Kapitel I: Det nationale borgerskabs magt

Allerede i 1923 opnåede det nationale borgerskab indre selvstyre i Zimbabwe. Dermed fik det kontrol med de magt- og undertrykkelsesmidler, som besiddelsen af statsmagten giver, og benyttede disse til at befæste deres egne interesser.

Formelt forblev Zimbabwe en britisk koloni, men Storbritannien blandede sig aldrig i de hvides indre magtudøvelse. Zimbabwe kom derved til at adskille sig fra de fleste andre britiske kolonier, hvor det var international kapitals interesser, der var bestemmende for koloniernes udvikling.

Det langvarige indre selvstyre er resulteret i opbygningen af en institutionel struktur, der har cementeret det nationale borgerskabs magt – både over for det internationale borgerskab, men især over for den afrikanske arbejderklasse og de afrikanske bønder – og strukturen har i vid udstrækning været bestemmende for styrkeforholdet mellem klasserne i Zimbabwe. Som sådan er det langvarige indre selvstyre altså en væsentlig forklaringsfaktor for udviklingen i Zimbabwe. Dette han illustreres ved at betragte det omfang, som love og foranstaltninger, der blev gennemført tilbage i perioden 1923-39, har haft af betydning siden og stadig er gældende i dag, specielt efter det nationale borgerskabs stramning af undertrykkelsen siden 1962.

 

1. Baggrunden for det indre europæiske selvstyre

Zimbabwes kolonisering blev indledt i 1890, da en flok engelske lejesoldater, der var indsamlet og betalt af Sydafrikas største kapitalist, Cecil Rhodes, drog ind i landet og oprettede en række støttepunkter (forter). Det sidste støttepunkt i det første koloniseringstogt kaldte de Salisbury efter den daværende engelske premierminister. Salisbury er i dag hovedstad i Zimbabwe, men vil sandsynligvis blive omdøbt til Harari, når afrikanerne overtager magten.

Initiativtageren til koloniseringen, Cecil Rhodes, havde tjent sig til en kæmpeformue ved udplyndring af Sydafrikas rigdomme. Først var det diamanter og senere også guld. I en periode (1890-1896) var han tillige Kapstadens premierminister og nåede da ved sin provokerende politik over for boer-fristaterne, Oranje og Transvaal, at lægge grunden til Boer-krigen 1899-1902. Hans finansimperium indgår i dag som en del af den sydafrikanske Oppenheimer-koncern (Anglo-American Corporation/De Beers).

Det var altså oprindelig mineborgerskabet, der stod bag ved og gennemførte koloniseringen og det i en sådan grad, at Cecil Rhodes' selskab British South Africa Company (BSAC)[7] fra 1890 til 1923 direkte udgjorde den koloniale statsmagt i Zimbabwe. Grundlaget var en koncession kaldet "Royal Charter" fra den britiske stat til BSAC, og fænomenet kaldes kommerciel kolonisering. For Storbritannien havde det den fordel at udvide det britiske kolonirige uden udgifter for den britiske stat.

Det var BSAC - og dermed mineborgerskabet - der via en indvandringskampagne efter 1904 (se tabel 1) stod bag dannelsen af agrarborgerskabet. Mineborgerskabets interesse heri skyldes, at det i perioden 1890-1903 på baggrund af forventningerne om rige guldfund i Zimbabwe havde foretaget en række udgiftskravende investeringer i almene produktionsbetingelser (infrastrukturelle anlæg, specielt et vældigt jernbanebyggeri), der skulle muliggøre guldudvindingen. I 1903 brød forventningerne sammen, og for ikke at den kapital, der var blevet anbragt i de almene produktionsbetingelser, skulle gå helt tabt, begyndte BSAC så at fremme dannelsen af et europæisk, kapitalistisk landbrug.[8]

Omkring den 1. verdenskrig begyndte der at opstå et modsætningsforhold mellem mine- og agrarborgerskabet omkring ejendomsretten til den usolgte jord i Zimbabwe. Sagen blev indbragt for det britiske statsråd ("Privy Council"), der i 1918 fratog BSAC retten til som selskab at indkassere indtægterne fra jordsalg. Disse indtægter kunne derefter ikke tilfalde BSAC som profitter, men måtte udelukkende benyttes til at finansiere deciderede statsopgaver. Med denne afgørelse mistede BSAC interessen i at fortsætte som statsmagts-indehaver i Zimbabwe.

 

Tabel 1: Befolkningsudviklingen i Zimbabwe 1893-1976

År	Afrikanere	Europæere	Asiater	Farvede	Total
1893	3.000
1898	13.365
1901	700.000	11.070	1.500		713.000
1905	770.000	13.000	2.100		785.000
1910	860.000	21.000	2.800		884.000
1915	970.000	27.000	1.000	2.000	1.000.000
1920	1.090.000	33.000	1.200	2.000	1.126.000
1925	1.220.000	38.000	1.400	2.100	1.261.000
1930	1.380.000	48.000	1.700	2.400	1.432.000
1935	1.610.000	54.000	2.100	3.000	1.669.000
1940	1.870.000	65.000	2.500	3.800	1.941.000
1945	2.200.000	81.000	2.900	4.500	2.288.000
1950	2.600.000	125.000	4.000	5.700	2.735.000
1955	3.090.000	165.000	4.900	7.600	3.268.000
1960	3.610.000	218.000	6.700	9.900	3.845.000
1965	4.260.000	210.000	8.000	12.600	4.490.000
1970	5.050.000	239.000	9.200	16.100	5.314.000
1975	6.000.000	277.000	10.000	20.400	6.307.000
1976	6.340.000	273.000	10.100	21.400	6.644.000

Kilde:  D.G. Clarke, Labour Conditions and Discrimination in Southern Rhodesia (Zimbabwe), International Labour Office, Geneva 1978, side 7.

 

Oprindelig havde BSAC af den britiske stat fået koncession til Zimbabwes kolonisering for 25 år (1889-1914), og i 1914 var den blevet forlænget i 10 år p.gr.a. den 1. verdenskrig. Da BSAC ikke længere var interesseret i at sidde inde med statsmagten, opstod der en politisk konflikt om, hvad der skulle efterfølge BSAC. Efter den internationale minekapital med general Smuts i spidsen var kommet til magten i Sydafrika i 1919, arbejdede mineborgerskabet (herunder BSAC) aktivt for, at Zimbabwe skulle blive en provins i den Sydafrikanske Union.

Agrarborgerskabet gik derimod ind for, at Zimbabwe blev en britisk koloni med indre, europæisk selvstyre. De europæiske farmere var fremfor alt imod union med Sydafrika, fordi de frygtede ødelæggende konkurrence om den billige afrikanske arbejdskraft, som de sydafrikanske miner på grund af deres større profitabilitet var i stand til at betale højere lønninger.

Agrarborgerskabet mobiliserede de europæiske arbejdere til støtte for indre selvstyre. Kampagnen for indre selvstyre blev her hjulpet af den sydafrikanske stat, da den i 1922 smadrede en hvid arbejderopstand i minerne i Transvaal ved hjælp af militæret, hvilket af de europæiske arbejdere af gode grunde ikke blev opfattet som en tiltrækkende måde at løse arbejdskonflikter på. Hertil kom, at de hvide arbejdere var bedre lønnet i Zimbabwe end i Sydafrika. Agrarborgerskabet blev desuden støttet af store dele af det statslige bureaukrati og opnåede på dette grundlag ved en folkeafstemning blandt de hvide(!) flertal for indre, europæisk selvstyre i Zimbabwe. Afstemningen gav 8.774 stemmer (59,4%) for indre selvstyre og 5.989 (40,6%) for union. Zimbabwe har således aldrig nogen sinde været direkte underlagt den britiske stat og dens koloniministerium.[9]

 

Cecil Rhodes omgivet af sine underdirektører i De Beers, der var hovedaktionær i

British South Africa Company (BSAC)

 

2. Raceadskillelsespolitikken og dens hjørnestene

2.1. "To-pyramide politikken"

Med etableringen af det indre selvstyre pr. l. oktober 1923 overtog agrarborgerskabet kontrollen med statsapparatet. Da den zimbabweanske økonomi var totalt afhængig af minesektoren, var agrarborgerskabet i perioden frem til den 2.verdenskrig kun i stand til via staten at få varetaget interesser, der ikke var i modstrid med mineborgerskabets.

Det var således overvejende det samlede borgerskabs fælles interesser, der dannede grundlag for den statslige politik. Disse fællesinteresser lå i sikringen af en uhindret adgang til at udnytte Zimbabwes naturressourcer og i sammenhæng hermed en fortsat tilgang af billig, afrikansk arbejdskraft. Den jordopdeling, der konsoliderede agrarborgerskabets magt og sikrede dets fortsatte ekspansion var osse i mineborgerskabets interesse, i og med den frigjorde minesektoren fra afhængigheden af fødevareforsyninger fra det afrikanske landbrug og dermed tillod en øget proletarisering af de afrikanske bønder.[10]

Besiddelsen af statsapparatet blev altså primært benyttet til at styrke de hvides magtbasis over for de sorte. Da Reform Party under ledelse af Godfrey Huggins kom til magten i 1933, blev denne politik ophøjet til officiel ideologi under navnet "To-pyramide politikken" (Two Pyramid Policy).

Denne apartheidlignende politik er blevet beskrevet således: "Den ene pyramide var hvid - med en sort basis bestående af ufaglærte afrikanske arbejdere - og stod i det europæiske område. Den anden pyramide var sort - bortset fra en hvid top bestående af europæere, der administrerede de afrikanske anliggender - og stod i det afrikanske område.[11]

Raceadskillelsen var således ikke total! Men ideologien om raceadskillelsen blev benyttet til for det første at legitimere agrarborgerskabets materielle grundlag (jorden og udbytningen af den billige arbejdskraft) og for det andet til at sikre de europæiske arbejderes støtte til borgerskabets magt og dermed splitte den zimbabweanske arbejderklasse.

Som sådan har "'To-pyramide politikken" fået langtrækkende konsekvenser. Ganske vist forfægtede den ledende borgerskabsfraktion (industriborgerskabet) i 1950'erne en ideologi, der understregede fællesskabet mellem de sorte og hvide i Zimbabwe, men det blev aldrig til andet end netop ideologi. Den undertrykte og diskriminerende virkelighed for de afrikanske masser ændredes ikke. Ved det politiske magtskifte i 1962 blev agrarborgerskabet dominerende igen og vendte tilbage til den klare raceadskillelsespolitik, der er en forudsætning for dets magt og position i Zimbabwe.

Racismen er med andre ord blevet skabt som et bevidst led i borgerskabets - og her specielt agrarborgerskabets - strategi for at opretholde magten i Zimbabwe - og med 1930'ernes "'To-pyramide politik" var der sådan set kun tale om, at den racepolitik, der havde været gennemført lige siden koloniseringens begyndelse i 1890'erne, blev (forsøgt) legitimeret og systematiseret i en sammenfattende ideologi om forholdet mellem afrikanere og europæere. Effekten af den tidligt gennemførte racistiske politik er, at det i dag ikke er muligt blot at afvise racemodsætningen som fremtrædelsesform for klassemodsætningerne. Ganske vist er racemodsætningerne skabt ud af en bestemt klasseinteresse og som sådan sekundær i forhold til klassemodsætningerne. Men i den almindelige afrikanske arbejders og bondes bevidsthed er undertrykkeren og modstanderen europæerne og ikke borgerskabet. (Dette gælder osse med omvendt fortegn for de europæiske arbejdere, hvor netop racismens dominerende position gør dem utænkelige som alliancepartnere for de afrikanske masser). Dette stiller meget store krav om bevidstgørelse af masserne til det parti, der som fx ZANU siger, at modstanderen er "systemet" og ikke de hvide.[12] Afrika er desværre alt for rigt på eksempler på nationalistbevægelser, der efter at have overtaget den politiske magt efter "de europæiske undertrykkere" gennemfører en storstilet "afrikanisering" af bureaukratiet og den offentlige administration for derefter at proklamere "afrikansk socialisme" og et nyt "klasseløst" samfund. Kunstgrebet har herefter for en stund passiviseret de afrikanske masser, indtil de begyndte at opdage, at deres egne forhold ikke er forbedret ret meget, om overhovedet noget: Borgerskabet er genopstået som Fugl Fønix, blot med en anden hudfarve. Racemodsætningen eksisterer altså, og kun ved en intensiv bevidstgørelse af masserne, der tager sigte på at lære masserne at skelne (europæere som) borgerskabet fra europæerne (som race) som den egentlige modstander i kampen mod udbytningen, kan en nykolonial løsning undgås.

