodesia i den frie verden (hvilket som bekendt er den selvforherligende eufemisme for den kapitalistiske verden) og at holde det fri for kommunistisk indtrængen."[558] For at tækkes og helst neutralisere de sorte afrikanske lande gik det internationale borgerskabs politik ud på at fjerne det hvide styre og erstatte det med moderate, pro-vestlige ledere, dvs. en nykolonial løsning. I første omgang sigtede det internationale borgerskab på Nkomo som sort alliancepartner i den nykoloniale løsning, hvilket bl.a. fremgår af, at Kissinger i sit pendul-diplomati i september 1976 kun konsulterede Nkomo og ikke nogen af de andre afrikanske ledere i Zimbabwe.[559]

Da Nkomo imidlertid blev neutraliseret gennem dannelsen af den Patriotiske Front, skete der en tydelig glidning over mod Muzorewa, som i denne forbindelse i den vestlige presse blev forsøgt udråbt son den "populæreste" leder i Zimbabwe. Det er dog et udsagn, man skal være forsigtig med at tage for gode varer, alene af den grund at det spillede den klare politiske rolle at legitimere en mulig ensidig løsning med Muzorewa, dvs. en løsning der udelukkede den Patriotiske Front.

Fortalere for opfattelsen af Muzorewa som den "populæreste" leder henviste især til to møder i Salisbury i henholdsvis oktober og december 1976, hvor Muzorewa samlede meget store tilhørerskarer. Herimod kan der for det første indvendes, at sådanne store møder er de "almindelige" afrikaneres eneste legale mulighed for at tilkendegive deres utilfredshed med det hvide styre. Kun de afrikanske ledere, der af RF-styret anses for moderate og dermed til dels acceptable, har mulighed for at afholde sådanne møder og i øvrigt for at blive omtalt i pressen i Zimbabwe. For det andet kan der indvendes, at møderne kun blev afholdt i Salisbury - ikke i de øvrige byer og slet ikke i landområderne, hvor politiske møder har været forbudt i mange år, og hvor frihedskæmperne med støtte fra lokalbefolkningen har opereret. En tredje indvending er, at der i efteråret 1976 var en stadig afvandring af ledende folk fra Muzorewas lejr over til Mugabe. Den mest prominente af disse var pastor Canaan Banana, der hidtil havde været Muzorewas næstkommanderende.[560] En sådan faneflugt tyder ikke ligefrem på en tilslutning til det internationale borgerskabs opfattelse af Muzorewa.

Den anden årsag til usikkerheden til trods for Ian Smiths tilsyneladende klare accept af afrikansk flertalsstyre lå i Smiths fortolkning af Kissingers plan. I sin tale gjorde han "terrorismens ophør" til en forudsætning for aftalen; han sagde, at den toårige overgangsperiodes Statsråd, hvor der skulle være hvidt flertal i modsætning til planens sortdominerede Ministerråd var det "overordnede organ", hvilket Kissingerplanen intet sagde om; og han gjorde RF-styrets krav om at kontrollere forsvarsministeriet og ministeriet for lov og orden til en del af den allerede indgåede aftale. På den måde lagde Smith op til det nationale borgerskabs svar på det internationale borgerskabs pres: I stedet for at kapitulere supplerede RF-styret den hidtidige hårdhændede undertrykkelsesstrategi med en forhalingstaktik for at udskyde en ændring af de eksisterende tilstande i Zimbabwe. Frontlinjestaterne, der oprindelig havde accepteret Kissinger-planen som et forhandlingsgrundlag, afviste Smiths fortolkning af den, og det samme gjorde alle de afrikanske grupperinger.[561]