Raceadskillelsespolitikken i Zimbabwe minder i magt og meget om apartheidpolitikken i Sydafrika, selvom den ikke har kunnet gennemføres helt så konsekvent i Zimbabwe som i Sydafrika på grund af den langt lavere hvide befolkningsandel i Zimbabwe[13] (omkring 5% af den samlede befolkning mod 20% i Sydafrika - jvf. tabel 1, side 20) Den har to hjørnestene, der stammer fra 1930'erne:[14] den ene er at sikre agrarborgerskabet de bedst mulige akkumulationsbetingelser (afsnit 2.2) og den anden er at sikre det europæiske arbejderaristokratis støtte til borgerskabets magt i Zimbabwe (afsnit 2.3).

 

2.2. Agrarborgerskabets gode akkumulationsbetingelser

Sikringen af agrarborgerskabets gode akkumulationsbetingelser består først og fremmest i a) dets rådighed over rigelig frugtbar jord, b) eliminering af konkurrencen fra det afrikanske landbrug og c) eksistensen af en billig og disciplineret afrikansk arbejdskraft. Disse betingelser er blevet tilvejebragt gennem en grundig smadring af den førkoloniale afrikanske landbrugsproduktion.

Frem til mellem 1912 og 1920 oplevede de fleste afrikanske bønder i Zimbabwe en velstandsstigning som resultat af den europæiske kolonisering. Afrikanerne påbegyndte hurtigt efter europæernes ankomst en dyrkning af salgsafgrøder til de europæiske indvandrere ved hjælp af en udvidelse af det dyrkede areal.[15] Udviklingen henimod et afrikansk agrarborgerskab blev imidlertid holdt i tømme af det europæiske borgerskab gennem beslaglæggelsen af størstedelen af de afrikanske bønders merarbejde. Senere blev den afrikanske landbrugsproduktion nærmest elimineret og afrikanerne halvproletariseret i og med landbefolkningen blev afhængig af lønarbejde for at overleve.[16]

Smadringen af den afrikanske landbrugsproduktion bidrog således også til agrarborgerskabets etableringen ved at sikre det en kapitalophobning. For det første blev de afrikanske bønder fra 1904 pålagt tunge skattebyrder til staten, hvis indtægter derefter for mere end 40%'s vedkommende stammede direkte fra afrikanerne.[17] For det andet påbegyndtes opdelingen af Zimbabwe i europæiske og afrikanske områder omkring 1908 i forbindelse med agrarborgerskabets etablering. Sammenpresningen af afrikanerne på utilstrækkelige landområder blev dels gennemtvungen ved hjælp af direkte magt og dels ved at staten pålagde alle afrikanere, der boede uden for de afrikanske områder, en ekstraskat.[18]

Borgerskabet iværksatte yderligere to udbytningsformer, der bidrog til dets oprindelige kapitalophobning. På den ene side en jordrente, som jordejerne/agrarborgerskabet pålagde de afrikanere, der boede på landområder, som europæerne havde købt af staten,[19] og på den anden side en merarbejdstilegnelse i cirkulationssfæren: Europæiske handelsfolk rejste rundt blandt de spredt beliggende afrikanske landsbyer og opkøbte afrikanernes produkter til små priser og videresolgte dem til europæerne for væsentligt højere priser.[20] Begge disse to udbytningsformer er velkendte i kapitalismens etableringsfase overalt på jorden.[21] Den del af den forøgede udbytning af afrikanerne, der ikke røg direkte i enkelte borgerskabsagenters lommer, tilfaldt staten, som derefter benyttede dem til fordel for det samlede borgerskabs konsolidering. Fra 1923 var det overvejende agrarborgerskabet, der nød godt af dette. Dette afspejler statens specielle klassekarakter i Zimbabwe.

Agrarborgerskabets vækst blev fremmet ved at staten nedsatte prisen på landbrugsjord og ydede kreditter og finansiel bistand til etableringen af store europæiske landbrugsbedrifter via en landbrugsudviklingsbank. Desuden oprettede staten et landbrugsudviklingsprogram, som udviklede og fordelte udbytterige korn- og tobakssorter, passende til klima og jordbundsforhold, som forskede i insekt- og plantesygdomme, og som oprettede og drev forsøgs- og demonstrationslandbrug osv. Endvidere støttede staten det europæiske landbrug ved at oprette mejerier, slagterier, lager- og kølefaciliteter m.m. og ved at igangsætte eksportfremstød, først i Sydafrika og siden osse i Storbritannien og Australien. Hertil kommer endelig en udbygning af Zimbabwes transportnet, specielt med hensyn til veje og broer.[22]

Alt i alt kan der ikke være tvivl om de afrikanske bønders og arbejderes væsentlige bidrag til det europæiske borgerskabs kapitalophobning i Zimbabwe. Samtidig er det entydigt kapitalismens etablering i Zimbabwe, der ligger til grund for de afrikanske bønders nuværende miserable eksistensbetingelser. Bøndernes levevilkår i dag er altså hverken et resultat af det oprindelige samfunds indre udvikling, de afrikanske bønders dumhed og manglende vilje eller evne til fornyelser og "udvikling", eller hvad borgerlige hel- eller halvracistiske ideologer ellers kunne finde på at påstå.

 

a) Jordfordelingen

Opdelingen af Zimbabwe i europæiske og afrikanske områder blev gennemført frem til og sammenfattet i Land Apportionment Act i 1930. Senere er loven blevet justeret løbende, men dens essens er bibeholdt uændret op til i dag. Land Tenure Act (fra 1969), der stadig er gældende, fastslår i store træk, at europæerne, der i 1976 udgjorde ca. 273.000 mennesker, tildeles den ene halvdel af jorden i Zimbabwe, mens afrikanerne, der i 1976 udgjorde ca. 6.340.000 mennesker, "får" den anden halvdel. I 1976 var jorden således fordelt:[23]

 

Europæiske område:	181.596 km2	(46,5%)
Afrikanske område:	181.940 km2	(46,6%)
Nationalparker o.l.:	26.708 km2	( 6,8%)
	390.245 km2	(100,0%)

 

På specielt ét område udgjorde 1969-loven en stramning i forhold til tidligere. Raceadskillelsen blev gennemført endnu mere konsekvent, end det hidtil havde været tilfældet, idet det blev forbudt alle afrikanere at dyrke jord i de europæiske områder.[24] På ubenyttede områder havde det tidligere været muligt for afrikanere at leje jord af hvide, ofte under mere eller mindre feudale former, hvor en del af jordrenten betaltes med arbejde på de hvides egen jord (arbejdsrente). Det var specielt det vareproducerende (det vil sige salgsbaserede) afrikanske landbrug, der blev ramt af 1969-lovens stramning.[25]

Den tvangsmæssigt gennemførte jordopdeling har ført til, at store dele af det europæiske landområde ligger - og har ligget – ubenyttet hen for at vente på de nye bølger af europæiske indvandrere, som det hvide styre fra tid til anden har iværksat store kampagner for at skaffe, sidst i 1974. Men de har aldrig givet den helt store hvide indvandring, der afgørende ville befæste agrarborgerskabets magt i Zimbabwe. De ubenyttede europæiske landområder og indvandringskampagnerne skal ses i lyset af, at det ofte har fremstået som et overordnet politisk mål at blive anerkendt som en "hvid" dominion i Commonwealth på linje med Canada, Australien og New Zealand.

Med hensyn til kvalitet er jorden lige så "ligeligt" fordelt som med hensyn til kvantitet: Den europæiske del er nogenlunde sammenhængende og består af den mest frugtbare jord med let adgang til transportveje og markeder. De europæiske områder omfatter alle byerne og alle kendte mineral-ressourcer. Det afrikanske område er derimod spredt på 235 adskilte dele og er i enhver henseende af dårligere kvalitet ( omfatter blandt andet en del ubeboelige ørken- og sumpområder ). Hertil kommer, at der næsten ikke findes nogen transportveje i disse områder.[26] Sammenhængen mellem jordkvalitet og jordopdeling er illustreret ved hjælp af 2 landkort over Zimbabwe samt figur 1 og 2 på de følgende sider.

Af kortene og figurerne fremgår det, at europæerne har sat sig på højsletten, der har det gunstigste klima med behagelige temperaturer og rigelig regn. Endvidere at det europæiske område har stor overvægt af de regioner, der egner sig bedst til landbrug, samtidig med at størstedelen af de dårligere landbrugsregioner falder inden for de afrikanske områder. Det europæiske område er kort og godt langt bedre end det afrikanske!

 

 

b) Elimineringen af konkurrencen fra det afrikanske landbrug

Sammenstuvningen af afrikanerne på små og ufrugtbare jordstykker har ført til en gradvis nedbrydelse af deres landbrugsproduktion. Der blev hurtigt utilstrækkeligt med jord til dyrkning og græsning i de afrikanske landområder, og det førte til, at afrikanerne blev tvunget til at opgive deres oprindelige svedjebrug[27] og gå over til en kontinuerlig dyrkning af de samme jordstykker, men uden væsentligt forbedret teknik eller brug af gødning.

Landbrugsarbejdet foregår med meget primitive redskaber. Hakker er det mest udbredte, og det betyder hårdt fysisk arbejde og lav produktivitet, dvs. et lille udbytte pr. arbejdstime. I Karanga i det centrale Zimbabwe (et typisk afrikansk landområde) har kun halvdelen af de afrikanske bønder en plov, og den er tit af den mest primitive, oksedrevne slags. Kun 11% af bønderne har et dyrkningsredskab derudover og kun 14% råder over et køretøj, som fx en tohjulet vogn, der kan spændes bag et trækdyr.

Figur 1: Zimbabwes opdeling i afrikanske og europæiske områder

Kilde:  Kortene: George Kay, op.cit., side 52; Reginald Austin, Racism and Apartheid in Southern Africa: Rhodesia, Unesco Press, Paris 1975, side 39 og 41 samt Internationalt Forum.

            Teksten: Oprindelig udarbejdet af V. Vincent & R.G. Thomas, An Agricultural Survey of Southern Rhodesia: Part I Agro-ecological survey, Government Printer, Salisbury 1960 - her citeret fra George Kay, op.cit., side 20-21.

 

Når de afrikanske bønder ikke har flere redskaber, hænger det først og fremmest sammen med mangel på penge, herunder mangel på låne- og kreditmuligheder. Redskaber er dyre, og det er en daglig kamp for bønderne at få mad i munden samt at få betalt skatter og skolepenge.[28]

Den primitive og stadige dyrkning af den samme jord har udpint jorden i de afrikanske landområder mere og mere. Resultatet er blevet en bestandigt voksende jorderosion, der har ført til et faldende udbytte pr. arealenhed i det afrikanske landbrug. Samtidig med den faldende produktivitet har afrikanerne i Zimbabwe oplevet én af verdens højeste

Figur 2: Naturlige landbrugsregioner i Zimbabwe

 

Region I omfatter 1,6% af landet. Den er blevet beskrevet som egnet til specialiseret og varieret landbrug, dvs. intensivt kvægbrug, dyrkning af afgrøder som tomater grøntsager, the, muligvis kaffe og løvfældende frugttræer samt plantager med akacier og nåletræer. Region II omfatter 18,7% af landet og er egnet til intensivt landbrug, der er baseret på planteavl og i anden række kvægbrug. Region III omfatter 17,4% af landet. Den er på grænsen med hensyn til tobak og majs, men der kan dyrkes afgrøder, der er modstandsdygtige over for tørke. Regionen er egnet til halv-intensivt landbrug baseret på blandet kvægbrug og planteavl normalt med overvægt til kvægbruget. Region IV omfatter 33,0% af landet. Planteavl

er bortset fra meget begunstigede lokaliteter begrænset til planter, som er modstandsdygtige over for tørke. Halv-ekstensivt landbrug baseret på kvægbrug anbefales for denne region. Region V omfatter 26,2% af landet. Nedbøren er for lav og for uregelmæssig til pålidelig dyrkning af selv tørke-modstandsdygtige planter. Denne region er kun egnet til ekstensivt landbrug, der er baseret på savannens græsningsmuligheder. Region X omfatter 3,1% af landet og består af kraftigt kuperet landskab, hvor stejle skråninger og klippegrund udelukker ethvert landbrug (uanset de klimatiske forhold), samt af andre lokaliteter (som oversvømmelsesområder, sumpe og områder med meget dårlig jord), der er fysisk uegnede til landbrug.

 

Figur 3: Fordelingen af de naturlige landbrugsregioner på henholdsvis de afrikanske (til venstre) og de europæiske områder i 1962

Kilde: George Kay, op.cit., side 53

 

Figur 4: De afrikanske og de europæiske områders sammensætning med hensyn til naturlige landbrugsregioner i 1962

Kilde: George Kay, op.cit., side 53

 

befolkningsvækstrater,[29] og resultatet er blevet en stadig forringelse af levevilkårene for de afrikanske bønder med under- og fejlernæring som et af de udbredte problemer.[30] Et konkret eksempel kan anskueliggøre det: I 1963 udtalte én af det hvide styres landbrugskonsulenter, at en afrikansk bondehusholdning havde brug for mindst 60 sække af forskellige afgrøder for fødevaremæssigt at klare sig igennem et år. Skulle familien også have tøj samt betale skolepenge måtte den helt op på 120 sække om året.

Virkelighedens tal ser imidlertid anderledes ud. I Karanga høstede en familie i et år med almiridelig nedbør (1965/66) ca. 14½ sæk i gennemsnit. I det efterfølgende tørkeår (1966/67) faldt gennemsnittet helt ned til 8½ sæk, og i Karanga er det tørkeår ca. hvert fjerde år. I dag er det derfor kun de færreste afrikanske bønder, der kan præstere en overskudsproduktion af betydning.[31] Alene på den måde har det europæiske agrarborgerskab undgået konkurrence fra det afrikanske landbrug.

Derudover er der tre foranstaltninger, der mindsker konkurrencen fra det afrikanske landbrug. For det første en manglende udbygning af vejnettet i de afrikanske landområder, hvilket gør det vanskeligt for de afrikanske bønder at få bragt en eventuel overskudsproduktion til markedet.[32] For det andet en fastlæggelse af mindstegrænser for hvor små mængder af forskellige produkter, der må markedsføres.[33] Endelig for det tredje indførelsen af et to-prissystem, som giver de afrikanske bønder mindre for deres varer på det europæiske marked, end europæiske farmere får for tilsvarende varer, og osse mindre end det, de får i de afrikanske landområder.[34]

 

c) Den billige og disciplinerede afrikanske arbejdskraft

Lige siden koloniseringen i 1890 har afrikanske arbejdere udgjort grundlaget for det europæiske borgerskabs rigdom. Det rhodesiske borgerskabets mangeårige leder, den klartsynende premierminister Godfrey Huggins, udtalte således i 1944 til den Lovgivende Forsamling i Salisbury: "Vi kan ikke overleve i 5 minutter uden de indfødte i dag. Om ikke andet er de absolut uundværlige for vores lønstruktur." I 1945 tilføjede han: "Europæerne kunne ikke have den levestandard, de har i dag, hvis vi ikke havde en stor indfødt befolkning, som udførte størstedelen af arbejdet i dette land."[35]

Fra koloniseringen frem til 1912 blev den nødvendige arbejdskraft inddrevet med magt ved hjælp af et centralt arbejdskraft-rekrutteringsorgan. Der var tale om direkte tvangsarbejde, af afrikanerne kaldet 'chibaro'.[36] Derefter førte nedbrydningen af afrikanernes landbrugsproduktion til en "naturlig" proletarisering blandt afrikanerne, som ophævede nødvendigheden af tvangsarbejdet omkring 1920.

Baggrunden herfor var den sammenstuvning på alt for lidt og ufrugtbar jord, der er omtalt ovenfor under b). På grund af de bestandigt forringede levevilkår i de afrikanske landområder er lønarbejdet som supplement til landbruget blevet de afrikanske bønders eneste mulighed for at overleve.

De afrikanske bønder står i kø for at få arbejde, og blandt andet derfor har det europæiske borgerskab kunnet presse lønniveauet så langt ned, at lønnen faktisk kun dækker arbejderens egne grundlæggende livsbehov som mad og bolig. Familien må klare sig selv i landområderne, da arbejderen ikke kan forsørge dem med sin løn. På den måde er den såkaldte migrantarbejder eller halvproletariserede bonde opstået i Zimbabwe.[37]

De afrikanere, der arbejder hos det hvide agrarborgerskab, er omfattet af Masters and Servants Act, der stammer helt tilbage fra 1901. Denne lov udelukker alle fagforeningsaktiviteter og derfor osse enhver kollektiv forhandlingssituation. Loven er mere en straffelov end en arbejdsmarkedslov. I det øjeblik en afrikaner har underskrevet en arbejdskontrakt, nærmer vedkommendes arbejdsforhold sig stærkt direkte slaveri. Over halvdelen af lovens 60 bestemmelser omhandler former for forseelser, hvorefter afrikanske arbejdere kan blive idømt bøder og fængsel. Forseelserne omfatter blandt andet udeblivelse uden tilladelse, beruselse, uforsigtig eller upassende arbejdsudførelse, ulydighed, grov eller fornærmende sprogbrug samt opsigelse uden lovlig grund. Derimod er det ikke forbudt en arbejdsgiver at bruge pisk.[38] På den måde har agrarborgerskabet sikret sig en billig og disciplineret arbejdskraft.

 

2.3. De europæiske arbejderes støtte til agrarborgerskabets magt

Den anden hjørnesten i raceadskillelsespolitikken er sikringen af de europæiske arbejderes støtte til agrarborgerskabets magt. Det er primært sket ved, at agrarborgerskabet har garanteret de europæiske arbejdere overordentlige gode løn- og arbejdsforhold, blandt andet ved at forhindre enhver konkurrence fra de afrikanske arbejderes side. De europæiske arbejdere har således i lang tid haft monopol på alt faglært arbejde.

Sikringen af de europæiske arbejderes støtte og dermed deres status

som arbejderaristokrati[39] blev lovfæstet i Industrial Conciliation Act fra 1934.[40] Loven etablerede brancheråd, bestående af arbejdsgivere og ansatte, som afgjorde løn- og arbejdsforhold. Oprindelig var afrikanere udtrykkelig udelukket fra definition af en "ansat" og dermed ikke omfattet af lovens bestemmelser. Således var det dem forbudt at forhandle løn- og arbejdsvilkår kollektivt. At brancherådene osse var tillagt kontrollen over tilgangen til faglige uddannelser opretholdt de europæiske arbejderes monopol på faglært arbejde.[41]

I 1959 blev det åbenlyse racistiske element i Industrial Conciliation

Act fjernet. Loven kom herefter til at omfatte alle arbejdere i industri, minedrift, handel og transport, hvor hovedparten af de europæiske arbejdere er beskæftiget, mens den udelukker landarbejdere, private tjenestefolk og offentlige ansatte, som omfatter hovedparten af de afrikanske arbejdere (se tabel 2, næste side). Det skønnes således, at kun ca. 38% af de afrikanske arbejdere er omfattet af loven sammenlignet med 75% af de europæiske.[42]

Samtidigt blev brancherådene frataget kontrollen med de faglige uddannelser, så tilgangen til dem stadig kontrolleres af staten, arbejdsgiverne

og de hvide arbejdere.[43] Der er således ikke rørt nævneværdigt ved de hvide arbejderes monopol på faglært arbejde. Manglen på faglært arbejdskraft søges fortsat hovedsageligt løst ved hjælp af rekruttering af hvide indvandrere, hvilket i dag efter intensiveringen af guerillakrigen er begyndt at give alvorlige problemer.[44]

I 1959 fik afrikanske fagforeninger inden for industri, minedrift, handel og transport mulighed for at blive officielt anerkendt og derned forhandlingsberettigede. Men hvis afrikanske fagforeninger vil deltage i brancherådene og være medbestemmende om egne løn- og arbejdsforhold, skal de registreres af staten. Og staten kan nægte eller altid tilbagekalde en registrering, hvis fagforeningen skønnes - af staten, vel at mærke! - at være et uansvarligt eller urepræsentativt organ, hvis dens aktiviteter skønnes at gå imod den offentlige interesse, eller hvis den er engageret i politiske aktiviteter!! Det har osse siden 1967 været muligt for staten at forhindre fagforeninger i at modtage støtte fra udenlandske kilder. At staten benytter disse gummiagtige bestemmelser til at undertrykke den afrikanske fagbevægelse, når borgerskabet føler sig blot en smule truet, illustreres af, at antallet af registrerede afrikanske fagforeninger siden UDI er faldet med ca. 1/6.[45]

 

Tabel 2:  Det årlige gennemsnitlige antal af beskæftigede og de årlige gennemsnitsindtægter

Sektor	Afrikanere		Europæere, asiater og farvede
	Beskæftigede antal	Årsindtægter R$	Beskæftigede antal	Årsindtægter R$
Skov- og landbrug	353.700	178	4.800	4.268
Minedrift	60.400	504	3.800	6.963
Industri	136.100	715	23.800	5.780
Bygge- og anlægsvirksomhed	61.800	661	7.800	5.306
Vand og elektricitet	5.200	673	1.800	6.374
Handel og restauration	57.200	651	20.500	4.311
Finans, forsikring og ejendomshandel	4.400	1.023	9.100	4.857
Transport og kommunikation	23.00	995	11.300	5.413
Service:
Offentlig administration	35.000	867	13.900	5.712
Uddannelsesvæsenet	28.700	1.045	7.300	4.681
Sundhedsvæsenet	9.200	934	4.400	3.575
Private tjenesteforhold	126.300	353	-	-
Andre	33.000	570	11.600	4.088
SAMLET 1975	934.000	461	120.000	5.048
SAMLET 1974	927.000	398	118.200	4.333
SAMLET 1973	890.000	359	116.340	3.901
SAMLET 1972	848.000	333	112.800	3.622
SAMLET 1971	779.000	314	108.100	3.375
SAMLET 1970	743.000	298	103.700	3.108

Kilde:  Africa South of the Sahara 1977-78, side 703-704. 100 rhodesiske dollars (R$ 100) var ved årsskiftet 1977/78 lig med ca. 930 danske kroner (d. 3/4-1978 devalueredes den rhodesiske dollar med 8% - det var den anden devaluering på 6 måneder).

Man skal være opmærksom på, at lønforskellene mellem sorte arbejdere og hvide arbejdere givetvis er mindre end det fremgår af tabel 2, der omfatter alle former for aflønnet arbejdskraft incl. f.eks. funktionærer og lønansatte direktører. Herved bliver de hvides løngennemsnit trukket i vejret, fordi der blandt de hvide er et relativt langt større antal af højtlønnede funktionærer,

direktører o.l. Tabel 2 er således et eksempel på de problemer, der er forbundet med at være henvist til borgerligt indsamlet og bearbejdet statistik, der ved at opfatte alle mennesker som "lige gode", enkeltstående individer tilslører klasseforholdene i samfundet.

 

De sidste 62% af de afrikanske arbejdere (dvs. arbejdere i landbrug, private tjenesteforhold samt i statens tjeneste) er omfattet af Master and Servants Act, der udelukker alle fagforeningsaktiviteter.[46] Det er således gjort meget vanskeligt for de afrikanske arbejdere at tilkæmpe sig bedre løn- og arbejdsvilkår.