Derefter lagde frontlinjestaterne pres på Storbritannien for at få indkaldt til en forfatningskonference, der kunne udnytte Smiths offentlige tilslutning til flertalsstyre inden for 2 år. Resultatet blev Geneve-konferencen fra den 28. oktober til den 14. december 1976 under britisk formandskab. Storbritannien sørgede for, at der foruden RF-delegationen kom til at deltage hele 4 afrikanske delegationer - et åbenlyst forsøg på den traditionelle del-og-hersk taktik. Udover ZANU og ZAPU, hvor konferencen havde den positive effekt at give stødet til dannelsen af den Patriotiske Front, deltog både Muzorewa og Sithole med hver deres delegation. Muzorewa kaldte nu sin organisation for United African National Council (UANC) for at skelne den fra ZAPUs frontorganisation ANC/Z. Hertil kom så Sithole, der sammen med en lille gruppe omkring ham havde afbrudt makkerskabet med Muzorewa i september 1976 og derefter erklæret, at Sithole stadig var leder af ZANU. Det skete, da det trak op til fornyede forhandlinger, og da ZANU efter en indre reorganisering igen begyndte at gøre sig gældende også på den diplomatiske front. Der var fra Sitholes side tale om et forsøg på at genvinde kontrollen med i hvert fald dele af ZANU, men forsøget faldt uheldigt ud. Under en to-dages "ZANU-kongres" i Lusaka i begyndelsen af oktober lykkedes det Sithole at samle ca. 35 mennesker, mens det egentlige ZANU holdt kongres sammesteds en uge senere ned mange hundrede delegater.[562] Med manifestationen lykkedes det for Sithole at få Storbritannien til at indbyde ham og hans "organisation" til Geneve-konferencen, da det kunne udnyttes i det internationale borgerskabs bestræbelser på at splitte afrikanerne og svække de socialistiske kræfter. Sidenhen har Sithole og hans folk kaldt sig for ANC(s), hvor det lille "s" står for Sithole. Der har altså nu i en længere periode eksisteret hele 3 ANC'ere i Zimbabwe!

Geneve-konferencen brød sammen, da RF-delegationen insisterede på deres egen fortolkning af Kissinger-planen. Årsagen til sammenbruddet var uenighed om sammensætningen af den midlertidige overgangsregering. Den Patriotiske Front modsatte sig kategorisk, at RF skulle fortsætte med at kontrollere forsvarsministeriet og ministeriet for lov og orden i hele overgangsperioden, hvilket ville være ensbetydende med en fortsat RF-kontrol med det samlede undertrykkelsesapparat. At den Patriotiske Front gjorde klogt i at nære mistro til RF-styrets hensigter er senere blevet bekræftet af et hemmeligt RF-dokument fra oktober 1976, som blev rundsendt til ledende rhodesiske politikere og officerer for at berolige dem efter Smiths officielle accept af flertalsstyre. Ifølge dokumentet var det RF-styrets plan at benytte den toårige overgangsperiode og den medfølgende ophævelse af de økonomiske sanktioner til at genskabe den vaklende økonomis grundlag og forny sikkerhedsstyrkernes krigsudstyr v.hj.a. den lovede udenlandske hjælp. Kort før overgangsperiodens udløb ville RF så udnytte et eller andet påskud til at genetablere uindskrænket hvidt styre på det nye, forbedrede økonomiske grundlag.[563] Derfor var det altafgørende for RF at opretholde kontrollen over undertrykkelsesapparatet, og derfor brød Geneve-konferencen sammen, da den Patriotiske Front ikke hoppede på den limpind.

 

b) Nye imperialistiske løsningsforslag

Efter Geneve-konferencen brød endeligt sammen i slutningen af januar 1977, fortsatte det internationale borgerskabs bestræbelser for at finde en hurtig overgang til et nykolonialt styre i Zimbabwe med uformindsket kraft. Listen over internationale konferencer, møder, samtaler og ledende personagers rundture i det sydlige Afrika er lang.