For at fuldstændiggøre billedet af de afrikanske arbejderes undertrykkelse, vil vi nævne pasloven. Der har siden 1902 eksisteret paslove i forskellige skikkelser i Zimbabwe. Formålet har varet at gøre det muligt at dirigere den afrikanske arbejdskraft derhen, hvor kapitalen har brug for den - og tillige i princippet gøre det netop i det antal, der er behov for. Det giver sig udtryk i den såkaldte "Urban Influx Control Policy" hvormed det hvide styre forsøger at begrænse afrikanernes adgang til de europæiske byområder til kun at omfatte dem, der skal benyttes i lønarbejdet.[47] I 1957 og 1972 er loven blevet udvidet, således at alle afrikanere altid skal bære et identitetskort på sig, når de forlader de afrikanske områder, og kan fængsles af politiet, hvis det ikke er i orden - altså meget svarende til de sydafrikanske forhold, omend ikke så omfattende og dybtgående.[48]

Agrarborgerskabet har ikke alene sikret de hvide arbejdere ned konkurrence fra afrikanske arbejdere. Det har samtidigt accepteret at føre en restriktiv indvandringspolitik, for at forhindre en så stor indvandring, at der opstod arbejdsløshed og indbyrdes konkurrence blandt de hvide arbejdere.[49]

Agrarborgerskabet har nå den måde gjort det mulig for de hvide arbejdere at tilkæmpe sig nogle af verdens bedste løn- og arbejdsforhold. Det er baggrunden for de hvide arbejderes støtte til agrarborgerskabets magt.

De hvide arbejdere har aktivt støttet undertrykkelsen af de afrikanske arbejdere, fordi de frygter, at de skal true deres privilegier, blandt andet monopolet på det faglærte arbejde. Det er baggrunden for, at de hvide arbejdere ikke for tiden er mulige alliancepartnere for de afrikanske arbejdere.

 

3. Industrialiseringen og "racefællesskabs politikken"

3.1. Industriborgerskabet vinder frem

Den grundfæstelse af det nationale borgerskabs magt, som skete før den 2. verdenskrig, har haft stor betydning for udviklingen siden. Under og efter den 2. verdenskrig påbegyndtes der en industrialisering i Zimbabwe. Fabrikker, der forarbejdede råstoffer fra minerne og landbruget, skød frem. Industrialiseringen skete med aktiv støtte fra staten, da agrarborgerskabet var interesseret i den medfølgende udvidelse af markedet for dets produkter.[50] Det var med andre ord eksistensen af et statsbærende nationalt borgerskab, der omsatte muligheden for en industrialisering (afskæringen af en række vareleverancer fra udlandet og prisforhøjelserne på nogle af Zimbabwes eksportprodukter[51]) til virkelighed.[52] Dette er vigtigt at holde sig for øje, da mange andre afrikanske kolonier som følge af den 2. verdenskrig kom i samme situation som Zimbabwe, men manglede et nationalt borgerskab til at igangsætte industrialiseringen.

Det nationale borgerskab i Zimbabwe har medvirket til, at Zimbabwe i dag ikke udelukkende er indrangeret i en international arbejdsdeling, der er bestemt ud fra behovene i de højtudviklede kapitalistiske lande.

Zimbabwe er med andre ord ikke et "rendyrket" underudviklet land, men har som følge af eksistensen af et nationalt borgerskab fået udviklet en vis industri og i det hele taget en temmelig varieret økonomisk struktur, som har gjort Zimbabwe mere modstandsdygtigt over for udenlandsk pression. Den 2. verdenskrig var den første igangsætter for denne udvikling og siden fulgte på tilsvarende vis UDI og de økonomiske sanktioner.

Agrarborgerskabets interesse i en industrialisering aftog imidlertid i en periode i tiden efter den 2. verdenskrig i takt med den voksende dyrkning af eksportvaren tobak. Dette muliggjorde den politiske konfrontation mellem agrar- og industriborgerskab, der tilspidsedes i begyndelsen af 1960'erne.[53] Det startede som en interessekonflikt omkring de afrikanske arbejderes proletarisering. Industriborgerskabet var interesseret i at fremme skabelsen af en stabil, helt proletariseret afrikansk arbejderklasse i byerne, modsat de kun halvproletariserede migrantarbejdere, der havde udgjort den eneste form for afrikanske arbejdere før den 2. verdenskrig. Årsagen var, at det ved den industrielle masseproduktion var muligt at opdele arbejdsprocessen i en række relativt simple operationer, der kunne klares af tillært arbejdskraft. Ikke nødvendigvis faglært, men heller ikke helt ufaglært arbejdskraft. Derved blev de ustabile migrantarbejdere, der udgjorde hovedparten af arbejdskraften i minerne og det kapitalistiske landbrug, en utilstrækkelig arbejdskraft for store dele af industrien.[54]

Denne fulde proletarisering af afrikanske arbejdere, der nødvendiggjorde en stigning i de afrikanske lønninger, var mine- og agrarborgerskabet tilbageholdende overfor, da deres lønudgifter til afrikanerne udgjorde en langt større del af de samlede omkostninger end industriborgerskabets afrikanske lønudgifter.[55] Desuden indebar en stabilisering af de afrikanske arbejdere stigende udgifter for staten til forbedrede boligforhold, forbedrede sociale foranstaltninger osv.

Industriborgerskabet blev hjulpet af to store strejker blandt de afrikanske arbejdere i 1945 og 1948.[56] Disse strejker, der var et resultat af de afrikanske byarbejderes begyndende etablering som proletariat i deres egen bevidsthed, forskrækkede det samlede borgerskab ved deres omfang. De afrikanske arbejdere tilkæmpede sig en række lønforhøjelser, og gennem mine- og agrarborgerskabets accept af øgede statsudgifter til at de afrikanske byarbejderes leveforhold begyndte industriborgerskabets ønske om en stabilere og dermed osse mere proletariseret afrikansk arbejderklasse i byerne at blive opfyldt.[57]

Staten gled på denne baggrund gradvist over til overvejende at varetage industriborgerskabets interesser.[58] Det skete uden at det parti, der siden 1933 havde siddet inde med regeringsmagten, måtte overdrage denne til et andet parti. Regeringspartiet forblev det samme, men skiftede navn et par gange: Fra 'Reform Party' over 'United Party' og 'United Rhodesia Party' til 'United Federal Party' (UFP).[59]

Denne industriborgerskabs-venlige politik blev officielt beravnt "Racefællesskabs politikken" ('Policy of Racial Partnership') og var den overordnede ideologi for statens politik frem til 1962. Huggins beskrev i 1950 de officielle hensigter således:

"Vi er ivrige efter at bygge dette land op på basis af et fællesskab mellem de forskellige racer og ikke benytte hudfarve som kriterium for et menneskes evner og kultur. Vi kan kun som partnere udvikle og forsvare dette land."[60]

I 1955 definerede Huggins "fællesskabet" som en rytter og en hest, der bevæger sig i samme retning - afrikaneren som hesten og europæeren som rytteren.[61] I 1956 fremkom han så endelig med følgende præcisering:

"I den fjerne(!) fremtid vil afrikanerne måske erhverve sig retten til at blive jævnbyrdige partnere, hvilket betyder, at de kan opnå en halv andel i fællesskabet, men aldrig mere end det."[62]

Denne lille citatmosaik illustrerer, at "Racefællesskabs-politikken" i modsætning til 1930'ernes "To-pyramide politik" overvejende befandt sig på det ideologiske plan og ikke på nogen afgørende punkter brød med raceadskillelsespolitikken. Dette afspejlede agrarborgerskabets fortsatte styrke. Blandt andet gennemtvang agrarborgerskabet og til en vis grad osse mineborgerskabet via lave lønninger, at det flertal af de afrikanske arbejdere, der var beskæftiget ved minerne og i det europæiske landbrug, i hovedsagen forblev migrantarbejdere.

 

3.2. Det nationale kontra det internationale borgerskab

Parallelt med udviklingen i andre afrikanske kolonier begyndte det internationale borgerskab i Zimbabwe i 1950'erne at gennemføre en række reformer, der tog sigte på at fremme udviklingen af et afrikansk borgerskab. På denne måde ville det internationale borgerskab sikre, at der efter den afkolonisering, sm blev mere og mere påtrængende for de gamle kolonimoderlande ( det vil sige især Storbritannien og Frankrig) på grund af nationalistbevægelsernes fremmarch i kolonierne, kunne etableres et nykolonialt styre, der fortsat ville garantere en kapitalistisk udvikling.[63]

I Zimbabwe var disse reformforsøg, der blev sammenfattet i periodens herskende ideologi, "Racefællesskabs-politikken", i første omgang en reaktion på de afrikanske arbejderes strejker i 1945 og 1948, og det var denne begrundelse, der i starten fik det samlede borgerskab til at slutte op omkring reformforsøgene. Sagt i korthed gik de ud på at integrere en række afrikanere i borgerskabet, således at disse afrikanere kunne fungere som en stødpude over for eller garanti imod de afrikanske masser, dvs. arbejderne og bønderne.[64] Det blev stillet udvalgte afrikanere i udsigt, at de efter et stykke tid ville kunne opnå de samme privilegier som europæerne, fx. stemmeret, bedre levevilkår osv.

I byerne gik bestræbelserne ud på at indlemme de afrikanske intellektuelle i en række multiraciale foreninger, hvor europæere og afrikanere kunne mødes og diskutere (racefællesskabet!). Generelt var formålet en borgerlig-ideologisk "afretning" af de afrikanske intellektuelle – altså en indpodning af borgerlige værdinormer som fx. understregningen af "det frie initiativ" (dvs. kapitalismen), centreringen omkring individets position og de personlige præstationers betydning i stedet for fællesskabet, opfattelsen af det repræsentative parlamentariske system som den eneste sande form for demokrati (dvs. afstandtagen fra og pacificering af de brede masser) og troen på forhandlingsløsningers evige ufejlbarlighed. Konkret havde de multiraciale foreninger til formål at kanalisere de intellektuelle afrikanere ind i det regerende 'United Federal Party' og bort fra den fremspirende nationalistbevægelse.[65]

Selvom disse foreninger døde hen i slutningen af 1950'erne, sideløbende med at det sidste konkrete formål mislykkedes, satte den borgerligt ideologiske indoktrinering sig dybe spor i den afrikanske nationalistbevægelses udvikling og strategi, efter at de intellektuelle fra 1960 blev dominerende i nationalistbevægelsen. Den efterlod en overbevisning blandt store dele af de afrikanske intellektuelle om, at det internationale borgerskab og dets repræsentanter (specielt den britiske regering) dybest set var på "afrikanernes side" i kampen om afrikansk flertalsstyre og derfor kunne presses til indrømmelser ved hjælp af fredelige, parlamentariske midler. Denne overbevisning blandt dele af de ledende afrikanere førte til en langvarig splittelse i den afrikanske nationalistbevægelse på spørgsmålet om den rette strategi for afrikanernes kamp: forhandlinger og internationalt pres eller væbnet kamp.[66]

Blandt afrikanerne på landet forsøgte staten med Native Land Husbandry Act of 1961 at indføre kapitalistisk landbrug, således at de afrikanske bønder ville spaltes i et afrikansk agrarborgerskab og en stor mængde proletariserede afrikanere, hvoraf et mindretal ville kunne beskæftiges hos det nye agrarborgerskab, og resten måtte søge arbejde hos europæerne. Denne landbrugslov var en fuldmagtslov til regeringen, og forsøgene på at gennemføre loven frem til den endelige opgivelse i 1962 blev dels den direkte årsag til nationalistbevægelsens oprettelse[67] og var dels medvirkende til at tilspidse modsætningsforholdet mellem det nationale og det internationale borgerskab.[68]

Efterhånden som nationalistbevægelsen voksede og afkoloniseringen skred frem i andre afrikanske lande blev det klart for det nationale borgerskab i Zimbabwe, at det internationale borgerskabs bestræbelser for at få etableret et afrikansk borgerskab havde afkolonisering som langsigtet perspektiv osse i Zimbabwe. Enhver form for afrikansk flertalsstyre vil være en direkte trussel imod det europæiske agrarborgerskab, der i Zimbabwe er sammenfaldende med det nationale borgerskab, da et afrikansk styre næsten uanset dets karakter vil være tvunget til at gennemføre en jordreform, der mere eller mindre vil være et direkte angreb på det europæiske agrarborgerskabs grundlag: den nuværende neget skæve jordfordeling, den billige og disciplinerede arbejdskraft samt den undertrykte konkurrence fra det afrikanske landbrug. Fra slutningen af 1950'erne begyndte det nationale borgerskab derfor direkte at modarbejde det regerende UFP og dets reformbestræbelser. Kort før valget i 1962 lykkedes det det nationale borgerskab at samle den stemmetalsmæssigt betydningsfulde europæiske del af det statslige bureaukrati[69] (der klassemæssigt overvejende må siges at udgøre en del af det nationale borgerskab) og det europæiske arbejderaristokrati bag sig i den Rhodesiske Front ('Rhodesian Front', forkortet RF) og vinde valget.[70]

Ved den ensidige uafhængighedserklæring (UDI) den 11. november 1965 afbrød RF-styret de formelle forbindelser til Storbritannien, ophævede egenhændigt Zimbabwes kolonistatus og erklærede landet selvstændigt under RFs ledelse. Herved kappede det nationale borgerskab forbindelserne til en af det internationale borgerskabs vigtigste agenter, den britiske stat, idet Storbritannien ikke anerkendte uafhængigheden. Uafhængighedserklæringen var således blot en logisk fortsættelse af modstanden mod det internationale borgerskab, og det nationale borgerskab har lige siden siddet med regeringsmagten i Zimbabwe, repræsenteret ved RF.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at konflikten mellem det nationale og det internationale borgerskab lige fra starten i slutningen af 1950'erne og frem til i dag, hvor modsætningen er genopblusset, har drejet sig om strategien over for den afrikanske nationalistbevægelse. Det internationale borgerskab har arbejdet efter en form for inddæmnings- og del-og hersk-strategi, der tager sigte på at sørge for, at i hvert fald en del af nationalistlederne får fælles interesser med det internationale borgerskab i opretholdelsen af kapitalismen i Zimbabwe. Det nationale borgerskab har derimod helt frem til 1976 fulgt en hårdhændet undertrykkelsesstrategi. Dette gik godt i lang tid, men efter ZANUs guerillakrig har vundet fodfæste blandt de afrikanske bønder, har styrkeforholdet bestandig ændret sig til ugunst for det nationale borgerskab. Det har derfor siden 1976 varet tvunget til at supplere undertrykkelsen med en forhalingstaktik for at udskyde en ændring af de eksisterende tilstande.

De to borgerskabsfraktioners forskellige strategi udgør den væsentligste baggrund for den afrikanske nationalistbevægelses splittelse. Det vil vi vende mere udførligt tilbage til i kapital III, hvor det også vil fremgå, at det nationale borgerskabs totale undertrykkelsesstrategi har haft betydelige konsekvenser for befrielseskampen.

 

4. Den centralafrikanske føderation

Fra september 1953 frem til den 31.december 1963 indgik Zimbabwe i den Centralafrikanske Føderation som delstat sammen med Zambia og Malawi - eller Sydrhodesia, Nordrhodesia og Nyasaland, som de hed dengang.

Generelt set var Føderationen en stor økonomisk gevinst for det samlede borgerskab i Zimbabwe, men det var specielt industriborgerskabet, der tjente på Føderationen. Dets produktion var resten udelukkende baseret på afsætning i Zimbabwe, Zambia og Malawi, og med Føderationen fik industrien, der nærmest ingen konkurrenter havde i Zambia og Malawi, sikret og ikke mindst beskyttet det samlede marked for sine produkter. Den udviklede industrikapital i Zimbabwe forhindrede i Føderationsårene effektivt udviklingen af en lokal industri i Zambia og Malawi.

Forenklet sagt forvandlede Føderationen Zambia og Malawi til baglande, der forsynede borgerskabet i Zimbabwe med kobberindtægter, billig arbejdskraft og åbne markeder. Hermed blev den økonomiske udvikling i Zimbabwe understøttet og accelereret, lige som det hvide overherredønne blev stabiliseret.[71]

Det var derfor ikke i første række borgerskabet i Zimbabwe, der stod bag Føderationens sammenbrud. Årsagen hertil lå i afkoloniseringen og de afrikanske selvstændighedsbestræbelser. Efter at det i juli 1960 var blevet klart, at Malawi ville trække sig ud af Føderationen, når det som lovet blev selvstændigt, ophørte Føderationen i realiteten med at fungere, og de tre enkeltstater koncentrerede sig derefter om deres egen udvikling. Føderations-sammenbruddet var en vigtig faktor bag det nationale borgerskabs magtovertagelse i Zimbabwe ved RF i 1962 og den derefter målrettede kurs mod uafhængighedserklæringen, der blev en realitet i 1965.[72]

 

5. Det internationale borgerskabs svar på UDI

Rhodesian Fronts (RF) valgsejr i december 1962 markerede, at det uafklarede opgør mellem industri- og agrarborgerskabet, der med varierende styrke havde løbet siden 1940'ernes slutning, blev afgjort med agrarborgerskabets sejr. Det var agrarborgerskabets nationale karakter, der i sidste ende samlede modstanden mod de afkoloniserings-perspektiver, der lå i det internationale borgerskabs "Racefællesskabs-politik", ikke mindst på baggrund af den fremvoksende afrikanske nationalistbevægelse, der i første række truede agrarborgerskabet.

Som nævnt var den ensidige uafhængighedserklæring den 11. november 1965 en logisk fortsættelse af det nationale borgerskabs kamp ned det internationale borgerskab og den afrikanske nationalisme. Men der var en afgørende forskel på disse to modstandere, hvilket hurtigt blev afsløret. RF-regeringen startede med en kraftig stramning af undertrykkelsen af de afrikanske masser, hvilket tog sigte på at inddæmme og nedkæmpe nationalistbevægelsen. Dette lykkedes i første omgang, bl.a. hjulpet af nationalistbevægelsens organisatoriske splittelse fra og med juli-august 1963.[73] Da det internationaleborgerskab så, at det nationale borgerskab var i stand til at undertrykke de afrikanske masser, accepterede det internationale borgerskab RF-styret. Rent faktisk optrappede det sit engagement i Zimbabwe og styrkede dermed RF-styrets fortsatte eksistens.

Dette er et lærerigt eksempel på, at modsætninger inden for borgerskabet er af ikke-antagonistisk karakter, og at den altafgørende fællesinteresse for det samlede borgerskab ligger i at sikre udbytningen af arbejderklassen, selvom forudsætningen herfor er selv den mest grove form for undertrykkelse. For borgerskabets eksisterer der ingen moral, allerhøjst forskellige opfattelser af den mest passende strategi for fortsættelsen af udbytningen af arbejderklassen. Påkalder enkelte borgerskabsrepræsentanter sig alligevel moralske anfægtelser, sker det kun som led i en afvigende borgerlig strategi-opfattelse. Selvom det med andre ord i første række var det nationale borgerskab, der strammede undertrykkelsen i Zimbabwe, ville dette ikke kunne være sket endsige fortsat, hvis ikke det internationale borgerskab havde støttet det. Dette er værd at holde sig for øje, når man i dag hører en Henry Kissinger, en Jimmy Carter, en Andrew Young, en David Owen m.fl. tage afstand fra RF-styret. At sådanne forhold ikke er af ny dato illustreres af, at Karl Marx allerede i 1853 på baggrund af englændernes kolonisering af Indien kunne skrive: "Den borgerlige civilisations dybe hykleri og iroende barbari ligger utilsløret for vores øjne, når vi vender os fra dens hjemsted, hvor den antager respektable former, til kolonierne, hvor den er blottet."[74]

Det internationale borgerskab begyndte først for alvor at skride ind over for RF-styrets fortsatte magtudøvelse i Zimbabwe i 1976, efter at PAIGC, FRELIMO, og MPLA havde besejret den portugisiske kolonialisme, og efter at ZANU havde intensiveret befrielseskampen og havde vist sig at have stor opbakning blandt de afrikanske bønder. Først da det internationale borgerskab følte sine egne interesser i Zimbabwe truet af en radikalisering af den afrikanske befrielseskamp, begyndte det at blande sig i den politiske magtudøvelses form - ikke et sekund før.

 

5.1. Sanktionerne og årsagerne til deres mangelfulde effekt

RF-styrets ensidige uafhængighedserklæring den 11. november 1965 var ikke en hurtigt gennemført, impulsiv handling, men et velovervejet og velplanlagt skridt. Lige siden 1958 er det blevet offentligt diskuteret blandt hvide i Zimbabwe.[75]

UDI kom heller ikke som lyn fra en klar himmel for omverdenen. Faktisk var RF-styret - på grundlag af den britiske regerings erklæringer - på forhånd klar over Storbritanniens modforholdsregler og var således i stand til på forhånd at tage skridt til at gardere sig imod dem. Først og fremmest var RF-styret klar over, at Storbritannien ikke ville benytte fysisk magt (dvs. militær indgriben)[76] - et middel, som Storbritannien i øvrigt allerede i 1963 havde været med til at spille sig af hænde med ved selv at sørge for, at Zimbabwe ved den Centralafrikanske Følerations ophør blev tildelt Føderationens samlede væbnede styrker, hvorefter RF-styret var i besiddelse af en af Afrikas største og stærkeste krigsmaskiner. Storbritannien nedlagde direkte veto i FNs Sikkerhedsråd imod en resolution, der opfordrede Storbritannien til ikke at overdrage dette militær til Zimbabwe (dette var endda Storbritanniens første veto efter Suezkrisen i 1956!).[77]

RF-styret vidste, at Storbritannien i stedet for ville gribe til et sanktionsprogram og havde allerede før UDI fået Sydafrikas tilsagn om, at det ville hjælpe med til at modvirke sådanne sanktioner. Inde i Zimbabwe gik forholdsreglerne så langt som til at trykke rationeringskuponer forud for UDI![78] Sanktionerne fik kun en begrænset umiddelbar virkning i Zimbabwe, og allerede her ser vi altså en af de vigtigste årsager til det:

Sydafrikas aktive funktion som mellemland for varer og kapital til og fra Zimbabwe. Samme rolle spillede Portugal via Mozambique frem til kuppet i Portugal i april 1974.

Et anden meget vigtig årsag til sanktionernes manglende effekt var, at de vestlige stormagter tillod, at Sydafrika og Portugal ustraffet fungerede som gennemgangslande for Zimbabwes handel. Dette skete til trods for, at afrikanernes krav meget hurtigt blev formuleret som "sanktioner imod sanktions-bryderne". Her har Storbritannien som den formelle kolonimagt stået meget centralt, og Storbritanniens politik over for Zimbabwe har primært været dikteret af ønsket om ikke at komne i konfrontation med Sydafrika, hvilket skal ses i lyset af britisk kapitals meget store investeringer i Sydafrika og den store handel mellem Storbritannien og Sydafrika.[79]

Det må i denne sammenhæng osse nævnes, at Schweiz og Vesttyskland fortsatte samhandelen med Zimbabwe med den begrundelse, at de ikke var bundet af FN-vedtagelser, når de ikke selv var medlem af FN. Dette er Vesttyskland dog siden blevet, hvorefter handelen har været aftagende. Desuden har nogle lande, specielt Frankrig, Italien, Japan og Gabon, i smug fortsat med at handle direkte med Zimbabwe, hvortil kommer de lande, der har handlet i god tro uden at vide det, idet import fra Zimbabwe i vid udstrækning er blevet "maskeret" som import fra et af grænselandene, og eksport til Zimbabwe officielt er fremstået som eksport til fx. Sydafrika eller Mozambique.[80]

De (lovede) sanktioner, som Storbritannien tog initiativ til i FNs Sikkerhedsråd, var følgende:

-         Resolution S/216 af 12. november 1965, som opfordrer alle stater til ikke at anerkende det ulovlige styre (dette er det eneste, der er blevet holdt 100%) og til ikke at yde det støtte.