I løbet af 1977 barslede det internationale borgerskab med to officielle planer til "løsning" af "Rhodesia-problemet". Den første blev præsenteret af den nye britiske udenrigsminister David Owen på en rundtur i det sydlige Afrika i april. Det væsentlige nye i denne plan var dels at trække USA helt ind og dele formandskabet ved en kommende forfatningskonference med Storbritannien, dels at behandle en fremtidig forfatning for et uafhængigt Zimbabwe førend spørgsmålet om en overgangsregerings sammensætning, som Geneve-konferencen brød sammen på. Den Patriotiske Front og frontlinjestaterne (med mandat fra det samlede OAU) afviste planen. For det første krævede de øjeblikkelig overdragelse af al magt til den Patriotiske Front, især kontrollen med sikkerhedsstyrkerne. For det andet betød planen en unødvendig internationalisering af konflikten. Storbritannien må som den formelle kolonimagt alene sammen med den Patriotiske Front som repræsentant for afrikanerne ordne magtoverdragelse.[564] I forbindelse med Robert Mugabes korte besøg i København den 21.-22. september 1977 udtrykte ZANUs sekretær for udenrigsanliggender, Mukudzei Mudzi, endvidere frygt for, at USAs direkte medvirken ved en overgangsordning i Zimbabwe eventuelt kunne føre til en situation som i Vietnam, hvor USA overtog Frankrigs rolle som reel kolonimagt.

Denne plan døde derfor nærmest i fødselsøjeblikket, men Owens og andres sonderinger fortsatte, og den 1.september 1977 kom det andet store udspil. Der var denne gang tale om et samlet løsningsforslag (ikke blot en indbydelse til en konference), som var udarbejdet på allerhøjeste plan, bl.a. under en række møder i juli mellem udenrigsministrene fra Storbritannien og USA, David Owen og Cyrus Vance, og derefter godkendt af præsident Carter og det britiske Underhus. Selve planen bestod af 3 dele, en uafhængighedsforfatning, en overgangsforfatning samt Zimbabwe-udviklingsfonden, og havde form af en såkaldt pakkeløsning, dvs. de 3 dele udgjorde og måtte accepteres som en samlet helhed.[565]

I forslagsstillernes egen udgave omtales Zimbabwe-udviklingsfonden (Zimbabwe Development Fund eller ZDF, som den omgående er blevet døbt) på en beskeden tredjeplads, men det er i forslaget til denne fond, at det internationale borgerskabs egentlige hensigter med Zimbabwe kommer tydeligst frem. Ideen med en sådan fond blev luftet allerede i september 1976 i forbindelse med Kissingers løsningsbestræbelser og blev siden videreudviklet. Den forventes at nå op på den nette sum af $1,5 mia. eller ca. 9 mia. d.kr. fordelt over 5 år. Pengene tænkes tilvejebragt fra 18 vestlige lande samt en række af de rige oliestater, og fondens midler skal forvaltes af det internationale borgerskabs mest fremtrædende internationale økonomiske samarbejdsorgan, Verdensbanken, så det internationale borgerskab i hele 5 års-perioden har fuld kontrol med pengenes anvendelse og udtrykkeligt kan stoppe yderligere "hjælp", hvis den nye "uafhængige" zimbabweanske regering begynder at føre en politik, der er uacceptabel for international kapital. Fondens enorme størrelse fremgår af, at de $1,5 mia. kan sammenlignes med de vestlige OECD-landes samlede økonomiske bistand til alle u-lande i 1976 på $13,7 mia. eller $19,4 mia., hvis man medtager OPEC-landenes og de østeuropæiske bidrag.[566]