-         Resolution S/217 af 20. november 1965, som opfordrer alle stater til ikke at forsyne Zimbabwe med våben eller olie.

Efter nogle forhandlingsforsøg mellem Smith-styret og Storbritannien fulgte så:

-         Resolution S/232 af 16. december 1966, som påbød selektive, obligatoriske sanktioner,[81] og

-         Resolution S/253 af 29. maj 1968, som påbød omfattende, obligatoriske sanktioner mod Zimbabwe.[82]

Her illustreres en tredje årsag til sanktionernes ringe effekt: Den kun langsomme og gradvise gennemførelse af sanktionerne, så det til dels har været muligt for den rhodesiske økonomi at tilpasse sig de ændrede betingelser. Der gik mere end 2½ år fra UDI, førend de omfattende, obligatoriske sanktioner blev gennemført.[83]

Den fjerde og sidste faktor bag sanktionernes ringe effekt ligger i, at det har været vanskeligt for Zambia, Malawi og Botswana at løsrive sig fra de tætte økonomiske forbindelser, som disse lande før UDI havde fået opbygget med Zimbabwe, delvist forårsaget af den Centralafrikanske Føderation. Zambia og Botswana har med vekslende styrke bestræbt sig for at bryde disse økonomiske forbindelser, mens Malawi stadig handler med Zimbabwe, omend landet har skåret lidt ned på den videreeksport af zimbabweanske varer, som det har været berygtet for.[84]

Sydafrikas aktive sanktionsbrydningspolitik har medført, at kapital med sydafrikansk udgangspunkt siden UDI har fået en afgørende indflydelse på den zimbabweanske økonomi, både via investeringer og transithandel. Konkret er det imidlertid ofte vanskeligt at afgøre, om der er tale om egentlig sydafrikansk kapital, eller om det er "forklædt" britisk, amerikansk eller anden vestlig kapital. De selskaber, der har omgået sanktionerne, har ikke gjort dette i "solidaritet" med de hvide race- og klassefæller i Zimbabwe, men fordi de har kunnet tjene penge på det, og fordi det zimbabweanske marked indtil videre er forblevet et profitabelt marked.[85] I næsten alle tilfælde er sanktionsbrud forblevet upåtalt, selv når de er blevet offentligt kendt. Danmark er et af de meget få lande, der kan opvise domme over forretningsmænd og selskaber for handel med Zimbabwe. Op til 1975 var 20 mindre danske virksomheder blevet dømt og har måttet aflevere 4,5 mill kr. i bøder. Før vi dog begynder at falde i svime over egen national fortræffelighed, vil vi ile med at oplyse, at ØK uantastet har opretholdt en filial i Salisbury, der ihvertfald op til 1972 ifølge ØKs egne oplysninger var beskæftiget med import/eksport af biler, træ og tømmer. Desuden har flere af ØK's datterselskaber i Sydafrika åbenlyst og ustraffet fortsat med at eksportere til Zimbabwe.[86]

 

5.2. To eksempler på omgåelse af sanktioner

Der kan nævnes utallige eksempler på omgåelse af sanktionerne. Vi vil her kort omtale to. Det første fordi det havde stor politisk betydning, det andet dels som almindeligt eksempel på, hvordan omgåelser bl.a. er foregået, dels fordi det omhandler den strategisk altafgørende vare: olie.

USA var det første land ud over Sydafrika og Portugal, der direkte og officielt brød FN-sanktionerne over for Zimbabwe. Det skete i november 1971, da USA tillod import af krom fra Zimbabwe. Officielt blev det begrundet med denne imports militærstrategiske betydning for USA, da alternativ/supplerende import kom og stadig kommer fra Sovjet. Reelt skyldtes det pres fra tre amerikanske multinationale selskaber, Union Carbide, Foote Mineral, og Allegheny Ludlum Industries, der havde interesser i klemme i Zimbabwe.[87] Dette sanktionsbrud havde en ikke uvæsentlig moralsk-ideologisk betydning for den brede modstand imod det "ulovlige" Smith-styre, da det var FN's førende land, der helt åbenlyst overtrådte en FN-vedtagelse. I marts 1977 fik den nye Carter-administration ophævet denne såkaldte Byrd-Amendment som led i den mere aktivistiske Afrikapolitik - og på et tidspunkt, hvor ny teknologi havde gjort den amerikanske stålindustri mindre afhængig af Zimbabwes krom, der benyttes til at forstærke metaller med![88]

Med henblik på olieleverancer til Zimbabwe havde det britisk baserede multinationale selskab Lonrho kort før UDI åbnet en olieledning fra Beira i Mozambique ind til grænsebyen Umtali i Zimbabwe. Denne rørledning skulle sikre en let tilførsel af den livsvigtige olie til det landomkransede Zimbabwe. Umiddelbart efter UDI blev Lonrho tvunget til at lukke denne olieledning, og UK posterede et meget omtalt krigsskib ud for havnen i Beira for at stoppe eventuelle tankere med olie til Zimbabwe.[89] Denne tilførselsvej blev således helt lukket, men alligevel fortsatte Zimbabwe med at have olie nok - dets forbrug var i 1974 endog steget med 38% i forhold til 1965, og det skønnes, at ca. 15.000 tønder olie (knap 2,4 mill. 1 eller ca. 2.055 t) tilflyder Zimbabwe hver dag. Hvordan kunne det ske? Dette var længe omgærdet af mystik, indtil en stor del af sløret blev løftet i sommeren 1976.[90]

Allerede før UDI havde Smith-styret fået en aftale med det amerikanske Mobil Oil om faste leverancer af olie til Zimbabwe. Kort efter UDI indledtes de foranstaltninger, som udtrykkelig havde til formål at umuliggøre dokumentation af den zimbabweanske olies oprindelse. Selve den fysiske transport af olien var ret simpel: den foregik på umærkede tankbiler og jernbanevogne, enten direkte fra raffinaderierne i Durban op gennem Sydafrika og via Messina/Beitbridge ind i Zimbabwe eller med skib til Lourenco Marques - det nuværende Maputo - i Mozambique og så derfra videre til Zimbabwe.

Problemet var at forhindre eksistensen af papirer (fakturaer, kvitteringer o.l.), der direkte forbandt Mobil Oil of South Africa (MOSA) med Mobil Oil of Southern Rhodesia (MOSR) eller andre selskaber i Zimbabwe, således at MOSA både kunne afvise at handle direkte med Zimbabwe og afvise enhver intention om via mellemmand at handle med Zimbabwe. Hvis dette kunne påvises, ville Mobil Oil nemlig formelt kunne straffes i USA for sanktionsbrud. MOSA ville altid kunne afvise at have nogen kontrol med deres sydafrikanske køberes brug af olien, så sløringen bestod i at opstille en såkaldt "papirkæde" bestående af selskaber, eksisterende såvel som fiktive, hvor alle oliehandelspapirerne skulle igennem og "vaskes rene" undervejs. Fra og med 1968 så kæden således ud:

 

Figur 5: "Papirkæde" for oliehandel med Zimbabwe under sanktionerne

 

De tre midterste selskaber var rene papirselskaber oprettet af Freight Services specielt med henblik på sløringen af oliehandelen. Som det er antydet, var én af finesserne, at man kunne variere forretningsvejen fra gang til gang. Det blev yderligere raffineret ved, at betalingen kunne løbe en anden vej tilbage end den formelle leverance. For i hvert fald MOSR har denne handel varet yderst profitabel; opgørelser viser, at deres indtjening i forhold til investeringen efter skat i perioden er steget fra 9,8% til 18,3%.

Efter afsløringen beordrede Mobil Oil's ledelse en undersøgelse iværksat. Den blev imidlertid kort efter indstillet igen, da MOSA kunne melde tilbage til hovedkvarteret i USA, at olie-distributionen var omfattet af den sydafrikanske 'Official Secrets Act', og at detaljer derfor ikke måtte offentliggøres! Man føler sig uvægerligt fristet til at mindes H.C. Andersen: Og det er ganske vist!

Lignende historier kan fortælles om jern, tobak, turisme og andre former for handel, hvormed vestlige selskaber har hjulpet Smith-styret til at overleve.[91]

 

5.3. Forhandlingsbetræbelserne

Da det i de første mange år efter UDI viste sig, at afrikanerne ikke var i stand til afgørende at true Smith-styret, tilpassede det internationale borgerskab sig dette styres eksistens. Det internationale borgerskab har ikke blot benyttet de multinationale selskaber i bestræbelserne for at sikre sine interesser i forbindelse med Zimbabwe. Osse andre organer har spillet en vigtig rolle for det internationale borgerskab - specielt den britiske stat i rollen som den formelle kolonimagt. Det internationale borgerskabs tilpasningsstrategi viste sig her tydeligt i den britiske regerings gentagne forhandlingsforsøg med Smith-styret. Disse forhandlinger afslørede, at formålet ikke var at komme Smith-styret til livs, men derimod at føre det tilbage til legalitet, således at det eksterne pres, som f.eks. sanktionerne, kunne lettes.[92]

I december 1966 mødtes Smith og Harold Wilson ombord på krigsskibet Tiger for at forhandle om en ny forfatning for Zimbabwe. Wilsons forslag gav de hvide en lang overgangsperiode og omfattende garantier i et frit Zimbabwe, men Smith forkastede forslaget son uacceptabelt. I oktober 1968 mødtes Smith og Wilson igen, denne gang ombord på krigsskibet Fearless. Også denne gang forkastede Smith de britiske forslag, selvom de var endnu mere favorable for de hvide og tidligst ville have medført afrikansk flertalsstyre i 1999. Først med en konservativ regering kunne Smith nå til enighed med Storbritannien; forslaget ville allertidligst føre til afrikansk flertalsstyre i 20351 Imidlertid havde den britiske regering allerede før UDI som betingelse for en løsning kravet, at den skulle være acceptabel for "hele folket".[93] Det blev dog ikke fra aftaleparternes side regnet som noget problem, og Smith var endog så overmodig at udtale, at han havde de lykkeligste afrikanere i verden![94]

Det blev den britiske Pearce-kommissions opgave at rejse rundt i Zimbabwe og undersøge befolkningens stilling til overenskomstforslaget, og med verdens søgelys rettet imod Zimbabwe var det ikke muligt for Smith-styret at forhindre, at afrikanerne organiserede sig i African National Council (of Zimbabwe) (ANC/Z). ANC/Z blev dannet af en række kendte, tidligere internerede medlemmer fra ZANU og ZAPU. For at få en acceptabel og politisk "ren" person i spidsen fik de overtalt biskop Abel Muzorewa til at indtræde som nominel leder af ANC/Z. Herved kunne ANC/Z osse drage fordel af den prestige, som hans stilling forlenede ham med.[95]

Det lykkedes ANC/Z at mobilisere den afrikanske befolkning til et dundrende 'nej' til aftaleforslaget, som derefter faldt bort. Blandt afrikanerne var 7% for forslaget, 90% imod og 3% svarede 'ved ikke' .eller afslog at tilkendegive deres mening.[96] Baggrunden for det afrikanske 'nej' var i høj grad den accellererende forringelse af afrikanernes levevilkår - specielt på landet - efter RF-styrets magtovertagelse i 1962.[97]

Efter guerillakrigens start i december 1972 og det dermed voksende indre pres på Smith-styret var dette ikke længere i stand til at stille krav om indrøm1elser fra nogen side. Tværtimod blev en ny indgriben fra det internationale borgerskabs side fremtvunget, da ikke alene Smith-styret, men osse det internationale borgerskabs interesser i Zimbabwe blev truet af guerillakrigen.[98]

 

6. Udviklingen i Zimbabwe efter 1965

I selve Zimbabwe har det nationale borgerskab repræsenteret ved den Rhodesiske Front (RF) siden 1962 siddet inde med den politiske magt. RF-regeringen blev i første omgang ledet af Winston Field, men han blev den 13. april 1964 erstattet af Ian Smith, fordi Field var tøvende over for at igangsætte forberedelserne til den ensidige uafhængighed (UDI).[99] Ideologisk markerede RF-styret en tilbagevenden til den utilslørede raceadskillelses- og undertrykkelsespolitik og byggede i så henseende blot videre på "traditionen" for europæisk styre i Zimbabwe,[100] specielt da den mellemliggende "Racefællesskabspolitik" ikke i virkeligheden havde brudt med den racistiske praksis. Basis for RF-styrets politik var det nationale borgerskabs interesser, der drejede sig om for enhver pris at opretholde europæisk overherredømme - eller opretholdelsen af "civilisationen", som de selv ynder at udtrykke det.