Hermed er der også sagt noget om den betydning, som det internationale borgerskab aktuelt tillægger Zimbabwe. Zimbabwe-udviklingsfonden har officielt 4 formål. For det første skal den være et "sikkerhedsnet" for de hvide, der vælger at forlade Zimbabwe, ved at sikre dem fuld økonomisk kompensation for ejendom, pensionsrettigheder osv. For det andet skal fonden benyttes til at opmuntre de hvide, der er af betydning for den nuværende økonomiske strukturs fortsatte funktionsduelighed, til at forblive i Zimbabwe (men altså med førstnævnte "sikkerhedsnet" i ryggen). For det tredje skal fonden bruges til at styrke det nuværende afrikanske småborgerskab og dets borgerskabsaspirationer, så der kan etableres en stabil klasse som grundlag for et nykolonialt afrikansk styre. Gennem billige lån og direkte tilskud fra fonden skal en række afrikanere på individuel basis gives mulighed for at opkøbe jord, forretninger og anden privat ejendom, og via uddannelsesprogrammer skal andre afrikanere oplæres til at overtage jobs i stats- og lokaladministration samt private kontorstillinger.[567] Endelig skal fonden for det fjerde på forskellige måder tage initiativer og opmuntre til øgede udenlandske investeringer i Zimbabwe. Det skal bl.a. ske ved hjælp af en rekonstruktion af infrastrukturen, ikke mindst transportsystemet, der i dag er temmelig nedslidt, da det p.gr.a. sanktionerne og mangel på udenlandsk valuta ikke har været muligt at foretage nødvendige fornyelser. Der er således ikke tale om almisser til det zimbabweanske folk som sådan. Tværtimod vil kun et fåtal afrikanere nyde godt af fondens midler. Størstedelen af den $1,5 mia. vil blive givet med den ene hånd og taget med den anden. Den britisk-amerikanske plan forudsætter fx, at ”Zimbabwes regering skal arve Sydrhodesias regerings aktiver og gæld", og at fonden bl.a. skal benyttes til at "yde betalingsbalancestøtte i løbet af den økonomiske overgangsperiode, især for at muliggøre en gradvis tilbagevenden til normale udlandsrelationer efter sanktionernes ophævelse." Oversat til mere klart sprog betyder det, at fonden skal skaffe fremmed valuta, således at det hvide styres gæld kan blive tilbagebetalt (bl.a. et gammelt lån fra Verdensbanken til Kariba-dæmningen), og at de udenlandske selskabers indefrosne profitter kan føres ud af Zimbabwe.

Ifølge det internationaleborgerskabs planer skal Zimbabwe med sin udviklede industri og infrastruktur sammen med Sydafrika udbygges til et stabilt center, der garanterer fortsat kapitalistisk udnyttelse af de enorme mineralressourcer fra Zaire over Zambia og Zimbabwe til Sydafrika og Namibia samt fortsatte investeringsmuligheder for international kapital. Samtidig vil det - hvis det lykkes - udgøre en effektiv inddæmning af de revolutionære overgangssamfund i Angola og Mozambique samt lindre presset imod Vestens absolutte bastion i området, Sydafrika. Fondens midler vil således udtrykkeligt ikke være tilgængelig for et afrikansk styre, der er kommet til magten som følge af en sejr i den væbnede kamp.

Disse planer er blevet til i tæt samarbejde mellem stat og privat kapital i forslagsstillernes hjemlande. Allerede i oktober 1976 afholdt det amerikanske udenrigsministerium et møde med 20 amerikanske multinationale selskaber, bl.a. Chase Manhatten Bank, Citibank, Union Carbide, Foote Mineral, Allegheny Ludlum og Mobil Oil. Formålet ned mødet var at koordinere private investeringer og "hjælpen" fra Zimbabwe-udviklingsfonden. Der blev på mødet nedsat en styringsgruppe bestående af repræsentanter fra de involverede selskaber, og formanden for gruppen, E.F. Andrews fra Allegheny, beskrev opgaven således: "Problemet er hvad den private sektor kan gøre for at holde Rhodesia og andre afrikanske lande i den vestlige sfære."[568]

De to andre elementer af den britisk-amerikanske plan levner heller ikke rum for andet end en nykolonial løsning. Ifølge planen skal Zimbabwe i en overgangsperiode på 6 måneder styres enevældigt af en britisk højkommissær, feltmarskal Lord Carver, der har gjort sig fortjent til denne post som leder af den blodige nedkæmpelse af det såkaldte "Mau-Mau-oprør" i Kenya i 1950'erne. Ved overgangsperiodens start skal der være våbenhvile i befrielseskampen, og de økonomiske sanktioner vil derefter straks blive ophævet. I løbet af overgangsperioden skal Lord Carver sørge for ro og orden i Zimbabwe, og hertil skal han betjene sig af det rhodesiske politi og de øvrige dele af det hvide styres statsapparat, dog minus hæren, der forventes opløst. Hvis ikke dette er tilstrækkeligt, skal Lord Carver bistås af en "fredsbevarende" FN-styrke. Det juridiske grundlag for overgangsperiodens "ro og orden" skal udtrykkeligt være den eksisterende undtagelseslovgivning, hvilket betyder, at hverken 'Law and Order (Maintenance) Act', 'Emergency Powers Act' eller 'Indemnity and Compensation Act'[569] skal ophæves. Ej heller skal 'Land Tenure Act' eller 'Industrial Conciliation Act' røres. På dette grundlag skal den "neutrale forretningsadministration", som planen kalder det, med Lord Carver i spidsen i 6 måneders perioden organisere "frie" valg til et nyt parlament!

Ifølge den britisk-amerikanske plans forslag til en uafhængighedsforfatning, dvs. en forfatning for Zimbabwe efter overgangsperiodens afslutning, skal Zimbabwe styres efter bedste borgerligt-demokratiske principper med et suverænt parlament, der bevidst vil udelukke decentralisering og lokal selvforvaltning. Hvert fjerde år vil alle Zimbabweanere over 21 år få lov til at øve "indflydelse" ved valg til parlamentet, men nogle zimbabweanere vil fortsat være mere lige end andre: En række "specielt valgte medlemmer" skal i mindst 8 år sørge for "passende repræsentation af mindretalsgrupper", således at de hvide, der i dag udgør ca. 1/25 af befolkningen sikres mindst 1/6 af parlamentspladserne (prøv at sammenligne det ned den "interne løsning" i næste afsnit 5.4.!). Endvidere skal forfatningen indeholde en såkaldt "Bill of Rights", der forbyder enhver diskrimination og garanterer de borgerlige frihedsrettigheder, herunder udtrykkeligt den private ejendomsret: "The Bill of Rights vil tillade Zimbabwes regering at tage skridt til jordreformer, så længe de garanterer retten til privat ejendom," som der står i den britisk-amerikanske plan. Kom ikke og sig, at Storbritannien og USA ikke mener, at Zimbabwe skal være uafhængigt og selvbestemmende!

Den Patriotiske Front og frontlinjestaterne accepterede den britisk-amerikanske plan som et "grundlag for yderligere forhandlinger", men heller ikke mere. I første omgang afviste de kategorisk tre elementer af planen. For det første de diktatoriske magtbeføjelser til Lord Carver i overgangsperioden: "Vi kraver, at det rhodesiske styre overgiver sig til det zimbabweanske folk," og ikke til den formelle kolonimagt, Storbritannien. For det andet afviste de ideen med "neutrale, fredsbevarende" FN-styrker: "Vi har stadig den katastrofe og forvirring, som indsættelsen af såkaldte FN-styrker i Congo, Cypern og Korea forårsagede, i frisk erindring," udtalte den Patriotiske Front. For det tredje forlangte de en omgående opløsning af alle rhodesiske sikkerhedsstyrker (og ikke kun hæren, som planen foreskrev). Nkomo udtalte: "Politiet er paramilitært, og i de kombinerede rhodesiske operationer er zimbabweanernes brutale mordere. De udfører disse forbrydelser i samarbejde med styrets hær, dets civile administratorer og dets dommere." Mugabe sagde: "For os er politiet ikke bedre end hæren. ... Kan vi forvente, at folk, der så sent som i går arbejdede på at forhindre nationalistledere i at holde møder, folk, som myrdede nogle af vores folk i fængsler og i celler, nu kan gå over på vores side?"[570] Med dele af de eksisterende rhodesiske sikkerhedsstyrker intakte vil enhver tale om frie, demokratiske forhold, herunder valghandlinger, med andre ord være illusoriske.