Osse inde i Zimbabwe tilpassede det internationale borgerskab sig

til det nationale borgerskabs politiske magt, da det viste sig, at afrikanerne ikke i de første år var i stand til at true denne magt. Helt konkret har dette fx givet sig udtryk i, at RF ved samtlige valg siden 1965 har erobret alle de pladser i parlamentet, der var reserveret for de hvide. Økonomisk har det fx givet sig udtryk i, at man ikke har kunnet konstatere nogen særlige omgåelser af det forbud mod udførsel af profitter, som RF-styret hurtigt pålagde udenlandske selskaber i Zimbabwe som svar på indefrysningen af rhodesiske aktiver i Storbritannien. Disse profitter har dermed nødvendigvis måttet reinvesteres i aktiviteter i Zimbabwe og har således bidraget til den videre økonomiske udvikling af Zimbabwe til trods for sanktionerne (de er fortsat gået til importsubstitution).[101]

 

6.1. Virkningen af sanktionerne

I de første år efter UDI faldt det økonomiske aktivitetsniveau i Zimbabwe en smule, men fra 1967/68 frem til 1975/76 har økonomien været ekspanderende. De første års fald skyldtes ikke alene sanktionerne, der i øvrigt netop blev omfattende fra 1968 (!), men nok så meget naturlige årsager, stærk tørke og perioder med frost, som både ramte landbrugsproduktionen og den del af industrien, der forarbejdede landbrugsprodukter.[102]

Sanktionerne har ført til en forandring af den zimbabweanske økonomi, sådan at den er blevet mere differentieret. Dette skyldes for det første en konkurrenceafskærmet importsubstitution, son via statens aktive medvirken både har sat sig igennem i landbruget og industrien. Desuden har Zimbabwe p.gr.a. afskæringen fra de internationale pengemarkeder varet henvist til fortrinsvis at skaffe sig fremmed valuta v.hj.a. en øget eksport, hvor specielt minesektoren har spillet en vigtig rolle (både m.h.t. øget mineralantal og m.h.t. hele minesektorens andel af den samlede eksport), da det har vist sig lettere at få mineraler gennem sanktionsmuren. På disse punkter har sanktionerne således haft en positiv virkning på den zimbabweanske økonomi, således at den udvikling væk fra en traditionel kolonialøkonomi med hovedvægten på eksport af en enkelt eller to råvarer og nærmest ingen industri, der blev indledt allerede under den 2.verdenskrig, er blevet yderligere forstærket. Dog har den økonomiske udvikling hele tiden været hæmmet af den fordyrelse af de zimbabweanske eksportvarer og de varer som Zimbabwe importerer fra udlandet, der skyldes diverse sanktionsomgåelses-manøvrer.[103]

I de seneste år er imidlertid osse de mere langsigtede og negative virkninger af sanktionerne begyndt at vise sig. Den kroniske mangel på fremmed valuta forårsaget af isoleringen fra de internationale pengemarkeder har ført til, at eksportindtægterne primært er gået til betaling af de umiddelbare importbehov som fx olie og våben, mens fornyelsen af produktionsmidlerne (den faste kapital) er blevet forsømt. I dag er produktionsapparatet for store deles vedkommende ved at være nedslidt - det er bl.a. et påtrængende problem for jernbanernes materiel - og kalder derfor på en løsning af "Rhodesia-problemet", der kan føre til en ophævelse af sanktionerne.[104] Dette behov genspejles i de imperialistiske landes forskellige "løsnings"-modeller, der alle har indeholdt en passus om omgående eller hurtig ophævelse af de økonomiske sanktioner.

 

6.2. Uddannelsesvæsenet i Zimbabwe

Uddannelsesvæsenets indretning er et af RF-styrets vigtige midler til at sikre det nuværende systems fortsatte eksistens.

Uddannelsessystemet i Zimbabwe er helt raceadskilt, lige fra de enkelte skoler op til den statslige undervisningsadministration. De eneste undtagelser fra reglen er universitetet samt private skoler i europæiske områder, hvor det i hver skoleklasse er tilladt af have op til 6% afrikanske elever.[105] Det siger sig selv, at det ikke er børn af ufaglærte arbejdere, der har mulighed for at udnytte dette "tilbud".

Uddannelsen for europæerne er helt overvejende et statsanliggende og dermed også statsfinansieret; i 1967 gik 83% af de hvide børn i statsskoler.[106] Undervisningen er her gratis og er tvungen til og med det 7. skoleår. Hertil kommer der et veludbygget videregående uddannelsessystem, der sikre, at alle europæere får en høj uddannelse; næsten 50% får en akademisk universitetsuddannelse, mens resten er sikret en teknisk-faglig uddannelse.[107]

Det europæiske uddannelsessystem er med andre ord udformet, således at de færdiguddannede kan glide ind og opretholde den eksisterende klassestruktur, hvor europæerne udgør borgerskab og arbejderaristokrati. Det afrikanske uddannelsessystem er tilsvarende omhyggeligt udformet, således at afrikanerne kun uddannes til et niveau, hvor de vil være i stand til at udføre funktionerne som ufaglært og halvfaglært arbejdskraft. Eller som det direkte udtrykkes i RF's uddannelsespolitik: "at indrette den afrikanske uddannelsesproduktion til de jobmuligheder, som europæere er villige til at tilbyde afrikanere".[108]

Konkret giver dette sig udslag i, at uddannelse af afrikanere ikke siden 1966 har været et statsanliggende, men har været henlagt til de afrikanske lokalråd samt missionsskolerne. Staten giver visse tilskud til det afrikanske uddannelsessystem, men disse stammer direkte fra en afgift på markedsførte afrikanske produkter.[109] I øvrigt er der helt tilfældigt lagt et loft for de samlede statstilskud på 2% af bruttonationalproduktet. Alle øvrige udgifter må bæres af afrikanerne selv eller skaffes via almisser.[110] 'African Education Act of 1969' foreskriver direkte, at alle afrikanske elever skal betale skoleafgifter,[111] og det endda efter en glidende skala fra £ 2,85 pr. år i det første skoleår op til £ 9 pr. år efter grundskolen.[112] Hermed har det hvide styre sikret sig, at der gennem hele grundskolens 7 år er et jævnt frafald af elever, hvis forældre ikke kan betale de stigende skoleudgifter, og et yderligere kraftigt dyk i antallet af elever efter grundskolen. Resultatet kan ses i figur 6.

 

Figur 6:    Antal indskrevne elever pr. uddannelsestrin i 1975, fordelt på europæiske og afrikanske elever

 

Kilde:  Monthly Digest of Statistics, Salisbury, January 1976 - her er tallene taget fra International Commission of Jurists, op.cit., side 20.

 

En sammenligning af de statslige skoleudgifter i 1975 viser følgende:

 

	Afrikanere:	Europæere:
Samlede udgifter (i R$)	30.044.000	25.743.000
Udgifter pr. elev (i R$)	34,7	443,2
	(ca. 365 kr.)	(ca. 4.451 kr.)

Kilde:  Samme som figur 6.

 

Kvalitetsmæssigt er der osse en meget stor forskel på den afrikanske og den europæiske uddannelse. Gennemgående er de afrikanske lærere meget ringere uddannet end de europæiske, og forholdet mellem lærere og elever i grundskolen var for de europæiske skolers vedkommende i 1972 1:29, mens det for de afrikanske skoler var 1:41. De tilsvarende forhold for 'Secondary Scool' (svarer til real- og gymnasieskole) var henholdsvis 1:19 og 1:26.[113] Som følge af den afrikanske uddannelses dårlige kvalitet er folk, der har gået mindre end 5 år i skole, så godt som analfabeter.[114] I 7 stammeområder i det centrale Zimbabwe havde 61,8% af alle mænd og 86,5% af alle kvinder i 1967 5 års skolegang eller derunder.[115]

M.h.t. indholdet i den afrikanske skoleuddannelse har en FN-rapport fra 1970 sammenlignet det med den sydafrikanske Bantu-uddannelse:

"Læseplanerne for skoler i landområderne er udfærdiget med en overvægt på det landbrugsmæssige og har til hensigt at forberede eleverne til beskæftigelse i landområderne. Skoler i byer har til hensigt at forberede byboerne til at blive gode tjenere for de hvide herrer."[116]

Skoleuddannelse er blevet til en direkte nødvendighed for afrikanerne. For at kunne klare migrantarbejdet er de tvunget til at gå i skole. På visse tidspunkter har der således direkte været krav om mindst 2 års skolegang for at kunne få lønarbejde, og jo flere års skolegang jo bedre betalt lønarbejde.[117] På den anden side er afrikanerne tvunget til at tage lønarbejde for at få råd til at betale skolepenge. Denne cirkel er skabt gennem og uddyber den tvungne inddragelse af de afrikanske bønder i den kapitalistiske pengeøkonomi.[118]

I forlængelse af den bevidste frasortering i grundskolen er det kun meget få afrikanere forundt at kunne få en videregående uddannelse i Zimbabwe. Med vedtagelsen af 'Apprenticeship Act of 1959' blev det formelt muligt for afrikanerne at oprette en lærekontrakt og få en faglig uddannelse. Alligevel er det i perioden 1962-69[119] kun lykkedes for 114 afrikanere i alt at få oprettet lærekontrakter imod 3.428 europæere (der foreligger ingen tal for fuldendte uddannelser). Det skyldes for det første, at oprettelsen af en lærekontrakt forudsætter mindst 10 års skoleuddannelse og et kort blik på figur 6 er nok til at vise, at så er langt hovedparten af afrikanerne på forhånd udelukket. For det andet har en kombination af hvide arbejdsgivere og hvide fagforeninger forhindret, at mange afrikanere har kunnet få oprettet en lærekontrakt.[120] Det opstillede alternativ for afrikanerne har været nogle to-årige fagoptræninger, der "kun" har forudsat 7 års skolegang (grundskolen) og derefter har givet adgang til en række halvfaglærte jobs.[121]

Universitet i Salisbury er det eneste sted i uddannelsessystemet, hvor der ikke findes raceadskillelse.[122] Det må nærmest betragtes som en levning fra "Racefællesskabs-politikkens" dage, hvor uddannelsesforholdene for afrikanerne blev kraftigt forbedret i bestræbelserne på at få etableret et afrikansk borgerskab. Uddannelsessystemet var vel nok det mest konkrete - og altså ikke blot ideologiske - område, hvor "Racefællesskabs-politikken" slog igennem.[123] Denne udvikling har RF-siden 1966 drejet tilbage til den velkendte, mere rendyrkede raceadskillelsespolitik - med det ovenfor beskrevne som resultat.

 

6.3. Demokrati og politisk indflydelse i Zimbabwe

Det hvide styres talsmand gør meget ud af at understrege, at Zimbabwe - i modsætning til militærdiktaturerne og de étpartistyrede afrikanske lande - er et demokratisk styret land med jævnlige valg, hvortil flere partier opstiller. Men går man "demokratiet" i Zimbabwe nærmere efter i sømmene, blegner dette smukke billede en hel del.