RF-styret kaldte den britisk-amerikanske plan for "vanvittig og katastrofal". Ian Smith hæftede sig især ved to af planens elementer: For det første, at den opererede med RF-styrets overgivelse (til det britisk ledede overgangsstyre), og for det andet, at en fremtidig hær primært skulle baseres på befrielseshærene.[571] RF afviste med andre ord stadig - som ved Geneve-konferencen - at afgive kontrollen over sikkerhedsstyrkerne. I stedet for kørte RF-styret videre med deres planer om en "intern løsning", og det har indtil videre stillet sig hindrende i vejen for det internationale borgerskabs forhandlingsbestræbelser.

 

5.4. Den "interne løsning"

Da Geneve-konferencen brød sammen, erklærede Ian Smith den 25. januar 1977, at RF-styret nu på egen hånd ville søge en "løsning" med moderate afrikanere i selve Zimbabwe, dvs. udenom den Patriotiske Front. Grundlaget for en sådan "intern løsning" skulle være RFs egen, oprindelige tolkning af Kissinger-planen,[572] og 1977 benyttede RF-styret til at forberede deres løsning af "Rhodesia-problemet".

Med den interne løsning forsøger RF at trække det afrikanske småborgerskab eller ihvertfald dele af det ind som støtteklasse for det nationale borgerskab og sluse enkelte af de nuværende afrikanske småborgere ind i borgerskabet. Derfor har RF-styret gennemført en række reformer for at tækkes det afrikanske småborgerskab. Dele af den såkaldte "petty-apartheid", som fx racedelte offentlige toiletter, er blevet fjernet, og som direkte optakt til den interne løsning gennemførtes der en reform i jordlovgivningen, der helt tydeligt markerer en åbning over for det afrikanske småborgerskab, især de økonomisk bedst stillede dele af det.

Revisionen af 'Land Tenure Act' blev vedtaget den 4. marts 1977 af det rhodesiske parlament og trådte i kraft den 1. april. Herefter er det formelt  set muligt for afrikanere at købe europæiske farme (men ikke uudnyttede dele af de europæiske landområder!), forretninger og fabrikker i de europæiske områder. Desuden er de afrikanske købsområder blevet åbnet for salg til alle racer, mens stammeområderne ikke er berørt af lovrevisionen og derfor stadig er forbeholdt de sorte. Denne juridiske lempelse af racediskriminationen ophæver dog ingenlunde forskelsbehandlingen, men erstatter den med en diskrimination baseret på økonomisk ulighed. P.gr.a. mange års udbytning og racistisk undertrykkelse er de hvide generelt langt rigere end de sorte, og det ændrer den isolerede jordlovsændring intet ved. Ej heller er adgangen til at opnå statslige kreditter til at finansiere ejendomskøb o.l. blevet ændret: De godt 6.600 europæiske farmere kan fortsat hvert år regne med at kunne låne mere end R$100 mill., mens der til de mere end 680.000 afrikanske bønder og selvejerbønder kun er ca. R$1 mill. til rådighed. Det vil derfor kun vare et lille fåtal af velhavende afrikanere, der får glæde af reformen. Det blev tydeligt illustreret, da den første afrikaner i maj 1977 købte en hvid farm: Han betalte den fulde pris på R$100.000 kontant (køberen var en rig forretningsmand). Reformen indebærer desuden en åbning af private skoler, hospitaler og klinikker for alle racer, men ikke for de tilsvarende statslige institutioner, så igen vil det kun være de pengestærke afrikanere, der kan udnytte reformen.[573]

Ved et parlamentsvalg den 31. august 1977 søgte og fik Ian Smith et mandat fra de hvide vælgere til at fortsætte sine bestræbelser for at indgå en aftale med "moderate sorte nationalister", som han selv udtrykte det. RF opnåede ved valget endnu engang at få alle 50 pladser i parlamentet, og det til trods for at partiet var blevet sprængt ved at en række højreudbrydere havde dannet Rhodesia Action Party i protest mod revisionen af 'Land Tenure Act' og planerne om en intern løsning.[574]

Den 9. december 1977 begyndte forhandlingerne om en intern løsning. 3 moderate afrikanske ledere havde fundet nåde for RFs øjne og havde selv accepteret at deltage i forhandlingerne efter et officielt tilsagn fra Ian Smiths side om, at RF accepterede flertalsstyre. De tre, der nu objektivt stillede sig i spidsen for det afrikanske småborgerskab og dets borgerskabsaspirationer, var Abel Muzorewa fra UANC, Ndabaningi Sithole fra ANC(s) og Jeremiah Chirau fra ZUPO. Baggrunden for Muzorewas og Sitholes indgåelse i de interne forhandlinger var, at de begge var blevet kørt ud på et sidespor efter OAUs ensidige opbakning bag den Patriotiske Front, og efter det internationale borgerskab havde måttet erkende, at en aftale uden om den Patriotiske Front under de eksisterende betingelser intet var værd. ZUPO (Zimbabwe United People's Organization) er en ren papirorganisation, der blev oprettet den 29. december 1976 af nogle regeringstro høvdinge for at give RF-styret ihvertfald én moderat og føjelig afrikansk forhandlingsmodpart til officielt brug.[575]

Den 3. marts 1978 underskrev de interne forhandlere en aftale om "hovedpunkterne" i en overgangsforfatning eller rettere: De afrikanske forhandlingsdeltagere kapitulerede efter et par måneders tovtrækkeri over for RFs krav om vidtgående garantier for det hvide mindretal i de næste 10 år. Ud af et parlaments 100 pladser skal de 28 ifølge aftalen forlods sikres de hvide. Af disse 28 skal de 20 alene vælges af de hvide, mens de sidste 8 skal vælges af både sorte og hvide vælgere, men vel at bemærke blandt 16 kandidater udpeget af de nuværende hvide parlamentsmedlemmer, der som bekendt alle er fra RF. Dermed har RF sikret sig, at der ikke - af sorte vælgere - kan vælges nogle progressive hvide, som vil kunne alliere sig med radikale afrikanere omkring vidtgående reformforslag. Det har betydning, fordi enhver ændring af forfatningen i de næste 10 år kræver 78 stemmer, dvs. mindst 6 hvide.

Hertil kommer, at alle hvide ansat i det offentliges tjeneste – hvilket incl. sikkerhedsstyrkerne omfatter mellem 35.000 og 40.000 - i den tiårige overgangsperiode sikres mod at blive fyret og endvidere sikres pensioner, når eller hvis de forlader deres stillinger. En afrikansk regering vil med andre ord være tvunget til at basere sin magt på det hvide styres statsapparat i de næste 10 år. Den vil desuden være forhindret i at gribe ind i en lang række af de hvides nuværende økonomiske privilegier, idet de hvide er blevet sikret imod nationalisering af deres ejendom.[576]

Med denne "interne løsning" kunne det derfor se ud som om det nuværende hvide nationale borgerskab havde sikret sin egen fortsatte eksistens i ihvertfald de næste 10 år. Hvis det altså ikke lige var fordi den Patriotiske Front ikke har anerkendt "aftalen",[577] og befrielseskampen derfor er fortsat eller snarere: Den er blevet yderligere intensiveret siden aftalens indgåelse, og det til trods for, at Muzorewa og Sithole ellers havde forsikret Smith om, at de via deres kontakter til de "menige" frihedskæmpere og laverestående guerillaledere nok skulle få kamphandlingerne stoppet. Muzorewa og Sithole har ellers gjort deres for at få kampen stoppet. De har. fået gennemført en generel amnesti for alle frihedskæmpere, der frivilligt nedlægger våbnene - men ingen frihedskæmpere vides af at have meldt sig under den interne løsnings faner. De har sendt delegationer ud for at forhandle med de påståede guerillakontakter - en de to hidtidige delegationers medlemmer er begge gange vendt tilbage i kister. Forbudene mod ZANU og ZAPU er formelt blevet ophævet - men kun et mindre antal af de godt 2.000 politiske fanger[578] er blevet løsladt.[579]