Valgsystemet i Zimbabwe er indrettet, således at europæerne altid er sikret absolut dominans i parlamentet, hvorved de osse altid er sikret regeringsmagten. Det zimbabweanske demokrati, der er direkte modelleret efter traditionelt engelsk forbillede, bliver på denne måde ufrivilligt til en karikatur, der kaster et meget sigende lys ud over den vestlige verdens myte om det parlamentariske system som den eneste sande form for demokrati. Der er meget langt fra det rhodesiske parlament til demokrati i dets egentlige betydning som folkets styre:[124] Parlamentet består i dag af 66 medlemmer, hvoraf 50 pladser er reserveret hvide valgt af hvide,[125] mens de sidste 16 er forbeholdt sorte. Af de 16 sorte pladser udpeges de 8 af høvdingene, der som vist nedenfor er regeringsansatte og -aflønnede afrikanske lokalembedsmænd og derfor helt i lommen på den regering, der er deres arbejdsgiver og overordnede. De sidste 8 vælges af de afrikanske vælgere.

Hertil kommer så en række betingelser, som den enkelte vælger skal opfylde for at have stemmeret. For de sorte er der foruden alder tale om krav om en vis løn, formue og uddannelse, mens de hvide skal opfylde visse indtægts-, alders- og opholdsbetingelser. Ud af de ca. 184.700 hvide over 21 år er der 85.406 (eller 46%), der opfylder stemmeretsbetingelserne. Af de ca. 2,4 mill. sorte over 21 år opfylder skønsmæssigt 150.000 (eller 6%) betingelserne for at deltage i et valg, men kun 7.478 (0,3%) er registreret som vælgere.

Ved valget i juli 1974 afgav kun 3.096 (0,1%) af de da 7.052 registrerede vælgere deres stemme. Årsagen er den åbenbare, at de fleste afrikanere opfatter den afrikanske parlamentsrepræsentation som en ren facade, der skal give omverdenen indtryk af demokratiske tilstande i Zimbabwe. Og så har vi slet ikke behandlet den passivisering af folket, der er det parlamentariske systems fornemste princip og formål osse i Vesten (altså lige bortset fra de få sekunder, det tager at sætte det berømte "indflydelsesgivende" kryds)

På lokalt plan har afrikanerne heller ikke meget at skulle sige. Ifølge RF-styrets officielle ideologi har man "bevaret den traditionelle levevis",[126] hvor høvdingene er de lokale ledere ude i de afrikanske landområder og samtidig udgør afrikanernes repræsentanter og talerør udadtil. Men dette billede er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Høvdingene er hverken lokale ledere eller talerør for afrikanerne.

De afrikanske områder styres af hvide, med Department of Internal Affairs som øverste instans. Administrationshierarkiet fremgår af følgende figur:[127]

 

Figur 7: Administrationshierarkiet for de afrikanske områder

Distriktskommissærerne er de daglige ledere ude i de afrikanske områder, og under sig har de dels nogle tekniske rådgivere (udelukkende hvide) og dels en række Distriktsassistenter, der sørger for den direkte kontakt til hver enkelt landsby. En del af Distriktsassistenterne er sorte; dvs. der dukker først sorte op allernederst i hierakiet.[128] Det hvide styres loka1administration i de afrikanske områder er med andre ord meget udviklet og når ud i hver eneste afrikansk landsby. Det fremgår yderligere af, at administrationen sker i samarbejde med høvdingene.

Høvdingene udnævnes af det hvide styre efter indstilling fra Distriktskommissærerne, der skal finde frem til de mest loyale kandidater i området. Høvdingene aflønnes af det hvide styre, dels i form af en fast løn og dels i form af et tillæg, der gives som belønning for "personlige egenskaber, administrative evner, samarbejde med administrationen, betydning i stammen, lederevner, kontrol og autoritet over folket". Det er den lokale Distriktskommissær, der afgør, om en høvding har gjort sig fortjent til tillægget.[129] Det hvide styre har flere gange afsat høvdinge, der har trodset dets politik.[130]

Høvdingene blev inddraget som led i det hvide styres lokaladministration kort efter RF-styrets tiltrædelse i december 1962. Lige fra starten blev de udnyttet som lokale politibetjente, der var "kraftigt afhængige af - og derfor allieret med - den hvide regering imod den afrikanske nationalisme og dens brændende ambitioner", som RF-styret selv formulerede det.[131] Inddragelsen af høvdingene i lokaladministrationen var altså direkte et forsøg på at sætte afrikanere op imod afrikanere med det formål, at det hvide styre kunne forblive ved magten gennem den svækkelse, som splittelsen blandt afrikanerne skulle resultere i - med andre ord det klassiske del-og-hersk-princip.[132] Delegationen af magtbeføjelser til høvdingene øgedes op gennem 1960'erne og indgik som led i RF-styrets bestræbelser på at skabe en begrænset form for lokalt selvstyre i de afrikanske landområder.[133]

Høvdingene fik til opgave at overvåge overholdelsen af lokale vedtægter og anholde eventuelle overtrædere samt at indkræve visse skatter og betalinger. I 1966 blev hver enkelt høvding tildelt et antal hjælpere, så opsynet med afrikanerne kunne forstærkes. Hjælperne fik beføjelse til at arrestere afrikanere, så de kunne benyttes af høvdingene imod nationalister og frihedskæmpere. I 1967 fik høvdingene retten til at fordele jord tilbage samt ansvaret for jordens vedligeholdelse. I 1969 fik de domsmyndighed i de fleste lokale civile retssager og i nogle lokale kriminalsager, og det styrkede igen høvdingene over for deres politiske modstandere. Høvdingene fik også magt til at forvise "uønskede elementer" fra deres område.[134] Ved opremsningen af de nye magtbeføjelser til høvdingene skal det dog lige understreges, at høvdingene ikke kan tage beslutninger, der har blot den mindste betydning, uden at de skal forelægges for den hvide Distriktskommissær, og han kan acceptere eller forkaste den alt efter det hvide styres ønsker.[135]

Distriktskommissærerne kan altså underkende alle høvdingenes beslutninger, så høvdingene har ingen muligheder for at lave noget, der går på tværs af det hvide styres interesser. På denne baggrund kan det ikke overraske nogen, at høvdingene er meget trofaste over for det hvide styre og absolut ikke kan siges at være de afrikanske bønders lokale ledere. Det er således heller ikke korrekt, når RF-styret hævder, at det har "bevaret den traditionelle levevis". Det har derimod forsøgt at genskabe en del af høvdingenes autoritet for at opbygge et bolværk imod den afrikanske nationalisme. Afrikanernes "traditionelle levevis" blev grundigt smadret som følge af koloniseringen, og det var først nationalismens fremmarch i 1950'erne, der fik det hvide styre til at genoplive høvdingene.

Høvdingenes rolle som afrikanernes talerør udadtil udspilles især på to fronter. For det første har de siden 1969 som allerede nævnt været sikret en speciel repræsentation i parlamentet. For det andet har rollen siden 1962 givet sig udtryk i 2-3 årlige møder, hvor høvdingene påhører og bifalder det hvide styres politik, og hvor det hvide styre derefter erklærer at have afrikanernes støtte til sin politik. Efter UDI i 1965 udtrykte høvdingene således "deres tilfredshed med regeringens bestemte handling".[136] Da afrikanerne ikke siden forbudene imod nationalistorganisationerne har haft mulighed for at give et samlet, organiseret udtryk for deres holdning, har det hvide styre benyttet sådanne udtalelser til at sprede tvivl om afrikanernes politiske holdning, både blandt de hvide og blandt de sorte i Zimbabwe samt i udlandet.

Her blev Pearce-kommissionens test i 1972 af afrikanernes holdning til det britisk-rhodesiske løsningsforslag et afgørende vendepunkt, også for afrikanernes egen opfattelse af den generelle politiske holdning blandt dem selv. Efter et møde mellem det hvide styre og Høvdingenes Nationalråd i januar 1972 blev det meddelt, at høvdingene gav deres "enstemmige tilslutning til forslagene ... (og) ... kraftigt anbefalede alle afrikanere at bifalde forslagene". Da Pearce-kommissionen offentliggjorde sin rapport, fremgik det imidlertid, at 49,5% af høvdingene havde sagt 'nej' til forslagene, 24,5% 'ja' og 26% 'ved ikke'. Selvom der var flere høvdinge imod forslaget end der var for, lige så snart de ikke sad til bords med det  hvides styres repræsentanter, sættes deres "repræsentativitet" alligevel i relief af, at 90% af alle afrikanerne som tidligere nævnt sagde 'nej'.[137] Sidenhen er det blevet helt tydeligt, at høvdingene ikke har nogen støtte i den afrikanske befolkning, men tværtimod er blevet mere og mere isoleret fra den. Adskillige høvdinge har således krævet ekstra sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte deres usikre position. I 1973 forlangte høvding Chirau, der i dag står som den ene af de tre afrikanske "ledere" i Smiths "interne løsning", at regeringen aldrig løslod nogen af de internerede afrikanske nationalister, da de kun vendte tilbage til landsbyerne "for at skabe flere vanskeligheder"![138]

I bestræbelserne på at skabe et begrænset lokalt selvstyre i de afrikanske områder har det hvide styre foruden den forøgede magt til høvdingene også forsøgt at få oprettet afrikanske lokalråd ('African Councils'). Her har det især varet hensigten at integrere de afrikanske intellektuelle i landområderne i lokaladministrationen og på den måde fjerne dem fra nationalistbevægelsen.[139] Den hvide Distriktskommissær er dog født formand for alle lokalråd i sit område og høvdingene ligeledes fødte næstformænd.[140] De afrikanske lokalråd fik ansvar for veje, broer, vandbevarelse, grunduddannelse m.m. og en begrænset ret til skattepålæggelse.[141] Til trods for det hvide styres meget aktive forsøg på at få etableret lokalråd overalt i Zimbabwe har resultatet kun været et begrænset antal funktionsduelige lokalråd. Visse steder har høvdingene modarbejdet oprettelsen af lokalråd, og de fleste steder har de afrikanske bønder boykottet dem.[142]

RF-styret kom derfor ikke i første omgang ret langt med planerne om øget skinselvstyre udført af "ansvarlige" afrikanere. Efter Pearce-kommissionens afsløring af hvor dybt rodfæstet modstanden mod det hvide styre var blandt afrikanerne, proklamerede Smith-styret i juli 1972 et fornyet forsøg på at oprette et bantustan-lignende system i Zimbabwe. Ifølge Programme of Provincialization skulle administrationen af de afrikanske stammeområder decentraliseres og høvdingene have yderligere magtbeføjelser. Senere skulle der oprettes provinsregeringer som overbygning på de afrikanske lokalråd.[143] Dette nye forsøg er dog blevet kvalt af den intensiverede guerillakrig, lang tid før det kunne nå at blive til den tilstræbte forhindring for udviklingen af selvsamme guerillakrig.

I de europæiske områder er landarbejdere, private tjenestefolk og minearbejdere helt uden politisk indflydelse på de områder, de bor i. De fleste er migrantarbejdere, og det hvide styre anser dem derfor for at høre hjemme i landområderne, hvor høvdingene jo udtrykker deres meninger. Derimod kan de afrikanere, der bor i de afrikanske bydele (det vil overvejende sige de helt proletariserede arbejdere), vælge medlemmer til et kommunalt råd. Det giver dog ikke den store indflydelse til afrikanerne på de lokale anliggender i deres bydele. Den valgte forsamling er kun rådgivende, og rådene følges sjældent af de hvide såkaldte "superintendents", der er de egentlige magthavere i de afrikanske bydele.[144]

Sammenfattende kan det siges, at der eksisterer et glimrende folkestyre i Zimbabwe. Blot er de 95% af folket udelukket fra enhver reel politisk indflydelse. Den økonomiske og politiske magt går hånd i hånd og forstærker gensidigt hinanden, selvom befrielseskampen har vist, at denne magt absolut ikke er ubrydelig.

 

Noter