Den væbnede befrielseskamps fortsættelse og dermed den Patriotiske Fronts styrke har hidtil forhindret det internationale borgerskab i at anerkende den interne løsning, der derfor hverken har bidraget til at stoppe kampen og alle de byrder, den medfører (jvf. afsnit 4.4.), eller ført til sanktionernes ophævelse. Det illustrerer, at den interne løsning ikke betyder noget i sig selv - til trods for at Zimbabwe nu formelt set ledes af et styrende råd bestående af Smith, Muzorewa, Sithole og Chirau, at hver hvid minister er blevet udstyret med en sort ministerpartner, og at den 31. december 1978 er vedtaget som tidspunkt for overgang til afrikansk styre.

Det internationale borgerskab har ingen indholdsmæssige indvendinger imod den interne løsning, som David Owen fx har betegnet som "et afgørende fremskridt imod flertalsstyre". Der findes stærke fortalere for en anerkendelse af den interne løsning i både Storbritannien (fx det konservative oppositionsparti) og USA (adskillige ledende republikanere og topfolk i erhvervslivet, fx tidligere nævnte E.F. Andrews fra Allegheny Ludlum), men de siddende regeringer har erkendt, at en holdbar løsning forudsætter, at den væbnede kamp stoppes. En direkte militær indgriben for at kvæle kampen vil indtil videre betyde for store økonomiske og politiske omkostninger for det internationale borgerskab, som derfor fortsat satser på en forhandlingsløsning, der inddrager den Patriotiske Front. Og helst en hurtig løsning, der inddæmmer de socialistiske kræfter og forhindrer dem i at vokse sig stærkere, fx gennem etablering af befriede områder. Allerhelst ser det internationale borgerskab dog, at den Patriotiske Front splittes, og at Nkomo i spidsen for de reaktionære og moderate dele af ZAPU inddrages i de interne løsningsbestræbelser.[580] Hvis det skete, ville det internationale borgerskab utvivlsomt benytte det til at legitimere dels en ophævelse af sanktionerne og dels en støtte til en militær nedkæmpelse af ZANU. Til det sidste kunne det internationale borgerskab dels benytte sig af "model Angola", dvs støtte til "rivaliserende befrielsesbevægelser"; eller "model Zaire" med indsættelse af tredjelandsstyrker (i Zaire var der ved det første Shaba-oprør tale om tropper fra Marokko); eller "model Mellemøsten, Korea m.m.", hvor "fredsbevarende" FN-styrker indsættes for at garantere en fortsættelse af den eksisterende (u)orden, mens "model Vietnam" med direkte intervention af britiske og/eller amerikanske tropper næppe er sandsynlig.

Det internationale borgerskab har allerede på flere måder forsøgt at splitte den Patriotiske Front for at isolere ZANU og de socialistiske kræfter og inddrage småborgerlige dele af ZAPU i den interne løsning (fx et Lonrho-foranstaltet hemmeligt møde mellem Zambias Kaunda og Ian Smith den 25. september 1977).[581] I realiteten er det også det, som Ian Smith og det nationale borgerskab sigter på at opnå med den interne løsning, da det vil stille det nationale borgerskab stærkere end et hvilket som helst udfald af de nuværende britisk-amerikanske løsningsbestræbelser - for slet ikke at tale om et nederlag forårsaget direkte af guerillakrigen. Samtidig er den interne løsning dog også udtryk for en mere eller mindre desperat forhalingstaktik fra RFs side, der meget vel kan tænkes at give bagslag for det nationale borgerskab: Jo længere det nationale borgerskab modsætter sig det internationale borgerskabs planer, jo mere tid får de socialistiske kræfter i ZANU til at konsolidere sig med etablering og udvidelse af befriede områder, dvs. en øget inddragelse af den afrikanske befolkning i kampen mod RF-styret.

 

Noter